Latinamerikanske taglæggere holder den amerikanske økonomi oven vande

”Hvert andet eller fjerde år bliver vi mindet om, at vi har en sydlig grænse. Og den er skrøbelig!” Sådan opsummerede Jon Stewart på vanlig sarkastisk manér den aktuelle diskussion om den amerikanske grænse til Mexico. Som klippet antyder, er den republikanske retorik ekstrem: ”Grænsekrisen koger over”, forklarer værterne på Newsmax, mens FOX-værten Jesse Watters omtaler en ”kriminalitetsbølge, der gør præsidenten medskyldig i mord”. 

Donald Trump har kaldt immigranter for voldtægtsforbrydere og dyr, og han lægger op til det største deportationsprogram i USA’s historie. 

Men hvad nu, hvis der var en anden historie at fortælle? Om de mange latinamerikanske migranters betydning for lokaløkonomien i grænsestater som New Mexico, Californien og ikke mindst Texas. Her er arbejdere fra lande som Mexico, Honduras og Venezuela ikke bare en vigtig del af den lokale økonomi. Uden dem ville økonomien blive kastet ud i en dyb krise.

Migranter afgørende for byggeboom

Nogenlunde sådan kan konklusionen opsummeres i den amerikanske journalist Jack Herreras artikel Grænsekrisen bliver ikke løst ved Grænsen. Herrera dokumenterer gennem otte måneders feltarbejde, hvordan migrantarbejdere spiller en afgørende rolle for den texanske økonomi. 

Herreras konklusioner kan siges at være en gentagelse af de erfaringer, både verdenssamfundet og USA gjorde sig under coronapandemien: migrant-arbejdskraft var i høj grad med til at holde sammen på en række kritiske sektorer. 

Også i dag spiller latinamerikanske migranter en afgørende rolle i kritiske brancher, lyder Herreras konklusion: De er ansat i ældreplejen til at hjælpe udsatte borgere, arbejder som gartnere og er rengøringspersonalet på fabrikker og toiletter i Texas. 

Ingen steder spiller de dog en større rolle end i byggebranchen, der skriger på arbejdskraft, og hvor arbejdets projektbaserede, omskiftelige natur gør det nemt at hyre underleverandører uden at nærlæse opholdstilladelser.

En opgørelse fra National Immigration Forum viser, at næsten hver fjerde arbejder i den amerikanske byggesektor er migrantarbejder uden opholdstilladelse. 

Dykker man endnu længere ned i specifikke arbejdsområder, som fx opsætning af gipsplader (38 %) eller taglægning (29 %), er andelen endnu højere, viser en rapport fra tænketanken American Progress. Ikke overraskende er andelen til gengæld lav i stillinger med ledelsesansvar, hvor kun 3-5% er udokumenterede migranter. 

Den høje andel til trods er der brug for endnu flere; op mod en halv million flere alene i 2024, hvis efterspørgslen skal dækkes. 

Jack Herrera påpeger, at den høje andel gør immigranter decideret uundværlige for byggebranchen. Ikke mindst i delstater tæt på grænsen, hvor de må antages at udgøre en endnu højere andel end det i forvejen høje landsgennemsnit:

“At fjerne tilgangen af udokumenterede arbejdere ville svare til at fjerne muligheden for at importere beton eller træ.” 

Den aktuelle migrationsdebat bygger som ofte før på frygt og skræmmekampagner. Den bombastiske og ofte fremmedfjendske retorik er sjældent baseret på fakta – som det veldokumenterede forhold, at migrantarbejdere begår mindre kriminalitet end amerikanske statsborgere – men handler på bedste postfaktuel maner om at indgyde en følelse af utryghed. 

På den måde kan Republikanerne indramme sig selv som redningsplanken og værnet mod de farlige horder fra syd og samtidig behændigt skøjte hen over deres betydning for den amerikanske økonomi. 

Texas-paradokset

Det har skabt en paradoksal situation i Texas, hvor guvernør Greg Abbott i 2021 indledte ’Operation Lone Star’, navngivet efter delstatens kælenavn. 

På operationens hjemmeside kan man blandt andet læse om, hvordan Nationalgarden arbejder i døgndrift på at bekæmpe menneskesmuglere og narkokarteller. For Abbott og de andre republikanske lovgivere handler balancegangen om at fremstå så grænsestrammende og bastante i retorikken som muligt, men i praksis at lade de mange migrantarbejdere slippe igennem for at undgå økonomisk kaos. 

Herrera opsummerer:

”De fremstår hårde i filten ved grænsen. Men inde i Texas kigger man den anden vej.” 

Herrera fremhæver, at en række lovforslag bliver fremsat for at virke bastante. Men trods republikansk flertal i Texas-senatet bliver forslag om at registrere arbejdskraften nedstemt gang på gang. 

Også i andre lande virker diskussionen om importeret arbejdskraft til tider skizofren. I Tyskland oplevede man under coronapandemien en aspargeskrise, hvor nationalspisens høst var truet. Det gik pludselig op for tyskerne, at de cirka 300.000 sæsonarbejdere (Erntehelfere), der hvert år hiver landets grønsager op af jorden, ikke længere var til rådighed. 

Samtidig tvang det store vælgerboost til det fremmedfjendske Alternative Für Deutschland i august 2024 kansler Scholz til at love strammere regler for migration og øjeblikkelig deportation. 28 afghanske asylansøgere blev symbolsk sendt tilbage til Taleban. 

Få steder kan dog måle sig med det amerikanske hykleri, når der er valgsæson. Begge toneangivende partier har på det seneste skruet op for grænseretorikken i et forsøg på at kapre hvide middelklassevælgere.

Republikanerne: massedeportationer – eller bare yderligere forringelser?

Trods migrantarbejdernes afgørende betydning for den amerikanske økonomi, har Donald Trump og resten af Republikanerne lovet at deportere flere millioner udokumenterede arbejdere. 

Blandt hovedarkitekterne bag planen er Trumps særlige rådgiver Stephen Miller, der er en true believer. Han bliver af Southern Poverty Law Center beskrevet som ”den mest indflydelsesrige person, når det gælder at forme Trumps politik i en racistisk retning.” For Miller er økonomiske konsekvenser underordnet en ideologisk dagsorden. Det handler om at få renset USA for uønskede elementer, ikke mindst latinamerikanske migranter og muslimer. 

Til at understøtte Trump og Millers ideologiske dagsorden har tænketanken The Heritage Foundation udarbejdet et politiske visionspapir: Project 2025. Her lægges der blandt andet op til, at det mildest talt kontroversielle grænsepoliti Immigration and Customs Enforcement (ICE) får udvidet sine beføjelser gennem ”hastedeportationer”, hvilket normalt kun bliver brugt i området tæt ved grænsen.

ICE får samtidig bemyndigelse til at ransage skoler, sygehuse og kirker. Byggepladser vil selvsagt også være et oplagt sted at intensivere indsatsen, hvis Republikanerne vil gøre alvor af udmeldingerne. Her vil projektet blive hjulpet af planer om at indføre ’E-Verify,’ en elektronisk kontrol af arbejdstilladelse. 

Project 2025 vil også gøre det muligt at indsætte militæret ved grænsen, tilføre flere penge til at bygge Trumps famøse mur, og fordoble antallet af migranter, der kan blive fængslet, mens de afventer deportation, fra 50.000 til 100.000.  

Andre er dog skeptiske overfor Millers grænsepolitik. “Hvis vi kigger på Trumps egen tid som præsident, manglede der ikke politisk vilje til at deportere folk. Alligevel kunne de højst hjemsende 267.000 personer om året”, forklarede John Sandweg til CNN. 

Han var chef for ICE under Obama-regeringen og vurderer, at JD Vances forslag om at deportere en million migranter om året er ”at sælge fantasi-forestillinger til folk.” Han bakkes op af migrationsforskeren Laura Collins, der henviser til det logistiske mareridt i antallet af sager: ”Det er nærmest umuligt at implementere”, siger hun. 

Selv om udsigten til Stephen Millers deportationsfantasier kan virke lange, er der alligevel grund til bekymring på vegne af de millioner af udokumenterede arbejdere. 

Allerede nu anslår den amerikanske regering, at 80 procent af alle trafficking-ofre er tvungne arbejdere, og yderligere kriminalisering risikerer at forværre deres i forvejen dårlige arbejdsforhold. 

De papirløse arbejdere er blandt USA’s mest udsatte arbejdere, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en overrepræsentation i antallet af arbejdsulykker. 

En rapport fra Global Migration Data Analysis Centre viste i 2021, at udokumenterede migrantarbejdere i USA havde en 13 procent større risiko for at dø som følge af en arbejdsulykke. 

Da Francis Scott Key-broen i Baltimore tidligere på året kollapsede, døde otte arbejdere i færd med at fikse huller i vejen inden morgentrafikken. Alle otte var migrantarbejdere fra Mexico, Honduras, Guatemala og El Salvador. 

Samlet udgør migrantarbejdere – såvel udokumenterede som dem på lovligt ophold – knap fem procent af den globale arbejdsstyrke. 

Demokraterne: Behov for mere grænsekontrol

Mens Republikanerne fremlægger det hidtil mest migrationsfjendtlige politiske program i amerikansk historie – eller i hvert fald siden Eisenhowers ’Operation Wetback’, som er blevet fremhævet af Trump som inspiration – har Demokraterne valgt at lade sig trække til højre snarere i stedet for at formulere et egentligt modsvar. 

Kamala Harris har brugt en del tid på at mødes med grænsepoliti og lokalpolitikere, hvor hun med bekymret mine har anerkendt ’problemet’. Efter nomineringen som præsidentkandidat har Harris strammet retorikken på grænsespørgsmålet. Hun har blandt andet lovet flere midler til grænsepoliti og bedre udstyr til at opsnappe indsmuglet fentanyl; det syntetiske opiat, der er hundrede gange stærkere end morfin, og som sidste år forårsagede mindst 73.000 dødsfald i USA. 

Også andre Demokrater har talt problemet op. Det gælder ikke mindst den skandaleramte New York-borgmester Eric Adams, der sidste år langede ud efter Biden-regeringens håndtering af ’migrantkrisen’. Efter Adams’ udsagn var den store tilstrømning i gang med til ”at ødelægge New York City.” 

Mere progressive dele af Demokraterne håber, at Harris’ nye strammerkurs er spil for galleriet, og at tonen slår om efter valget. 

”Vi stoler på, at Harris gør det rigtige, når valget er overstået”, sagde Kerri Talbot fra den progressive Immigration Hub i september til Axios. De hæfter sig blandt andet ved, at Harris har lagt op til bedre sikring af børn, der ankommer til USA uden opholdstilladelse (såkaldte DREAMers), og at hun vil sikre en mere tydelig vej til at opnå amerikansk statsborgerskab.

Biden-regeringen forsøgte tidligere på året at nå frem til et kompromis gennem en tværpolitisk aftale om grænsepolitikken. Det blev flere steder udråbt som den strammeste grænselovgivning i årtier. 

Demokraterne havde bare glemt, at Republikanerne ikke er interesserede i løsninger i et valgår. Det kunne jo få regeringen til at virke kompetent. 

Det førte til et komisk, men efterhånden velkendt scenarie i amerikansk politik, hvor flere af de republikanere, der havde været med til at udforme lovpakken, herunder senator James Lankford (Oklahoma), endte med at stemme imod deres eget forslag. 

Til Republikanernes store ærgrelse har Biden-Harris regeringens politik på området alligevel været effektiv. I september 2024 krydsede det færreste antal illegale migranter grænsen i Bidens tid som præsident. 

Det er en double whammy for Trump, Taylor Greene, Abbott & co., da det gør det sværere at bruge en ’slap’ grænsepolitik i valgkampen og bremser den hårdt tiltrængte arbejdskraft til grænsestater under Republikansk ledelse.

Ideologi eller økonomisk pragmatisme?

Trump vil deportere 15 til 20 millioner mennesker. Harris vil stramme grænsekontrollen og bevare status quo. Ingen af kandidaterne forholder sig til gevinsten i migrantarbejderne – eller de dystre økonomiske udsigter, USA ville stå overfor uden deres bidrag. 

Det skorter ellers ikke på økonomer, der tilskriver migrantarbejdere det økonomiske boom i USA, endsige folk, der advarer om konsekvenserne ved at implementere for stram grænsekontrol eller for den sags skyld massedeportation.

American Immigration Council vurderer, at Trumps plan vil koste den amerikanske økonomi 6.600.000.000.000 kroner i løbet af et årti. Kongressens egne regnefolk vurderer, at en fortsat tilstrømning af migrantarbejdere på nuværende niveau vil betyde en økonomisk gevinst på 48.000.000.000.000 kr. i samme periode.

Både Harris og Trumps politik på migrationsområdet forekommer derfor ideologisk, eller i hvert fald valgstrategisk, snarere end økonomisk-pragmatisk. 

Mens de har travlt med at tage bekymrede billeder ved grænsen til Mexico, ser ingen af dem ud til at forholde sig til Herreras eller de mange økonomers konklusion. Det er en ubekvem sandhed midt i en valgkamp:

Det er latinamerikanske taglæggere, rengøringsfolk og murerarbejdsmænd, der holder røven oppe på den amerikanske økonomi.