Valgfest i Kosovos hovedstad, Pristina. Det nyligt overståede valg blev til en sejr for 'Vetevendosje' (selvbestemmelse), der er landets største venstrefløjsparti. Foto: Lëvizja VETËVENDOSJE / Twitter
9 min. læsetid

Albin Kurtis parti, Vetëvendosje vandt valget 6. oktober, 2019. Hvorvidt de kan bryde med de sidste 30 års politik i Kosovo bliver interessant at følge. Vladimir Unkovski-Korica analyserer situationen i landet.

Oversat af Morten Hammeken


Af Vladimir Unkovski-Korica

Det nyligt overståede valg i Kosovo var tæt. Ifølge de foreløbige opgørelser (dette er senere blevet bekræftet, red.) har ‘Levizja Vetëvendosje’ – ‘Bevægelsen for Selvstændighed’ – besejret Kosovos Demokratiske Liga (LDK) med færre end 6000 stemmer. Vetëvendosje fik 25,5 procent af stemmerne, mens LDK fik 24,8 procent.

Begge partiers stemmetal var udtryk for et ønske om forandring i et system, der længe er blevet regeret af partier, der voksede ud af Kosovos befrielseshær, UCK. (‘Ushtria Çlirimtare e Kosovës’). ‘Kosovos Demokratiske Parti’ (PDK) har været det dominerende parti siden 2007, men kom denne gang kun på en tredjeplads med 21,2 procent af stemmerne.

‘Alliancen for Kosovos Fremtid’ (AAK) var den afgående premierminister, Ramush Haradinajs parti. Den tidligere UCK-general trak sig tilbage i juli måned, efter at være blevet stillet over for anklager om krigsforbrydelser fra Domstolen i Haag. Partiet fik en marginal fjerdeplads med 12 procent af stemmerne, til trods for at være gået i koalition med Det Socialdemokratiske Parti, der var brudt ud af Vetëvendosje.

PDK og AAKs regeringsperiode har været kendetegnet af nogle hårde økonomiske år, og særligt PDK har været blandet ind i en række korruptionssager og beskyldninger om ‘statsovertagelse’.

Vetëvendosje rammer ind i et ønske om forandring

I skarp kontrast til den førte politik, har Vetëvendosje udformet et program baseret på lighed for loven og en stærkere social profil. Ved at brande sig selv som et klart venstreorienteret brud med det politiske landskab, har partiet opnået stor popularitet. Vetëvendosjes popularitet kan derfor i et vist omfang også ses som en del af en global trend, hvor genkomsten af et radikalt venstrefløjsprojekt nyder opbakning i bredere samfundslag.

På lignende vis har LDK også forsøgt at brande sig som et nyt ansigt på den nationale scene. Partiet opstillede Vjosa Osmani, der var den første kvindelige kandidat til premierministerposten siden 2010. Hun er kendt for sin modstand mod koalitionen mellem LDK og PDK i 2014. På sin vis giver hendes position nyt liv til LDK, der ellers har været det traditionelt dominerende parti i Kosovo igennem 1990erne og 2000erne. En koalition mellem Vetëvendosje og LDK vil derfor blive nødt til at tackle den voksende indflydelse, som PDK har på statsapparatet i Kosovo.

Når det kommer til landets økonomiske retning, er tingene imidlertid mindre ligetil. Vetëvendosje har slået sig op på at være skarp modstander af privatisering under et neokolonialt styre.

I opløbet til valget fremlagde partiet derfor en række detaljerede planer for at imødegå dette. Planen varslede et opgør med privatiseringen af landet, og det blev også gjort klart, at partiet ønskede at opløse Kosovos privatiserings-agentur (KPA). Oprettelsen af en udviklingsbank skal efter planen hjælpe små lokale forretningsdrivende, og har desuden til formål at investere i modernisering af den offentlige sektor.

Det står ikke helt klart, hvorvidt planen også indebærer nedskæringer i antallet af offentligt ansatte, men overordnet set tegner den som et forsøg på at give Kosovo et mere omfattende socialt sikkerhedsnet.

I kontrast hertil har LDK positioneret sig som et centrum-højre parti, hvilket cementeres af partiets samarbejde med PDK om at privatisere landet gennem de sidste tyve år. Der er derfor ikke udsigt til, at partiet har tænkt sig at gå med til Vetëvendosjes planer.

Albin Kurti (t.h.) mødes med Rasim Demiri fra det mindre koalitionsparti, ‘Vakat’. Som leder af Vetëvendosje får Kurti nok at se til i arbejdet med at skulle danne en ny regering. De mulige samarbejdspartnere i LDK er et centristisk parti, der selv har været med til at gennemføre en lang række af de privatiseringstiltag, som nu foresøges afviklet. Foto: Albin Kurti / Facebook

Forholdet til Serbien

Usikkerheden er imidlertid endnu større når det kommer til den udenrigspolitiske scene, hvor forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien skal genoptages i april 2020. Det afgående regeringsparti PDK har ganske vist haft sine rødder i UCK, men har samtidig spillet en vigtig rolle i normaliseringen af forholdet til Serbien. PDK’s afgående præsident, Hashim Thaci har luftet forslag om at bytte territoriale områder med Serbien, til gengæld for Serbiens anerkendelse af Kosovo som et selvstændigt land. Begge landes forsøg på at få en aftale på plads skal desuden ses i lyset af, at det kan åbne døren for mere integration i EU-samarbejdet for begge lande.

I modsætning hertil har Kurti slået sig op på at være modstander af alle former for kompromiser i kampen for selvbestemmelse. Det vakte stor opsigt da han trak sig som rådgiver for KLA samme aften som NATO-bombardementet (af Jugoslavien i 1999, red.) startede, og Kurti kæmpede mod den neokoloniale administration, der blev trukket nedover Kosovo af UNMIK og EULEX, og han har historisk set været modstander af enhver form for kompromis-løsning med Serbien.

Alligevel kan man ikke sige med sikkerhed, at vælgerne har straffet PDK for at indgå udenrigspolitiske kompromisser. Premierminister Ramush Haradinajs AAK-parti skabte furore blandt de vestlige lande ved at indføre toldafgifter på serbiske varer, men hans nationalistiske stunts har ikke givet det boost i valget, han havde håbet på.

De sociale spørgsmål har tydeligvis fyldt i vælgernes bevidsthed, hvorimod forholdet til Serbien betyder mindre end det har gjort i lang tid. Kurti har endda givet forsonende tegn til Vesten, og har blandt andet underskrevet et brev til The Guardian, hvori han opfordrer Jeremy Corbyn til at afholde endnu en folkeafstemning om Brexit, såfremt han kommer til magten. For nyligt udtalte Kurti også, at en genforening med Albanien ikke ligger først for på dagsordenen.

Kurti og resten af Vetëvendosjes succes må derfor forstås i lyset af de sociale løfter, som har givet partiet sin store opbakning, i lige så høj grad som de tidligere radikale positioner på spørgsmålet om selvbestemmelse.

Presset på at ‘afradikalisere’

Vetëvendosje kommer under alle omstændigheder til at blive udsat for et stort pres når det kommer til at vise, at det kan agere ‘ansvarligt’ regeringsparti fra både det vestlige establishment og landets eget apparat – sidstnævnte særligt fra kræfter i LDK. At udvise ‘ansvarlighed’ vil i den her sammenhæng betyde at nå frem til et kompromis med Serbien, og at moderere sine krav til forandringer i landet. Et godt eksempel på en sådan ‘afradikaliseringsproces’ vil være det sandsynlige krav fra vestligt hold om, at man dropper idéen om at revidere den privatisering, landet er blevet udsat for.

Kurtis valgsejr er snæver, hvilket kan gøre et brud med status quo endnu sværere. Her kan Kurtis erfaring blive afgørende som påmindelse af, at for meget tillid til Vesten – og landets egen elite – ikke har bidraget specielt meget i Kosovos kamp for selvbestemmelse. Vestens højaktuelle forræderi af kurderne i det nordlige Syrien må ses som et udtryk for det samme.

Der er desværre ikke opstået en større, tilsvarende progressiv bevægelse i Serbien, der ellers kunne være en oplagt allieret i kampen for kosovansk selvbestemmelse. Et Serbien, der fortsat er styret af borgerligt-nationalistiske kræfter er derfor også en fortsat trussel mod Kosovos eksistens. Der er derfor ikke noget åbenlyst incitament til, at Kurti kan navigere ud af krisen gennem gensidige forsikringer fra en venligsindet serbisk stat.

Serbiens præsident, Aleksandar Vučić (t.h.) inspicerer russiske soldater. Vučić tilhørte var tidligere medlem af det ultranationalistiske parti Srpska radikalna stranka (CPC), men forlod partiet i 2008 for at stifte ‘Serbiens Progressive Parti’ (SNS), der trods navnet er et populistisk, konservativt parti. “Et Serbien, der fortsat er styret af borgerligt-nationalistiske kræfter er en fortsat trussel mod Kosovos eksistens” mener Vladimir Unkovski-Korica. Foto: Kremlin.ru

Behovet for en venstrefløj

En vej ud af krisen er imidlertid det eneste, der ville være i de brede befolkningsklassers interesse i såvel Kosovo som Serbien. Ved at gå udenom de vestlige magter og indgå en aftale selv, ville landene desuden sætte et eksempel til efterfølgelse for folk overalt i verden. Hvis man på den baggrund kunne lykkes med at gøre regionen til NATO-frit område, ville det være et alvorligt tilbageslag for den vestlige imperialisme, der stadig hærger verden.

På nuværende tidspunkt er det dog langt mere sandsynligt, at Kurti enten vil forsøge at opbygge et nationalt fundament, som han kan bruge til at presse de vestlige magter til at tage sit parti i konflikten med Serbien, eller at han vil forsøge at udnytte sin position til at få en aftale på plads med Serbien, i samme spor som dét, præsident Hashim Thaçi indtil nu har forfulgt. Under alle omstændigheder vil han sandsynligvis håbe på optagelse i EU, der næppe kan siges at være en sand allieret i kampen for ægte selvbestemmelse.

Hvilken af disse to vidt forskellige retninger han vælger at gå i, er endnu for tidligt at sige. Forholdet mellem Kosovo og Serbien fortsætter med at være sprængfarligt, og de vestlige landes loyalitet forbliver usikker, særligt med Donald Trump siddende i Det Hvide Hus. Folkelige krav kan vokse, og kan udvikle sig i uforudsete retninger.

Derfor er det fortsat afgørende, at der bliver opbygget uafhængige, antiimperialistiske og anti-nationalistiske kræfter op i både Kosovo og Serbien. Et rum for forandring har åbnet sig med det nyligt overståede valg, og vi må gøre hvad vi kan for at skubbe det i en internationalistisk retning.

Denne artikel er oprindeligt bragt på hjemmesiden Lefteast: Between opportunity and opportunism: Vetevendosje! on verge of power after Kosovo elections


Vladimir Unkovski-Korica underviser i central- og øst-europæiske studier på School of Social and Political Sciences i Glasgow.