Mattias Tesfayes højredrejning

Mattias Tesfayes højredrejning

af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

Denne artikel har tidligere været bragt i www.kritiskdebat.dk i august 2017.

Tesfaye får mange ukvemsord efter han er blevet udlændinge- og integrationsminister i den socialdemokratiske mindretalsregering. Ikke mindst på de sociale medier er grovhederne mange, men der er brug for saglig kritik. At skifte standpunkt og gå mod højre i politik er ikke unormalt.

Vil man forstå Tesfayes politiske holdning, så er en vigtig kilde hans bog ”Velkommen til Mustafa, 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik” fra 2017. Han bidrager her med historiske kilder til en forståelse af Socialdemokratiets højredrejning i flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Men leverer også et legitimationsskrift til forsvar for denne højredrejning.

I bogen Velkommen til Mustafa optræder en række socialdemokrater som tegnes nærmest helteagtige, som de der varslede, det som måtte komme. Havde man lyttet til dem og forstået dem, så var Socialdemokratiet ikke havnet i den suppedas, hvor Dansk Folkeparti hugger ind på deres klassiske arbejdervælgere med brug af ”udlændingekortet”. Tesfaye siger at Socialdemokratiet er nu endelig ved at finde sine ben i den udlændingepolitiske debat(s.356). En position, hvor man ved at lægge sig tæt opad Dansk Folkeparti håber at kunne vinde regeringsmagten tilbage fra den borgerlige Løkke-regering.

Boligpolitikkens fravær

En kritik af den herskende boligpolitik udelades stort set i Tesfayes analyse. Der tegnes et billede, som om man frit kan vælge bolig, men indvandrere og flygtninge, som er kommet til Danmark, har jo måttet søge derhen hvor der var boligmuligheder. At låne i banken til hus eller ejerlejlighed har ikke været muligt, så de har søgt hen hvor der var billigst og hvor der var ledige lejligheder. Sådan er det danske klassesamfund. Samtidig har kommunerne anbragt mange her, da lovgivningen ikke giver mulighed for at anvise til den private boligsektor, selv om det er blevet foreslået mange gange.

Tesfaye skriver at ”ønsket om at isolere sig i egne boligområder, skoler og daginstitutioner tillades af hensyn til borgernes egen frihed. Sådan kan et multietnisk velfærdssamfund ikke fungere”. ”Derfor bør hensynet til integration i fællesskabet nogle gange veje tungere end den enkeltes frihed. Det betyder konkret, at politikerne mere direkte skal gribe ind og sikre etnisk blandede institutioner og boligområder”

Det er altså disse borgeres egen skyld at de isolerer sig og derfor skal der laves etniske kvoter, men Tesfaye løber ind i store problemer her: Hvordan sorterer man folk som ofte er født og opvokset her og er danske statsborgere? Hvornår er man mere fremmed etnisk end dansk etnisk? Og hvad med de danske som flytter fordi de ikke vil bo sammen med andre etniske grupper eller synes der er for mange af de ”fremmede”. Se Kapitlet: Én tyrk pr. opgang i Nils Ufers reportage: Set fra Ishøj(1986)

Strukturen i dansk boligpolitik fremmer simpelthen koncentration af borgere med lave indkomster og dårlige muligheder for at komme ind i lånemarkedet. Indvandrere og flygtninge tilhører den fattigste del af arbejderklassen, og må derfor finde bolig hvor det er muligt. At give de fattigste borgere skylden for deres egen misere er usselt, og er et brud på en solidarisk politik for arbejderklassen.

Koncentreret i områder som også foragteligt og nedvurderende kaldes for ”ghettoer” og uden politisk indflydelse, så er borgere med anden etnisk baggrund end dansk blevet ”nemme ofre”. En udvikling som ikke synes at stoppe og hvor de magtbærende partier kappes om at være strammere på udlændingeområdet. Et mønster som også kendes fra USA, hvor racismen er institutionaliseret og brutal.

Ishøj dommen

Tesfaye omtaler ikke den diskrimination som Vestegnens borgmestre praktiserede, og som der også faldt dom for var racediskriminerende. Den der tier samtykker!

Ishøj Kommune og hans personlige helt borgmester Per Madsen blev faktisk dømt i Østre Landsret d. 22. januar 1991 for racediskrimination. Måske var der en grund til at Svend Auken og andre i partiet ønskede at holde fast i antiracismen og kritisere borgmestrene?

Sagen mod Ishøj Kommune var anlagt af Ishøj-komiteen mod Fremmedhad for 2 tyrkiske indvandrere. De 2 personer var blevet afvist af kommunen med begrundelser som ”at boligkvoten for udlændinge er opbrugt - overbefolket opgang”. Forsvarer var advokat Thomas Rørdam som i dag sidder i Højesteret. Sagsøgerne anførte at denne forskelsbehandling strider mod de lighedsprincipper er gældende i lov nr. 289 af 9. juni 1971 om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.m. Se Ugeskrift for Retsvæsen fra 1991. Kommunens bortforklaringer blev afvist og kommunen blev dømt og valgte ikke at anke dommen.

Per Madsen som jo åbenbart er en hædersmand i Tesfaye`s univers, er også kendt for at have bestilt en ”undersøgelse” af kultursociologen Eyvind Vesselbo for at bevise ”den udbredte fordom om ”at indvandrere yngler som rotter”(Nils Ufer i Weekendavisen, 8 febr. 1991). Når kommunegrænsen skulle lukkes for indvandrere var det først og fremmest for ”indvandrernes egen skyld”. Per Madsen blev populær på højrefløjen og fik støtte fra den konservative Erik Ninn-Hansen(kendt fra Tamil sagen) og fremmedhaderne i Den danske forening med præsten Søren Krarup i spidsen. Medens Indvandrernes Sammenslutning IND-SAM kritiserede hvad de kaldte et uhyggeligt snæversyn og intolerance, og pegede på respekten for menneskers ret til at opbygge deres egen tilværelse.

Men bestræbelserne for at sprede indvandrerne stoppede ikke, og brug af mere manipulatoriske metoder har siden bremset mange indvandreres muligheder for at kunne flytte, f.eks. ved at man bruger kriterier som arbejdsløshed og kontanthjælp som stopklods. Strukturel racisme er blevet udbredt.

Åben indvandring

Det grænser til det uhæderlige, men det virker åbenbart. Tesfaye bruger et stråmandsargument og hævder at han og Mette Frederiksen kæmper mod ”åben indvandring”, dvs. mod nogle som har det modsatte synspunkt. Men hvilke af Folketingets partier går ind for åben indvandring? Ingen. Alle har nogle forbehold af den ene og anden slags i forhold til arbejdsmarkedshensyn og hensyn til overholdelse af FN`s Asylkonvention som jo giver forrang til bestemte personer frem for andre. Hertil kommer muligheden for at give opholdstilladelse af humanitære årsager. Men Folketinget har besluttet, at området for humanitær opholdstilladelse er snævert, og at det skal være undtagelsen, at der gives humanitær opholdstilladelse.

Asylkonventionen betyder ikke ”åben indvandring”, men at der er mennesker som har et særligt behov for beskyttelse. ​​ At medlemskabet af EU også medfører indvandring forbigår Tesfaye behændigt, da han jo er EU tilhænger og åbenbart ikke vil kritisere den ganske store indvandring som er sket fra det østlige Europa. Men de regnes åbenbart som vestlige af Tesfaye, hvor det specielt er de ikke-vestlige som åbenbart truer Danmark.

Ikke-vestlige lande og racismen

Tesfaye er klog nok til ikke at bruge race-kortet, men gør det alligevel indirekte på en raffineret måde. Tesfaye vil føre en politik hvor meget få udlændinge fra ikke-vestlige lande får opholds-tilladelse i Danmark. Det er ikke kun en ny udgave af ”dem og os” terminologien, men også en måde at tale om race uden at nævne ordet. Og i det anti-muslimske klima i Europa er der ingen tvivl om at det er muslimerne som her indirekte er i fokus. Man taler i kodeord og kulturkonflikter, men alle forstår hentydningerne.

Vi står overfor en udgave af teorien om civilisationernes sammenstød som konservative kræfter bruger til at retfærdiggøre krige og brutal immigationspolitik mod nationer udenfor det imaginære vesten. Det er hvad den mexicanske forfatter Carlos Fuentes kalder for ”maskeret racisme”(Møller, 2004).

Krig og imperialisme

Det er endnu mere skuffende at socialisten Tesfaye i bogen ikke har nogen kritik af de krige som Danmark enten direkte eller indirekte har taget del i. Og som har medført en strøm af desperate krigsflygtninge til Danmark, f.eks. fra eks-Jugoslavien, Afghanistan. Irak og Syrien. Nej, i stedet opsættes kriterier om stop for ikke-vestlig indvandring og max. 5000 flygtninge om året. Konventionerne begrænser, og Tesfaye siger af den grund, ”har vi ikke andre muligheder end at stramme og stramme igen. Vi kan se når vi forringer vilkårene for flygtninge i Danmark, får vi færre asylansøgere”(Fyens.dk.2017)

At bekæmpe årsagerne til vestens imperialistiske krige er åbenbart gået i glemmebogen. I dag skal flygtningene betale prisen. ​​ I øvrigt er det tvivlsomt om disse forringelser er årsagen til færre flygtninge. Det er nok snarere problemer med at tage den lange rejse til Danmark.

Noter

Mattias Tesfaye: Velkommen til Mustafa. 30 års socialdemokratisk udlændingepolitik, 2017.08.09

Ugeskrift for Retsvæsen, Dom i Østre Landsret 22 jan. 1991, se UfR Online: U.1991.358/2Ø

Nils Ufer: Set fra Ishøj. Reportager. Informations Forlag/Mellemfolkeligt Samvirke, 1986.

Bjarke Møller: Huntington anklages for racisme, Information, 26 apr. 2004,

https://www.information.dk/2004/04/huntington-anklages-racisme

Da S kom i krig med sig selv. Fyens Stiftstidende, 14. apr. 2017.

http://www.fyens.dk/Danmark-Indland/Mattias-Tesfaye-Udlaendingepolitik-bragte-S-i-krig-med-sig-selv/artikel/3140948