Ombudsmandsafgørelse mørklægger kronprinsens IOC-deltagelse

9 min. læsetid

Foto: CC

Folketingets ombudsmandsmand tillader i en ny afgørelse regeringen at hemmeligholde, hvilket råd kronprins Frederik, i 2016, fik forud for hans kontroversielle OL-afstemning om en boykot af Rusland. Ifølge journalisten og forfatteren til bøgerne »Frederik og flammen« samt »Konge af en anden verden«, Lars Jørgensen, dokumenterer afgørelsen det politiske dilemma, Danmarks formentlig kommende regent satte det danske folkestyre i, da han for 10 år siden insisterede på at blive medlem af den internationale olympiske komité, IOC.


Af Lars Jørgensen

Da Kronprins Frederik for 10 år siden blev medlem af den internationale olympiske komité (IOC), lovede han at leve op til komiteens obligatoriske medlemsed, som blandt andet kræver, at han skal holde sig fri af enhver politisk påvirkning i sit olympiske virke.

Hvordan kronprinsen som Danmarks formentlig kommende regent i praksis ville holde sit olympiske løfte i idrætspolitiske sager, hvor IOC og den danske regering har modstridende politiske holdninger, undlod kronprinsen at fortælle danskerne.

Men allerede dengang stod det klart for de fleste, inklusive Kongehusets øverste embedsmænd, at kronprinsens valg af privat fritidsinteresse satte det danske folkestyre i et alvorligt politisk dilemma.

Og nu har Kulturministeriet fremlagt en omfattende juridisk dokumentation for de politiske konsekvenser af kronprins Frederiks ihærdige insisteren på at være medlem af et privat udenlandsk milliardforetagende, der er registreret som en skattefritaget non-profit forening i Schweiz.

Personligt medlemskab

Dokumentationen fremgår af Kulturministeriets redegørelser til Folketingets ombudsmand i den netop afsluttede to et halvt år lange sag, der handler om ministeriets mørklægning af regeringens idrætspolitiske rådgivning. Det kongelige danske IOC-medlem blev således indblandet i den politisk kontroversielle og stadig aktuelle russiske statsdopingsag.

For selv om den kommende majestæt i teorien kun repræsenterer sig selv og ikke Danmark i IOC, er han i praksis først og fremmest dansk kronprins med alle de statsretlige forpligtelser, hans arveret til den danske trone medfører. Eller som Kulturministeriet den 29. november 2018 fastslog i sin seneste redegørelse om sagen til ombudsmanden:

»Rollefordelingen mellem regeringen og regenten (kongehuset) i det danske statsstyre indebærer, at medlemmerne af kongehuset som altovervejende hovedregel ikke vil kunne udtale sig offentligt om emner, hvor regeringen har eller kan forventes at få en politisk holdning, uden at medlemmerne af kongehuset har sikret sig, at udtalelsen ikke er i strid med regeringens linje. Det gælder i kronprinsens tilfælde også, når han varetager sit virke som medlem af IOC, uanset at kronprinsen er valgt ind i sin personlige egenskab«.

Af samme årsag understreger Kulturministeriet i redegørelsen, at det i sager som denne er nødvendigt at sikre, at Kongehuset har den information, der gør, at dets medlemmer indenfor rammerne af den danske styreform, der er fastlagt i grundloven, kan agere neutralt i forhold til politiske anliggender.

I kronprinsens tilfælde er det Kulturministeriet, der holder kontakt med Kongehuset for at sikre, at det royale danske medlem af IOC er informeret om regeringens linje i idrætspolitiske sager. Og ifølge ministeriets redegørelse til ombudsmanden ville kronprinsen ikke kunne virke som medlem af IOC uden denne kontakt:

»Der er efter Kulturministeriets opfattelse tale om en helt særlig situation, hvor udvekslingen af oplysninger med kongehuset er påkrævet for, at kronprinsen kan varetage sit virke som IOC-medlem inden for rammerne af den danske styreform, herunder at sikre, at kronprinsen er orienteret om, hvornår kronprinsens handlinger og/eller ytringer kan få politisk betydning og dermed gå ud over grænserne for det frirum, som kronprinsen har til at agere i sin personlige egenskab«.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har en lang række korruptionssager i bagagen. Senest har Tsunekazu Takeda, der er præsident for OL 2020-værtslandet Japan, måttet trække sig tilbage på baggrund af korruptionsanklager.
Foto: CC

Udenrigspolitiske interesser

Netop derfor var det yderst relevant for den danske presse at undersøge, hvorfor kronprins Frederik i sensommeren 2016 under OL i Rio de Janeiro i flere interviews med danske aviser udtalte sig i direkte strid med den danske regerings politiske holdning til den russiske statsdopingsag.

Havde regeringen givet kronprinsen lov til at gå imod Danmarks officielle opfordring til IOC om at udelukke Rusland fra OL? Eller handlede han helt på egen hånd, da han udtalte sin støtte til IOC’s beslutning om ikke at udelukke den russiske nation fra legene?  

Spørgsmålene optog en journalist, der i september 2016 søgte om aktindsigt i Kulturministeriets skriftlige korrespondance med Kongehuset om den russiske sag. Og det er denne ansøgning, Folketingets ombudsmand nu, snart tre år senere, endelig har godkendt Kulturministeriets afslag på.

I første omgang begrundede Kulturministeriet afslaget med, at der var tale om statsstyrets interne dokumenter, som der ifølge offentlighedslovens paragraf 23 ikke er ret til aktindsigt i. Men den begrundelse afviste ombudsmanden i fjor, da han slog fast, at kronprinsen ikke repræsenterer det danske statsstyre i IOC, men kun sig selv.

Ombudsmandens afgørelse fik imidlertid blot Kulturministeriet til at give et nyt afslag på ansøgningen med henvisning til to andre paragraffer i offentlighedsloven:

Paragraf 32, som omhandler »rigets udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til fremmede lande eller internationale organisationer«, fordi nogle af ministeriets oplysninger til kongehuset indeholdt tilkendegivelser fra det daværende EU-formandskab og de øvrige EU-medlemsstater af uformel politisk-taktisk karakter, »der er udvekslet som led i et diplomatisk samarbejde, hvor der gælder en stiltiende indbyrdes anerkendt og efterlevet kutyme om fortrolighed«, som det hedder i Kulturministeriets redegørelse til ombudsmanden.

Og paragraf 33, der har til formål at beskytte »væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet«, men som kræver et konkret skøn af, om der nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade.

Stor-politisk betydning

Om det konkrete skøn i sagen om regeringens overvejelser i forbindelse med IOC’s beslutning om at fratage – eller ikke fratage – Rusland som nation retten til at deltage i OL 2016, understreger Kulturministeriet:

»Der var dermed tale om en helt særlig situation, hvor IOC overvejede at udelukke en hel nation fra et OL på grund af begrundet mistanke om systematisk, statsorganiseret doping. Det er aldrig sket tidligere. Hertil kommer, at samme sagsforløb ikke vil kunne opstå igen, da WADA (det internationale dopingagentur, red.) – i lyset af dopingskandalen – i efteråret 2017 vedtog nye og strammere sanktionsregler ved overtrædelse af sanktionsreglerne. Endvidere ligger kompetencen til at vurdere udelukkelse fra OL fra 1. april 2018 hos WADA«, skriver ministeriet og tilføjer:

»I den konkrete situation var der imidlertid tale om en beslutning, som verdens regeringer havde holdninger til, og beslutningen fik derfor endog meget stor politisk betydning. Dette skyldtes, at det dels var første gang, at det var på tale at udelukke en hel nation – herunder en politisk stormagt som Rusland – fra deltagelse i OL, dels fordi beslutningen om deltagelse lå eksklusivt hos IOC«.

Samtidig fastslår Kulturministeriet, at fordi Danmark markerer sig stærkt i kampen mod doping, var det af afgørende betydning at orientere kronprinsen om regeringens holdning til WADA’s anbefalinger, men at der ikke var tid til at samle den IOC-koordinationsgruppe, som regeringen har nedsat til at orientere kronprinsen om regeringens holdning i sager, hvor IOC’s beslutninger kan have politisk karakter.

»På grund af karakteren af sagen og tidsforløbet i den konkrete sag (midt i sommerferien og med meget korte reaktionsmuligheder) var det imidlertid vigtigt og nødvendigt, at orienteringen af kronprinsen kunne ske hurtigt og effektivt på en fri og uformel måde uden om koordinationsgruppen. Der var derfor også tale om en helt særlig situation i den forstand, at kronprinsen i sin personlige egenskab og som led i sit virke som medlem af IOC skulle agere i forhold til et politisk anliggende, som den danske regering samtidig havde en politisk holdning til, og som var af stor politisk betydning både i Danmark og internationalt«. Endvidere har Kulturministeriet i sit afslag lagt vægt på, at en udlevering af korrespondancen mellem ministeriet og Kongehuset »vil blotlægge regeringens interne politiske beslutningsproces, og at en udlevering af de pågældende dokumenter og oplysninger i den konkrete sag vil kunne afdække interne politisk-taktiske overvejelser i regeringen om, hvordan man skulle forholde sig til IOC’s beslutning om at fratage – eller ikke fratage – Rusland som nation retten til at deltage i OL 2016«.


Endvidere har Kulturministeriet i sit afslag lagt vægt på, at en udlevering af korrespondancen mellem ministeriet og Kongehuset »vil blotlægge regeringens interne politiske beslutningsproces, og at en udlevering af de pågældende dokumenter og oplysninger i den konkrete sag vil kunne afdække interne politisk-taktiske overvejelser i regeringen

Et demokratisk problem

Disse nye begrundelser finder Folketingets ombudsmand »i det væsentlige« ikke grundlag for at kritisere. Men ombudsmanden peger også på, at offentlighedsloven efter hans opfattelse ikke giver mulighed for at beskytte kongehuset mod offentlig debat om, hvorvidt et medlem af kongehuset i sin personlige egenskab har handlet politisk neutralt og dermed inden for de grænser, der er fastlagt i grundloven.

Den vurdering har ombudsmanden uden tvivl ret i. Ikke desto mindre er det imidlertid den tanke, man sidder tilbage med, når man har læst Kulturministeriets skiftende redegørelser, der mest af alt ligner statsfinansierede olympiske mørkelege om kronprinsens private idrætspolitiske virke.

Samlet set fremstår Kulturministeriets begrundelser for ikke at give offentligheden aktindsigt i sagen som den hidtil stærkeste statslige bekræftelse på, hvorfor kronprinsens private medlemskab af IOC er så politisk betændt, at et flertal af Folketingets politiske partier i 10 år har valgt at vende det blinde øje til i en misforstået loyalitet med Danmarks kommende konge.

Men ombudsmandssagen har også dokumenteret, hvordan Kronprins Frederiks private idrætspolitiske ambitioner holder en hær af statens offentligt lønnede embedsmænd travlt beskæftiget med at forhindre danskerne i at få et legitimt indblik i, hvordan staten hjælper kronprinsen med at fordrive sin forudbestemte ventetid på en privatejet olympisk legeplads, som han tilsyneladende sætter højere end den danske regering, han er udset til at stå i spidsen for inden længe.   Begge dele er et demokratisk problem, som ikke er løst med ombudsmandens afgørelse.

Den konkrete forklaring på, hvordan det kunne gå til, at kronprinsen under OL i Rio de Janeiro, i loyalitet med IOC gentagne gange udtalte sig i strid med den danske regerings politiske holdning til den russiske statsdopingsag, har danskerne også til gode. Men det er ikke ombudsmandens ansvar. Det er regeringens og kronprinsens.

Korruption i IOC
Op til vinter-OL i Salt Lake City 2002 kom det frem, at flere medlemmer af komiteen havde modtaget bestikkelse til gengæld for stemmer

IOC blev i 2010 nomineret til årets pris af Public Eye Awards. Den lidet flatterende pris blev uddelt til ‘the nastiest corporate players of the year’

Senest er De Olympiske Lege i Tokyo i 2020 blevet viklet ind i en korruptionssag, der blandt andet har medført, at landets IOC-præsident har måttet trække sig tilbage.