Billede af en ung Martin Andersen Nexø fra filmen "Martin Andersen Nexø - et portræt af min oldefar". Foto: Filmcentralen
10 min. læsetid

Den 26. juni er det 150 år siden, at Martin Andersen Nexø blev født. Det fejres med opsættelsen af en mindeplade for arbejderforfatteren, hvis »Pelle Erobreren« – næst efter H.C. Andersens eventyr – blev det mest udbredte danske digterværk i verden på kort tid efter sin fremkomst. Alligevel har Martin Andersen Nexø i mange år været sat i »skammekrogen,« fortæller hans biografist.


Af Kim Kristensen

De færreste ved det sikkert, men Martin Andersen Nexø er slet ikke født i Nexø – eller på Bornholm, for den sags skyld. Forfatteren kom til verden i et fattigt kvarter på Christianshavn, i Skt. Annægade 33, den 26. juni 1869. Han var det fjerde barn af 10; og det var først otte år senere, at familien på grund af arbejdsløshed flyttede til Nexø, idet faren var bornholmer. Kunstnernavnet Nexø antog sønnen i 1894.

Så når der nu – på 150 årsdagen for Martin Andersen Nexøs fødsel – opsættes en mindeplade, er det på denne adresse, at pladen sættes. Selve huset, Martin Andersen Nexø blev født i, er i for længst revet ned, ligesom hans eftermæle herhjemme. Selvom »Pelle Erobreren« – næst efter H. C. Andersens eventyr – på kort tid efter sin fremkomst blev det mest udbredte danske digterværk i verden, blev der i midten af 00’erne kun plads til Bille Augusts filmatisering i Kulturkanon. På mange måder har forfatteren været glemt og forladt af tidsånden. Indtil nu.

Litteraturhistoriker Henrik Yde. Foto: Lindhardt og Ringhof

»Man har forsøgt at tie ham ihjel i mange år,« fortæller litteraturhistoriker, dr.phil. Henrik Yde, som tidligere på året udgav den anmelderroste biografi »Nexø«, og som skal holde talen senere på måneden i forbindelse med opsættelsen af mindepladen. »Men det er jo fuldstændig vanvittigt. Martin Andersen Nexø vil blive læst om 100 år, efter at enhver har glemt alt som Kulturkanon«.

»Hvor mange dage har vi?«

»Er det ikke fantastisk, at du slet ikke hører byen,« bemærker Henrik Yde, som har fundet en skyggefuld bænk i gården på Vartov, hvis nabo er Københavns Rådhus. I stedet høres kun rådhusklokkerne, og tiden kunne have stået stille mellem murene på det tidligere alderdomshjem fra 1700-tallet, hvis det ikke var for Vartovs menighedsbørnehave, som pludselig myldrer ud i gården.

Vartov er nok mest kendt for N.F.S. Grundtvigs periode som præst i Vartov kirke, hvilket senere skulle få betydning for bygningernes nuværende funktion. I 1947 overtog Kirkeligt Samfund – det nuværende Grundtvigsk Forum – nemlig bygningerne fra Københavns Kommune. De blev renoveret og har siden huset Grundtvigsk Forum, Grundtvig-Akademiet, Grundtvig Centeret og Grundtvig-Biblioteket samt en mængde folkeoplysende, meningsdannende og kulturelle foreninger og virksomheder. Grundtvig-Biblioteket er netop, hvor den 68-årige Henrik Yde i dag slår sine folder efter sidste år at være gået på pension.

Og det var da også Grundtvig, som vakte hans interesse for Martin Andersen Nexø.

»Hvor mange dage har vi,« svarer Henrik Yde på spørgsmålet om, hvornår interessen blev vakt. Han griner.

Børge Houmann

»Jeg begyndte at interessere mig for Nexø, fordi Børge Houmann (modstandsmand, folketingsmedlem og redaktør af Land og Folk, red.) blev forkølet,« fortæller Henrik Yde, som på det tidspunkt, i 1980’erne, underviste på Krabbesholm Højskole, i Skive. Henrik Yde havde læst det første af Børge Houmanns tre bind om Martin Andersen Nexø og dennes samtid ved udgivelsen i 1981. Så da Krabbesholm Højskole i 1983 ville fejre 200-året for Grundtvigs fødsel, skrev Henrik Yde til Børge Houmann for at høre, om Houmann ville komme og holde et foredrag om Martin Andersen Nexøs forhold til Grundtvig. Martin Andersen Nexøs møde med grundtvigianismen på højskolen i Østermarie og Askov medførte nemlig ikke bare, at han blev lærer i stedet for skomager, som han var blevet udlært til i Rønne. Mødet ændrede hans livssyn. Forfatteren skulle resten af livet dele præstens bibelske budskab om, at vi skal forstå, at vi er hinandens søstre og brødre.

Børge Houmann takkede ja. Men endte så med at blive forkølet og måtte melde afbud. I stedet foreslog Børge Houmann, at Henrik Yde selv holdt foredraget – hvilket forstanderen også syntes var en god idé, for så sparede højskolen jo også honoraret!

Martin Andersen Nexøs forhold til N.F.S. Grundtvig (billedet) dannede rammen om et foredrag, der for Henrik Ydes vedkommende skulle vise sig at blive udgangspunktet for en livslang beskæftigelse med den revolutionære forfatter . Foto: DR Arkiv.

»Så jeg måtte skynde mig at dykke ned i Nexøs liv og værker,« siger Henrik Yde og tilføjer: »Og jeg er ikke kommet op igen siden«.

Efterfølgende skrev Henrik Yde, i 1991, disputats om »Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv«, og i årene fra 1995 og til 2013 udgav han alle Martin Andersen Nexøs hovedværker i videnskabelige udgaver for Det Danske Sprog og Litteraturselskab. Og så, en dag for syv år siden, ringede forlaget Lindhardt og Ringhof. Var det ikke en idé at skrive en biografi om Martin Andersen Nexø?

Henrik Yde accepterede på betingelse af, at det ikke skulle være en biografi i snæver forstand, altså en ren levnedsbeskrivelse, men en litterær biografi, hvor hovedvægten skulle ligge på værkerne, fordi Børge Houmanns fremstilling ikke havde været litteraturhistorisk, men historisk og politisk.

Stalinist

Biografien har ført til en fornyet interesse for Martin Andersen Nexø, der døde i 1954 i en alder af 84 år, efter at have boet de sidste år af sit liv i Dresden i DDR. Han ligger begravet på Assistens Kirkegården i København, lige rundt om hjørnet fra netop H. C. Andersen. Henrik Yde har alene i efteråret allerede 20 foredrag i kalenderen, og biografien har fået seks stjerner i såvel Arbejderen som Børsen, hvilket har fået ham til at spørge sig selv, hvad han kan have gjort galt!

Biografien har fået seks stjerner i såvel Arbejderen som Børsen, hvilket har fået Henrik Yde til at spørge sig selv, hvad han kan have gjort galt!

»De enkelte anmeldere lægger selvfølgelig mærke til det, som de vil lægge mærke til,« siger Henrik Yde. »Men bogen rammer måske også tidsånden. Nu har vi jo lige fået væltet den borgerlige regering, og det har været undervejs et stykke tid. Og så kommer jeg og hiver Nexø ud af skammekrogen og siger, at han er en af Danmarks største digtere. Det er man ikke i tvivl om i andre lande, især ikke i Tyskland, men herhjemme har man svært ved at tilgive ham, at han som gammel mand blev en dogmatisk stalinist. Og det blev han. Det kommer man ikke uden om. Men det har desværre farvet den måde, som man har læst hans bøger på – som ikke har så meget at gøre med hans politiske arbejde som gammel mand«.

Martin Andersen Nexø sluttede sig i en moden alder til den politiske arbejderbevægelse, først som socialdemokrat, siden som kommunist, og blev i 1930’erne en fremtrædende skikkelse i den internationale antifascistiske bevægelse. Under besættelsen blev Martin Andersen Nexø, som en række andre danske kommunister arresteret, inden det i 1943 lykkedes ham at komme til Sverige og derefter videre til Sovjetunionen.

Arbejdslejr i Sibirien under Sovjetunionen. De såkaldte ‘gulags’ blev kraftigt udvidet under Stalin. Henrik Yde mener, at Martin Andersen Nexøs omdømme herhjemme har lidt under dennes dogmatiske forsvar for Stalin. Foto: Conatus Archives

Khrusjtjov

Martin Andersen Nexø, der er blevet kaldt kommunismens pennefører, så bolsjevikkerne som de sidste grundtvigianere, og Lenin som en pendant til Grundtvig, fordi begge ville opbygge en nation til det gode med deres tanker. Det som fra starten fascinerede Henrik Yde var også, hvordan Martin Andersen Nexø kunne spænde over så stort et åndeligt og politisk register.

»Man skal huske, at Nexø døde i 1954 og altså før Nikita Khrusjtjovs tale på den 20. kongres, i 1956, gjorde op med Stalin-kulten,« siger Henrik Yde. »Og så var Nexø bare fuldstændig naiv, hvad angår politik«.

Eller som han skriver i »Nexø«:

»Imidlertid kan det ikke nægtes, at den ældre Nexø – der anså Sovjetunionen for at være den virkeliggjorte socialisme – lukkede øjne og ører fast i over for enhver, der ville påpege bagsiderne af Sovjetunionen. Det skal heller ikke benægtes, at han, som vi skal se, bidrog aktivt til at legitimere Moskvaprocesserne og andre af Stalintidens excesser. I det hele taget godtog og gentog han uforbeholdent den sovjetiske propaganda«.


I anledning af Martin Andersen Nexøs 150 år-fødselsdag afholder Selskabet for Arbejderhistorie en konference om forfatteren lørdag den 22. juni. Læs mere her.

Se også: Socialistisk Biblioteks linksamling om Martin Andersen Nexø



Menneskesynet

Den politiske naivitet ændrer dog ikke ved kvaliteten af Martin Andersen Nexøs bøger, mener Henrik Yde. De er kendetegnet ved, hvad han kalder en »diskret dialog« med de klassiske europæi­ske romanforfattere Miguel de Cervantes, Victor Hugo og Fjodor Dostojevskij. Og så er de ikke mindst eventyr.

Pelle Erobreren er eventyret om den unge mand, som rejser til hovedstaden og skal så meget igennem, før han vinder sin brud og det halve kongerige. Han er billedet på et menneske, der nægter at være offer for sine omstændigheder, og som sådan er historien almengyldig, ligesom tragedien i Martin Andersen Nexøs senere roman »Ditte Menneskebarn« stadig kan bevæge folk (forfatteren sammenlignede den selv med Pelle Erobreren og skrev, at »det er … Pelles Søster, jeg her sender ud i Verden. Jeg tog i Pelle Erobreren den nøgne Proletardreng op til Behandling inden for Litteraturen, og Ditte Menneskebarn er det kvindelige Sidestykke hertil«). Og den drøm, der lå bag Nexøs politiske naivitet, lever stadig, mener Henrik Yde. For drømmen var, at samfundet skulle styres som et kærligt hjem, og den drøm er jo ikke sådan at slå ihjel.

Andersen Nexø sammenlignede selv »Ditte Menneskebarn« med Pelle Erobreren og skrev, at »det er … Pelles Søster, jeg her sender ud i Verden

»Som Pelle siger i kort form: ”Som et godt og kærligt hjem, skulle verden være, mere indviklet er det hele ikke. Og hvis de ikke kan forstå det, så må de gå hjem til deres koner og få dem til at lære fra sig. Hun går ikke og grubler over, hvem der tærer mest, og yder mindst, men giver enhver efter hans behov”. Det er jo en uhyre simpel formulering, men den har jo en enorm dybde«.

Det aktuelle i Martin Andersen Nexø, som Henrik Yde kalder det, er netop hans menneskesyn. Det er ikke papfigurer i romanerne, men rigtige, levende mennesker.

»Det handler om det helt almindelige menneske, og det finder han bedst ved at skildre proletaren, for det er det rene menneske uden alle sociale omsvøb.

Det er forholdet mellem far og søn, mor og datter. Hvor andre lukker øjnene, ser han mennesket. Hvis de kan få skrevet det ind i regeringsgrundlaget, at samfundet bør være som et godt og kærligt hjem, der også tager hånd om sine svageste, så stemmer jeg på dem«, bemærker Henrik Yde.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.