Kronik: Socialdemokratiets boligpolitik hviler på falske præmisser

Uanset valgnederlaget i København og de øvrige universitetsbyer, insisterer Socialdemokratiet på nye byggeprojekter i bykernen, som løsning på storbyernes boligproblemer. Op til kommunalvalget var argumentet, at ”Blackstone”-indgrebet, kombineret med øget alment nybyggeri, kunne løse problemerne, hvis venstrefløjen støttede projekterne. Det var et traditionelt S-program, der satte en dagsorden for valget i storbyerne. Derfor var det oplagt også at se valget som en afstemning om netop dén boligpolitik, og forvente en revidering efter den historiske vælgerlussing. Det er der bare ingen tegn på.

Et par dage efter valget, blev programmet tværtimod fastholdt af partiets politiske ordfører i København, der gentog, at det stadig var linien. Og efter alt at dømme er der selv i det nye boligforlig ikke meget der tyder på en revidering af de centrale elementer. Men programmet hviler stadig på forkerte præmisser.

Guldrandet forretning for spekulanter

Blackstone-indgrebet berørte primært huller i Boligreguleringsloven. Hullerne i den er imidlertid kun en del af den retlige gråzone, der har gjort bortrenovering af billige lejligheder til en guldrandet forretning. Ikke kun for internationale koncerner, men også for danske institutionelle investorer.

Pensionskasserne er centrale i den sammenhæng, og både PKA; PFA og P+ (tidligere JØP og DIP, der nu er fusioneret), har længe været særdeles aktive på markedet. Fælles for både nybyggerier og renoveringer har været de sociale og miljømæssige konflikter, der udspringer af kompleksiteten i hele retsgrundlaget. Et aktuelt P+ projekt demonstrerer det: Pensionskassen har en ældre boligejendom med ca. 350 lejemål inklusive en daginstitution og et par forretninger i Vanløse (”Dalhusene”), hvor de har iværksat et typisk renoverings- og tilbygningsprojekt. Byggeriet medfører voldsomme gener for både lejere og naboer, inklusive børn i hjem og daginstitution; fra ekstrem støj, over rystelser, revner i vægge og åbne huller i lofter, til hyppige afbrydelser af både strøm, vand og varme. 

Imidlertid står ofrene hjælpeløse, fordi problemerne har rod i en bred retlig gråzone, og boligreguleringsloven kun berører et enkelt aspekt af retsløsheden: Midlertidig genhusning bliver afvist med henvisning til, at det kræver hjemmel i byfornyelsesloven, som ikke gælder for projektet. Beskyttelse mod de fysiske risici for både børn og voksne, er afvist med henvisning til bygherrens byggerettigheder. Kompensationskrav er i retspraksis utilgængeligt, og ville heller ikke have løst problemerne. Resultatet er masseflugt, og øget pres på boligmarkedet. Processen er selvforstærkende, når generne samtidig giver nye lejligheder til renovering og genudlejning.

Modernisering på livet løs

Blackstone-indgrebet, med dets fokus på boligreguleringsloven har været utilstrækkeligt. Problemet ligger i lejernes bredere retsløshed, i forhold til både miljøbeskyttelse, partshøring og midlertidig genhusningsret. Det er miljølovgivningen, forvaltningsloven og byfornyelsesloven der er i spil, ikke kun boliglovgivningen. Og selv indgrebets små restriktioner på den profitable genudlejning har vist sig at være ineffektive.

“Blackstone-indgrebet, med dets fokus på boligreguleringsloven har været utilstrækkeligt. Problemet ligger i lejernes bredere retsløshed.”

Tilsvarende med præmissen om, at huslejenævnene skulle være sat i stand til at løse større opgaver, og dermed forvalte de (små) forbedringer. I København oplever Lejerforeningerne nu, at sagsbehandlingstiden på selv mindre rutinesager, siden foråret 2020 er steget til langt over et år, hvor den tidligere var under det halve, og det uanset om det gælder Danmarks lejerforeninger (lokalt via ”Amager Lejerforening”), eller LLO-Hovedstaden, som det fremgår i maj-nummeret af medlemsbladet. Begge oplever samme situation.

Det tredje element i programmet; at mere alment boligbyggeri ville fuldbyrde den sammenhængende løsning, hvis venstrefløjen støttede projekterne, er svagt på flere punkter. Dels har det almene boligbyggeri sjældent givet særligt billige boliger, blandt andet fordi (socialdemokratiske) regeringer hyppigt har brugt det almene boligbyggeri som et redskab for ekspansiv finanspolitik, for at øge beskæftigelsen i byggeriet. Det gør hverken boligerne billigere eller vilkårene bedre for lejerne, at de bliver et redskab til at øge aktiviteten i byggebranchen. Dels har konceptet for socialdemokratiets byggeprojekter typisk tilsidesat både sociale og miljømæssige hensyn.

Det oplagte eksempel er det velkendte planlagte byggeri på Amager Fælled, men et andet knap så velkendt, kunne være det igangværende byggeri i Carlsberg-Byen, der primært finansieres af PFA og PenSam, via udviklingsselskabet ”Carlsberg Byen P/S”. Det er et nybyggeri, så spekulationselementet er knap så fremtrædende som i renoveringsprojekterne, men de massive miljøgener, der omfatter grænseoverskridende støj, rystelser og luftforurening i form af giftige støvpartikler er de samme, og de rammer på samme vis både naboer, børn og personale i tilgrænsende børneinstitutioner og forretninger.

Klimatilpasset boligpolitik

Fælles for præmisserne for de socialdemokratiske boligprojekter har været den hensynsløse ligegyldighed over for sociale og miljømæssige hensyn til omgivelserne. Byggerierne bliver uanset gennemtrumfet ved hjælp af retlige gråzoner der efterlader borgerne hjælpeløse, når projekterne realiseres i et tæt bymiljø hvor kapitalinteresser, lokalpolitikere, arkitekter og entreprenører i fællesskab kan presse forvaltningen til at tilsidesætte hensynet til borgerne.

“Fælles for præmisserne for de socialdemokratiske boligprojekter har været den hensynsløse ligegyldighed over for sociale og miljømæssige hensyn til omgivelserne.”

Det er paradoksalt, når man tager i betragtning, hvor meget fokus, der samtidig er på klimatilpasning. I et stykke tid har der faktisk eksisteret både pilotprojekter og industrielle aktører, som har tilbudt mere klimamæssigt fremtidssikrede boligalternativer, som ligger lige til højrebenet i forhold til de aktuelle problemer. Både danske og udenlandske tegnestuer og udviklingsselskaber har i nogle år fremlagt modeller for ”flydende boligbyggeri”, der for færre penge kunne omgå de sociale konflikter ved den traditionelle boligpolitiske byfortætning.

Der ville være mere perspektiv i en klimatilpasset boligpolitik, der tog konsekvensen af de problemer klimaeffektens forventede vandstandsstigning uundgåeligt vil skabe, og udnyttede, at teknologien til at bygge flydende boligbydele efterhånden eksisterer. En implementering af det i planlægningspraksis, kunne omgå størstedelen af de miljøproblemer, de socialdemokratiske byggeprojekter hidtil har haft. Man ville samtidig stimulere udviklingen af en progressiv, klimatilpasset bygningsindustri og infrastrukturplanlægning.