Misundelse over ulighed er nu ikke så tosset

Jeg fik også som barn indprentet, at misundelse var noget, man skulle holde sig fra og holde nede. At udtrykke misundelse var uanset årsag et udslag af dårlig opdragelse, men jeg slap nu for skæld ud i større omfang i den anledning.

En gård mellem toværelses boligblokke på Bispebjerg med masser af unger i alle aldre med forældre i nogenlunde samme økonomiske situation dannede ikke rigtigt en frugtbar grobund for misundelse over andres vilkår, beklædning og legetøj.

Til gengæld var der senere basis for misundelse i Vanløse i den villa, min morfar byggede.

Og meget af slagsen.

Men misundelsen gik den modsatte vej.

Barakkerne eller Knivstikkerbyen

En stor gruppe udstødte ville med rette kunne være misundelige over de vilkår, vi andre havde. De hjemløse familier med børn i træbarakker var misundelige på os, der boede i bydelen med etageejendomme og villakvarterer.

Vi kaldte hjemløse-bebyggelsen for Barakkerne eller Knivstikkerbyen. Det var to-etagers træhuse, som var nødboliger, da de blev bygget i 1920 i en tid med stor boligmangel efter første verdenskrig, og som til skam og skændsel for Københavns kommune fik lov til at eksistere helt til 1972.

Og vi var bange for barakungerne. Hunderædde. De kunne slå på tæven og skabe uro og ballade på Vanløses skoler. Jeg var rystende nervøs, når jeg som cykelbud skulle trække LongJohn-cyklen belæsset med ølkasser af træ og ofte en hel del flasker snaps ind i området for at aflevere varer. Nervøs både for blå mærker og blodtude og for at miste cigarhandler Hansens ladcykel.

Vi opbyggede myter og skrækhistorier, som børn i flok nu kan, om barakkernes beboere. Men der var nu noget om snakken i et område med meget synlig fattigdom, tårnhøj arbejdsløshed, alkoholiserede fædre og børn, der blev slået hjemme.

Skulle de børn virkelig indprentes, at det var dårlige manerer at misunde andre børn uden for barak-ghettoen deres liv?

Og hvis de skulle, kunne det så have anden reel begrundelse end at holde dem i ro? At holde dem væk? At holde dem nede?

Liberalisternes egennytte – mig-mig-mig-selv-først

De tanker gik gerne gennem mit hoved, når jeg som forbundsformand mange år senere deltog i offentlige debatter med borgerlige politikere af Rasmus Jarlov-typen, og ikke mindst første generations-LA’erne, da de med Lars Sejr Christensen i ryggen dukkede op på scenen.

Det var de første – i det mindste de første, jeg er stødt på – der herhjemme nærmest religiøst dyrkede den amerikanske super-liberalist Ayn Rands filosofi om egennytte som det eneste bærende i tilværelsen og i samfundsopbygningen.

Alt det der med, at det er noget pjatteri at tale om fællesskab, de stærkeste skuldre og de tungeste byrder, socialt ansvar og fællesfinansiering via skat – når det eneste, der betyder noget er, hvad der kommer mig til nytte. At egennytte er den eneste reelle menneskelige drivkraft.

Den filosofi har fået alt for megen medvind på cykelstierne af dem, som skovler egennytte til sig selv og deres.

Og en filosofi, som kan få Ole Birk Olesen til at mene, at “velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i løbet af dens første 45 år.”

Når disse politikere blev konfronteret med kombinationen af de rigestes økonomiske himmelfærd de seneste år – og tallene for hvor mange, der ikke havde råd til nødvendig medicin, ikke kunne sige ja til invitationer til børnefødselsdage, fordi der ikke var råd til fødselsdagsgaver, ikke kunne give børnene betalingsoplevelser eller sommerferie, ikke købe vinterstøvler, måtte fravælge tandlæge, stå i kø til julehjælp osv., osv. – så kom det spontane udbrud “det er jo misundelse, det dér”.

Så stod jeg under den videre debat og arbejdede i baghovedet med tanken om, at en hel del af os fra barnsben er indpodet holdningen om, at man ikke må være misundelig. Men det giver ikke mening, når det handler om voksne mennesker, der rammes hårdt af den eksplosive vækst i uligheden i dette land. Af uligheden i muligheder, uligheden i sundhed og uligheden i basale livsvilkår.

Misundelse over ulighed og uretfærdighed er ikke en grim ting

Vi burde have gjort det for længst, men hellere nu end aldrig.

Sige dét højt, at misundelse ikke er en grim ting, når det handler om misundelse affødt af ulighed og uretfærdighed.

De, der er dårligst stillede i dette land, kommer aldrig rigtigt på fode, hvis det skal være flovt at misunde andre, der til overflod kan alt dét, som kun bliver en fantasi, når pengepungen ikke slår til over for månedens faste udgifter.

Det må ikke gøres flovt at have mindre end de fleste. Det er flovt – at have alt alt for meget.

Tværtimod bør misundelse betragtes som en drivkraft til at kræve lighed, retfærdigheden, anstændighed. Og til at få støtte til det krav fra dem, der har deres mere eller mindre på det tørre.