Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. november. 2022

Midt i en transformationstid skal venstrefløjen indgyde håb og skabe forandring

Budskabet skal være mere tydeligt: Det behøver ikke at betyde et dårligere liv, at vi skal forbruge noget mindre. Venstrefløjens opgave efter valget bliver at løfte den svære opgave, skriver klummeskribent Jørgen Alfastsen.

Vi kan leve gode liv med mindre forbrug. Maleri: Anton Moss / Solidaritet ©

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Håb er et udsagnsord”, sagde den svenske klimaaktivist Greta Thunberg forleden i et interview til engelsk tv, og hun fortsatte: ”Det forudsætter således, at man handler, og denne handlen kan medvirke til at skabe håb.”

Alternativet, intet at foretage sig, er jo også håbløst, kunne man for egen regning tilføje. Håbløshed kan aldrig være en gangbar strategi, når det drejer sig om menneskehedens og vores civilisations overlevelse.

Var folketingsvalget håbefuldt?

Efter vælgernes stemmeafgivning ved folketingsvalget kan vi konstatere, at det kun med nød og næppe – samt ved hjælp af en paragraf i valgloven ingen kendte – lykkedes det rød-grønne flertal at fastholde et snævert mandatflertal for en progressiv klima- og natur-politik. Blandt vælgerne er der faktisk numerisk borgerligt flertal. Det ville klæde venstrefløjen at sætte sig i spidsen for en ændring af den valglov – vi kan ikke have amerikanske valglovstilstande i Danmark! 

I disse uger ved vi ikke, om dette spinkle rød-grønne håb bliver forhandlet væk af Mette Frederiksen i hendes ulyksalige søgen efter at danne regering med et antal højrefløjspartier – såsom Axelborgs forlængede arm på tinge: Venstre. Lykkes det, vil Helle Thornings løftebrud komme til at fremstå som rene bagateller i forhold til de løftebrud, Mette Frederiksen risikerer at residere over. Med blå og blåviolette mærker over hele kroppen til følge.

Venstrefløjen må i offensiven

Mens folket påførte landet en politisk krise oven i de andre kriser, ømmer Enhedslisten sig over sit nederlag, og en vis grad af forståelig vildrede fornemmes.  Skal venstrefløjen styrkes, må vi komme med et gennemtænkt og grundlæggende bud på, hvad det gode bæredygtige liv er i et samfund, hvor ligheden er øget kraftigt, og hvor mennesker ikke nedbrydes psykisk og fysisk, som tilfældet er nu – mest udtalt hos vore unge og socialt udsatte mennesker, men det gælder jo bredt i de pressede familier. For slet ikke at tale om de 1,7 millioner enlige.

“Vi kan jo ikke have ubegrænset vækst på en klode med begrænsede ressourcer, men hvordan skal vi så indrette vores samfund? Det skal venstrefløjen have et bedre svar på.”

Et socialt og grønt ligevægtssamfund skal konkretiseres, så folk indgydes håb om en anden samfundsudvikling end den bevidstløse vækstideologi, der gennemsyrer al tænkning på bjerget lige nu. Med de konservatives asociale og hule krav om topskattelettelser som alle tings løsning som eksempel. Vi kan jo ikke have ubegrænset vækst på en klode med begrænsede ressourcer, men hvordan skal vi så indrette vores samfund?  Det skal venstrefløjen have et bedre svar på. Ja, jeg ved godt, det er en gigantisk opgave, men det er ikke desto mindre den, vi skal løse. Højrefløjen har intet bud. Selv den konservative Rasmus Jarlov indrømmede efter valget, at det var en fejl, at partiet ikke gik til valg på en klimapolitik. Selv en blind hane kan, hårdt presset, finde et korn indimellem.  

Folkeoplysning kontra rådvildhed

Normalt bliver vælgerne mere og mere afklarede under en valgkamp, men valgforskerne opdagede denne gang en ny tendens: – Flere og flere kom i vildrede om placeringen af deres krydser i løbet af valgkampen. Vælgerne er ikke ideologisk så fast forankrede som tidligere. Der er et stigende antal rodløse tvivlere, og folk flakser forvirrede rundt fra den ene fløj til den anden. Meget er personbåret. Tydeligst set med Alex Vanopslaghs tik-tok taktik. Daddy Vanopslaghs selvironiske varmluftsline til de unge ubefæstede sjæle gav pote.

Stemmefremgang og letbenet guru-status var resultatet, men det var jo grundlæggende pop og plat. Alle kneb gælder i politik og kærlighed eller hvad? Nej, politisk fup er og bliver fup, selv om det giver stemmer. Visse politikere lever højt på, at de ikke skal bevise noget som helst. De skal bare virke overbevisende. Så er visse folk glade og stemmer gladeligt på Støjberg og Løkke. Folk er ikke dumme, men de kan godt være uoplyste. Det er noget andet. Folkestyre kræver meget af hver enkelt borger. Det var derfor Grundtvig mente, at bønderne skulle på højskole, da man gik fra bystævne til landsting og folketing. Almuen skulle myndig- og mægtig-gøres og blive til et folk. Det gælder stadig, hvor vi delvist er gået fra et nationalt demokrati til et globalt, hvilket klimakrisen hele tiden minder os om i den globale landsby. Bystævne-mentalitet og -horisont rækker ikke langt nok i vore dages komplekse samfund.  

Væk med hockeystavs-tankegangen og blind tro på teknologifix

Man skal dog generelt passe på med ikke at undervurdere de fleste vælgere. Selv om mange var i vildrede, så er der også mange, der føler, at visse politikere ikke er ærlige om den udfordrende transformation, vi allerede står midt i samfundsmæssigt. Folk ved godt, at det vil kræve noget af os, at det ikke er gratis at omstille sig fra højvækstsamfund til et mere bæredygtigt samfund. Men det må være op til venstrefløjen at skabe et billede af, at det ikke behøver at betyde et dårligere liv, at vi skal forbruge noget mindre. De præmisser vi danner samfund på nu, udpiner jo naturgrundlaget og gør folk syge, eller de mistrives i forskellige grader. Vort samfund er sygt, og dets kerneinstitutioner smuldrer for øjnene af os. Vi har ikke længere et velfungerende velfærdssamfund for de mange, men et velstandssamfund for de rige, der betaler sig til velfærd på privat-skoler og -sygehuse. Hvem kan helt frigøre sig fra følelsen af undergangsstemning i disse år?

Venstrefløjen skal indgive folk en positiv vision for en solidarisk samfundsudvikling. Højrefløjen skriger bare liberalisme uden at forklare nærmere, hvad det er – ud over skattelettelser til de rige. Hvilket åndeligt og politisk armod.

Moralsk folkelig appel er nødvendig for transformationen

Forleden var den internationalt anerkendte fotograf Jan Grarup i Deadline på DR for at fortælle om en reportagerejse til det druknende Syd-Sudan, hvor nødstedte familier finder en bunke grene. Slår en presenning omkring bunken, og sætter sig oven på læsset og lader sig glide ned ad Nilen uden mål og med. De leder efter et stykke tørt land, hvor det ofte vrimler med dødelige giftslanger, der også søger at bjerge livet under de ekstreme forhold.

“Jan Grarup møder en afkræftet kone og forklarer hende, at hendes situation skyldes de rige landes udstødning af CO2 til atmosfæren. Hendes lidt naive, men også smukke spørgsmål til ham lød: ”Hvornår holder I så op med det?”

Jan Grarup møder en afkræftet kone og forklarer hende, at hendes situation skyldes de rige landes udstødning af CO2 til atmosfæren. Hendes lidt naive, men også smukke spørgsmål til Jan Grarup lød: ”Hvornår holder I så op med det?” Lige dér tabte journalisten i studiet mælet i nogle sekunder og blev tavs. Vores svar må jo moralsk set være: Det gør vi også. Lige nu. Også selv om COP27 ikke lavede en konkret plan for en global reduktion af drivhusgasserne. Vi gør det også, selv om de rige lande ikke fik fyldt en katastrofefond op med milliarder af dollars til lande, der udsættes for tab og skader på grund af de igangværende klimaforandringer, udløst af vores industrilande. Vi gør det, fordi vi ikke kan være andet bekendt, og fordi vi ved, hvad vi skal gøre, og fordi vi har modet til at fortælle sandheden til folk lige nu.

Men også fordi vi ikke vil kunne se vores børnebørn i øjnene, når de – i lighed med den gamle kone i Syd-Sudan – engang i fremtiden vil spørge os: ”Hvorfor gjorde I ikke noget, når I vidste, hvad I skulle gøre?”

Lige dér skal vi ikke blive mundlamme som DR-journalisten, men dækkende og med fast blik kunne svare: ”Det gjorde vi også. Vi havde modet, og vi lykkedes! Skal vi gå ud og lave en snemand i haven?”


Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER