Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
2. december. 2022

Leder: Socialdemokraterne fortalte os, hvem de var inden valget. Drop overraskelsen og giv et modsvar fra venstre

I stedet for at være overraskede over Socialdemokraternes flirt med de borgerlige, må den parlamentariske venstrefløj gå i offensiven. Når højrefløjen kræver skattelettelser og nedskæringer, må der komme et radikalt modsvar på tidens kriser fra den danske venstrefløj, skriver chefredaktør Morten Hammeken.

Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen danser om den varme midte. Ill. Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Regeringsforhandlingerne fortsætter på fjerde uge, og slår på tirsdag rekorden for de længste forhandlinger i nyere danmarkshistorie. Mens der fortsat er usikkerhed om den endelige regeringskonstellation, er der imidlertid ikke tvivl om retningen: Fra centrum-venstre skarpt mod højre. Her finder vi den sagnomspundne Midten af dansk politik, hvor både Venstre, De Radikale, Socialdemokraterne og nu også Moderaterne prøver at placere sig.

Det er tilsyneladende kommet som en overraskelse for mange, at Socialdemokraterne nu også tager konsekvensen af sin midter-identitet, og forsøger at finde sammen med de borgerlige om en kompromis-regering. Enhedslistens Pelle Dragsted kalder det uærligt dobbeltspil, mens Alternativets politiske ordfører “næsten ikke kan være i sig selv” af bare skuffelse over regeringens højreskred. SF’s Pia Olsen Dyhr holder et håbefuldt figenblad op om, at skilsmissen er midlertidig, og at Socialdemokraterne vil forsøge at reparere det rød-grønne parforhold, når den borgerlige flirt er overstået.

Men hvorfor er centrum-venstrepartierne egentlig så forbløffede? De hørte tydeligvis ikke Mette Frederiksens grundlovstale, hvor hun fremhævede, at “9 ud af 10 aftaler er indgået bredt i Folketinget. Henover den politiske midte”. Også interviewet i Jyllands Posten samme dag, hvor Frederiksen højt og tydeligt sagde, at hun var interesseret i at danne en regering henover midten, må være gået deres næse forbi.

Man kan kritisere Socialdemokraterne for mange ting, men der har ikke været tvivl om, hvilken retning partiet ville gå i det seneste halve år. Der er ikke tale om et vælgerbidrag, da partiet sådan set bare holder det løfte, man gik til valg på. Overraskelsen må derfor ses som et udtryk for en ærgrelse over denne nye politiske realitet. Et reelt forræderi er det ikke.

“Man kan kritisere Socialdemokraterne for mange ting, men der har ikke været tvivl om, hvilken retning partiet ville gå i det seneste halve år.”

Men ærgrelsen er sådan set forståelig nok. For den nye politiske kurs kommer til at få store konsekvenser for mange mennesker, der allerede var presset af inflation og et stadig mere mærkbart klassesamfund.

For eksempel er aftalen om at give et ekstra børnetilskud til de allermest udsatte nu røget på huggebrættet ved årets udgang, sammen med 48 andre lovforslag, der ikke kan blive stemt igennem, mens regeringsforhandlingerne er i gang. Og mens det kommer til at give tusinder af børnefamilier en barsk start på 2023 – Red Barnet advarer om, at mange nu må vælge mellem tøj og medicin – rokker det ikke ved Socialdemokraternes beslutning. For karrierepolitikeren Peter Hummelgaard, der aldrig selv kommer til at mærke konsekvensen af den nye politiske kurs, kan den slags kritiske indvendinger tværtimod affejes som taktiske drillerier.

Mange havde måske forestillet sig, at status quo kunne blive fastholdt, og at det snævre flertal i rød blok kunne betyde fire år med samme regering/støtteparti-konstellation. Måske havde de mange socialdemokrater, der fejrede det pludseligt genopståede ‘røde flertal’ som en landsholdsscoring på valgdagen, også for en kort bemærkning glemt, at det ikke længere var deres ambition at søge mod venstre. Eller måske var det bare glæde over, at de borgerlige partier ikke kan undgå dem i de kommende forhandlinger; en slags fejring af magten i sig selv.

Under alle omstændigheder må også den parlamentariske venstrefløj nu erkende, at der ikke  er en rød blok i dansk politik. Den socialdemokratiske selvforståelse som et rødt parti – her forstået som et parti, der først og fremmest orienterer sig mod arbejderklassens interesser – var det i forvejen svært at tage seriøst. Men det ville gavne venstrefløjens parlamentarikere også at indse, at der ikke findes et interessefællesskab mellem dem og myriaden af borgerlige midterpartier. Som Harry S Truman sagde: Hvis du vil have venner i politik, så skaf en hund.

Måske skal man stille sig selv et let ubehageligt spørgsmål: Var den røde blok nogensinde mere end et label, medierne gav samarbejdet mellem centrum-venstre partierne og et ideologisk nyliberalt socialdemokrati? Efter tiden med Corydon og Thorning havde S brug for en makeover, og spillede med på at blive kaldt et arbejderparti. Men vi skal mange årtier tilbage for at finde et socialdemokrati, der troede på andet end konkurrencestat og vækst.

Socialdemokraterne har lagt sig fast på midten, og venstrefløjen må droppe sin skuffede mine. De fortalte os inden valget, hvem de var, og de understreger det i forhandlingerne. Snarere end at klynge sig til håbet om igen at finde sammen om et lunkent socialdemokratisk forhold, må den danske venstrefløj nu præsentere et radikalt alternativ.

Krisetid er en mulighed for at tænke visionært. Socialdemokraternes højreskred efterlader spillerum til at skitsere en anden samfundsdrøm end den søvnige tomgang, vi finder på midten. Højrefløjen er allerede gået i gang med at tænke i de baner: Her er kravene som sædvanlig skattelettelser, nedskæringer og mere ulighed. Venstrefløjen må være mindst lige så ambitiøs, og turde sætte en anden dagsorden. Pensionsalderen skal sænkes, ikke hæves. En 30 timers arbejdsuge skal være mindstemålet. Glem tekniske forslag om ekstrabeskatning af superprofitter, og gør det i stedet til et mål at nationalisere hele energisektoren (sådan som de britiske socialdemokrater i øvrigt har gjort). Stil forslag om at nationalisere bankerne, og lad os diskutere, hvad maksimumlønnen skal være. Hvem stiller først et forslag om, at man kun må eje én bolig pr familie som modsvar til de grådige kapitalfondes indtog?

Lad os kort sagt hæve ambitionsniveauet som svar på socialdemokraternes højredrejning, i stedet for at spilde tiden på indignation og rød blok-illusion. Med en sådan styrkeposition kan det endda være, at Socialdemokraterne på et tidspunkt kommer kravlende tilbage.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere