Lad ikke Jes Dorphs skjulte anklager skabe mistillid til #Me-Too-bevægelsen

40.000 medlemmer. Så stor var den Facebook-gruppe, der blev dannet for at støtte Jes Dorphs, da han blev opsagt på TV2 efter anklager om seksuelle krænkelser. Og medier som Politiken har givet spalteplads til, at Jes Dorph fortæller sin side af sagen, og hvor hård oplevelsen har været for ham. Det skal de selvfølgelig have lov til – vi skal ikke tie nogen ihjel, og folk kan melde sig ind i de Facebook-grupper, de har lyst til. Men de, som er steget på Jes Dorphs sympatitog, bør alligevel stoppe op et øjeblik og tænke sig om.

Svært at kæmpe imod

Problemet er, at Jes Dorph har succes med at fremstille sig selv som et uskyldigt offer i kamp mod en ond skurk, og at han i samme bevægelse – godt polstret med retoriske kneb – får underkendt hele #MeToo-bevægelsen. Det første er lidt irriterende, men drejer sig trods alt kun om et enkelt menneske. Det andet udgør en fare for at slukke én af de mest progressive og magtkritiske bevægelser, vi har set i nyere tid.

Når Jes Dorph kritiserer #Me-Too, kæmper han ikke med åben pande, men benytter sig i stedet af hentydningens magt. På den måde er det svært at komme med modargumenter, for hvad er det egentlig, han mener? Når man ikke klart siger, hvad ens påstand er, er det også svært for andre at kæmpe imod den. På den måde kan man sige næsten, hvad som helst uden at skulle stå på mål for det, så længe at man bare siger det mellem linjerne.

Tag bare Jes Dorphs eget udsagn om, hvorvidt han er et offer eller ej. I føromtalte artikel i Politiken udtaler han: ”Jeg kan ikke lide at kalde mig for offer, men det er klart, at jeg bliver et offer for min egen kendthed”. Herefter går han videre til at forklare, hvordan anklagerne er ekstra hårde for ham, fordi han skal forholde sig til, at mange andre mennesker også kender til dem.
Det minder mig om den sang af Kanye West, hvor han synger ”Now I ain’t sayin’ she a gold digger/But she ain’t messin’ wit no broke niggaz”.

“Personligt har jeg svært ved at undgå at trække på smilebåndet ved tanken om, at Jes Dorph ikke skulle være godt i gang med at italesætte sig selv som et offer.”

Begge er eksempler på udsagn, hvor afsenderen forsøger at sige noget uden at sige det. Altså hvis man siger det, som Kanye West gør, så siger man jo også lidt, at kvinden er en gold digger. Og personligt har jeg svært ved at undgå at trække på smilebåndet ved tanken om, at Jes Dorph ikke skulle være godt i gang med italesætte sig selv som et offer.

Mens det muligvis er for sjov i rapsangen, så virker det ikke til, at Jes Dorph har særlig meget selvindsigt, når han placerer sig selv i offerrollen.

Skaber mistillid til bevægelsen

Også senere i artiklen får Jes Dorph rettet det skjulte skyts steder hen, hvor det bliver bekymrende. Han skriver således: ”Men jeg mener også, det er vigtigt at stå frem og gøre opmærksom på, at hvis ikke vi bliver bedre til at behandle MeToo end det, TV2 gør her, så kører debatten – og ikke mindst formålet med den – helt af sporet. Vi skal skabe fælles forståelse for en ny kultur, ikke grave nye grøfter og hænge mennesker ud og skabe modsætninger. Præcis som Sofie Linde sagde”.

Her får Jes Dorph behændigt fremskrevet en modsætning mellem den folkekære og flinke Sofie Linde på den ene side, og så de ”onde” mennesker på TV2 på den anden side. Samtidig får han sagt, at det, TV2 gør, er at grave grøfter og hænge mennesker ud, når man lige så godt kunne mene, at de prøver at gøre op med sexisme og beskytte eksempelvis unge og sårbare praktikanter. Hvem ved i øvrigt med sikkerhed, hvad Sofie Linde mener eller ikke mener om Jes Dorph og TV2– han gør i hvert fald ikke, men får det til at fremstå, som om han gør.

Det er den slags hentydninger og snigangreb, som er med til at fjerne gennemslagskraften for #MeToo-bevægelsen i Danmark. Når folk med ordet i deres magt behændigt får miskrediteret opgøret mod magtmisbrug som noget, der er ude af kontrol, urimeligt og uretfærdigt, skaber det mistillid til dem, som netop forsøger at gøre op med den sexistiske kultur.