Foto: Creative Commons
5 min. læsetid

Andreas Bülow giver her sine bud på de fem forskellige forløb, der kan udspille sig i den kommende tid i Venezuela


Læs første del af Andreas Bülows beretning her

Af Andreas Bülow

Den amerikanske præsident Donald Trump har bedt om, at der sættes 500 millioner dollars af på USA’s budget til ”operationen for demokrati i Venezuela”. Mange har spekuleret i, om de penge skal bruges til militære aktionerSelvom en direkte amerikansk-ledet krig ikke kan afskrives, ser det lige nu ud til at være mindre sandsynligt.

For det første skræmmer erfaringerne fra Afghanistan og Irak. For det andet viste Lima-gruppens møde, at store lande som Brasilien ikke er interesseret i en krig. Og for det tredje er stormagter som Kina og Rusland – som begge har store lån og investeringer i Venezuela – lodret imod en intervention. Omvendt er det ikke udelukket, at en krig kan udvikle sig med en højreorienteret kontra-hær, ligesom i Nicaragua i 80’erne. Faktisk har magasinet Bloomberg afsløret, at der 23. februar stod 200 kontra’er i Colombia – under ledelse af afhopperen, den tidligere general Cliver Alcalá – som var klar til at angribe Venezuela som en del af ”nødhjælpsoperationen”. Først i sidste øjeblik blev de stoppet af de colombianske myndigheder

Udmattelseskrig

28. april træder de nye sanktioner i kraft, som betyder, at enhver samhandel med Venezuelas olieselskab PDVSA og dets amerikanske filial CITGO bliver definitivt forbudt. Omkring 500.000 tønder olie, svarende til ca. 40 % af Venezuelas olieproduktion, er dagligt eksporteret til USA.

Allerede i februar 2019 har vi set, at olieeksporten til USA er faldet til omkring 70.000 tønder. Også det kinesiske køb af venezuelansk olie er faldet. Til gengæld har Indien forøget deres andel væsentligt, men nu presser USA på for, at inderne stopper al olieimport fra Venezuela.

Under en nylig høring i det amerikanske senat sagde Marco Rubio, at ”I løbet af de næste par uger vil Venezuela lide, som ingen anden nation på vores del af hemisfæren har lidt før.”

Det opsummerer meget godt den amerikanske strategi: Udmatte befolkningen til et punkt, hvor militæret enten skifter side, eller Maduro-regeringen selv kaster håndklædet i ringen og frivilligt går af.

Den økonomiske krise i Venezuela er et komplekst spørgsmål, hvor både regeringens egne fejl, landets olieafhængighed og de amerikanske sanktioner spiller ind – et emne som falder uden for denne artikels omfang. Krisen har skabt enorme problemer i Venezuela med op mod 3 millioner, som er udvandret fra landet, en tårnhøj inflation, og delvis mangel på medicin og forbrugsvarer. Sanktionerne vil gøre den situation endnu værre i de kommende uger.

Foto: Wiki Commons

Perspektiver

Det er umuligt at forudse, hvordan kupbestræbelserne udvikler sig … og om de sejrer. Men vi kan forsøge at opstille nogle scenarier for, hvad der kan ske:

Første scenarium er, at regeringen falder ved et decideret militærkup.

Indtil videre er hæren, ledet af Padrino López, forblevet loyal over for Maduro-regeringen. I de seneste år har hæren fået mere magt og er blevet tildelt mere indflydelse over institutioner og virksomheder. Samtidig skal man huske på, at den bolivariske revolution og Chávez’ bevægelse voksede ud af de væbnede styrker, hvilket gør militæret mindre tilbøjelig til at gå med i USA’s bestræbelser på regimeskifte. Ikke desto mindre er hæren ikke immun over for det økonomiske – og militære – pres. Det er derfor ikke umuligt, at et fuldbyrdet militærkup kan komme indefra.

Det andet scenarium er, at USA indleder en krig

Dette kan både blive på egen hånd, som del af en koalition, eller blot med en bevæbning af en gruppe kontraer der agerer stedfortrædere. Det vil efter alt at dømme blive en blodig katastrofe, som kan koste dyrt i menneskeliv på begge sider. Erfaringerne fra Mellemamerika i 1980’erne er alt andet end opmuntrende.

Det tredje scenarium er en ”revolution inde i revolutionen”

Dette håber dele af venstrefløjen i Venezuela på – USA’s beslaglæggelser besvares med ekspropriationer af de amerikanske kapitalisters ejendom, hvor regnskabsbøgerne åbnes i statsejede virksomheder for at gøre op med korruptionen, hvor der kommer fornyet magt til kommunerådene, genindførelse af arbejderkontrol i industrien og udvidelse af militserne. Sådan en linje diskuteres i partier som Kommunistpartiet PCV, Lucha de Clases, PPT og venstre-chavistiske organisationer som Corriente Bolívar Zamora.

Det fjerde scenarium er en forhandlet løsning, hvor Maduro-regeringen udskriver nyvalg

Det vil også betyde, at dele af regerings-bureaukratiet opnår amnesti. Det vil formentlig betyde valg ligesom i Nicaragua i 1990, hvor befolkningen kan vælge mellem en kandidat, der har bundet sanktioner om halsen, og en kandidat, støttet af USA, som er fri for truslen om sanktioner. Særligt EU’s internationale kontaktgruppe har forsøgt at presse sådan en løsning igennem.

Det femte scenarium er, at den nuværende situation trækkes i langdrag ved, at Maduro bliver siddende

Det virker mindre sandsynligt, bl.a. fordi kupmagerne er presset på tid. Det amerikanske præsidentvalg i 2020 spiller også en rolle her. Florida er en af svingstaterne, som for alt i verden skal vindes – og den er fyldt med eksil-cubanere og eksil-venezuelanere som i deres flertal ønsker regimeskifte. Derfor har de travlt med kuppet, som Trump ønsker at fremvise som et trofæ i god tid inden valget.