Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. september. 2024

Morten Hesseldahls kronik i Politiken om Palæstina-aktivisme i Danmark er en skandale – for Politiken

Dagbladet Politiken bragte 18. september en kronik af forfatteren Morten Hesseldahl, hvor han uden argumentation beskylder Palæstina-aktivister for at være fanatikere og Hamas’ forlængede arm. Politiken har ignoreret et indsendt svarindlæg – som Solidaritet nu bringer

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Læser debatredaktionen på Politiken overhovedet indsendte kronikker, før de offentliggøres?

Det kunne man fristes til at tro, at redaktionen ikke gør, da avisen 18. september bragte en kronik af forfatteren Morten Hesseldahl. Kronikkens hovedpåstand er, at de mange Palæstina-demonstranter, der i det seneste år er gået på gaden med krav om øjeblikkelig våbenhvile, er ”Hamas’ forlængede arm.” 

Hesseldahls argumentation for den påstand er en særdeles subjektiv beskrivelse af begivenheder for 50 år siden: nemlig Danmarks Kommunistiske Partis fagligt-politiske aktivitet. Hesseldal bruger halvdelen af kronikken på en anekdotisk udlægning af de indre forhold i faglige organisationer for bl.a. skoleelever, lærlinge og pædagoger i 1970’erne.

Organisationerne var ifølge Hesseldahl redskaber for DKP, hvis formål – med hans formulering – ”ikke havde Danmark som primær prioritet.” 

Det kan man være enig eller uenig i. Men det har ikke noget at gøre med Palæstina-bevægelsen i dag. Har redaktionen på Politiken slet ikke bemærket det? 

Hesseldahls ensidige kronik

Kunne en Palæstina-sympatisør mon få en kronik i Politikens spalter, hvis hovedpointe er, at Israel-støtter i Danmark er antidemokrater og påvirkningsagenter for USA? Begrundet med alliancen mellem USA og Israel og henvisning til fremtrædende USA-venlige politikere og debattørers demokratisk problematiske sindelag, da de støttede Sydafrikas apartheidstyre i 70’erne, 80’erne og 90’erne (fx Erhard Jakobsen, Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard).

Næppe. Ikke fordi påstandene er usande, men fordi det er et ideologisk konstrueret og unuanceret fjendebillede af politiske modstandere. Sandheden er jo, at Israel-venner er forskellige. Nogle er ideologisk forblændet af had til muslimer, andre er drevet af oprigtig støtte til Israels ret til ”selvforsvar” – uagtet antallet af dræbte palæstinensere. 

Det mærkværdige er, at redaktionen ikke har set den retoriske ensidighed i Hesseldals kronik. Hans eneste regulære argument for at Palæstina-solidaritet er støtte til Hamas, er demonstranters mangel på omtale af Hamas’ forfærdelige terrorangreb 7. oktober 2023. 

Men tilsvarende nævner Hesseldahl ikke med et ord antallet af civile ofre for Israels systematiske bombardementer og militære raids.

Der er ingen omtale af angreb på hospitaler, skoler, nødhjælpsorganisationer, boliger og teltlejre i Gaza. Der står ikke et ord om forskelsbehandlingen af landets borgere, hvor kun jøder må købe jord, og palæstinensere i de besatte områder er underlagt militær jurisdiktion. Der står heller ikke noget om de israelske bosætteres ulovlige tyveri af palæstinensisk jord eller fordrivelse og vold mod palæstinensere på Vestbredden.

Heller ikke at den israelske regerings krigsindsats er ledsaget af en konsekvent dehumanisering af palæstinensere – som når et regeringsmedlem taler om ”dyr i menneskeskikkelser.”

Hvad driver Palæstina-aktivisterne?

Hesseldahl kan tilsyneladende ikke tro, at Palæstina-aktivister kan være drevet af indignation over Netanyahu-regeringens uproportionale krigeriske fremfærd, der blokerer for holdbare løsninger af konflikten mellem israelere og palæstinensere i uoverskuelig fremtid.

Han opfatter kun demonstranterne som fanatikere, og han påstår, at de ikke kan opfatte en politisk modstander som ”et menneske med et legitimt synspunkt, men [alene som] en forhindring, der skal overdøves og tromles ned.”

Men er det ikke netop det, Hesseldahl gør i kronikken? Altså opstiller et fjendebillede, der tromler de Palæstina-aktivister, som han er uenig med, gennem en manipulerende karikatur?

Der er inden for Palæstina-bevægelsen givetvis mange politiske uenigheder – bl.a. om en to-statsløsning er illusorisk eller kan andet end fastlåse fjendskab mellem palæstinensere og israelere. Sikkert også om synet på de palæstinensiske organisationer. 

Den uenighed er næppe meget forskellig fra de uenigheder, der er blandt Israel-støtter. Fx om der skal indledes forhandlinger om gidseludvekslinger med Hamas, eller om Netanyahu-regeringens uforsonlige krig kan bringe gidslerne i Gaza hjem. Eller om det politiske spektrum i Israel fra krigshøge til fredsdemonstranter.  

Hesseldahls kronik gør ingen klogere på noget. Den består ikke af andet end Hesseldahls idiosynkrasier. Det undrer mig, at Politiken ikke har bemærket det og forlangt bare et minimum af kvalitet for at bringe Hesseldahls tekst.


Læs også om Morten Hesseldahls forsvar for Pinochets militærdiktatur i Chile i artiklen “DR-chef forsvarer højrefløjsdiktatur” på Modkraft.dk fra 2010.

Om skribenten

Ole Wugge Christiansen

Ole Wugge Christiansen

Journalist og tidligere redaktør for det uafhængige venstreorienterede netmedie Modkraft, der lukkede i 2017. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER