Kronik: Teknik og miljøborgmester er en uriaspost. Hvorfor vil Enhedslisten have den?

Enhedslistens har nu siddet på posten som Teknik- og Miljø-borgmester i København i 8 år, og vi kan konstatere, at alt fra trafik- og boligpriser bare er steget og steget. Uanset udsagn fra højre og venstre om beskyttelse af klima og miljø, stiger CO₂-trykket vedvarende i takt med befolkningsvæksten, massivt byggeri og anlæg og øget transport og pendling.

Efter at have sikret anlæggelse af de af tidligere borgmester, Klaus Bondam (R) planlagte cykelstier, samt vedtagelser af lokalplaner for dyre boliger på offentlige arealer i byen og i havnen, overbeviste den foregående borgmester, Morten Kabell i 2016/17 partiets Københavnsbestyrelse om, at de skulle gå efter den ”magtfulde” borgmesterpost, som han kaldte den.

I forhold til de konkrete muligheder for overhovedet at få gennemført Enhedslistepolitik i denne forvaltning, forekommer det absurd at tale om en magtfuld post. Ud over byens vækst og CO2-afbrug, kan vi konstatere, at sociale problemer og ulighed forstærkes år efter år, både i byen og på regionalt niveau.

En håbløs post

Enhedslisten er jo et socialistisk parti med fokus på lighed, social velfærd og reelt bæredygtigt miljø i samfundet som helhed. Det er alt sammen ting, den vedtagne, neoliberale bypolitik ikke kan honorere. Det forekommer, at der har været et totalt fravær i bestyrelsen af analyser af kapitalistisk byvækst, og hermed en forståelse, at denne forvaltnings rolle er at understøtte en byplanlægning og byudviklingsstrategi, hvor finansiel og økonomisk vækst er afgørende.

“I forhold til de konkrete muligheder for overhovedet at få gennemført Enhedslistepolitik i denne forvaltning, forekommer det absurd at tale om en magtfuld post.”

Valg af byplanlægningsstrategier er altid et politisk valg, både i liberale og socialistiske samfund. Men i et socialistisk perspektiv, skal planlægningen inddrage alle mulige økonomiske, funktionelle, sociale kulturelle og miljømæssige forhold, for at skabe byer og samfund, hvor politiske mål bliver integreret i fysiske løsninger.

Enhedslisten var fra starten indædt modstander af Ørestadsloven og den senere By & Havn-konstruktion, der åbnede sluserne for den neoliberale byudvikling, som TMF forvalter. Det forekommer mig besynderligt, at det nuværende flertal i bestyrelsen og i Borgerrepræsentationen ikke ser magtesløsheden i at besidde denne borgmesterpost, netop i forhold til partiets politiske sociale og miljømæssige mål. Det er en uriaspost, med et gammelt udtryk fra biblen om en udsat, håbløs rolle.

Den fælles jord betaler regningen

Da Socialdemokratiet og Venstres Egon Weidekamp og Henning Christoffersen i slutningen af 1980’erne gav hinanden håndslag på en Øresundsbro, og efterfølgende blev enige om en Ørestadslov og en grundsalgs-finansieret metro i 1992, solgte de både ud af borgernes fælles offentligt ejede jord og borgernes demokratiske indflydelse på byudviklingen.

Det blev yderligere cementeret med oprettelsen af By & Havn I/S i 2008 som et såkaldt ‘udviklingsselskab’. Ejendomsspekulant er dog et bedre ord, da formålet er at få mest muligt profit ved salg af ejendomme og jord til den gældsplagede metro. Det handler i hvert fald ikke om at skabe et erhvervsmæssigt og socialt balanceret plangrundlag for byen.

Sideløbende er forvaltningen blevet gearet til at kunne understøtte den neoliberale udvikling. Med Søren Pind (V) som borgmester, blev der i 2001 iværksat en rationaliseringsproces baseret på new management og de LEAN-modeller, der var blevet udviklet i industrien med henblik på effektiviseringer, besparelser og pres på at få de menige ansatte til at arbejde mere og hurtigere.

Strukturændringerne i forvaltningen skete i tæt samarbejde mellem overborgmesteren, TMF-borgmesteren og diverse direktører i forvaltningen, samt nogle afdelingsledere. Tidligere ansatte fortæller også, at man undervejs inddrog alskens konsulentfirmaer, som andre kommuners tekniske forvaltninger havde fundet ubrugelige. Ind imellem blev forvaltningens medarbejdere og ansatte indkaldt til nogle møder, som de fleste opfattede som rene skueprocesser, da beslutninger alligevel blevet taget hen over hovedet på dem.

Dybt politisk forvaltning

Den tidligere kontorchef i SKAT Peter Loft har i en ny bog beskrevet hvordan embedsmænd i dag har udviklet sig som rene politiske rådgivere for politikerne, fremfor faglige, tekniske og lovgivningsmæssige rådgivere. Loft påstår desuden at departementschefer og sekretariatsdirektører ansættes ud fra helt andre kriterier end for 20-25 år siden, og han stiller spørgsmålet om hvem de højtstående embedsmænd egentlig betjener, fagområdet eller den dominerende politiske ledelse.

Mangeårige sagsbehandlende ansatte i Teknikforvaltningen har gjort lignende iagttagelser; der er kommet et ledelseslag, der ikke har de faglige forudsætninger man før lagde vægt på, hvorfor deres politiske rolle er blevet dominerende. Med andre ord deres rådgivning er ikke neutral.

“Enhedslisten kommer til kort, både hvad angår ideer om næringsliv, trafik, boliger, miljø og natur, for ikke at tale om muligheder for at sikre en erhvervsudvikling.”

Per Bregengaard skriver om forvaltningens direktører, at deres opgave er at lave politiske indstillinger til borgmester, udvalg og kommunalbestyrelse, som bygger på det arbejde der udføres i forvaltningen af dens ansatte. Men hvis både direktører og chefer ofte har en baggrund i helt andre faglige discipliner end forvaltningens kerneopgaver, må det følgelig få indflydelse på den rådgivning de giver om hvilke forslag der skal indstilles til politisk vedtagelse.

Per Bregengaard siger imidlertid ”Al faglighed berører politik og al politisk virke kræver faglig indsigt”, hvortil han fremhæver sine 10 års ballast som skoleordfører i BR, som uundværlige for hans borgmesterpost. At han selv har fungeret i undervisningssektoren i årevis har selvfølgelig også betydet noget for hans tilgang til arbejdet på rådhuset.

Ingen af Enhedslistens to borgmestre i TMF har haft faglig indsigt i det fagområde de blev indsat i og ej heller i forvaltningens omfattende administrations- og organisationsstrukturer. Har man ikke det, er man et nemt bytte for de direktører, som i princippet skal give upartisk og faglig rådgivning, som kan bruges til politisk indstillinger fra borgmesteren. Her kommer Enhedslistens forslag til kort, for embedsmændene er ikke borgmesterens tjenere: De tjener hele det politiske system, og i TMF er de forpligtiget på den vedtagne bystrategi, og på de kommuneplaner og lokalplaner, der undfanget hos overborgmesteren og vedtaget af et flertal i Borgerrepræsentationen. Som Per Bregengaard beskriver det, er embedsmandsmagten særligt stor, hvis man er en oppositionel borgmester, når de fremstiller sig selv som fagkundskabens formidler, uanset om det handler om beskæftigelse, sundhed, pædagogik eller byplanlægning.

Det indebærer følgeligt et dilemma, når en enhedslisteborgmester skal underlægge sig direktørernes politiske agenda, som overordnet besluttes på overborgmesterens kontor, og godkendes af et flertal i Borgerrepræsentationen, men strider imod alt dét, man er valgt ind på.

Alle Enhedslistens protester og modstand i alle bydele, og høringssvar fra partiets afdelinger og medlemmer med alternative løsninger, har derfor ingen gang på jorden. Enhedslisten kommer til kort, både hvad angår ideer om næringsliv, trafik, boliger, miljø og natur, for ikke at tale om muligheder for at sikre en erhvervsudvikling i byen, der tilgodeser andet end kontorarbejdspladser, hoteller, butikker og dyre boliger.

Den arbejderklasse, der servicerer byen, fra håndværkere til rengøringskoner og som tidligere boede her, tvinges i dag til at pendle ind fra fjernere og fjernere lokaliteter, hvor de har råd til at bosætte sig.

Borgmesteren har pr. definition ikke fagkundskab, men er demokratisk, politisk valgt som repræsentant for sit parti. Det må i så fald indebære, at vedkommende skal stå vagt om partiets politiske holdninger og politiske mål, foruden at være en kransekagefigur for forvaltningen.

De to tidligere Ø-borgmestre har ikke været særlige synlige med protester mod en byudvikling, som partiet og mange vælgere er meget utilfredse med. På trods af det har partiets budskaber virket, især i år, hvor der har været stort fokus på klima og miljø op til kommunalvalget.

Ingen banjobande i TMF

For at forstå, hvordan en ‘oppositionel borgmester’ kan modstå direktørernes pres i teknik- og miljøforvaltningen, er det relevant at se på, hvordan Venstresocialisternes (VS) Villo Sigurdsson evnede at stå op mod flertallet på Rådhuset, og markere sig selv og partiet som klar opposition, hvilket var én af årsagerne til partiets succes.

Sigurdsson blev direkte modarbejdet af embedsmændene, og alternativ, faglig rådgivning var derfor en forudsætning for, at han kunne fremføre den politik, han sammen med resten af VS var gået til valg på. Som følge af partiets måde at organisere sig på, havde Villo Sigurdsson et stort hold af støtter, dels bestående af fagfolk og ansatte i forvaltningen, og dels af aktivister og græsrødder fra hele byen med tjek på lokale forhold.

Denne baggrundsgruppe fodrede ham med analyser og konkrete løsningsforslag, der kunne fremlægges som indstillinger, og behandles politisk. Hertil holdt folk øje med mindre lokale forslag og problemer, som dengang nemt kunne ordnes administrativt i forvaltningen.

Enhedslistens seneste to borgmestre har ikke haft en sådan ”banjobande” med både lokal, bolig- og byplanpolitisk eller forvaltningsmæssig indsigt. Ej heller har de udvist samme mod som Villo Sigurdsson i forhold til vedvarende og højlydt at forsvare partiets politik på Rådhuset eller i medierne.

Hvad angår fraværet af politisk mod, kritiserer Niels Frølich i Kritisk Revy både Københavnsledelsen og borgmestrene for ikke at have turdet i de to perioder Enhedslisten har haft posten som borgmester, og påpeger deres totale fravær i medierne med offentlig offensiv kritik af byudviklingen.

Per Bregengaard skriver i sin artikel: ”Venstrefløjen kan kun være tillidsvækkende, hvis vi interesserer os for hverdagen og praktiserer solidaritet. Det betyder, at venstrefløjen skal komme med politiske forslag og deltage seriøst i politiske forhandlinger og samarbejder, der skaber forbedringer og peger fremad. ”

For at kunne praktisere solidaritet, må man følgelig samarbejde med alle de forskellige protestgrupper, der rent faktisk operer her i byen. Det gælder for alle forvaltningsgrene, og den praksis med at bestyrelsen udpeger folk fra denne og måske et par venner i en følgegruppen, er uholdbart hvis man vil forandringer der rykker.

Miljøpolitik og TMF

København havde tidligere en selvstændig miljø- og forsyningsforvaltning. Den blev atomiseret ved nedlæggelsen i 2007. Dels forsvandt den demokratiske indflydelse på energisektoren med selskabsgørelsen af Københavns Energi og Kloakforsyningen. Dels blev medarbejdere i forvaltningen enten fyret eller forflyttet til TMF og de nye selskaber. Miljøpolitisk har det i kommunen indebåret færre penge til miljøarbejdet end før, og en del af midlerne bliver i dag kanaliseret ud i bydelenes miljøpunkter, som her udfører lokalt miljøarbejde.

“Bortset fra cykelstier og lidt færre og dyrere p-pladser, er det svært ved at se, hvilke positive tiltag Enhedslistens borgmestre – eller de øvrige medlemmer af Borgerrepræsentationen – har bidraget i forhold til byudviklingen i de seneste 8 år.”

I den nuværende struktur i TMF er miljø, natur og klima smurt ud på flere afdelinger, hvor det for udenforstående er svært at se hvordan en samlet indsats bliver koordineret i praksis i henhold til kommunens fine erklærende målsætninger om en CO2 neutral by om 3-4 år.

En af Enhedslistens tidligere medlemmer af miljøudvalget, Rikke Fogh har sagt, at det jo heller ikke er den mest ambitiøse klimadagsorden, som er lagt for dagen. Dels bliver meget af kommunens klimastrategi projektfinansieret, og udgør ikke et fast kontinuerligt arbejde som det burde. Dels har flertallet i BR valgt ikke at finde pengene til en reelt ambitiøs klimastrategi, som også omfatter at se på indbyggernes forbrugsaftryk og på Københavns nationale, regionale og internationale klimaaftryk.

CO₂-trykket fra de enorme transportstrømme af person-, last- og varebiler ignoreres. Den vedtagne byvækststrategi indebærer nådesløst, at antallet af biler stiger proportionalt med indbyggerantallet, foruden at pendling over lange afstande stiger og stiger både ud af og ind i byen. Kommunen medregner heller ikke det enorme CO₂-aftryk, som de omfattende betonbyggerier og nye vejanlæg indebærer.

Hvad angår udarbejdelse af planer for Amager Fælled og Lynetteholm må man også undre sig over fravær af fastansatte kommunale trafikanalytikere, klimatologer, biologer, havstrøms-eksperter m.fl., der kunne bidrage til miljøvurderinger med faglig miljørådgivning for samtlige projekter og anlæg der iværksættes i byen. I stedet bruger man konsekvent gerne By & Havns trofaste rådgivere i COWI Consult.

Vi bør jo også spørge om, hvorfor Enhedslistens borgmestre ikke højlydt har krævet, at nybyggeri enten skal stoppes, eller skal udgøres af genbrug og biobaserede byggematerialer. Kræver man ikke det, foretager man et jo aktivt fravalg af biobaserede og CO₂-reducerende byggematerialer til fordel for en fortsat stigende CO₂-aftryk. 

Hertil kan man også spørge, hvad Ø’s borgmestre har gjort i forhold til at få forvaltningen til at se på livscyklus analyser, når det handler om nedrivninger af private og almene boliger? Vi ved, at nybyggeri med nutidens gængse byggematerialer er 300 procent mere klimabelastende end ved en renovering. I det perspektiv er det underligt, at Enhedslisten på Rådhuset er gået med til nedrivninger af almene boliger. Partiets generelle modstand mod ghettolovene burde betyde, at dets borgmestre netop havde løftet den problemstilling. I stedet for automatisk at udstede nedrivningskendelser, må kommunen kræve et udførligt CO₂-regnskab for nybyggeri kontra renovering.

Bortset fra cykelstier og lidt færre og dyrere p-pladser, er det svært ved at se, hvilke positive tiltag Enhedslistens borgmestre – eller de øvrige medlemmer af Borgerrepræsentationen – har bidraget i forhold til byudviklingen i de seneste 8 år. Herunder aktivt at støtte kritik og høringssvar fra afdelinger, medlemmer og borgere.

Hvad angår offentlig politisk modstand mod byggeri på Amager Fælled og Lynetteholm, er Gorm Gunnersen den eneste fra partiets repræsentation, som har fyldt noget i mediebilledet. Borgmesteren har sin egen kommunikationsrådgiver, hvis rådgivning tydeligvis har indebåret begrænsninger i, hvad hun ytrer sig om i forhold til klare, oppositionelle markeringer. Men set fra græsrodslagets perspektiv ville mange og flere radikale politiske markeringer til den løbende offentlige debat om byudviklingen være ønskelig, både fra borgmesteren selv og samtlige BR-medlemmer, der er valgt ind på Rådhuset.

Rådden forvaltningskultur

Flere direktører og chefer i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning under Morten Kabel og Ninna Hedegaard er blevet anklaget for svindel og bedrageri, men hvor meget indflydelse borgmestrene har haft på disses ansættelser og virke vides ikke. I Berlingske Tidenden får Enhedslistens borgmestre gerne skylden. Men som Per Bregengaard pointerer i sin artikel: Uanset hvad borgmesteren ved eller ikke ved, er forvaltningen borgmesterens ansvar.

Som tidligere beskrevet havde ingen af de to særlige forudsætninger for at fatte forvaltningsområdets kompleksitet, og har følgelig måtte læne sig op ad den rådgivning, de har fået fra deres forvaltnings direktører og chefer, hvoraf dem som er blevet fyret, tydeligvis ikke har forvaltet deres embede ordentligt.

At bedrageri overhovedet har været muligt, må skyldes en struktur som gør det muligt. Det ville have været umuligt i magistratens 4. afdeling, som TMF hed før liberaliseringen af forvaltningen blev sat i værk. 

Det så udskældte bureaukrati, som diverse regeringer og borgmestre så som en hindring for liberaliseringen, blev jo i sin tid indført her i landet for at komme korruption og svindel til livs.

Borgmester for bevægelserne

Hvad kan Enhedslisten så gøre i en forvaltning, hvor liberalisering, udlicitering, byggeri og byplanlægning er underlagt større magter?

Overborgmestre fra Socialdemokratiet har – i snævert samarbejde med Venstre i Folketinget – i snart 30 år bidraget til at af-demokratisere København, ved at frasælge borgernes tidligere fællesejede jord til højestbydende. I årtier har kommuneplaner og lokalplaner været tilpasset de neoliberale økonomiske mål for byen til fordel for By & Havn, som den alt dominerende aktør i byen med grund- og jordspekulation og kapitalakkumulation som sin fornemste opgave.

“Et fortsat fokus på kapitalistisk økonomisk vækst i København, vil indebære store sociale, klima og miljømæssige omkostninger for alle, i by som på land.”

Med fokus på København som kapitalistisk ”økonomisk dynamo”, kan den sociale og miljømæssige balance i byen ikke undgå at skævvrides, foruden at det snævre vækstfokus på hovedstaden påvirker både omegnskommunerne og resten af Sjælland.

Alt sammen sker i fraværet af en klog regional planlægning, der ser på bæredygtighed og byudvikling i et langt større perspektiv. Et fortsat fokus på kapitalistisk økonomisk vækst i København, vil indebære store sociale, klima og miljømæssige omkostninger for alle, i by som på land.

Det store spørgsmål for Enhedslisten efter kommunevalget er, om Line Barfod vil kunne gøre nogen større forskel som borgmester? For det er ikke kun en kamp om København. Det er også en politisk, regional kamp det handler om.

Line Barfod er en mere garvet politiker end de to forrige, og vi må gå ud fra, at hun har både pondus og vilje til gå ud i offentligheden med vedholdende og offentligt støtte til alle dem, der protesterer mod dét, som foregår i deres by, uanset hvad direktører og et flertal i udvalget mener.

Byen har brug for en borgmester, som giver uforbeholden støtte til f.eks. Almen Modstand, Amager Fælleds Venner, Fiskehavnens venner og Stop Lynetteholm, uanset hvad lovgivere og kommunens tilkøbte advokater siger, som i tilfældet med ikke at stoppe byggeriet på Fælleden. En borgmester, der tør være talerør for de alt mange, der føler sig kørt ned og ikke hørt.

Det kræver dog en stor, aktiv baggrundsgruppe, som kan samle op på de forskellige problemstillinger, der er rundt om i byen. Yderligere er der brug for hjælp til at forsøge at tackle mange af de urimelige arbejdsforhold, som ansatte i forvaltningen oplever.

Selv om der ikke er politisk flertal for løsninger, så vil de dog høre Enhedslistens protester og vide, at der er nogen på Rådhuset, der lytter til dem.