Marx: Tillykke med de 200 år – og kan vi så tale om marxismen!

7 min. læsetid

Man løber ind i traditionelle religiøse eller liberalistiske blindgyder, når man begynder at dømme den marxistiske tænkning efter Karl Marx’ person

Af Andreas Beck Holm

I slutningen af sin Marx-biografi fra 1999 genfortæller Francis Wheen en anekdote, han har fra den amerikanske journalist John Swinton. Han interviewede i sommeren 1880 den på daværende tidspunkt aldrende Marx, mens han var på badeferie med familien. Swinton beretter, hvordan den gamle patriark leger i sandet med børnebørnene, og henunder aften, da ungerne er lagt i seng, nyder de to mænd en sjus, mens de betragter solnedgangen.
Det er på dette tidspunkt, journalisten tager mod til sig, og stiller den gamle filosof, hvad han utvivlsomt selv har ment var et uhyre dybsindigt spørgsmål: »Hvad er?« Her bliver Marx straks alvorlig og tankefuld, og mens han ser ud over havet, svarer han »kamp!«
Der er i denne lille anekdote noget paradoksalt, næsten komisk. Hele scenen er indbegrebet af borgerlig familieidyl: Badeferie, børnebørn osv. Der er ikke meget kamp – og da slet ikke klassekamp – over den. Det er imidlertid ikke desto mindre det begreb, Marx selv bruger, da han af journalisten bliver spurgt om tilværelsens inderste kerne. Modsætningen mellem form og indhold er altså her til at tage og føle på.

Med Marx i privaten

Det er klart, at sceneriet også er et øjebliksbillede, og at Marx i sine yngre dage naturligt nok var mindre bedstefaderlig end i 1880. Det var trods alt ikke uden grund, han formåede at blive landsforvist fra både Preussen, Belgien og Frankrig. Alligevel er eksemplet ikke misvisende, for Marx var virkelig aldrig en del af de forhutlede masser, der efter hans død efterhånden skulle komme til at tage hans værk til sig. Han var født ind i middelklassen som søn af en embedsmand, gik på universitetet, blev doktor, og giftede sig oveni købet ind i den tyske lavadel. Det er også klart, at Marx selv aldrig helt formåede at bryde med alle samtidens ideologiske fordomme; for eksempel er der blevet argumenteret for, at han deler tidens negative syn på tyende som personer, der udfører »uproduktivt arbejde«. Selv da han var nødt til at ernære sig som aviskorrespondent fik det ham ikke til at gå på kompromis med borgerskabets behagelige livsform; eksempelvis havde familien Marx en tjenestepige, som ondskabsfulde borgerlige apologeter lige siden har påstået, at Marx gjorde gravid.

Netop ondskabsfulde borgerlige apologeter har altså haft en fest med personen Karl Marx. De har svælget i samtidige beretninger om hans menneskelige fejl, men først og fremmest har de elsket diskrepansen mellem på den ene side hans revolutionære budskaber og praksis og på den anden side hans private borgerlige livsførelse. På venstrefløjen har man naturligt nok set anderledes på sagen. Ganske vist har man aldrig lagt skjul på, at arbejderklassens teori kom til den udefra, fra borgerskabet. Man har altså åbent vedkendt sig, at Marx (og Engels) tilhørte den højere middelklasse. I det omfang, man imidlertid på den politiske venstrefløj har gjort Marx til genstand for helgendyrkelse, har højrefløjens fokus på personen Marx alligevel ikke kunnet undgå at irritere. Der er imidlertid i realiteten ikke nogen grund til, at man skal lade sig gå på af små borgerlige ånders optagethed af personen Marx. Tværtimod kan den bruges som en anledning til at eksplicitere nogle af de afgørende teoretiske indsigter, Marx har bidraget med, og som de aldrig har kunnet begribe. Det er emnet for det følgende.

Individet i centrum?

Implicit i forestillingen om, at personen Marx skulle være specielt interessant, ligger et fokus på individet. Det skyldes naturligvis liberalismen som den dominerende ideologiske strømning i det moderne samfund, men samtidig trækker denne tankegang også på en ældre ideologi, nemlig religionen. Ligesom religiøse ledere, eksempelvis Jesus, leder ved deres eksempel, forventes det samme af Marx. Denne forventning er naturligvis alene udtryk for, at borgerlige ideologer er nødt til at indpasse marxismen i deres egne ideologiske skemaer, fordi de er ude af stand til at forstå den på dens egne præmisser.

Samme manglende forståelse kommer også til udtryk i den trivielle fremstilling af marxismen som erstatningsreligion. Liberalismens betydning skal imidlertid heller ikke undervurderes. Den forstår politik ud fra en meget specifik forestilling om individet som rationelt og egoistisk, og politik kommer i dens perspektiv til at handle om dette individs rettigheder og integritet, først og fremmest retten til at besidde ejendom. I dens perspektiv er Marx interessant som individ.

Hvorfor er det så, at dette borgerlige fokus på personen Marx er misforstået? Dels er der naturligvis det simple forhold, at der er tale om argumentation ad hominem: Man går efter manden i stedet for bolden, og insinuerer, at Marx’ diagnose af kapitalismen skulle være ugyldig, fordi mandens egen livsførelse og personlighed ikke var hverken proletarisk eller uproblematisk. Det er naturligvis noget vrøvl.

Der er imidlertid også en anden og teoretisk mere interessant grund. For Marx’ værk er det, der mere end noget andet netop har frigjort samfundsforståelsen fra både religionen og liberalismen, for i stedet at fæstne vor opmærksomhed på de strukturer, som intet individ skaber eller kontrollerer, men som tværtimod hver eneste dag finder udtryk i konstruktionen af bl.a. individer. Det system er naturligvis kapitalismen: At befolkningen ikke kontrollerer samfundets produktionsmidler, at al produktion kræver investering af kapital og i øvrigt har til hensigt at frembringe ikke bare produkter, men varer, der skal omsættes på markedet. Disse forhold i forening frembringer en dynamik, der styrer hele det moderne samfund, såvel som individets adfærd. Tag eksempelvis en kunstmaler. Liberalisten ser i ham eller hende et kreativt geni, en ener, der frembringer kunst som udtryk for hans eller hendes unikke personlighed. Med Marx går vi mindst et spadestik dybere: Kunstnerens værk er ikke mere udtryk for vedkommendes egen personlighed, end at han/hun er nødt til at give det en form, der muliggør dets afhændelse på (kunst)markedet.

Maleren skaber ikke bare kunst, men kunst som vare, også selv om han/hun er sig dette forhold lige så lidt bevidst som liberalisten. Hans/hendes »utæmmede kreativitet og originalitet« er altså styret af en logik og en dynamik, der former ikke blot ham eller hende, men også hele vores almindelige (borgerlige!) forståelse af, hvad kunst overhovedet er for noget.

Samfundet i centrum

Alt dette siger Marx faktisk selv, allerede i forordet til første bind af Kapitalen. Ikke for at undskylde sig selv, men for at understrege, at det ikke er kapitalisterne som individer og som personer, der for ham er problemet med det kapitalistiske samfund. Lad os et øjeblik give ordet til Marx selv: »Et ord for at undgå mulige misforståelser. Jeg tegner langt fra noget rosenrødt billede af kapitalister og godsejere. Men det drejer sig her kun om personer, for så vidt de personificerer økonomiske kategorier og repræsenterer bestemte klasseforhold og interesser. Mit standpunkt, der opfatter udviklingen af den økonomiske samfundsformation som en naturhistorisk proces, kan mindre end noget andet standpunkt gøre den enkelte ansvarlig for forhold, der har skabt ham i social henseende, hvor meget han end subjektivt hæver sig op over dem.«

Kapitalisterne er altså blot »personificeringer af kategorier og forhold«, ja, de er endda skabt af disse – og det er derfor dem, ikke personerne som sådan, man skal forstå for at kunne ændre dem.

Det er derfor, individer er uden teoretisk interesse for Marx. Og det er desuden derfor, de er uden politisk betydning. For intet individ kan ændre samfundets grundlæggende dynamik. Det kan til gengæld lønarbejderne i fællesskab. Det er derfor, betydningen af fagforeninger, af kollektive overenskomster, af solidaritet og af politisk organisering udspringer, omend indirekte, af Marx’ analyse og kritik af kapitalismen. Det er værdier, principper og erfaringer, der endnu i skrivende stund, hvor der forhandles om overenskomster på det offentlige område, har direkte relevans for politisk praksis.

Personen Marx var ikke nogen helgen, og han var ikke en profet, der på magisk vis formåede at hæve sig over alle sin samtids ideologiske fordomme. Han var til gengæld en revolutionær aktivist og en banebrydende teoretiker. Skal man for alvor begribe hans betydning, skal man forstå vigtigheden af identiteten mellem de to roller. Det er derfor, borgerskabets apologeter intet har forstået, når de i stedet vil fokusere på diskrepansen mellem borgeren og teoretikeren. ■

Andreas Beck Holm er lektor i filosofi og forfatter til bogen »Karl Marx«