Kulturen er demokratiets maskinrum

Kultur er andet end Dannebrog og kuglegrill. I stedet for besparelser, detailstyring og værdikamp, skulle politikerne hellere tage kulturen alvorligt som demokratisk rum for dialog og udveksling. Det mener Laura Luise Schultz, der i dagens Signatur minder os om, at kunsten også skal “vise os dele af virkeligheden, som ellers er svære at få øje på”.

Af Laura Luise Schultz

Det er bemærkelsesværdigt, at både Socialdemokratiet og Venstre har meldt ud, at de vil standse de ødelæggende besparelser på uddannelse og kultur allerede i 2020, og ikke som planlagt videreføre dem til 2022. Det er et af valgkampens vigtigste løfter, som vi må håbe de to partier vil holde efter valget.

Dansk Magisterforening har netop offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, som viser, at der er forsvundet 3.100 stillinger på de videregående uddannelser siden 2016, hvor grønthøster-besparelserne på 2% om året satte ind. Tallene viser klart, at besparelserne er en bombe under videns- og velfærdssamfundet. De færreste vælgere har nok gjort sig klart, hvor voldsomt det her er på samfundsplan. At vores uddannelseslandskab på så kort tid er blevet markant forringet: Færre undervisere, og dermed mindre vejledning og feedback. Fag og studieretninger, der helt er forsvundet. Færre valgfag, så uddannelserne bliver snævrere. Flere timer uden undervisere. Mindre tid til at forske og udvikle tidssvarende uddannelser, osv.

Effekterne er lidt sværere at opgøre samlet på kulturområdet, men også de kunstneriske uddannelser er hårdt ramt, ligesom museer, teatre og biblioteker er det. Tallene taler for sig selv: På kulturområdet har grønthøsteren allerede fra 2016-18 kostet 540 mio. kr. Fortsætter besparelserne som oprindeligt planlagt til 2022, vil den svimlende sum af 2,4 mia. kr. være forsvundet fra kulturområdet.

De massive nedskæringer har af politikerne fået new speak-betegnelsen ”omprioriteringsbidraget,” fordi en del af pengene på sigt skal føres tilbage til sektoren – men med den finte, at regeringen fra år til år kan beslutte, hvor de synes pengene skal bruges. Den enkelte institution skal fortsat spare på den daglige drift, men kan være heldig at få del i nogle af de puljer, som politikerne nedsætter efter forgodtbefindende. Grønthøsteren er altså et styringsredskab, der sparer den faste driftsfinansiering væk til fordel for et ustabilt, ministerstyret ad hoc-regime.

Nedbrydning af hæderkronede kulturinstitutioner

Så selv om det er opløftende, at der er udsigt til en finansiel bedring efter valget – hvis de to statsministerkandidater ellers holder ord – så skræmmer sporene også, fordi vi kan se, hvordan en tendens til politisk detailstyring slår igennem, og dermed sætter demokratiet under pres. Uddannelse, kunst og kultur udgør jo ikke en hvilken som helst del af den offentlige sektor. Det er derimod områder, som er helt centrale for den demokratiske dannelse, og dermed hjørnesten i vores sikring af den demokratiske udveksling og de demokratiske frihedsrettigheder.

Derfor er det beskæmmende, at den mest aktive kulturpolitik de seneste årtier er den yderligtgående værdikamp, som er ført fra højrefløjens side: Fra Anders Fogh Rasmussens nedgøring af eksperter, der har forstand på det, de udtaler sig om, over Brian Mikkelsens nationale kulturkanon, til DF’s aggressive værdipolitik, der foreløbig har kostet DR om ikke livet, så i hvert fald udvandet stationens programflade.

Denne aggressive værdipolitik skræmmer allerede nu kulturens aktører og kan meget vel ramme andre kulturinstitutioner. Således truer kulturordfører Alex Ahrendtsen fra DF helt åbenlyst Det Kongelige Teater, hvis teatret ikke retter ind efter DF’s dagsorden. Truslerne fremsættes i medierne, uden at nogen løfter et øje, endsige stiller kritiske spørgsmål: ”Det Kongelige Teater er ved at skyde sig selv i foden, som DR gjorde ved at gå mere og mere ind på det kommercielle marked. Det satte vi en stopper for, og det kommer vi også til at gøre, hvis Det Kongelige Teater fortsætter ned ad det spor,” siger Alex Ahrendtsen ifølge Altinget om Det Kongelige Teaters planer om at opføre musicals.

Ud over det hykleriske i at vedtage besparelser og derefter angribe institutionernes forsøg på at kompensere med kommercielle tiltag, er det en fordrejning af årsagen til DF’s angreb på DR. Uanset retorikken, så har det borgerlige korstog mod DR, som DF har ført an i, ikke handlet kommercialisering, men om censurering af den kritiske og oplysende del af programfladen. Som fx kritikken af serien Historien om Danmark fra 2017, der ellers lagde sig smukt i forlængelse af DF’s nationalistiske dagsorden. Men serien fremhævede Socialdemokratiets hovedrolle i udviklingen af den danske velfærdsstat. Forud for medieforliget blev det pågældende afsnit i en leder i Berlingske direkte brugt som afsæt for at argumentere for en beskæring af DR. Det er tragikomisk, at et parti som DF, der slår sig op som danskhedens vogter, fører an i nedbrydningen af hæderkronede danske kulturinstitutioner.

Manglende armslængde

I den aktuelle valgkamp går Ahrendtsen efter at få flyttet støttemidler fra kunstmuseerne til de kulturhistoriske museer. Igen er tendensen en direkte, ideologisk motiveret politisk styring af kulturpengene. Og her spiller de autoritære tendenser i nationalismen åbenbart smukt sammen med neoliberal individualisme. Kulturminister Mette Bock (LA) fjernede således i teateraftalen tidligere i år en del af det fælles tilskud til teaterbilletter, for i stedet at bruge pengene på nogle få teatre, som hun personligt syntes ”havde gjort det godt.” Uden at anføre nogen gennemskuelige kriterier for denne vurdering. Beslutningen er et bekymrende brud på armslængdeprincippet, ifølge hvilket politikerne skal ”støtte men ikke styre,” som vores første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt udtrykte det, og som det har været praktiseret siden. Altså indtil i år.

Dannebrog og kuglegrill

Det nuværende Socialdemokratis forkølede forsøg på at vriste værdikampen ud af kløerne på den yderste højrefløj lægger sig desværre i slipstrømmen af Ahrendtsen og Bock, snarere end Bomholt. Det handler tilsyneladende om at komme DF’s populisme i møde med et uklart begreb om folkelighed. Det er ubehageligt, at det store midterparti anvender populistisk retorik, men de slipper trods alt ikke afsted med helt så meget som DF. Sass Larsens malplacerede udfald mod bibliotekerne i april fik ingen gang på jord. Det var mildest talt en tabersag, eftersom folkebibliotekerne nok er en af de største og bredeste socialdemokratiske kultursucceser nogensinde, som har gavnet og løftet samtlige befolkningslag.

Ikke desto mindre kom Mattias Tesfaye ham straks til undsætning med sin udlægning af kultur som boldklubber, Dannebrog og Webergrill. Det er der ikke noget galt i, det er bare en ret begrænset fortælling. For det første er boldklubber, Dannebrog og kuglegrill fænomener, der faktisk klarer sig fortrinligt i dagens Danmark, og som ikke behøver noget forsvar. For det andet er det udtryk for et fattigt kulturbegreb at sætte en bred folkelig kultur op mod et smalt og elitært kunstpublikum. For sagen er jo, at den brede folkelige kultur lever og fornyer sig gennem den smalle kunsts nørdede specialisering. Ligesom den smalle kunst lever af at holde forbindelsen åben til den brede folkelige kultur.

Demokratiets maskinrum

Kultur er ikke bare en arena for værdikamp, ligesom kunst ikke bare er flødeskum, man kan lægge oven på mere basale behov som føde og sundhed. Kultur er selve præmissen for, at vi kan blive sociale mennesker, der kan indgå i komplekse sociale relationer og varetage livsnødvendige samfundsfunktioner. Kultur er ikke bare et spørgsmål om national sammenhængskraft, men tværtimod et felt for en livsnødvendig udveksling med andre mennesker og kulturer, så vi kan blive ved med at forandre og udvikle os som samfund.

Inden for det brede spektrum af fænomener, der kan betegnes som kultur, spiller kunsten en særlig rolle. Det moderne kunstbegreb er historisk set forbundet med idealet om en demokratisk, borgerlig offentlighed, hvor borgerne mødes på lige fod og udveksler synspunkter, hvorefter beslutninger sker på et oplyst, fornuftigt og demokratisk grundlag. Oplevelsen af kunst er et spørgsmål om smag, og smag hænger sammen med socialisering – fx med hvilken klasse man tilhører. Man siger gerne, at man ikke kan diskutere smag, men det er helt forkert. Tværtimod er det fine ved kunsten netop, at den får os til at diskutere. I mødet med kunstværket opstår et rum for kritisk refleksion, hvor vi kan møde andre synspunkter og erfaringer end vores egne.

På den måde er kunsten også et politisk rum, hvor vi kan forhandle grundlæggende demokratiske principper. Kunsten kan formulere det, vi endnu ikke kan forestille os. Vise os dele af virkeligheden, som ellers er svære at få øje på. Give stemme til erfaringer, som ellers ikke har taleret. Det er ikke tilfældigt, at kunstnerne er de første, som totalitære regimer går efter at lukke munden på. Derfor ville det være befriende, hvis danske politikere i stedet for besparelser, værdikamp og detailstyring ville anerkende kunsten som et livsvigtigt rum for demokratisk udveksling.

Laura Luise Schultz forsker og underviser i Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder både med aktuelle og aktivistiske former for kunst og teater. Hun ser kunst og kulturliv som vigtige steder at forsvare de demokratiske principper, og at levere modtræk til tidens forsøg på værdipolitisk styring af kulturområdet.