Liv Duvås vestegnsportræt “Ned fra himlen” går under huden som pcb’et i højhusene i Brøndby Strand

Romanen er en udforskning af alle vores forbindelser – de berøringsflader, reaktionskæder, cirkulationer og krydsningspunkter, der udgør verden, vores verden. Vores forbindelser er kemiske, sociale, økonomiske, politiske, fysiske, mentale.

To historier udspiller sig side om side i romanen. Historien om den unge kvinde Maria, der vender hjem til Vestegnen med sin datter, brydes op af små, intense ”intermezzoer”, hvor den personaliserede fortæller skifter til en form for kollektivt alvidende instans for at berette om nedrivningen af fem pcb-forurenede højhuse i Brøndby Strand.

På den måde bliver selve dynamikken i romanen skabt af forbindelserne mellem den lille og den store historie, som uløseligt er i udveksling med hinanden.

Den lille historie

Da Maria en morgen impulsivt forlader et fremmedgjort og umage parforhold, vender hun og den knap etårige Sonja ”hjem” til Brøndby Strand. Her bor hendes få familiemedlemmer, og her er hun selv vokset op i et af de pastelfarvede højhuse, som (lidt endnu) står som en vartegn for området. Hun opsøger mosteren Janne, der sammen med sin partner Pia driver en gård med aktiviteter for lokalområdets udsatte børn og unge.

På gården indhyller Maria sig i en skrøbelig og kortfristet tryghed, mens hun kæmper en daglig kamp mod både virkeligheden og virkelighedsflugten, mod fortiden med en alkoholisk mor og ultimativt for at kunne beholde sin datter.

Det er en langsom og smertefuldt jordbunden historie, hvor ingenting afsluttes, og alting altid er ved at udvikle sig til noget nyt – og ikke nødvendigvis bedre.

Maria finder ikke ud af, hvad hun vil med sit liv; hun og (eks)kæresten Johan kommer ikke til bunds i, hvad der er problemet i deres parforhold; hendes mor Vibeke overvinder ikke sit misbrug; Pia kommer sig ikke over sin stresssygemelding; og lille Sonja, der endnu ikke har sproget og bekymringerne, går en usikker fremtid i møde.

Men fra start til slut sker der noget, store ting flytter på sig i de små liv, forbindelser rykker sig, brydes og dannes, familier samles og splittes.

Kvindefællesskab

Det håbefulde centrum er den familie af kvinder og piger, der samles på Dyregården, hvor Janne og Pia bor og arbejder.

Det er et interessant valg at gøre familien til den positive pol i en klassebevidst, feministisk fortælling. Kvinder, og især mødre, er ofte centrale skikkelser i den nye klasselitteratur – set gennem en linse, hvor familien og hjemmet er et ældgammelt bur. Hvis ikke de skal gå til grunde og miste sig selv helt, må kvinderne bryde fri fra buret og finde fristeder, hvor de kan sænke paraderne.

I Ned fra himlen er familien på Dyregården det fristed med omsorg, netværk, stabilitet og mulighed for at lære nyt og blive stærkere. Marias historie er bemærkelsesværdigt blottet for varige venskaber. Ingen af kollegerne, som hun har arbejdet på restaurant med i København, ingen af dem, hun har festet med som teenager, er betydningsfulde relationer, men navnløse, ansigtsløse figurer, der beskriver et miljø, som Maria har mistet eller brudt forbindelserne til. 

Maria har svært ved hverdagen og kontakten til myndighederne, men med Pias hjælp får hun taget de nødvendige skridt. Og hun befinder sig godt med hestepigerne fra betonblokken, der ser op til hende som en mor og som hestekyndig på en måde, som ingen tidligere har gjort.

Jannes musikerdrømme bliver vækket til live igen, idet de følelsesmæssige forbindelser til Sonja, Maria og ultimativt Vibeke dannes og gendannes. Vibekes mest håbefulde øjeblik er, da hun endelig kommer ned fra sin giftige betonhimmel og finder mod til at finde de andre på gården.

Det er ikke kvindernes frigørelse og selvstændighed, der er det væsentlige, men deres gensidige afhængighed. Afhængigheden af andre menneskers nærvær og omsorg er i alt væsentligt en god ting – et menneskeligt vilkår, et tegn på, at man i fællesskab måske kan skrabe nok ressourcer sammen.

Frigørelsen, selvstændigheden, at stå på egne ben – alt det er allerede afprøvet, grænserne for det fundet, skuffelserne mødt, flugten taget.

Vi ser en verden, hvor kvinderne bliver, og mændene er flygtige, svære at forstå, flagrende i udkanten. De er ikke dæmoner.

Sonjas far Johan, Marias afdøde far Karsten, den mystiske Paul, der laver en dokumentarfilm om de giftige højhuse, er alle mennesker, som gør og gjorde deres bedste. Men der findes en mere eller mindre udefinerbar barriere mellem dem og de kvindelige hovedpersoner, som er mindre tilnærmelig end kvindernes barrierer, som de møjsommeligt og på deres egne skæve måder nedbryder.

Det slag i maven, som Duvå nænsomt giver os, er, at det med stor sandsynlighed ikke er nok. Når vi ser tingene fra Marias, Jannes og Vibekes perspektiver, mærker vi håbet, ser de gode intentioner, aner, hvad der kunne blive. Men med andre blikke er de utilstrækkelige.

Marias evner som mor bliver vejet og fundet for lette; Vibeke er et wild card, et ultimativt ”socialt tilfælde”; hvor megen styrke, de end har sammen – som Janne formulerer det: ”verdensmestre i udholdenhed” – formår de ikke at løfte betonblokkens vægt af sig.

Hårde miljøer – bløde kroppe

Som en kærkommen ting i den nye klasselitteratur handler historien ikke om mishandling eller groft svigt. Det er også en vigtig historie. Men sårbarheden er en anden side af hærdelsen, som Duvå så flot formulerer det med et overlagt stød til statsministerens snak om ”utryghedsskabende dynejakker”:

”[A]lle familier er tilflyttere her, og om aftenen ligner alle uniformer hinanden. Oppustede og hårde omfavner de gennem frygtens logik både de skælvende kroppe indeni og de skælvende kroppe, der står udenfor og ser på. For alle skræmmes af mørkets uniformer, alle har noget at frygte, selvom langtfra alle er klar over hvad.”

Ned fra himlen handler om hårdt, forgæves arbejde, opgivne drømme, retningsløshed, selvfremmedhed, traumer, kommunikationsbrist, mindreværd, om ikke at have og have haft sproget, ressourcerne og overskuddet til at udtrykke og agere på sin egen forbindelse med verden. Alt det, som de ”hårde miljøer”, samfundets betonlag er, når din bløde krop er en del af dem.

Snarere end hårde er alle hovedpersonerne i romanen bløde og gennemtrængelige. Der er en følelse af, at de alle lige akkurat – for det meste – formår at holde deres forskellige, bløde dele sammen til hele mennesker, men at de let som ingenting flyder ud, opløses i noget andet eller nogen andre.

Fornemmelsen af en blanding, et i stigende grad uligevægtigt ”stofskifte” mellem natur, atmosfære, samfund, grupper og individer, i små lokale kredsløb og på tværs af handlinger og skæbner over hele kloden, er til stede gennem hele romanen.

Modermælken og amningen, hvor man bogstaveligt talt giver sin krop og dens forbindelser videre, er et gennemgående motiv. Maria ”[får] den her fornemmelse af, at der ikke er nogen hinde mellem hende selv og verden”, når hun ammer.

”Alt kan passere, glide igennem og omskabe hende. Alt det, hun giver videre til Sonja, de her fremmede kræfter, hun kender dem ikke. Mælken virker til at komme til dem fra fjerne egne, ophobninger af restpartikler og kærlighed, langsomt og stædigt, mens noget andet river sig løs, uforudsete udslip under bølgerne.”

Mælken og videregivelsen af den bliver billedet på vores materielle bånd til verden, på naturen som både er i os og er fremmed for os. Modermælken er vores materielle, sociale arv. For Maria bliver den nogle gange til en gift, en sygelig ting, et affaldsstof:

”Uanset hvor meget hun kæmper, hendes kærlighed er uren, den er ikke nok, og nu flyder den fra hende, en gul, klæbrig væske ud på fliserne og ned i revnerne.”

Også Vibeke mærker de smertelige forbindelser, mens hun prøver at forholde sig til nedrivningen af højhusene og det resulterende tab af hjem, identitet og plads i verden. ”Hvor skal vi gøre af de her ubrugelige kroppe, vores små, giftige liv?” spørger hun, da hun endnu engang er faldet i og har druknet smerterne i alkohol.

Hun er mere profetisk end hun tror og indkapsler nogle af romanens helt store spørgsmål: Hvad gør vi med alle de bløde kroppe, som det globale system ”udskiller” som overskud, som affald? Hvad gør vi ved, at vi sammen hver for sig lever giftige liv styret af kræfter, vi ikke er herrer over?

Som var spredningen ikke allerede sket

Vreden ulmer. I den giftige beton i Brøndby Strand. Over de sociale skæbner fra nær og fjern, der samles der. Over den perverse kontrast mellem nedrivningsarbejdernes sikkerhedsdragter og lejlighedernes sikkerhedsforseglede interiør og de to generationers liv, der har levet i giften og nu kastes til side.

Duvå bringer et ekko af den iransk-svenske digter Athena Farrokhzads bogtitel Som om katastrofen ikke allerede var her fra 2014, når hun skriver:

”Som var spredningen ikke allerede sket. … Som havde det ikke allerede passeret membraner og koblet sig til receptorer, ændret stofskifte og genudtryk.”

Man vidste tidligt, at indholdet af pcb i byggematerialerne i fem af højhusene kunne være sundhedsskadeligt, og man brugte derfor en mindre og lige akkurat ”lovlig” mængde i resten af byggeriet. Alligevel lod man stadig det hele stå som almene boliger i næsten 50 år.

Bygningernes kemiske forbindelser blandede sig med beboernes og formede to generationers liv og skæbner, lod en broget identitet bundfælde sig i betonen på godt og ondt.

Dette, at man ved, at et stof er sundhedsskadeligt, at industrien forurener og kvæler havene, at krig og katastrofer fører til flugt, at grænser dræber, at vold avler vold avler vold – og at det hele ubønhørligt fortsætter som en dominoeffekt i loop, fordi det indgår i systemernes processer – det er katastrofen, som for længst er indtruffet.

Liv Duvå har formået at skrive en vild roman om ”alting” uden at ville for meget. Det er ikke et kampskrift – men der er glimt af de forbindelser, der fører andet end ødelæggelse med sig. De forbindelser, som kan omdannes til solidaritet og stoppe de ubønhørlige processer.

Liv Duvå: Ned fra himlen
Gads Forlag
400 sider
Vejledende pris: 300 kr.