Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. marts. 2019

Asylpolitik: Mere af det samme – bare værre

Paradigmeskift er et ord, der ikke er nogen der bruger i virkeligheden, men som kan retfærdiggøre stort set hvilken som helst stramning indenfor udlændingepolitikken, skriver Vibeke Syppli Enrum.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

‘Paradigmeskifte’

Der er masser at diskutere – både med tilhørerne og kandidater fra de andre partier – når jeg for tiden deltager i valgmøder i Faaborg-kredsen, hvor jeg er folketingskandidat for Enhedslisten.

Klimaet, miljøet, nedskæringer på velfærden, nedsmeltningen af skattevæsenet, sundhed og demokrati i udkanten – for bare at nævne nogle få overskrifter til de lokale temaer. Vil vi støtte, at der bygges en bro fra Fyn til Als for at sikre vækst og arbejdspladser? Vil vi acceptere kystnære havvindmøller? Alle vil gerne have grøn energi, bare ikke i egen baghave – eller rettere i egen havudsigt. Forunderligt nok vil mange gerne have broen, men ikke vindmøllerne.

Men hvad med det såkaldte ‘paradigmeskift’ i flygtningepolitikken? Ja, udtrykket paradigmeskift er der ikke rigtigt nogen, der bruger. Med mindre der altså er en reporter til stede, der gerne vil høre partiernes holdning, og særligt hvis DF eller deres grimme lillebror, Nye Borgerlige, deltager.  Paradigmeskiftet. Det er sådan et smart spin-udtryk, som nogle politikere bruger om deres helt uhyrlige stramninger på flygtningeområdet. Og et udtryk, som pressen har overtaget og ukritisk viderekolporterer igen og igen. Som med så mange andre af den slags spinudtryk, er det opfundet af politikerne selv, og betragtes for dem nærmest som et positivt ladet ord, der skal få uhyrlighederne til at glide lettere ned. Det ville straks være en større opgave, hvis det blev helt klart for folk, hvilke uhyrligheder begrebet dækker over.

Der er efter min mening slet ikke tale om et paradigmeskifte i ordets egentlige betydning. Der er tale om mere af det samme af det, der har præget dansk politik i årevis: Så få flygtninge som muligt (helst ingen) skal have lov at komme til Danmark, uanset forholdene i de lande, de er flygtet fra. Det er desuden at foretrække, at så mange flygtninge som muligt (helst alle) skal ekspederes ud af Danmark igen så hurtigt som muligt.

Sandholmlejren, hvor nye asylansøgere, som kommer til Danmark, oftest bliver sendt til. Foto: Wiki Commons

Stram skruen – igen og igen

Og som en advarsel til andre flygtninge, der måtte have en idé om at komme til Danmark for at søge ly og beskyttelse, så strammes der på alle områder. Hvilket har den konsekvens, at forholdene for dem, som allerede er her, forringes til det utrolige.

Danmark tager heller ikke længere imod FN-kvoteflygtninge, som er de flygtninge, som ingen vil have, og som ikke selv har kræfter til at søge asyl udenfor nærområderne.

For at sikre at mennesker med flygtningebaggrund ikke skal føle sig velkommen i Danmark, skal hverdagslivet selv for familier med børn gøres så besværligt og utålelig som muligt”, advarede Amnestys generalsekretær, Trine Christensen, inden Folketinget vedtog lov L 140, som er den, der omtales som et paradigmeskifte.

Om politikernes evige omkvæd om, at flygtningene jo hurtigst muligt skal hjem og hjælpe med at bygge deres lande op skrev hun i samme ombæring, at det er hun da enig i. Hun stillede også samtidig spørgsmålet: ”Hvad gør vi, når det ikke er muligt? ”, og svarede selv:

”I Danmark vælger vi at stramme skruen en ekstra gang og udtænke nye måder at forværre livssituationen for mennesker på flugt, mens de er i Danmark. Som om mere fattigdom, større eksklusion og dybere usikkerhed fører noget godt med sig for de flygtninge, som en dag skal genopbygge deres hjemlande, eller for det omgivende danske samfund, hvor vi i disse år ellers gerne bekæmper parallelsamfund”.

En fornuftens stemme midt i al jammerligheden. Dem har der heldigvis været flere af. Men hos flertallet af politikere preller den slags af som vand på en gås.

Tænk, at Danmark er kommet dertil, at vi indretter interneringslejre for afviste asylansøgere og deres børn. Lejre, hvor de lever elendigt. Tænk på Sjælsmark, tænk på Ellebæk og tænk på den kommende på Lindholm. Det er inhumant, og det er rystende.

Den slags anfægter ikke de lokale DFere og deres grimme lillebror, der fører sig frem med påstande om, hvor meget ikke-vestlige indvandrere belaster det danske samfund. 33 milliarder koster de årligt, siger de, mens deres stemmer går i falset. Desværre er Finansministeriet leverandør af disse vilde antagelser. En noget mere afdæmpet vurdering findes hos Rockwool Fonden, der når frem til et beløb på 16,6 mia. kr.

Såeh, paradigmeskifte?

Tja, måske, men det mest markante paradigmeskifte er altså, at stort set alle borgerlige partier samt Socialdemokratiet på landsplan har foretaget et paradigmeskifte. Et paradigmeskifte i retning af at føre den fremmedfjendske og inhumane flygtningepolitik, som Dansk Folkeparti hele tiden har stået for. Og hver gang disse partier er rykket tættere på Dansk Folkeparti, så opfinder selvsamme parti nye forslag til stramninger. De andre partier bakker hurtigt op om disse, og den negative spiral fortsætter. Det er grimt, og det er uværdigt. Og det er mennesker, det går ud over.


Om skribenten

Vibeke Syppli Enrum

Vibeke Syppli Enrum

Sociolog og lektor på UCL Odense. Tidligere medlem af Regionsrådet – Region Syddanmark for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER