Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. september. 2022

Leder: Den russiske sikkerhedsorden smuldrer, men Putins imperialistiske ambitioner er intakte

Den russiske sikkerhedsorden er ved at knække under presset fra den fejlslagne invasion af Ukraine. Putin virker desperat, og har med mobiliseringen spillet sin sidste trumf. Ruslands svaghed sender rystelser gennem lande som Armenien og Tajikistan, der tidligere er blevet holdt i skak af styret i Kreml. Men den stadig mere isolerede præsident har ikke tænkt sig at opgive sine planer om et Storrusland af den grund.

Putin har indkaldt til mobilisering, og spillet sin sidste trumf. Det virker som en desperat mands handlinger, skriver redaktør Morten Hammeken. Foto: Kremlin.Ru

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Vladimir Putin invaderede Ukraine med forventningen om et hurtigt imperialistisk eventyr: Kyiv skulle indtages på tre dage, den russiske sikkerhedspolitiske sfære skulle styrkes, og NATO skulle forstå, at Rusland stadig var en magtfaktor på den globale scene. Blandt vennerne i sikkerhedstjenesten FSB var man på forhånd begyndt at fordele byttet, og de mest hovmodige officerer havde reserveret bord på nogle af den ukrainske hovedstads fineste restauranter i dagene efter operationen.

7 måneder senere lader alt til at være gået stik modsat. Kyiv er stadig ukrainsk, og erobring af hovedstaden virker nu som en fjern drøm for det russiske regime. NATO er på sit stærkeste siden Den Kolde Krigs afslutning – og nyder historisk høj opbakning blandt medlemslandenes befolkninger. Som ekstra salt i Putins sår har Sverige og Finland ansøgt om medlemskab – og mangler kun ratificering fra NATO’s egne fascister-in-spe, Ungarn og Tyrkiet.

Værst af alt for Kreml-styret ser den russiske militæroffensiv i Ukraine ud til at være gået i stå. Efter lynoffensiven i Kharkiv-regionen har ukrainerne tilbageerobret mere land på to uger end Rusland har taget det seneste halve år. Det offensive momentum er på ukrainernes side, og alle bolde er i luften – selv i områder, der var under fast russisk kontrol før invasionen. De russiske satellitstater i Donetsk og Luhansk mærker presset fra modoffensiven, og har hasteindkaldt til fupafstemninger, der kan gøre de to ‘uafhængige’ republikker til en del af Rusland.

“Lige nu ser det ud til, at den russiske sikkerhedsorden er ved at kollapse under vægten af den kuldsejlede invasion i Ukraine. Det sender rystelser gennem de lande, der i den post-sovjetiske verden har været under russisk indflydelse.”

De dårlige nyheder står for tiden i kø for Vladimir Putin. Den russiske aktiebørs, som længe er blevet holdt oppe af en stram statsstyring af markedet, tog i går et styrtdyk. De tyske gasreserver nærmer sig fuld kapacitet til vinteren, hvilket undergraver planen om at fryse Berlin til forhandlingsbordet. Og mens hans eget militær leder efter reservedele i stjålne køleskabe og opvaskemaskiner, fortsætter strømmen af NATO-våben med at flyde ind i Ukraine.

I den forgangne weekend måtte Putin finde sig i endnu en ydmygelse under mødet i Shanghai Cooperation Organisation. Det startede dårligt, da hans forslag om at lave et modstykke til De Olympiske Lege – der i 2024 og 2026 skal holdes i hhv. Paris og Milano – faldt for døve ører. Derefter belærte den indiske præsident Modi på live-TV ham om vigtigheden af hurtigst muligt at få afsluttet krigen, og hans kinesiske modstykke holdt sig til et par høflige fraser om ‘stabilitet’ og ‘håb om fremgang’. Xi Jinping droppede også den fælles middag med Putin, og sendte et klart signal om, at Beijing ikke ser nogen fordel i at binde sig tættere til den synkende russiske skude. Bevares; billig russisk olie er velkommen, men eksporten til Rusland er trods alt kun en tiendedel af, hvad Kina sender til USA. ‘Det grænseløse venskab’ lader til alligevel at have fundet en grænse.

Putin virker desperat, og har nu spillet sin sidste trumf: Mobilisering af den russiske befolkning. Parlamentet har samtidig vedtaget hårde straffe for desertering og overgivelse, og hele det russiske samfund ser nu ud til at skulle omstilles til en krigsøkonomi. På papiret lyder de foreløbigt 300.000 reservister, man vil indkalde i første omgang, som noget, der kan forstærke den russiske krigsindsats.

Styrets problem er bare, at krige i det 21. århundrede ikke bliver vundet ved at sende flest soldater ned i skyttegravenes død. Rusland har brug for kampfly, tanks, præcisionsstyrede missiler og artilleri – altså alt det højteknologiske udstyr, der koster mange penge, og som de internationale sanktioner spænder ben for. Almindelige russere, der har fået stukket en riffel i hånden og fået at vide, hvor afsikringen sidder, er intet værd i moderne krig. Men det lader som om, selve begrebet om en force multiplier er gået Putins næse forbi. Den russiske præsident, der hader internettet og ikke ejer en smartphone, understreger med mobiliseringen, at han er et fortidslevn.

“Mobiliseringen kan på kort sigt holde invasionen i gang. Men på længere sigt har Rusland kun isoleret sig yderligere med onsdagens tale.”

Nu bliver det alvor for folk i Moskva og St. Petersborg, der hidtil har kunnet stikke hovedet i sandet, mens fattige russere fra randområderne er blevet sendt til fronten. De mange nye rekrutter skal trænes, fodres, udrustes og have lægehjælp. Og så skal de ikke mindst kunne se en mening med at blive sendt i krig. De første reaktioner tyder ikke på, at folk deler deres magtsyge imperialist-leders ambitioner. Alle fly ud af Rusland er blevet udsolgt efter dagens tale, og søgninger på hvordan man kommer væk fra landet er ifølge Google Trends eksploderet.

Mobiliseringen kan på kort sigt holde invasionen i gang. Men på længere sigt har Rusland kun isoleret sig yderligere med onsdagens tale. Den russiske sikkerhedsorden styrer nu mod et kollaps under vægten af den kuldsejlede invasion i Ukraine.

Situationen sender rystelser gennem de lande, der i den post-sovjetiske verden har været under russisk indflydelse, men som ikke længere ser Rusland som en militær supermagt. Der var allerede tegn på opbrud, da Kazakshtans præsident Tokayev i juni nægtede at anerkende de nye russiske republikker i Donbas – og afviste deres berettigelse lige op i Putins ansigt.

Samtidig er en række konflikter, som er blevet holdt i skak af det russiske militærs tilstedeværelse, blusset op igen. Krigen mellem russisk-støttede Armenien og tyrkisk-støttede Azerbaijan er igen brudt ud – denne gang med sidstnævnte som aggressor. På grænsen mellem Kirgisistan og Tajikistan er mindst 100 mennesker blevet dræbt i den forgangne weekend. Hvis det russiske regime ender med at falde helt sammen, kan den type grænsekonflikter risikere at udvikle sig til nye krige og borgerkrige – også i Rusland selv. Den slovakiske forsker Juraj Mesik mener, verden bør forberede sig på et Rusland i opløsning; men også mindre ekstreme scenarier kan få store konsekvenser.

Når det gamle ikke vil dø, og det nye ikke kan blive født, er det med den italienske filosof Antonio Gramscis ord monstrenes tid. Ruslands tid som militær supermagt lakker mod enden, men med dagens tale blev det tydeligt, at Putin ikke er interesseret i at lade sin vision om et nyt imperie gå under uden kamp. En ny sikkerhedsorden må derfor vige for krigens monstrøsiteter et stykke tid endnu.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER