Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
7. oktober. 2021

Leder: De røver dig stadig ved højlys dag

Den største konspiration i verdenshistorien er den kapitalistiske sammensværgelse – og der er ikke noget teoretisk ved den. Det blev igen understreget med ugens læk af Pandora Papers.

Panama, Paradise og Pandora. For tredje gang på fire år har et massivt læk afsløret, hvordan verdens rigeste gemmer formuer i skattely. Det fulde beløb anslås at ligge i billionklassen. Foto: Shutterstock.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Vi lever i konspirationsteoriernes storhedstid. Internettet bugner med vilde historier om øglevæsner i menneskeform, 5G-implantater, og Flat Earth-teorier. De er ofte massive, globale sammensværgelser, og hvad enten skurken hedder Bill Gates, George Soros eller Illuminati, handler de næsten altid om, at resten af menneskeheden er slaver.

Selv om det kan lyde latterligt, har konspirationsteoretikerne fat i noget. For der finder en massiv konspiration sted hver eneste dag. Den handler om at udnytte andre mennesker. Og der er intet teoretisk over den. Den hedder global kapitalisme, og går kort sagt ud på, at en verdensomspændende elite plyndrer resten af verden for rigdom, og gemmer alle deres tyvekoster i skuffeselskaber med hovedkvarter i småstater som Panama og Cayman Islands, eller skattelommer som South Dakota og Irland.

Det seneste afsnit i denne konspirations-føljeton hedder Pandora Papers. Her finder vi både gamle kendinge og nye ansigter på rollelisten: Fra Putins elskerinde Svetlana Krivonogikh og Jordans Kong Abdullah, til sangerinden Shakira og Real Madrids træner Carlo Ancelotti. Det er en stor klub, og du er ikke inviteret med til festen.

“Så længe vi accepterer det syge, globale skattely-system, er de eneste, der er i fare, journalister som Daphne Galizia. Hun blev dræbt af en bilbombe for sin rolle i afsløringen af Panama Papers.”

For at gnide salt i såret, mødtes EU’s finansministre i går for at diskutere skattely. Betyder det så, at Nicolai Wammen og kollegerne gør noget ved problemet? Nej, de var forsamlet for at fjerne Dominica, Anguilla og Seychellerne fra listen over skattely! Mødet fandt meget passende sted i Luxembourg; EU’s eget skatteparadis, hvor den tidligere EU-formand, Jean Claude Juncker i sin tid som præsident sørgede for at vedtage en lang række love, der gjorde landet til en sikker havn for at opbevare sine milliarder. For det er ikke kun Elton John og Pep Guardiola, der gemmer deres penge i skattely. De samme politikere, der beslutter sig for at lempe på reglerne, er selv en del af konspirationen. Det blev understreget af ugens læk, hvor statsoverhoveder som Tony Blair, Silvio Berlusconi og den tjekkiske præsident Andrej Babiš figurerede. Ukrainere må have en vis følelse af dèjá vu: Efter landets tidligere præsident, Petro Poroshenko blev afsløret i Panama Papers i 2017, blev det i denne omgang den nuværende præsident, Volodymyr Zhelensky’s tur til at få sine gemte penge hængt ud i offentligheden.

Igen må det understreges, at der ikke er noget teoretisk over den her konspiration. Det hele foregår lige for næsen af os. De modige journalister ved International Consortium of Investigative Journalists har gjort et forbilledligt stykke arbejde, men de har egentlig bare dokumenteret dét, vi i forvejen vidste. Selv om Pandora Papers er den største afsløring til dato, er der ikke noget fundamentalt nyt eller overraskende ved de 11,9 millioner lækkede dokumenter. Vi vidste det sådan set også inden Panama Papers, Paradise Papers, OpenLux, Wikileaks – og nu altså Pandora Papers. Egentlig havde vi ikke en gang brug for de millionstore læk af dokumenter for at få bekræftet, at de rige og berømte vil blæse resten af samfundet et stykke. Viktor Axelsens stjerne falmede hurtigt, da han blev taget i at flytte til skattelyet Dubai. Lionel Messi og Cristiano Ronaldo skulle ikke nyde noget af at betale skat af deres milliardformuer. Og sådan kunne man blive ved og ved.

Hvor mange penge drejer det sig så om? Det er i sagens natur umuligt at vide, eftersom systemet er bygget op på hemmeligheder. Konservative bud sætter mængden af penge i skattely på verdensplan til at være omkring 36.000.000.000.000 kroner, altså 36.000 milliarder. Den grønne omstilling i Danmark vurderes at koste 30 milliarder, og ville kunne finansieres 1.200 gange for dét beløb. Andre vurderer, at tallet kan være så højt som 205 billioner kroner, hvilket svarer til hele EU’s BNP – i to år. Når man vender de tal et par gange i hovedet, virker andre politiske syndebukke nærmest latterlige. Næste gang du hører en politiker tale om “prisen for integration”, eller at det er for dyrt for samfundet at huse folk på flugt, kan du med fordel læse ICIJ’s seneste rapport, og blive mindet om, hvem der er de egentlige nasserøve.

Så længe vi accepterer det syge, globale skattely-system, er de eneste, der er i fare, journalister som Daphne Galizia. Hun blev dræbt af en bilbombe for sin rolle i afsløringen af Panama Papers. De superrige satser derimod på, at det hele er glemt igen om en måned, i hvert fald indtil den næste afsløring. Derfor er spørgsmålet ikke, om eliten snyder dig, og konspirerer mod resten af verden om at beholde det hele selv. Det er nu for tredje gang på fire år blevet bøjet i neon henover den globale himmel.

Spørgsmålet er, hvad du og vi vil gøre ved det?


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere