Kronik: Velfærden afvikles stille, men sikkert

En massiv mangel på ansøgere på de store velfærdsuddannelser, medarbejderopråb og -flugt fra fødegangene, mere end 50% flere børn per voksen i daginstitutionerne end i 1980erne og en massiv og stigende mistrivsel blandt børn og unge. Sådan ser velfærdsstaten Danmark ud i 2022.

Uanset hvilken regering vi får efter regeringsforhandlingerne, så bliver en af venstrefløjens vigtigste opgaver at der bliver gjort op med den samfundsundergravende underfinansiering af velfærdsstaten, som har stået på i over tyve år. Underfinansiering resulterer år efter år i nye besparelser i daginstitutioner, skoler, hjemmehjælp og ældrepleje for at nævne bare et udsnit af de berørte områder.

Da Poul Nyrup demonstrativt rev sider ud af Minimalstaten (Anders Fogh Rasmussens bog om sit idealsamfund), tænkte mange nok, at Nyrup var gået over stregen. Det så uværdigt og barbarisk ud. Anders Fogh havde på daværende tidspunkt ændret retorik om velfærdsstaten. Han talte ikke længere for afvikling, men brugte i stedet en blødere retorik om en mere effektiv stat. En sådan mere effektiv stat ville gøre det unødvendigt med skattestigninger.

Den tankegang blev omsat til politik kort efter Anders Fogh vandt valget. Først med krav om nulvækst i kommunerne til trods for stigning i antal af børn og ældre, og siden med indførsel af årlige effektiviseringskrav i kommunerne og i statslige institutioner. Dermed startede den systematiske underfinansiering af landets uddannelsesinstitutioner, sygehuse og kommuner, som har varet ved lige siden.

“Vi er midt i en afvikling af velfærdsstaten. Og det er præcis lige så voldsomt som det lyder.”

I kommunerne har man hvert år siden 2001, skullet spare mellem 1-2%, ofte kaldet effektiviseringer. Selvom 1-2 % er lidt, er Danmark stille og roligt kommet nærmere minimalstaten for hver effektiviseringsrunde.

Efter 20 års årlige besparelser er resultaterne tydelige: Overalt i det offentlige er der for få medarbejdere til for mange opgaver.

Mette Frederiksens et-parti-regering indførte heldigvis – presset af Enhedslisten – demografi-regulering og afskaffede effektiviseringskrav. Desværre erstattede Socialdemokratiet effektiviseringskrav og manglende demografi-regulering med en ny underfinansieringsmodel: Nemlig en gentagen underfinansiering af især det specialiserede socialområde. Dermed fortsatte underfinansieringen af kommunerne, og dermed velfærden, i den nu tidligere regeringsperiode.

Så selvom Socialdemokratiet erstattede Venstre i statsministeriet, har det ikke kunnet mærkes i kommunerne, hvor de årlige besparelser på velfærden fortsatte.

I år vurderede kommunernes landsforening (KL), at der var behov for 1,5 mia. kr. mere til det specialiserede socialområde i 2023 end i 2022 – det er specialundervisning og specialtilbud med mere. Regeringen afsatte 150 mio. Det vil sige, at kommunerne i årets kommunalaftale underfinansieredes med omkring 1,35 mia. kroner alene på det specialiserede socialområde.

De resulterende årlige besparelser er en af årsagerne til at vi har for få voksne i daginstitutionerne. I dag er der mere end 50% flere børn per voksen end der var i 80’erne i daginstitutionerne, som en rapport fra analyse- og forskningsinstituttet Bureau 2000 viste om udviklingen fra 1986 – 2014. Var dén besparelse kommet i ét budget eller i én finanslov, så havde der været ramaskrig, massedemonstrationer og en kæmpe vælgerlussing til de ansvarlige partier.

Jeg mener helt alvorligt, at vi er midt i en afvikling af velfærdsstaten. Og det er præcis lige så voldsomt, som det lyder. Nedskæringerne i personale, besøg og uddannet personale har en tydelig effekt på velfærden. Børnene er mere overladt til sig selv, ligeså de ældre, og risikoen for regulære svigt er derfor langt større, end det var for tyve år siden. Og så er der hele spørgsmålet om livskvalitet: Når der er færre besøg og mindre tid til den ældre, så er der større risiko for at opleve isolation og ensomhed. For børn betyder manglen på voksenkontakt, at alt for mange møder livet uden for familien, som et sted hvor man er alene, og hvor de voksne ikke har tid. For ældre betyder det en uværdig alderdom.

Desværre lader det ikke til, at midterpartierne har indset alvoren. Socialdemokratiet har haft alle chancer for at genoprette en økonomisk balance i velfærdsstaten, men har intet gjort. Venstre og Moderaterne taler om afbureaukratisering, hvilket i denne sammenhæng blot er en anden måde at sige nedskæringer, og de Konservative udnyttede deres historiske succes til at tale om skattelettelser. Ingen taler om ordentlig finansiering af velfærdssamfundet.

Derfor bliver en af venstrefløjens vigtigste opgaver i den kommende regeringsperiode at gøre opmærksom på den systematiske underfinansiering af velfærdssamfundet, og derefter også gøre op med underfinansieringen.

Heldigvis oplever jeg mange, som gerne vil betale mere i skat, hvis det er for at sikre bedre forhold for vores børn, institutioner, skoler, ældre, biblioteker og i det hele taget velfærdssamfundet.