Illustration: Udo Keppler / Puck Magazine
7 min. læsetid

Hvor meget man end snakker om konkurrencens velsignelser, er monopoler ikke til at komme udenom. Den stigende monopoldannelse betyder, at virksomhederne tilegner sig en stigende del af indkomstfremgangen.


Af Jørgen Lindgaard Pedersen

Konkurrenceforhold reguleres i Danmark af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Indtil 1997 hed den regulerende myndighed Monopoltilsynet. Tankegangen har hele tiden været, at monopoler og konkurrencebegrænsninger er samfundsskadelige, fordi fuldkommen konkurrence ud fra liberalismens økonomiske doktriner vil give den maksimale nytte for samfundet som helhed.

Imidlertid har erfaringen vist, at erhvervslivets ejere og ledere, uanset deres retorik med opslutning til fuldkommen konkurrence, ikke ønsker at denne skal gælde for netop deres virksomhed. Politisk har der været en mere eller mindre helhjertet opslutning til en vis regulering af konkurrenceforholdene. Uenigheden viste sig markant, da den såkaldte ‘Trustkommission’ (nedsat i 1949, red.) i 1953 udgav sin første betænkning om konkurrenceforholdene i byggemateriale-erhvervene. De borgerlige partier, der kom til magten samme år fik trukket tænderne ud af kommissionen, selv om den først blev nedlagt formelt i 1959.

I økonomiske lærebøger opereres med et spektrum af markedsformer – i det ene yderpunkt har vi fuldkommen konkurrence; i det andet har vi monopolet. Ind i mellem disse ekstremer har vi duopoler (to virksomheder), oligopoler (nogle få store virksomheder) og monopolistisk konkurrence (nogle få store virksomheder, der fremstiller beslægtede produkter som f.eks. forskellige mærker af familiebiler, pilsner øl m.v.). I fuldkommen konkurrence er der så mange og små virksomheder, at de ikke kan påvirke prisen. I monopolet fastsættes prisen suverænt af monopolet. I mellemformerne fastsættes prisen i et samspil mellem virksomhederne.

Monopolers styrke 

Med ‘monopol’ eller ‘monopolistisk’ menes der alle markedsformer, som udviser friktioner i forhold til den nævnte, fuldkomne konkurrence. Begrebet bruges altså ikke kun om det ‘rene’ monopol, hvor der kun er én virksomhed på et markedsområde.

“I disse tider ser vi i USA, at der – samtidig med lave og faldende produktivitets vækstrater – er tale om høje stigninger i kursværdierne især i techindustrien. Konsekvensen heraf er ikke blot af akademisk interesse”

+

Hvordan kan vi måle størrelsen af en virksomheds monopolstyrke? Lad os starte med at se på virksomheder, der er organisereret som aktieselskaber. Deres aktier omsættes på børsen. Hvis disse aktier har en nominel værdi på 100 kr. pr. styk og der findes 1.000.000 aktier, så er den nominelle værdi i alt på 100 millioner kr. Hvis aktierne omsættes til deres nominelle værdi (100 kr.) er kursen lig med (100:100) x 100 = 100. Hvis de imidlertid omsættes til fx. 326 kr., så er kursen (326:100) x 100 = 326. Den samlede handelsværdi af aktieselskabet stiger så til 326 millioner kr.

Hvordan er virksomhedens handelsværdi blevet forøget så drastisk? En del kan skyldes et øget kapitalapparat. En anden del investeringer i ny viden, som er patenteret. En tredje del kan skyldes interesserede køberes forventninger til fremtidig indtjeningsfremgang. Summen af alle disse kapitaldele udgør – sammen med almindelig inflation – virksomhedens kapital.

Nu kan vi opstille følgende regnestykke: Virksomhedens markedsværdi – virksomhedens kapitalværdi – virksomhedens nettogæld = virksomhedens monopolværdi.

Kapitalværdien opgøres til genanskaffelsespris. Virksomhedens monopolværdi forstås som dens markedsværdi fratrukket dens kapitalværdi og dens nettogæld. Denne monopolværdi kan svinge fra dag til dag, eksempelvis fordi et rygte om succes i et udviklingsprojekt kommer frem til offentligheden, som aktiemarkedet er en del af. Men over tid slår virkeligheden sædvanligvis igennem og korrigerer handelskursen.

På samfundsniveau kan vi opgøre den samlede monopolværdi som en andel af den samlede virksomheds-markedsværdi. I perioder med kraftige innovationer, investeringer i ny teknologi samt marketingaktiviteter, vil det kunne forventes at den samfundsmæssige markedsværdi vokser, fordi investorer forventer stigende indtjening i fremtiden. Det samme gælder monopolværdien.

Øget magt uafhængig af samfundsbidrag

En vigtig lære af ovenstående er, at virksomheders markedsværdi kan påvirkes af øget afsætning eller højere priser. For eksempel kan investeringer i kundepleje forbedre virksomhedens indtjening og dermed virksomhedens monopolværdi. Men dette forudsætter naturligvis, at den investerede kapital i kundepleje ikke overstiger tilvæksten i virksomhedens monopolværdi. Hvis vi ser på eksempelvis Facebooks regnskab, så bruger firmaet omkring 15 – 20 % af dens samlede udgifter på marketing og kun en lidt større andel på omkring 20 – 25 % på forskning og udvikling. Disse marketingudgifter kan være alt fra kunderabatter, gaver og andre former for bestikkelse, til rekruttering af talenter til firmaet.

Disse kilder til øget monopolværdi viser, at opfattelsen af, at øget monopolværdi skyldes øget produktivitet på ingen måde behøver at være sand. I disse tider ser vi i USA, at der – samtidig med lave og faldende produktivitets vækstrater – er tale om høje stigninger i kursværdierne især i techindustrien. Konsekvensen heraf er ikke blot af akademisk interesse. Den fører også til en politisk og ideologisk vigtig problematisering af monopolernes eksistensberettigelse. Nærmere bestemt er det ikke således, at øget magt til monopolerne øger deres bidrag til den samfundsmæssige produktivitetsvækst. Det kan tænkes, at de gør det. Men det kræver en konkret analyse og politik, hvis der skal være et samfundsmæssigt gunstigt bytteforhold mellem samfundsnytte og monopolprofit. Altså gunstigt for befolkningen.

Facebooks nye hovedkvarter, Facebook Inc. i Menlo Park, Californien. Billede fra youtube-video.

Monopol og økonomisk vækst

En del økonomer argumenterer for, at monopoler giver større økonomisk vækst (i bruttonationalproduktet), end der vil være under fuldkommen konkurrence. De afgørende argumenter er, at ny teknologi giver plads til højere produktivitet, og at monopoler giver bedre muligheder for at udvikle ny teknologi.

Teoretisk er synspunktet begrundet i, at ejendomsretten til opfindelser og innovationer er afgørende for, at private virksomheder eller personer vil bruge deres økonomiske ressourcer til at skabe opfindelser. Patentinstitutionen er afgørende for at sikre en beskyttet ejendomsret til tekniske opfindelser, oftest i en periode på 17-20 år.

Kritikken af dette argument går på, at denne ejendomsretlige beskyttelse af teknologiske opfindelser og innovationer kan finde sted på anden vis. Eksempelvis i kraft af hemmeligholdelse af den nye opfindelse. Herved undgår opfinderen at skulle offentliggøre detaljerede oplysninger, som er påkrævet for at få tildelt en patentrettighed.      

Der findes enkelte eksempler på, at der har foregået en industriel udvikling, uden landene har haft en national patentlovgivning med tilhørende institutioner. I Nederlandene var dette tilfældet i perioden 1869-1912 mens det gjorde sig gældende i Schweiz i perioden 1850-1907. Argumentationen for at gå imod hovedtendensen i samme periode var kamp mod monopoler. Undersøgelser af, hvad der skete med opfindelser og innovationer i landet i denne periode viser, at opfindelsesintensiteten ikke blev påvirket. Men der var visse typer af opfindelser, der gik tilbage og andre, der vandt frem.

Økonomisk vækst – til kapitalen selv

Monopoler giver efter min mening en højere opfindelses- og innovationsaktivitet end en fuldkommen markedsøkonomi ville give. Dog skal det anføres, at det i en fuldkommen konkurrenceøkonomi ville være muligt at hemmeligholde kendskabet til ny teknologi. Dog følger ikke, at andre institutioner og incitamenter ikke kunne være bedre eller lige så gode. F.eks. kan nævnes udskrivning af præmie- eller priskonkurrencer i lighed med hvad der kendes fra bygge- og anlægssektoren. Her ønskes en teknisk løsning på et større problem, hvor vinderne får en meget stor præmie. Men til gengæld ingen patentrettighed.

Det er muligt, at monopoler gavner økonomisk vækst. Men det betyder ikke, at fordelingen af det samfundsøkonomiske produkt er uændret. Med de tre klasser i modellen – monopolkapitalisterne, de passive kapitalister og lønmodtagerne – er det snarere sandsynligt, at monopolprofitternes andel vokser, alt imens det passive kapitalafkast plus løndelen tilsammen går ned.


Jørgen Lindgaard Pedersen

Økonom og tidligere lektor fra Danmarks Tekniske Universitet. I dag er han formand for Netværk for Økonomisk Politisk Debat (NETØK).

Læs mere af Jørgen Lindgaard Pedersen