Morten Lassens bog om Putins ideologiske historieforståelse er en flad sag

Jeg havde store forventninger til Morten Lassens bog Historien som våben – Ruslands march mod fortiden – og ind i krigen. At vide, hvad der rør sig i den krigsførende, atombevæbnede stormagt er brændende vigtigt. Jeg håbede bedre forstå, hvordan magten ideologisk holdes vedlige i præsident Putins stadig mere autokratiske Rusland. En stat, der kaster sine unge ud i en morderisk krig, knægter ytringsfrihed og byder sin befolkning indskrænkninger i levevilkår som følge af krigen. Hvordan kan sådan et land hænge sammen?

Det er også hvad Historien som våben handler om. Dens bærende tese er, at historien – eller snarere ét bestemt billede af fortiden – bliver brugt til at bygge en forestilling om den russiske nation op, der retfærdiggør både Putins regime og samme persons handlinger

Et kendt billede

Jeg blev alligevel skuffet. Morten Lassen bringer ganske vist en masse (for mig) nyt frem om, hvordan regimet retfærdiggør både sig selv og dets aggression mod Ukraine. Det ændrer bare ikke på det billede, som allerede er udbredt og kendt. Nemlig at Putin ser zartidens Rusland som et ideal. Han ønsker en genetablering af Rusland med de landområder, der én gang i historien har været under russisk herredømme. Zar Peter den store er det altoverskyggende forbillede for Ruslands politiske leder.

Andenhåndskilder

Den afgørende anke mod bogen er fraværet af originale kilder. Forfatteren har ikke selv læst f.eks. Putins taler. Han har heller ikke selv undersøgt russiske medier og undervisningsmaterialer, hvorfra voldsomme nationalistiske holdninger skulle udgå. 

Morten Lassen forlader sig på en stor mængde litteratur, der handler om, hvordan historien formidles til befolkningen i Rusland. Og ikke mindst hvilken historie, der læres i det store land. 

Men han har åbenbart ikke haft nogen synderlig direkte kontakt med det samfund, han gør sig klog på.

En skolebog som kilde

Vi får f.eks. at vide at Putin i en tale i 2007 gik til “frontalangreb på den daværende sikkerhedsorden.” Lassen citerer uddrag af talen. Men hvad kilden? I noterne henvises til en dansk skolebog, Rusland – Nye og gamle fortællinger, hvor talen er gengivet … i forkortet udgave. 

Det duer simpelthen ikke.

Systematik mangler

Og så mangler bogen systematik. Man hører lidt om, hvad historiebøgerne skrev i Stalin-tiden og efterfølgende, hvad Putin sagde ved den ene eller anden lejlighed og hvad den ene eller anden tv-vært eller fremtrædende intellektuelle har sagt. Men det bliver alt sammen gengivet som noget “hist og her.” 

Der er ikke en rød tråd som f.eks. Putins taler eller historieformidlingen i russiske skolebøger gennem tiderne. Forfatteren skelner heller ikke mellem almindelig nationalfølelse, som kan findes i alle nationer, og så en aggressiv nationalfølelse, chauvinisme, som f.eks. mobiliseres i krigsøjemed.

Et land i spin

Bogen tegner et billede af et Rusland, der stadig går dybere ind i et chauvinistisk (og selvmodsigende) tankespind. Fra den russiske statsmagt udgår budskaber om, at Rusland har en særlig historisk mission, og at verdenscivilisationen står og falder med Ruslands styrke. At Rusland er den naturlige leder af både Belarus og Ukraine. At Rusland og Ukraine i virkeligheden er ét folk, men på selvmodsigende vis: Ukraine eksisterer egentlig ikke – det er noget, Lenin har konstrueret engang for 100 år siden. At Ruslands historie uden brud kan føres tilbage til Kiev-Rus i den tidligste middelalder.

En forløjet enhed

Det russiske folk opfattes som en ubrydelig enhed, lyder det nationale omkvæd. Men russere har været i indre splid som f.eks. under borgerkrigen (1918-1923) efter revolutionen. Borgerkrigen kostede anslået 6-8 millioner mennersker livet, men det bagatelliseres i den officielle historieforståelse med at krigens parter begge kæmpede for Rusland! 

Den officielle fortælling handler belærende om heltemod og offervilje i Den store Fædrelandskrig, som 2. Verdenskrig kaldes. Den store sejr, indtagelsen af Berlin i maj 1945, fejres. Man er så glad for den historie at der opført en kopi af den sønderbombede tyske Reichstag i et slags open-air militærmuseum. Her kan man så opleve en reprise på stormen og erobringen af nazi-tysklands sidste bastion i særlige militærshows.

Fortielser 

Udrensningerne under Stalin, Gulag og de militære katastrofer nedtones eller forties, mens diktatoren Stalin selv hyldes som den store leder. 

En MC-klub ved navn Natulvene, arbejder aktivt med at gøre den glorværdige fortid nærværende og nyder Putins anerkendelse. Natulvene har f.eks. “genopført” slaget ved Stalingrad.

Et forfulgt land

Historien som Våben fortæller, at i russisk historieopfattelse gentages et motiv om at Vesten altid har forsøgt at erobre Rusland. Men også at Rusland har forstået at slå tilbage – beslutsomt og heroisk.

Morten Lassen mener at den historieopfattelse er led i et omfattende arbejde for at skabe en idé om national enhed og herredømme, der retfærdiggør en aggressiv udenrigspolitik – ikke mindst anneksionen af Krim, Luhansk og Donbas og angrebet på hele Ukraine. Det er altsammen skridt i retning af at genetablere landet i den størrelse, det havde i en glorværdig fortid.

Magtens talerør

Den mytologi bakkes først og fremmest op af skolernes historieundervisning, militærets håndbøger, organisationer som Natulvene og store iscenesættelser af events, hvor fortidens centrale figurer og begivenheder hyldes. Der etableres marcher og der laves parader, statuer. Monumenter indvies til ære for den ene eller anden zar, general eller kirkefader. Selv Feliks Dzerzjinskij – grundlæggeren af Tjekaen/ KGB, Stalins mest terroristiske magtinstrument – har fået et monument!

Børn ned til tre år indrulles i den massive påvirkning. For børn over otte tilbydes medlemskab af Ruslands bevægelse for skolebørn og af en Ungdomshær, hvor børnene bliver udsat for en omfattende patriotisk indoktrinering. 

Den russisk-ortodokse kirke bakker hjerteligt op bag Putin og lader sine præster velsigne de militære køretøjer på vej til fronten i Ukraine

Love sikrer den rette udlægning

Lovgivning bruges aktivt i formidlingen af fortidsforherligelsen. Andre opfattelser end det, der kaldes “positiv historie,” har svært ved at komme til udtryk. Der er paragraffer mod “respektløshed overfor Ruslands militære bedrifter,” “benægtelse af fakta” og ”bevidst spredning af falske informationer om sovjetiske aktiviteter under Anden Verdenskrig.”

Fascistisk filosofi

Alt i alt tegnes et billede af en nation rullet ind i nationalistiske fraser, båret af en mytologisk selvforståelse. Måske allerværst udtrykt af den meget eksponerede tv-vært Vladimir Solovjov. Han bliver ikke modsagt, når han taler om at bruge atomvåben i Ukrainekrigen. Samme tv-vært kan ellers citeres for at “krig er en mere naturlig tilstand end fred” – helt i tråd med anden fascistisk filosofi. Men Morten Lassen foretager ikke den slags idémæssige perspektiveringer.

Hvor dybt stikker ideologien?

Forfatteren spørger sig, om al den propaganda nu også har gennemslag. Ét er hvad magthaverne siger, og så hvad folk tror på. Forfatteren mener at propagandaen har succes. Han mener, at den ensidige nationalisme gennemtrænger russernes måde at forstå verden. Men her viser den manglende kontakt til det land, han vil beskrive, sig igen: Han har kun én kilde til at underbygge det. Det er en dagbog fra en russisk soldat, der ellers har undveget krigstjeneste i Ukraine, og som skriver noget, der tyder på at han, trods sin modvilje mod krigstjeneste, alligevel har købt ind på et Putin-syn på sit land.  

Men altså kun én kilde. Det er simpelthen for lidt at konkludere på.

Èn forklaring

Morten Lassen afviser tanker om, at krigen skyldes sikkerhedsmæssige behov for Rusland. Altså at Ukraines strategiske betydning har motiveret invasionen. Heller ikke kontrollen over Ukraines rigdomme og formidable kornproduktion spiller nogen rolle. 

Krigen er ifølge forfatteren udelukkende et udslag af russisk forestilling om national overlegenhed. Havde Rusland gjort op med “den sorte fortid” var Ukrainekrigen aldrig startet. “Truslen fra Rusland er (…) først overvundet, når Putins og russernes historiesyn er ’besejret’,” hedder det.

Korstog

Morten Lassen mener, at Rusland må underkastes en “afputinificering.” Det “heroiske narrativ” skal “afmonteres.” 

Her er et uklart, hvad forfatteren egentlig mener. Skal der føres krig indtil historiebøgerne bliver skrevet om? Det diskuteres ikke om den slags forestillinger kan udarte sig til, at Ukrainekrigen går fra en forsvarskrig til et korstog. Heller ikke om krigen ændrer mentaliteten hos modparten. 

Historien som våben er desværre alt for aktuel og dens perspektiver er skræmmende. Men forfatteren bruger andenhåndskilder og fortæller kun, hvad andre allerede har fortalt. Den mangler systematisk overblik. Og den fortolker for ensidigt Ruslands aggression mod Ukraine (og Georgien og Tjetjenien) ind i en ramme, der alene handler om ideologisk legitimitet. 

Bogen burde være skrevet af en person med direkte kendskab til Rusland. Den bog har vi stadig i vente.

---

Morten Lassen: Historien som våben – Ruslands march mod fortiden – og ind i krigen. 350 sider. Gads Forlag