Leder: De højreradikale fornægter stadig klimakrisen – men midterpartierne står også i vejen for en grøn revolution

Kender du det? Du læser noget, der er så dumt, at det næsten ikke kan passe? Et tweet, et video-klip eller en kommentar, der synes at udfordre grænsen for menneskelig dumhed?

Følger du bare en smule med i amerikansk politik, er svaret entydigt ja. Her har Donald Trump og resten af den konservative bevægelse i årevis sprængt alle rammer for, hvor fladpandet debatten kan blive. Som dengang eks-præsidenten foreslog at atombombe en orkan for at stoppe den. Eller da kongresmedlemmet Marjorie Taylor-Greene erklærede, at klimaforandringerne i virkeligheden var gode for os alle sammen, og at vi kunne ‘tage det roligt’.

Man behøver dog ikke rejse til USA for at finde konservative politikere, der ignorerer alt, hvad klimavidenskaben fortæller os. Villum Christensen udtalte som klimaordfører for Liberal Alliance, at han ikke mente, der var videnskabeligt belæg for klimaforandringer. Fanden tage, at alle forskere siger nøjagtigt det modsatte, for Villum har en mening!

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen kan også være med, som da han under sidste uges hedebølge tweetede: Klimaalarmisterne: Se, verden går under.. Lars Boje: Rolig nu, tag en kølig pils og på med badebuk[s]erne. Det hedder sommer.

Lars Boje Mathiesen synes vi skal nyde en bajer i solen, mens Storbritannien gennemgår den værste hedebølge i 250 år, Italien og Spaniens afgrøder visner, og Europas floder tørrer så meget ud, at tørkesten fra 1600-tallet er dukket op i centraleuropæiske floder. “Græd, hvis du ser mig“, står der på dem, som et dystert varsel på tørke og hungersnød. Skål, siger Lars Boje fra stranden!

“Virkelighedsfornægtelsen er stærk blandt højreradikale som Trump og Lars Boje Mathiesen, men i samme ombæring må man gøre sig klart, at såvel Mette Frederiksen som Søren Pape-Poulsen lider under beslægtede vrangforestillinger.”

Logikken hos Lars Boje er nøjagtig den samme som hos Donald Trump, da denne ironiserede over, at det var koldt i New York, og at det “ville være dejligt med noget af den der globale opvarmning”. Hvordan kan der være et problem med global opvarmning, når der er koldt lige nu, der hvor jeg befinder mig?

Man kan afskrive Trump, Taylor Greene og Boje Mathiesen som faktaresistente tosser, der end ikke evner at skelne mellem begreberne vejr og klima. Men det mere interessante spørgsmål er hvorfor de har så svært ved at acceptere, hvad alle, der ved noget om emnet siger. For svaret på det spørgsmål peger ikke kun fingre af de mest klimabenægtende borgerlige politikere, men også resten af det systembevarende parnas.

De skyldige er ikke kun de populistiske højrefløjsdemagoger, men alle, der stadig taler om vækst og business as usual. “Den grønne omstilling må ikke koste arbejdspladser“, lyder det fra både Socialdemokratiet og Liberal Alliance, mens De Konservative fortsat ser grøn omstilling som en ny mulighed for vækst. De økonomiske vismænd minder os troligt om, at klimapolitik jo ikke må koste på vækstkontoen. Som om der skulle være noget økonomisk rationale i at ignorere en klimakrise, der vil kollapse verdensøkonomien med 170.000.000.000.000 kr. inden for 30 år.

Klimakrisen er et fundamentalt problem for den kapitalistiske markedslogik, og systemets barbariske konsekvenser kan ikke længere skjules i kinesiske sweat shops og afrikanske diamantminer. Det foregår lige nu og her i vores baghave. Rovdrifts-logikken har i årtier sendt Det Globale Syd på katastrofekurs, og nu rammer boomerangen os selv i baghovedet.

Hvis man vil snakke om løsninger på klimakrisen, bliver man først nødt til at tale om dens årsager, og gøre det tydeligt for enhver, at kapitalisme er problemet, hvor klichéagtigt det end kan lyde. Vi kan ikke forlade os på, at den samme logik, som har skabt problemet også kan være dets løsning, men må i stedet kæmpe for en grøn revolution. Det betyder på sigt et opgør med private virksomheders ret til at forurene og ødelægge jorden i den private ejendomsrets hellige navn, og som minimum drastiske afgifter på virksomhedernes udledning.

Virkelighedsfornægtelsen er stærk blandt højreradikale som Trump og Lars Boje Mathiesen, men i samme ombæring må man gøre sig klart, at såvel Mette Frederiksen som Søren Pape-Poulsen lider under beslægtede vrangforestillinger, når de bliver ved med at tale om vækst, vækst, vækst.

Ved sidste folketingsvalg kom klimaet højere på dagsordenen end nogensinde. Det skete ikke, fordi status quo-politikerne har sluppet deres tro på systembevarelse, men fordi planetens skrantende helbred er blevet tydeligt for almindelige arbejdere og de yngre generationer, der skal leve med konsekvenserne. Desværre har andre symptomer på den kapitalistiske katastrofe – som coronapandemi og krig – taget pusten ud af den kollektive klima-energi. I optakten til det kommende folketingsvalg er der ikke mange tegn på, at vi igen får klimakrisen øverst på dagsordenen.

Hvad enten vi kigger på højreradikale politikere eller mere polerede centrister, tilbyder de kun mere af det samme. For enhver reel omstilling er i virkeligheden en revolution, og den grønne revolution kan kun starte på gaden, hvor vi kan opløse tingenes nuværende tilstand. Med eller uden en kølig pils i hånden.