Masker, tidsler og trodsige minder: Palæstinensisk-amerikansk kunstnerduo udstiller i København

The song is the call, and the land is calling er anden udstilling i et treårigt samarbejde mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. I samarbejdet undersøger en række samtidskunstnere, hvordan kulturarv overleveres, og hvem der overleverer den.

Årets udstilling er lavet af den palæstinensisk-amerikanske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme.

Udstillingens værker behandler på hver deres måde det genstridige forhold mellem et folk og det land, de bor på. Hvordan bevarer man forbindelsen til et land, der tages fra en? Hvordan videregiver man sin kulturarv, når man ikke selv har adgang til den? Her er ikke svar at få, men spørgsmål.

Spirende håb

På Copenhagen Contemporary er videoklip projekteret op på alle fire vægge i udstillingslokalet. Dermed tvinges beskueren til konstant at genorientere sig for at danne sig et overblik over, hvad der sker hvor. Det fulde overblik får man aldrig – og det er pointen.

På udstillingens ene væg panoreres gennem et hav af syriske tidsler, som er en plante, der vokser naturligt i Palæstina. Den syriske tidsel vokser særligt steder, hvor jorden er blevet ødelagt – eksempelvis af et bombardement. Når tidslen dør, vender de næringsstoffer, der er i planten, tilbage til jorden som gødning, så andre planter kan vokse, hvor den har været.

Tidslen bliver for Abbas og Abou-Rahme et symbol på den palæstinensiske modstandskraft og på håbet om, at nyt liv en dag kan spire dér, hvor det i dag er forsvundet. At døden ikke er for ingenting.

Et hjemsøgt land

På de resterende vægge klippes dans, naturødelæggelse og poetiske trevler fra kunstnernes egne tekster ind og ud af hinanden. I denne del af udstillingen dyrkes den palæstinensiske skæbne som en form for spøgelsesskæbne. Fordrevet, men ikke manet bort.

Det er almindeligt i spøgelseshistorier, at en familie flytter ind i et hus, der viser sig at være hjemsøgt af husets tidligere beboere. På samme måde er det med Israel i Abbas og Abou-Rahmes vision: ”Landet hjemsøger os, og vi hjemsøger dem”, skriver de – og forestiller sig, at så længe palæstinenserne ikke selv giver slip på deres gamle land, giver landet heller ikke slip på dem.

Selvom der egentlig er tale om separate installationer, er kombinationen vellykket, og de fremstår ikke som afskårne dele, men som et samlet hele.

Spejlingen af tidslens modstandsdygtighed i folkets liv er simpel, men effektiv, så de to kunstnere bringer med sikker hånd kultur og natur sammen i en gensidig genstridig forening.

I ruinerne

Hvor Copenhagen Contemporarys lokaler er store og lyse, er Glyptotekets små og mørke. Det modsvares af udstillingen, og hvor installationen på Copenhagen Contemporary bestod af store videoer på store flader, består den på Glyptoteket af en masse små genstande. Der er værktøj, tørrede blomster, digte på udrevne sider fra notesbøger, og noget, der ligner et håndtegnet stjernekort. Frem for alt er den fyldt med ord.

Det første, man møder, når man træder ind i udstillingen, er dog endnu en videoinstallation, denne gang inspireret af den amerikanske digter og feminist Adrienne Richs digt Diving into the Wreck.

Hvor Rich dykker ned under havets overflade, går Abbas og Abou-Rahme på ruinjagt. Det, de leder efter, er dog det samme: Et nyt punkt at betragte historien fra.

Den historie, de to kunstnere gerne vil fortælle, er historien om en samling af 9.000 år gamle masker, der i sidste halvdel af det 20. århundrede blev plyndret fra Vestbredden af den israelske hærchef Moshe Dayan.

I 2014 fik Abbas og Abou-Rahme nys om, at maskesamlingen blev udstillet på Israel Museum i Jerusalem. I en lydinstallation fortæller en stemme, hvordan de to kunstnere blev fuldkommen besat af tanken om at ”hacke” udstillingen og levere maskerne tilbage til det sted, de blev fundet.

Maskeflugt

At hacke udstillingen vil sige, at de besøger udstillingen på Israel Museum og affotograferer maskerne. Herefter genskaber de dem i en 3D-udgave, og tager dem med ud i ødelagte palæstinensiske landsbyer, hvor de igen kommer i kontakt med det land, de på museet er afskåret fra.

Den historie kan man også høre i lydinstallationen, der på trods af, at den ikke gør meget væsen af sig, er et af udstillingens højdepunkter.

Diskret placeret i udstillingens fjerneste hjørne, er den let at gå forbi. Endnu lettere er det at tro, at man har hørt det hele, når man kun har hørt begyndelsen, fordi man antager, at det er det samme lydklip, der afspilles i alle fire sæt høretelefoner.

Det ville dog være en skam, for Abbas og Abou-Rahme fortæller medrivende om maskerne, som for dem bliver en måde at flygte fra en fremtidsløs nutid og ind i en mere håbefuld, omend mytisk, tid:

”Jeg behøvede kun at bruge masken, og så kunne jeg træde ud af tiden, ud af den tid som de havde opfundet, denne tid, som er besat, denne tid, hvor de har erklæret mig død eller døende. Jeg er i live, denne ødelagte landsby er i live, denne maske er til for de levende.”

En aktuel udstilling

Før visningen går i gang, beder kuratorerne os om at lade være med at stille spørgsmål i den efterfølgende spørgerunde, der forbinder udstillingen med det folkemord, der sker i Gaza. Det er for smertefuldt. 

Selvom de aktuelle omstændigheder forbliver usagte, er det som om, der hænger en sky over udstillingen. Det er svært at se videoklippene af dansende, klappende menneskemængder uden at få den tanke, at mange af dem formentlig er døde i dag.

Udstillingen er planlagt og tilrettelagt lang tid før oktober sidste år, og den er derfor ikke tænkt som en kommentar til folkemordet i Gaza. Det kunne den dog lige så godt have været.

På den måde ender udstillingen som en utilsigtet påmindelse fra kunstnerne om, at hvis Gaza er et åbent sår, har det været åbent længe.

Det er tydeligt, at Abbas og Abou-Rahme har et anliggende med historien, og man forstår dem godt. Det palæstinensiske folk er ved at gå til grunde under vægten af en historie, der ikke er deres egen.

Det er ikke en vægt, som to samtidskunstnere kan løfte. Men de kan kalde på publikum.

Udstillingen kan ses på Copenhagen Contemporary og Glyptoteket, og løber fra 13. juni til 24. november 2024.