Leder: Med en midterregering bekender Socialdemokratiet kulør. Hvor efterlader det venstrefløjen?

Danmark er på vej mod en centrum-højre regering med Socialdemokratiet i spidsen.  Mette Frederiksen fører nu Socialdemokratiet ned ad den samme sti, som partiet under Helle Thorning betrådte for over et årti siden. At dette nye Socialdemokrati mest af alt vækker minder fra 00’ernes ’reform’-prægede politik er ikke betryggende, hvis man er en del af venstrefløjen.

Socialdemokratiets højredrejning stiller de rød-grønne partier i en vanskelig situation: Skal de kæmpe imod eller prøve at forhandle med Socialdemokratiet i håbet om at trække dem i en rød retning? Enhedslisten har valgt den første mulighed, mens SF står til at vælge den sidste. Hvad kan venstrefløjen gøre fremadrettet for at bekæmpe og minimere den skade, en centrum-højre regering kan forvolde det danske samfund både på velfærdsområdet og klimaet?

Det røde bolværk

Den reformiver (læs: nedskæringstrang), der er sevet henover midten, og nu også har inficeret Socialdemokratiet, vil med al sandsynlighed føre til en ny bølge af nedskæringer i vores allerede pressede velfærdsstat. Men udhulingen af velfærden er ikke den eneste trussel. En anden konsekvens er en svækket indsats på klimaområdet, hvis Mette Frederiksen får sin ønskede regeringskonstellation. Vi risikerer at miste meget af det momentum, vi har opnået de seneste par år. Socialdemokratiet har ganske vist lovet forbedringer på klimaområdet, men den slags valgløfter er værdiløse, indtil de bliver stemt igennem.

“Socialdemokratiets udspil og SF’s tilsyneladende accept af det giver en mulighed for, at Enhedslisten kan genfinde sin rolle som venstrefløjens oppositionsparti.”

Ideelt ville det betyde et tættere parlamentarisk samarbejde mellem de rød-grønne partier, Enhedslisten, SF og Alternativet. For hvis man arbejder målrettet sammen, har venstrefløjen en chance for at få gennemført sin politik. Hvis ikke de samarbejder, vil de være magtesløse over for det nu styrkede og mere højredrejede Socialdemokrati, der har vist sig efter valget. Desværre har SF set sig lun på denne blålige regering over midten. Ønsket om at komme ind i varmen og få en del af regeringsmagten har tydeligvis overskygget ethvert ideologisk ansvar.

Det stiller partiet i en akavet situation. Hvis SF går ind i dette midtereksperiment, bliver de låst fast i, hvad der i sidste ende tegner til at blive den mest borgerlige regering i årevis. SF kan måske optimistisk tro, at de kan trække Venstre og Moderaterne over i en mere rød-grøn retning, men mere sandsynligt kommer SF til at være med til at blåstemple borgerlig politik. At der allerede har spredt sig uro i baglandet varsler ilde for partiet.

Enhedslisten står svækket og splittet tilbage, mens SF og Socialdemokratiet er gået frem. Dets evne til at agere støtteparti – eller for den sags skyld oppositionsparti – blev yderligere reduceret af, at Socialdemokratiet tydeligvis er ligeglade med, om Enhedslisten og Alternativet er en del af forhandlingerne. Selvfølgelig, fristes man til at sige: For det er netop en midterregerings eksistensberettigelse at holde yderfløjene uden for indflydelse. Disse må ikke desto mindre markere sig klart og tydeligt i den kommende tid under det teknokratiske eksperiment.

Nederlaget har ført til selvransagelse internt i Enhedslisten, men debatterne misser nogle af parlamentets og samfundets magtforskydninger, der er på spil. Socialdemokratiets udspil og SF’s tilsyneladende accept af det giver en mulighed for, at Enhedslisten kan genfinde sin rolle som venstrefløjens oppositionsparti.

Muligheden for at samle dem, som bliver desillusioneret af Socialdemokratiets kyniske, realpolitiske spil er utvivlsomt mange, og selv om venstrefløjens indflydelse på regeringen vil blive stærkt minimeret, vil man til gengæld få muligheden for igen at kunne markere sig selvstændigt på venstrefløjen – hvis man altså ikke bliver revet midtover i et internt opgør forinden.   

Teknokratiets triumf

At så mange partier i dansk politik har set sig forhippet på en bred midter-regering, tegner et dystert billede af dansk politik. At partier som Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Venstre alle sammen gnidningsløst skulle kunne indgå i en regering sammen, vidner om et fundamentalt ideologisk vakuum i dansk politik. Ingen steder er det tydeligere end i Socialdemokratiet.

At man trods et rødt flertal – snævert som det nu er – vælger at bejle direkte til Venstre og Lars Løkke er en klar tilbagevenden til den teknokratiske ’new-public-management’, som partiet omfavnede under Helle Thorning. Det blotlægger samtidig, hvor overfladisk den socialdemokratiske ’politik’ er. Væk er politiske visioner. Tilbage står kun idéen om politikeren som en glorificeret HR-medarbejder.

Tidligere brede regeringsforhandlinger – som f.eks. Kanslergadeforliget, hvor Socialdemokratiet under Stauning dannede parløb med Radikale Venstre og Venstre – gør, at vi ikke kan tale om en uhørt situation. Dansk politik har aldrig manglet brede aftaler, men en regering over midten er noget andet. Det lægger op til et politisk ægteskab, som potentielt kan vare flere år – ikke et politisk forlig opstået i en krisetid.

Vinderne af højredrejningen er Jakob Ellemann og Lars Løkke, som med al sandsynlighed vil få store indrømmelser fra Socialdemokratiet. Taberne er den danske venstrefløj, de fattigste danskere og klimaet.