Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
16. maj. 2022

Militariseringen af EU kører på højtryk

Brexit blev startskuddet til en militarisering af EU, som går stærkt og stikker dybt. To rapporter fra progressive tænketanke giver et ubehageligt billede af EU’s militarisering, ikke mindst den hast den er foregået med.

Illustration: Solidaritet.

En forsvarsunion i 2025. Det var budskabet fra daværende formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker i en tale fra 2017. Og de første skridt tøvede han ikke med. På bare fem år er EU placeret et helt andet sted sikkerhedspolitisk end i udgangspunktet. Hans efterfølger, Ursula von der Leyen har fulgt trop: ”Blød magt alene er ikke tilstrækkeligt, hvis vi europæere vil hævde os i verden. Europa må også lære at tale magtens sprog,” sagde hun i en tale i de første dage af hendes tid som Kommissionsformand.

“EU har sat fart på det militære samarbejde og oprustning, og er nået langt på få år. Den proces var godt i gang længe inden Rusland invaderede Ukraine.”

Hvad der er ved at ske fremgår af to rapporter fra henholdsvis Transnational Institute (TNI) og European Network Against Arms Trade (ENAAT). De beskriver et EU, som har sat fart på det militære samarbejde og oprustning, og som er nået langt på få år. Denne proces var godt i gang længe inden Rusland invaderede Ukraine, og handler faktisk slet ikke om territorialforsvar, men om i bredere forstand at etablere ”strategisk autonomi” – kapacitet til at varetage EU’s interesser på kloden.

Fanning the Flames (TNI og ENAAT, 2022) og A militarised union (ENAAT, 2021) lægger forskellige brikker til samme billede: EU har sat den militære dimension i højsædet, hvor den økonomiske kæmpe opbygger militær slagkraft i højt tempo. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvilke interesser der skal tilgodeses med militære midler, og hvilke mål der skal indfris.

Oprustning og våbenindustri

På den korte bane er våbenindustrien en af de klare vindere. Mens støtte til våbenudvikling historisk har været holdt ude af EU’s budget, blev det første gang besluttet i 2017 at oprette en pulje til netop våbenudvikling, siden efterfulgt i 2019 af en anden og større pulje.

Genoprustningen af Europa

· I hele verden stiger militærbudgetterne, der i 2021 nåede nye højder. Her oversteg verdens militærbudgetter for første gang 2.000 milliarder $ – eller 15.000.000.000.000 kr.

· Også i EU-landene rustes der massivt op. Efter en periode med nedskæringer efter finanskrisen i 2008, er budgetterne støt steget siden 2014.

· De 27 EU-lande brugte i 2020 ca. 245 milliarder € på forsvarsbudgetter. Samlet brugte de vest- og centraleuropæiske lande 342 milliarder $ på forsvarsudgifter sidste år.

Kilde: Stockholm International Peace Research Institute.

+

Disse puljer, kaldet Preparatory Action on Defence Research (PADR) og European Defence Industrial Development Programme (EDIDP), som har været i kraft siden, har i store træk leveret netop den støtte, våbenindustrien har bedt om. Faktisk har industrien selv været med til at få initiativet oprettet. Det var sket gennem en gruppe kaldet Group of Personalities med i alt 16 deltagere, som blev nedsat i 2016. Af de 16 var 7 repræsentanter for nogle af de største våbenproducenter i EU. Denne gruppe foreslog en markant udvidelse af støtten til våbenproduktion, og banede også vejen for et stort, direkte engagement fra våbenfabrikanterne selv i valg af forsknings- og udviklingsprojekter.

På denne måde er våbenindustrien kommet ind i varmen på en måde, der ikke er set før. Det er nu blevet almindeligt at høre EU-kommissærer tale om nødvendigheden af en stor, stærk og ikke mindst ’konkurrencedygtig’ våbenindustri. ”En mere integreret, innovativ og konkurrencedygtig forsvarsteknologisk og industriel basis er afgørende for et stærkere, mere robust og strategisk autonomt EU,” sagde f.eks. EU-kommissæren for det indre marked, franskmanden Thierry Breton, da aftalen om oprettelse af EDF blev indgået i 2020.

Blandt de ubehagelige implikationer er, at våbeneksport ses som en forudsætning for at bevare ’konkurrenceevnen’ på området. Det kan føre lukt ud i en tilgang til våbeneksport, der ser stort på risikoen for at bidrage til overgreb og undertrykkelse. ENAAT understreger således, at de kriterier, EU har opsat for at hindre netop dette, bliver tilsidesat af hensyn til eksporten.

PESCO: Højere militærudgifter

EU har i princippet ikke mulighed for at pålægge medlemslandene at øge militærudgifterne, men hvor der er en vilje, er der en vej. Den ikke ualmindelige metode, som anvendes på dette felt, er et mellemstatsligt samarbejde, som kaldes PESCO. PESCO blev allerede indskrevet i Lissabon-traktaten fra 2009, men først aktiveret i 2017. PESCO er et mellemstatsligt initiativ, hvor alle EU-lande – bortset fra Irland og Danmark – deltager. Formålet er at finde veje til at øge den militære kapacitet, og der er derfor en klar forbindelse mellem investeringerne i udvikling af våbenteknologi, beskrevet oven for, og dette samarbejde. Blandt kendetegnene ved PESCO fremhæver ENAAT, at det udvikler sig helt uden parlamentarisk kontrol, det være sig på nationalt plan eller gennem Europa-parlamentet.

De 8 milliarder euro, der kommer direkte fra EU-budgettet til våbenudvikling, er altså kun en del af billedet. Sammenhængen består i, at der bliver skabt en sammenhæng mellem medlemslandenes våbenopkøb gennem PESCO, og våbenudviklingsprogrammet under EDF.   

En tendens gennem hele systemet

Denne militarisering handler om mere og andet end flere penge til våben. Det er en større og grundlæggende forandring, som er på vej. I den forbindelse skal det nævnes, at EU er i færd med at gennemføre dét, ENAAT kalder ”militariseringen af de ydre grænser”. Det sker først og fremmest ved at opgradere grænsetjenesten FRONTEX markant – fra at tælle nogle få hundrede ansatte til et korps på 10.000 medarbejdere.

“Opbygningen af en fælles kapacitet for at opnå ”strategisk autonomi”, rejser selvsagt en række store spørgsmål om, hvad det egentlige formål er, og hvor det vil ende.”

Men det bliver større endnu. Der er nu oprettet et særligt Generaldirektorat under EU-kommissionen. Det er et embedsværk, hvis formål det er at tage vare på rumprogrammer og forsvar. Det vil givetvis styrke våbenindustriens placering i EU, og ser ud til allerede på den korte bane at styrke tendensen til militarisering på en meget håndfast måde.

Det ligger i tråd med målsætningen i EU’s Defence Action Plan fra 2017, der indebærer en bredere omstilling af arbejdet i EU-institutionerne. ”Alle kommissærer er blevet bedt om at finde måder, hvorpå de kan støtte det militær-industrielle kompleks, på deres egne områder, hvilket har ført til konkret finansiering og en del projekter på en lang række områder,” skriver ENAAT i A militarised Union. Blandt eksemplerne er ERASMUS-programmet inden for uddannelse, strukturfondene, samt programmer for civil transport, som skal tilpasses militære behov. ENAAT er desuden overrasket over at finde eksempler på sammenkobling af militær hjælp og udviklingsbistand.

Fred gennem overlegen ildkraft

Denne opbygning af en fælles kapacitet for at opnå ”strategisk autonomi”, rejser selvsagt en række store spørgsmål om, hvad det egentlige formål er, og hvor det vil ende. Hvad den del angår, hører det stadig til EU-retorikken, at man skal hindre konflikter, sikre menneskerettigheder, og opretholde freden. En organisation som ENAAT føler sig dog langt fra tryg ved situationen, og især ét program får dem til at synke en klump. Det er ironisk nok den såkaldte European Peace Facility, en pengepulje på i første omgang ca. 75 mia. kroner, som skal bruges i perioden frem til 2027. EPF erstatter bl.a. et EU-program, African Peace Facility, som ikke kunne bruges til militære formål. EPF giver – ifølge ENAAT – ubehageligt meget plads til at puste til ilden, til at uddybe konflikter.

Indtil videre er EPF brugt til at yde støtte til Ukraine – ukontroversielt de fleste steder – men det er tænkt som et længere og varigt initiativ, og ét af de steder, programmet vil få betydning er i Afrika. Således er der støtte på vej til Mozambique, der i flere år har ligget i blodig konflikt med al-Shabaab, en islamistisk terrorgruppe, som især opererer i landets nordlige del, i omegnen af omstridte gasfelter.

Træningen af soldater i Mozambique er allerede gået i gang, og EU planlægger mere støtte i de kommende år. Er det mon tilfældigt, at franske olie- og gasselskaber har store interesser i landet? Foto fra Finlands ambassadør i landet / Twitter.

‘Strategisk autonomi’

Hvorfor går udviklingen så hurtigt lige nu? Under debatten om forsvarsforbeholdet har især Holger K. Nielsen fra SF talt for det synspunkt, at de skrækvisioner om en EU-hær, der i sin tid lå til grund for forbeholdet, ikke har materialiseret sig. Det tætteste man kommer på sådan en hær, er de såkaldte kampgrupper, der blev oprettet i 2005, som aldrig har været i aktion – ikke mindst fordi der kræves enstemmighed i medlemskredsen, hvis de skal udsendes.

Men set med det lange lys, er der som beskrevet sket en hurtig udvikling i de senere år. Det er der to grunde til: For det første har Brexit betydet, at den stærkeste modstander af en stærk militær dimension i EU, har forladt klubben. For det andet, er det opfattelsen i EU’s top, at USA – og dermed NATO – ikke kan være en væsentlig faktor i varetagelsen af EU’s sikkerhedspolitiske interesser i f.eks. Afrika. USA kigger først og fremmest mod Asien. Derfor er ”strategisk autonomi” blevet kodeordet for en større omstilling.

I krig for Frankrig?

Spørgsmålet er, hvor det fører os hen. TNI og ENAAT’s overgribende bekymring er, at EU er ved at udvikle et militært apparat, som kan bruges til at tage hånd om EU’s økonomiske interesser med militære midler. I den sammenhæng rager Frankrig op. For Frankrig er Afrika afgørende for landets status af global stormagt, og også derfor ser vi især Frankrig presse på inden for EU for at øge engagementet sydpå, ligesom det alle dage har været Frankrig, som har ønsket en stærk militær dimension i EU i det hele taget.

“Den overgribende bekymring er, at EU er ved at udvikle et militært apparat, som kan bruges til at tage hånd om EU’s økonomiske interesser med militære midler. I den sammenhæng rager Frankrig op.”

Det ligner f.eks. en tanke, at Mozambique får militær bistand til at bekæmpe terrorgrupper i Mozambique, i et område hvor franske olie- og gasselskaber har interesser. Ikke at der er tvivl om, at al-Shabaab er en blodig terrorgruppe – men konflikten må ses i lyset af gasprojekterne, som lokalbefolkningen ikke har nytte af – i en kontekst, hvor fattigdommen i nord er markant større end i den sydlige del af landet. Der kunne måske være andre indgange til håndtering af den konflikt end militær støtte.

Men man må forstå forfatterne til ’Fanning the flames’ sådan, at Frankrig har fået plads til at dominere EU’s dagsorden i området: EU’s oprustningsprogrammer ”vil med stor sikkerhed styrke den franske politik omkring Det Indiske Ocean og Stillehavet. Det handler om jagten på gas i havet ud for Mozambique, det handler om Tanzania, og det handler om Yemen, der gennemlever en blodig krig. Det handler om Madagascar, som er ved at blive destabiliseret, og det handler om Ny Kaledonien, som har en stærk uafhængighedsbevægelse.”

Det kunne man ikke have sagt for fem år siden. Så stærkt går det.


Artikelserien ‘EU-forbehold 2022 – ja eller nej?’ er støttet af EU Fonden.

Om skribenten

Kenneth Haar

Kenneth Haar

Arbejder for Corporate Europe Observatory, der har som sin mission at afdække og modarbejde store virksomheders lobbyindflydelse i EU-institutionerne. Følg organisationen her. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER