Rasmus Nordqvist er blandt kandidaterne til at overtage posten som politisk leder af Alternativet, efter Uffe Elbæk trak sig fra posten i december 2019. Foto: Alternativet PR
25 min. læsetid

Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist burde være den oplagte efterfølger til Uffe Elbæk som politisk leder af partiet. Men hvem er han, manden med de markante briller og det store grin, og hvad vil Rasmus Nordqvist?


Af Kim Kristensen

Rasmus Nordqvist knytter begge hænder og hæver dem insisterende op i luften foran brystet, som er han klar til en boksekamp. En af tilhørerne til vælgermødet i byrådssalen i Albertslund har netop spurgt Alternativets politiske ordfører, hvad der egentlig menes med hans »Projekt 2030«. Det politiske projekt – eller masterplan – for partiets næste 10 år, som Rasmus Nordqvist netop har snakket så meget om denne aften i sine indledende bemærkninger, og som er en del af hans opstillingsgrundlag. Er det mere af det samme eller noget andet? Noget nyt.

»Kan du ikke konkretisere det noget mere,« har spørgsmålet lydt ned til Rasmus Nordqvist, som står ved det forsænkede, runde byrådsbord.

Aftenens møde er det første i en række, hvor Alternativets medlemmer kan se og høre de seks kandidater – eller ‘aspiranterne‘ som de officielt kaldes – der ønsker at blive politisk leder. Rasmus Nordqvist, den tidligere gruppeformand Josephine Fock, klimaforskeren Theresa Scavenius, de to lokalpolitikere Mira Issa Bloch og Rasmus Foged, samt den frivillige Sascha Faxe. Alle ønsker de at afløse Uffe Elbæk. Men det er de tre første, de fleste af de to snese tilhørere på stolene i halvcirklen foran Rasmus Nordqvist, er kommet for at se og høre. Dem, som ventes at skulle afgøre det mellem sig på det ekstraordinære landsmøde lørdag 1. februar i Amager Bio i København.

»Vi har sådan set politik på alle hylder,« svarer Rasmus Nordqvist henvendt til spørgeren og slår ud med hænderne for at understrege sine ord. Den politiske ordfører – som er iklædt en sort jakke, sorte bukser og en hvid t-shirt – fortæller, at han før det seneste folketingsvalg printede alle Alternativets papirer ud. Regeringsprogram, manifest, debatdogmer. Rub og stub. Over 500 sider blev det til. Men den 44-årige politiske ordfører havde brug for at læse op på partiets politik på gammeldags maner: På papir.

»Det, som der er behov for – når jeg er ude og diskutere i foreninger – er, at vi kommer skridtet videre, når vi snakker om den grønne omstilling,« fortsætter Rasmus Nordqvist. »Vi går og snakker om delelementer, som at nu skal vi flyve færre gange og spise mindre kød, i stedet for at snakke om det samfund, som vi vil skabe sammen. Hvordan bruger vi reelt de redskaber, som vi har udviklet med de tre bundlinjer – den grønne, sociale og økonomiske? Hvordan skaber vi et arbejdsmarked for fremtiden, hvor vi ikke nødvendigvis arbejder som i dag. Hvordan bygger vi anderledes? Hvordan lever vi med andre ord anderledes? Den masterplan er der i den grad brug for. For jeg kan fortælle inde fra det forhandlingsrum, hvor vi lavede klimaloven, at der stadig bliver talt meget abstrakt om reduktionen i udledningen af CO2 med de 70 procent i 2030. Nogle sidder stadig og siger, at det bare er et tal. Nej, det er ikke bare et tal. Det kommer ud fra nogle beregninger – og nu skal vi så til at leve op til dem. Men hvis vi ikke er sammen om at skabe en sådan plan for samfundet, så tror jeg, at vi kommer til at fægte lidt i blinde.«.

Rasmus Nordqvist ser spørgende på spørgeren. Forstod han det? Er den politiske ordfører trængt igennem!?

Det store grin og de endnu større briller

Det er samme dag, om formiddagen, og Rasmus Nordqvist sidder ved skrivebordet på kontoret på den grønne gang i Christiansborgs Ridebane-bygning. Gangen, hvor væggene –heldigt nok for Alternativet – allerede var malet pastelgrønne, da partiet flyttede ind efter folketingsvalget i 2015. Hvor resten af Christiansborgs politikere sidder på hver sit kontor med hver sit skrivebord, mødebord og sofagruppe, valgte Alternativets politikere i starten at sidde sammen to og to for at kunne inspirere hinanden. Men da Rasmus Nordqvist brugte kontoret til møder det meste af tiden, endte han med at overtage det lille hjørnekontor med udsigt over Ridebanen, der i forvejen netop blev brugt til møder.

Jeg synes bare, at der er en forskel på at være politisk ordfører, som jeg har været, og have den rolle – og så være politisk leder. Der er noget, som er personligt og noget, som er privat. Det personlige er rigtig vigtigt i politik, men ikke nødvendigvis det helt private.

Rasmus Nordqvist

Det er det store grin – og de endnu større briller – man først lægger mærke til hos Rasmus Nordqvist. De markante briller som Rasmus Nordqvist har brugt, siden han var 15 år. Når han nu skulle gå med briller, så skulle det være briller.

Modsat Uffe Elbæk har Rasmus Nordqvist dog altid været tilbageholdende med at fortælle om sig selv og sit liv. Der er således få øjeblikke i Uffe Elbæks liv, som ikke er blevet dokumenteret gennem film, bøger og artikler. Senest har journalisten Morten Reimar i bogen »Uffe mod magten« fulgt hovedpersonen i 10 måneder; fra 15. august 2018 og frem til folketingsvalget 5. juni 2019. Med Uffe Elbæk har det bogstavelig talt altid været: What you see, is what you get!

»Jeg kan godt være personlig, men…«

Rasmus Nordqvist griner.

»Der er også bare en skillelinje for mig mellem det personlige og det private. Jeg har faktisk altid sagt nej til de fleste af sådan nogle artikler«.

Alligevel vil Rasmus Nordqvist, som ikke har fjernsyn, være politisk leder med al den opmærksomhed, som det medfører i en tid, hvor vælgerne kræver at kende personen bag politikeren.

»Jeg synes bare, at der er en forskel på at være politisk ordfører, som jeg har været, og have den rolle – og så være politisk leder,« forklarer Rasmus Nordqvist. »Det er en anden ting. Og så er der også bare en forskel… Der er noget, som er personligt og noget, som er privat. Det personlige er rigtig vigtigt i politik, men ikke nødvendigvis det helt private«.

Hvis nogle politikere ellers har lagt deres liv frem, er det da Uffe Elbæk?

»Det er så hans måde at gøre det på«.

Da jeg hørte om den seneste bog, var min første tanke, at det var utroligt, at der var endnu en i ham?

»Det var der så,« siger Rasmus Nordqvist og griner. Igen. »Sådan er vi så forskellige«.

Rasmus Nordqvist under valgkampen i juni 2019 med den afgående partileder, Uffe Elbæk. Han er blevet kaldt både “mini-Uffe” og “en yngre, mere elitær udgave af Elbæk”. Selv ser han store forskelle mellem sig selv og Elbæk, blandt andet når det kommer til privatlivets fred. Hvor Elbæk har udgivet bøger, lavet dokumentarer og taget et utal af interviews, insisterer Nordqvist på at holde “det helt private” ude af politik. Foto: Rasmus Nordqvist / Facebook.

»Mini-Uffe«

Netop den angiveligt manglende forskel mellem Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk bliver ellers af flere i partiet omfattet som hans svaghed. Hvis Alternativets medlemmer efter nederlaget ved det seneste folketingsvalg foretrækker et alternativ til Uffe Elbæk, er Rasmus Nordqvist den mindst alternative af de seks kandidater alene af den grund, at han er den eneste som er medlem af Folketinget. En »mini-Uffe« er Rasmus Nordqvist blevet kaldt. Eller som Morten Reimar beskriver ham i bogen: »En yngre, mindre karismatisk og mere elitær udgave af Uffe Elbæk«.

Som politisk ordfører har Rasmus Nordqvist heller ikke andre muligheder end at forsvare den førte politik. Theresa Scavenius kan kritisere folketingsgruppen for ikke at have sat tilstrækkeligt store, grønne fingeraftryk på aftalerne om klima- og finansloven. Josephine Fock kan kritisere gruppen for alligevel ikke at have peget på Mette Frederiksen efter folketingsvalget – og dermed ikke blive en del af det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens støttepartier (De Radikale, SF og Enhedslisten). Hvor Theresa Scavenius kan kræve et grønnere parti og Josephine Fock et rødere (eller i hvert fald ét, med større fokus på den sociale bundlinje), står Rasmus Nordqvist tilbage med det gråbrune, som kommer ved at blande alle farver.

Omvendt beskriver partimedlemmer det også som en styrke, at Rasmus Nordqvist er den kandidat, som alle vil kunne leve med. Han er begavet, arbejdsom og vellidt. Og hvis Rasmus Nordqvist måske mangler »kant«, betyder det også, at han af samme årsag er én, som ansatte og medlemmerne ikke har stødt sig på, hvilket ikke kan siges at være tilfældet med eks. Josephine Fock. Ikke mindst har Rasmus Nordqvist altid været der for Alternativet. I mod- og medgang. Det samme kan man ikke sige om Josephine Fock, som i 2018 forlod dansk politik for at blive direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp, eller Theresa Scavenius, der så sent som september 2017 uden held forsøgte at blive næstformand for Det Radikale Venstres landsforbund – for derefter at melde sig ind i Alternativet i november samme år.

I stedet er Rasmus Nordqvist på mange måder “Mr. Alternativet”.

»Når jeg bliver stor, vil jeg til Paris og lave haute couture«.

Rasmus Nordqvist voksede op i Charlottenlund, i hvad han selv har beskrevet som en »rigtig regnbuefamilie« – fra før det begreb eksisterede tilbage i 1970’erne, med en homoseksuel far og en heteroseksuel mor, som var gode venner, og som sammen fik ham og en halvandet år ældre søster. Forældrene var tekstildesignere og venstreorienterede, og uden at vide være helt sikker tror Rasmus Nordqvist, at de stemte på VS fra 1970’erne og frem til dannelsen af Enhedslisten i 1989.

Rasmus Nordqvist

  • Født 1975 i Charlottenlund
  • Valgt til Folketinget for Alternativet i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget i 2015. Genvalgt ved valget i juni 2019
  • ‘Aspirant’ til posten som partiets politiske leder.
  • +

    Barndommen blev tilbragt på Bernadotteskolen, den internationale privatskole i Hellerup, der er kendt for sit elevdemokrati, mangel på karakterer og mange praktisk-musiske fag. Rasmus Nordqvist brugte også mindre tid på at læse, skrive og regne og mere på silkestoftryk, tegning og på at sidde i elevrådet. Noget af det første, Rasmus Nordqvist sagde, da han begyndte i skole, var: »Når jeg bliver stor, vil jeg til Paris og lave haute couture«.

    Og sådan blev det. Efter at have gået på det lige så alternative Det frie Gymnasium på Nørrebro (og have taget 3. g. i Perpignan i Frankrig), startede Rasmus Nordqvist på Danmarks Designskole, hvorfra han blev uddannet i 1999, hvorefter turen gik til Paris. Rasmus Nordqvist fik sit eget mærke – »Rasmus« – og det gik på mange måder godt, og hans kreationer solgte. Men da Rasmus Nordqvist efter nogle år flyttede hjem igen, måtte han konstatere, at her var der ikke så stort et marked for haute couture. Hvis Rasmus Nordqvist skulle sælge mere, var han nødt til at gå på kompromis med det, han lavede, og det havde han ikke lyst til. Så Rasmus Nordqvist begyndte at lave andre ting og blev leder af Københavns Mode- og Designfestival.

    Systemskiftet i 2001

    »Det var det skifte, som der skete i politik det år,« fortæller den politiske ordfører om 2001 og årsagen til, at han første gang meldte sig ind i et parti. Indtil da havde Rasmus Nordqvist nok været optaget af politiske spørgsmål i sin tid på Det fri Gymnasium og været en del af miljøet omkring Ungdomshuset, men folketingsvalget resulterede i, at Danmark og danskerne begyndte at lukke sig inde om sig selv. De begyndte at pege fingre ad de fremmede, de anderledes.

    »Det fik mig til at reagere ved at sige: Så må jeg melde mig ind i et parti. For det er sådan, at man kan engagere sig, eller i hvert fald vise eller støtte noget«.

    Det var det skifte, som der skete i politik ved valget i 2001, der fik mig til at gå ind i politik. For mig handlede det ikke om partiets økonomiske politik – eller politik i traditionel forstand – men mere om dets frihedsdagsorden og det her med fællesskabet.

    Rasmus Nordqvist om hvorfor han meldte sig ind i De Radikale

    Valget faldt på De Radikale, og Rasmus Nordqvist hjalp Lone Dybkjær med hendes valgkamp, efter at den radikale EU-parlamentariker i 2004 vendte hjem fra Bruxelles og det følgende år stillede op til Folketinget. Det var Det Radikale Venstres udogmatiske tilgang til politik, som trak. Og så partiets holdning til det internationale samarbejde og ikke mindst EU. Rasmus Nordqvist blev i en kort periode medlem af den lokale bestyrelse på Frederiksberg, men stoppede efter at være flyttet til Nørrebro (hvor han bor den dag i dag) og overvejede aldrig en politisk karriere.

    »For mig handlede det ikke om partiets økonomiske politik – eller politik i traditionel forstand – men mere om dets frihedsdagsorden og det her med fællesskabet,« siger Rasmus Nordqvist. »Der var trods alt et større udsyn hos De Radikale. Men det var ikke sådan, at jeg havde siddet og nærlæst alle partiprogrammerne. Det var mere en reaktion«.

    Efter nogle år stoppede Rasmus Nordqvist i forbindelse med, at Margrethe Vestager i 2007 overtog posten som gruppeformand for De Radikale fra Marianne Jelved. Stille og roligt. Uden kvababbelser.

    »Det var ikke sådan, at nu gik jeg i protest og smækkede med døren,« siger Rasmus Nordqvist. »Jeg var jo slet ikke aktiv, så det handlede bare om, at jeg syntes, at partiet blev mere… hvad skal man sige? Det blev på en eller anden måde et mere teknokratisk parti, som jeg ikke så mig selv i mere. Og så meldte jeg mig bare ud«.

    Uffe Elbæk

    På det tidspunkt havde Rasmus Nordqvist allerede gennem fælles venner og bekendte i starten af 00’erne mødt den daværende rektor på KaosPiloterne, Uffe Elbæk, som også var medlem af byrådet i Aarhus for De Radikale. Og efter Elbæk i 2007 flyttede til hovedstaden for at blive direktør for den internationale sports- og menneskerettighedsbegivenhed ‘World Outgames 2009’, sås de hyppigere og hyppigere. Så da Uffe Elbæk i 2011 stillede op til Folketinget i Københavns Storkreds trådte Rasmus Nordqvist til med en hjælpende hånd. Blot for at opleve, at Uffe Elbæk efter halvandet år som kulturminister måtte trække sig fra posten i december 2012 efter beskyldninger om vennetjenester, som en undersøgelse fra Rigsrevisionen senere frifandt ham for.

    Uffe Elbæk ynder at fortælle, hvordan han i 2013 – på hjørnet af H. C. Ørsteds Vej og Gl. Kongevej på Frederiksberg – fik idéen til at stifte Alternativet. Det var der, Uffe Elbæk en aften stod og talte sammen med to unge fra sin politiske tænketank, Under Radaren, da den ene af dem spurgte, hvorfor de ikke bare startede et nyt parti.

    »Jeg er ikke bare 40, fed og færdig – jeg er 60, fed og færdig,« lød Uffe Elbæks svar »Så det skal jeg ikke«.

    Uffe Elbæk ville sidde perioden ud og så skynde sig langt væk fra politik. Men de havde alligevel plantet en idé, og han tog kontakt til Rasmus Nordqvist og en anden mangeårig ven og støtte, Niko Grünfeld, for at drøfte den med dem. Hvem af dem, Uffe Elbæk ringede til først, husker han desværre ikke. Lyder det.

    »Vi var allerede begyndt at snakke om, hvad man skulle lave i forhold til de kæmpe udfordringer, som der er i forhold til vores planet med klimaet, miljøet og naturen,« siger Rasmus Nordqvist.  »Men selvfølgelig handlede det også om værdier – om frihed. Jeg var – som så mange andre – skuffet over Thorning-regeringen. Der var ikke kommet det skifte, som jeg havde troet skulle komme«.

    Da Uffe Elbæk fik idéen til at starte Alternativet, var de første to personer han ringede til Rasmus Nordqvist og Niko Grünfeld (billedet). Sidstnævnte blev senere kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, men måtte trække sig fra posten i oktober 2018, efter kritik af overforbrug og at have videregivet urigtige oplysninger om sit CV til flere medier. Pressefoto fra Københavns Kommune.

    Konkurrencestaten

    I stedet oplevede Rasmus Nordqvist i sommeren 2013, at den daværende finansminister Bjarne Corydon (S) pludselig populariserede ordet konkurrencestat ved på forsiden af Politikens debatsektion at erklære, at »jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«. Ifølge finansministeren handlede de mange reformer ikke bare om kroner og ører. De handlede også om værdipolitik. Hvis ikke velfærdsstaten kunne sikre rammebetingelserne for den private sektors konkurrencedygtighed i en international økonomi, ville der ikke blive råd til velfærden.

    »Bjarne Corydon begyndte at sætte ord på det samfund, som vi har,« siger Rasmus Nordqvist. »Og jeg tænkte bare: Nej, det er ikke det samfund, som jeg har lyst til«.

    Selv om den tidligere firmaejer om nogen kender betydningen af at være konkurrencedygtig, og det at kunne sælge sine varer, mener Rasmus Nordqvist, at mennesker skal motiveres og ikke presses til at gøre deres bedste.

    »Jeg tror ikke på, at et menneske som bliver presset, kontrolleret og styret hverken er et særligt kreativt, produktivt – eller for den sags skyld glad – menneske,« siger den politiske ordfører. »Det er det, som der er i vejen med det. Og der er det i vejen, at vi kan se, det ikke går særligt godt. Vi ser folk, som bliver syge af stress og syge, som står uden for arbejdsmarkedet, fordi de også bliver stresset af hele tiden at blive presset til at få et arbejde. Så vi bliver nødt til at lave et andet system. Det er hele den der tænkning om konkurrence: Den blinde jagt på at vi konstant skal vokse. Jeg synes heller ikke, at en privat virksomhed nødvendigvis behøver vokse hele tiden. Man kan godt have en fornuftig omsætning og løse nogle gode opgaver for andre og tjene penge til at leve for. Den konstante vækst er ikke svaret på de udfordringer, som vi står overfor«.

    I første omgang havde Rasmus Nordqvist ingen tanker om at blive politiker. Heller ikke efter at Uffe Elbæk og Josephine Fock i november 2013 havde præsenteret Alternativet på et pressemøde på Christiansborg. Rasmus Nordqvist sad ganske vist med i Alternativets første bestyrelse, men da han stillede op i Sjællands Storkreds skyldtes det i første omgang, at partiet skulle have folk opstillet rundt omkring i landet. Det var først, da Rasmus Nordqvist i marts 2015 var med til at bære papkasserne over i Indenrigsministeriet med de 21.227 underskrevne vælgererklæringer, at det gik op for ham, at det var alvor.

    “Det er hele den der tænkning om konkurrence [vi skal væk fra]: Den blinde jagt på at vi konstant skal vokse. Den konstante vækst er ikke svaret på de udfordringer, som vi står overfor.”

    Rasmus Nordqvist om Bjarne Corydons ‘konkurrencesamfund’.

    »Nu var det ikke længere et spørgsmål om at skabe et projekt og se, om vi kunne rykke noget,« siger Rasmus Nordqvist. »Nu skulle vi ind og forhandle tingene på Christiansborg.

    Stejl læringskurve

    Fem år senere er Rasmus Nordqvist på en måde glad for, at Thorning-regeringen ikke kunne fortsætte efter folketingsvalget. Godt nok havde han selvfølgelig foretrukket den fremfor Løkke-regeringen. Men det gav Alternativet tid til at lære Christiansborg at kende – uden straks at blive sat under pres som regeringens parlamentariske grundlag.

    »Min indlæringskurve var jo sådan her,« siger Rasmus Nordqvist og laver en næsten lodret bevægelse med den ene hånd.

    Rasmus Nordqvist havde hverken været vant til at læse eller skrive opgaver på Danmarks Designskole – og det første lovforslag, han blev præsenteret for, var udbudsloven eller reglerne for det offentliges årlige indkøb for 300 milliarder kroner. 890 sider!

    »Jeg sad bare og kiggede på den og tænkte: What to do

    Men Rasmus Nordqvist lærte hurtigt ikke at læse lovforslag, men spillet på Christiansborg, og som sit partis politiske ordfører var han med til alle de afgørende forhandlinger i forrige valgperiode. Rasmus Nordqvists kortfattede analyse af, hvorfor det gik galt i valgperioden – hvor partiet som bekendt formøblede fire mandater, så de nu kun er fem tilbage i folketingsgruppen – lyder da også, at det hele netop bare gik hurtigt. Alt for hurtigt. Pludselig sad de bare med ni folketingsmedlemmer, hvoraf flere ikke kendte hinanden på forhånd.

    »Det skulle vi få til at fungere, samtidig med at vi skulle have en organisation til at fungere frem til kommunalvalget i 2017,« siger Rasmus Nordqvist. »Rigtig meget gik op i, at vi havde nogle… Vi prøvede at organisere en hel masse i stedet for at arbejde med de ting, som gjorde, at vi var startet: Nemlig lysten til at udvikle politik og komme med løsninger. Og da vi fik valgt folk ind i byrådene, sad vi lige pludselig på forskellige niveauer i partiet. Men dem, som sidder i Folketinget, har jo bare en større stemme og talerstol end andre rundt i landet, som er lige så engagerede i partiet«.

    I opstillingsgrundlaget opfordrer Rasmus Nordqvist derfor til et »360 graders eftersyn« af partiets struktur, medlemsdemokrati, inddragelse samt ledelsesrum.

    »Målet skal være at nedbryde siloerne mellem Alternativet som bevægelse og Alternativet som parti, og at vi ikke længere taler om Christiansborg og et bagland, som var det to forskellige verdener,« skriver Rasmus Nordqvist.

    Alternativets folketingsgruppe efter valget i juni 2015. Fra højre til venstre: Uffe Elbæk, Torsten Gejl, Josephine Fock, Caroline Magdalene Meier, Roger Matthisen, Ulla Sandbæk, Christian Poll, Rasmus Nordqvist og René Gade. Det hele gik hurtigt – “alt for hurtigt” ifølge Rasmus Nordqvist, som efter valget først skulle lære mange af sine nye parlamentskolleger at kende. Foto fra Alternativets Twitter.

    Kage med krymmel

    I pausen ved valgmødet i Albertslund er der kaffe og kage – hjemmebagt med krymmel – og tilhørerne kan skrive spørgsmål til kandidaterne på kulørte post-it sedler under emnerne »organisatorisk«, »politisk«, »strategisk«, »kommunikation« og »andet«.

    Flere af spørgsmålene handler netop om, der på ny skabes sammenhængskraft i Alternativet. Og ikke mindst hvordan denne resulterer i politisk indflydelse. Rasmus Nordqvist må forsvare, at partiet ikke pegede på Mette Frederiksen som statsminister, efter at Josephine Fock har gjort det klart, at hvis hun bliver politisk leder, afventer hun ikke bare, at statsministeren ringer og inviterer til kaffe. Josephine Fock vil ringe og invitere sig selv på kaffe.

    »Det er en vigtig diskussion om, hvordan vi agerer parlamentarisk,« siger Rasmus Nordqvist som på valgaftenen – ifølge »Uffe mod magten« – ellers vaklede sammen med den politiske leder, da valgresultat lå klart – og det stod lige så klart, at det ikke gav megen mening fortsat at pege på Uffe Elbæk som statsminister. Liste Å havde nemlig ikke fået de afgørende mandater.

    »Én ting er dronningerunde, noget andet er fire års parlamentarisk arbejde,« som Rasmus Nordqvist bemærkede ved den lejlighed. Konklusionen blev dog, at Alternativet ikke med troværdigheden i behold kunne løbe fra løftet om at trække sine grønne mandater ud af de blå og røde ligninger.

    »I dag har vi sagt, at hvad vi lovede vælgerne før valget, holder vi også fast ved efter,« siger Rasmus Nordqvist. »Men selvfølgelig søger vi indflydelse. Man sidder ikke og venter på at blive inviteret til forhandlinger. Det er noget, man arbejder sig til. Det er noget, man gør ved at opbygge tillidsfulde relationer – og det har vi virkelig brugt meget energi på. Det er også derfor, at vi fik lov til at få så meget igennem i finanslovsaftalen. Man skal huske på, at alle steder på Christiansborg står der kuglerammer – og der er altså kun 90 kugler i de rammer. Uanset om vi havde set stort på, hvad vi lovede vælgerne inden valget, og alligevel var blevet parlamentarisk grundlag, ville vi ikke have haft de afgørende mandater at true med. Så den måde, vi kan arbejde på, er med gode idéer og et tillidsfuldt forhold. Hvilket er lykkes det seneste halve år«.

    »Overtage butikken«.

    Efter at have dannet Alternativet legede Uffe Elbæk oprindeligt med tanken om, at Niko Grünfeld på et eller andet tidspunkt skulle overtage partiet. Men efter Grünfeld var blevet valgt som Københavns kulturborgmester i november 2017, gik der kun kort tid, før han måtte trække sig tilbage efter kontroverser om kontorindretning og kandidatgrader. I dag tvivler få i partiet på, at Uffe Elbæk foretrækker Rasmus Nordqvist som sin afløser, om end den politiske leder også er citeret for at have en drøm om, at Theresa Scavenius »skal overtage butikken«. Uffe Elbæk har dog klogeligt afstået fra at udråbe Nordqvist med henvisning til, at det i givet fald ville være det samme som at give Rasmus Nordqvist et »dødskys«. Hvis der er noget, ingen partiers medlemmer bryder sig om, er det at få proppet en politisk leder ned i halsen. Heller ikke Alternativets.

    Det er klart, at jeg selvfølgelig først også skulle snakke med min mand om det, for han har ikke nødvendigvis lyst til at blive en offentlig person og alt det, som følger med at være politisk leder.”

    Rasmus Nordqvist om beslutningen om at opstille som politisk leder

    Men Rasmus Nordqvist er i hvert fald klar. At denne valgperiode ville blive den 65-årige Uffe Elbæks sidste som politisk leder vidste alle, så Rasmus Nordqvist begyndte allerede i efteråret at tænke over, om han havde kræfterne til at tage over. Det havde han. Og samtidig var den politiske ordfører med til at forhandle aftalerne på plads om klima- og finansloven – hvilket overbeviste ham om, at det nu også var det, som han ville: Være med til at bestemme.

    »Men det er klart, at jeg selvfølgelig først også skulle snakke med min mand om det, for han har ikke nødvendigvis lyst til at blive en offentlig person og alt det, som følger med at være politisk leder,« fortæller Rasmus Nordqvist inden valgmødet på kontoret. »Så det har vi skullet snakke om. Der er bare mere interesse om en som politisk leder«.

    »Streetwear-æraens svar på Lene Bros hotpants«

    På sin første dag som folkevalgt mødte Rasmus Nordqvist op på Christiansborg iført en hvid t-shirt, et gråt jakkesæt og gummisko fra samarbejdet mellem Adidas og Jeremy Scott, som var store, klodsede og farvede som det amerikanske flag. Med vinger.

    »I dag skal Alternativets Rasmus Nordqvist på Folketingets talerstol i åbningsdebatten,« konstaterede Uffe Elbæk på Twitter. »Og det gør han sgu med stil«.

    »Streetwear-æraens svar på Lene Bros hotpants,« bemærkede en anden, hvilket Rasmus Nordqvist selv fandt »spot on«:

    »Jeg må finde hotpants frem til næste år ;-)«

    For det var sådan Rasmus Nordqvist gerne ville være: Det var både-og, ikke enten-eller. Nu fem år senere bliver Rasmus Nordqvist dog altid »mobbet«, fordi han går klædt i kedelige jakkesæt, fortæller han.

    »Det er klart, at jeg klæder mig efter, hvordan…«.

    Rasmus Nordqvist og afbryder sig selv.

    »Man kommunikerer også gennem det tøj, man har på, og det ved jeg om nogen som designer. Jeg har jo beskæftiget mig med udenrigspolitik og siddet i Europarådets parlamentariske forsamling, og der kører jeg altid jakkesæt, skjorte og slips, fordi jeg har fundet ud af, at hvis man skal kunne sige noget, som folk hører på, så bliver man nødt til at have de koder på. Så får man lov til at sige noget mere«.

    Rasmus Nordqvist griner.


    Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.