Kvindehad i lighedens tidsalder

Ny bog om antifeminisme viser, hvordan fænomenet er blevet en del af det højrefløjspolitiske Danmark. Solidaritet har talt med forfatter Mikkel Thorup, der opfordrer til, at man tager den bagvedliggende angst og usikkerhed alvorligt – uden af den grund at tage deres ord for gode varer.

Af Anders Holbæk

”Forestillingen om, at kvinder er naturligt disponeret til at blive hjemme, og hvis de vover sig ud, så klarer de sig ringere end mænd, bliver systematisk modbevist hver dag af et utal af kvinder. Så hvad gør man(d)?”

Sådan spørger forsker og forfatter Mikkel Thorup i sin imponerende, knivskarpe og ambitiøse bog Antifeminisme – kvindehad i lighedens alder. Den nye bogudgivelse er et akademisk inspireret essay om den hårde ende af kvindehadet, og er samtidig en slags idéhistorisk overflyvning af samtidens ’antifeminisme’. Og hvad er det så helt præcist? Thorup skriver:

”I modsætning til kvindehad, der har en meget lang historie, så er antifeminismen forholdsvis ny, da den ikke bare kræver tilstedeværelsen af kvinder, men af feminister, dvs. af kvinder – og mænd – der kræver kønsligestilling, hvor der endnu hersker ulighed. Det er fordi, kvinder overskrider deres ’naturlige’ plads, at der mobiliseres antifeministisk. […] Antifeminisme er en højlydt version af kvindehad, hvis markante aggressivitet skyldes, feminismens succes med at få kvinder til at tale på egne vegne og gå egne vegne i livet.”

“Der er nogle på højrefløjen, der lever af at flytte hver eneste lille diskussion op på det eksistentielle niveau. Så hvis der er nogle, der foreslår at ændre navnet på en is, eller én, der får taget et billede, hvor han står i en kjole – egentlig nogle ligegyldige ting – så bliver det hevet op på et niveau, hvor det er liv eller død, civilisationen eller civilisationens kollaps.”

Solidaritet har talt med Thorup om antifeminismens ideologiske rødder, dens manifestationer og dens fremtid.

En hyperpolitiseret debat

En af de samfundsmæssige udfordringer, der er med til at forme nutidens antifeminismen, er den accelererende politisering af kønsspørgsmål, vi ser i disse år. ”Alt bliver hurtigt til for/imod spørgsmål. Særligt køn og seksualitetsspørgsmål fremtvinger meget hårde konklusioner og reaktioner. Vi har et mediesystem og en politisk debat, som har en tendens til at militarisere og hyperpolitisere en lang række spørgsmål. Mange når hurtigt frem til den konklusion, at man er den eneste, der har ret, og de andre er idioter. Vi har derfor meget svært ved at have en undersøgende, tvivlende debat om nogle af de her emner. Enten er Harry Styles det værste, der nogensinde er sket for menneskeheden, fordi han får taget et billede, hvor han har kjole på, eller også er han det bedste. Det bliver altid iscenesat i de her meget konfrontatoriske, konkurrence- og nærmest krigsagtige termer,” forklarer Thorup.

Begge parter har skyld, men ikke lige skyld  

”Antifeminisme er altovervejende en højreorienteret ting,” skriver Thorup i Antifeminisme. Han forklarer, at selv op begge sider af debatten i hans optik bærer en del af skylden for at løfte alle emner op til et eksistentielt niveau, så er skylden ikke ligeligt fordelt. I det konservative, højreorienterede verdenssyn er der nemlig indbygget nogle grundlæggende idéer om hierarkier, begrænsninger og det vigtige i at opretholde dem:

”Der er nogle på højrefløjen, som lever af at flytte hver eneste lille diskussion op på det eksistentielle niveau. Så hvis nogle foreslår at ændre navnet på en is – eller én får taget et billede, hvor han står i en kjole – egentlig nogle ret ligegyldige ting – så bliver det hevet op på et niveau, hvor det er liv eller død, civilisationen eller civilisationens kollaps. Her er en forskel på højre- og venstrefløjen, hvis vi deler det op på den måde, eller mellem feminister og antifeminister

”Det er ikke, fordi en konservativt orienteret højrefløj nødvendigvis er sexister. Men der ligger i det konservative verdenssyn en idé om en begrænsning og grænsedragningens og adskillelsens vigtighed. I det ligger der nogle idéer om naturlige uligheder og hierarkier, som vi ikke kan rokke ved. Hvis vi forsøger, så sker der en form for degeneration eller pervertering. Der kan godt findes sexisme og kønsulighed på venstrefløjen, men det er ikke en del af ideologien,” mener Thorup.

Rød socialpolitik som værn mod antifeminismen

Der er en række ting ved antifeminismen, som bekymrer Thorup: At de er i vækst , at den bliver ‘mainstreamificeret’, og indoptaget i andre politiske bevægelser, som normaliserer sprogbrugen. Det virker simpelthen ikke som sunde miljøer for folk at befinde sig i, mener han.

”Noget andet er mobiliseringen. Antifeminismen er blevet en vigtig del af den politiske rekruttering og mobilisering. Det står klart for mig, at sådan nogle som Nye Borgerlige i Danmark, forsøger at bringe sig i stilling til at anvende de her positioner – godt nok ikke nær så dramatisk, som man ser i andre lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet, Rusland, Filippinerne, lande, hvor vi kan se partier og ledere bruge en antifeministisk eller antiLGBT dagsorden. I de lande bliver det løftet op som en af de civilisatoriske udfordringer man står overfor,” forklarer Thorup

I Antifeminisme skriver han, at bogen ikke er ”en håndbog i anti-antifeministisk aktivisme (selv om du gerne må bruge den sådan)”. Da han så alligevel bliver spurgt, hvad han tænker, vi kan stille op overfor antifeminismen, svarer han:

”Jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg overbevist om, at det store svar er at adressere usikre arbejdsmarkedsforhold, klima, og alle de her ting. Den vigtigste enkeltfaktor for de her mennesker er, at fremtiden ser enormt usikker ud. Den fortælling, som de abonnerer på, som på mange måder ikke er forkert, det er, at det liv, vi har kendt, er under afvikling, og det liv, der er på vej, ser værre ud. Vi bliver lovet mindre og mindre godt, og de bliver lovet mere og mere, der er usikkert. Og det gør vi alle sammen!”, siger Thorup.

“Antifeministerne er nogle, der reagerer på den tiltagende usikkerhed, i forhold til at have et arbejde, en familie, et hus, en pension, at kunne se en fremtid. En masse klassiske velfærds- og velstandsgoder, som synes ekstremt usikre. For mig at se er den vigtigste enkeltfaktor, til at afvikle rekrutteringen af de her mennesker, en god socialpolitik,” forklarer idéhistorie-professoren, som dog mener, der er grund til at undersøge, hvorfor så mange mænd reagerer som de gør.

“Det er også en måde at tage deres angst og usikkerhed alvorligt – uden at tage det, de siger, alvorligt. Jeg synes ikke, at vi skal undskylde, at de er kvindefjendske, men vi kan godt indrømme, at der er faktisk nogle virkelig voldsomme forskydninger i de her år, som gør, at fremtiden ser virkelig ubehagelig og usikker ud. Det får nogle mennesker til – helt klassisk – at finde nogle syndebukke og trække sig tilbage til en verden, de kan overskue,” siger Thorup på vej ud af interviewet.