Muqawama: Ikke bare et ord

Muqawama er ikke et ord, som palæstinenserne ser nogen grund til at uddybe nærmere. Først i de senere år (især efter Oslo-aftalerne i 1992, hvor vestligt finansierede NGO’er gjorde deres indtog) begyndte ord som ’fredelig modstand’ og ’ikke-voldelig modstand’ at blive brugt i intellektuelle, palæstinensiske kredse. Men det har aldrig vundet indpas i palæstinensernes almindelige sprog. For dem er Muqawama ét udeleligt begreb, der omfattede alle modstandsformer.

Det er ikke en påstand om, at palæstinenserne i forskellige stadier af deres kamp har modsat sig ikke-væbnede metoder. Civil modstand har sådan set været brugt i generationer. En seks måneder lang generalstrejke var i april 1936 kulminationen på civil ulydighed i de år. Og det er fortsat siden, i næsten et århundrede, over hele Palæstina.

Forskellen mellem den palæstinensiske opfattelse af modstand og den som fremføres i Vesten, er, at palæstinenserne ikke ser Muqawama som flere modstandsformer, de skal stå til regnskab for, prøve at forklare, sætte i en sammenhæng eller retfærdiggøre. Det er de konkrete omstændigheder, der historisk set bestemmer type, tid og sted for væbnet eller ikke-væbnet modstand.

Den vestlige opfattelse er baseret på vurderingen, at den ene strategi er bedre end den anden; at den ene er etisk funderet, mens den anden ikke er det. På den måde bliver der ud fra et fastlåst værdigrundlag etableret et skel mellem ’fredelige palæstinensere’, kaldet ’moderate’, og voldelige, kaldet ’yderligtgående’.

De vestlige definitioner er i øvrigt selektive. Ukrainerne, for eksempel, må godt bruge våben for at slå den russiske hær tilbage. Det bliver palæstinensere fordømt for, når Israel trænger ind i Gaza og udfører et folkemord uden sidestykke i historien.

Der er fortalere for bestemte typer modstand, som på trods af de bedste intentioner ser fuldstændig bort fra de historiske rødder til at bruge sproget på denne måde. Når de bruger værdidomme som ’moderat’ eller ’yderligtgående’, viderefører de med vilje eller ej kolonimagternes opfattelse af de koloniserede.

Den måde at bruge sproget på kendetegnede det koloniale Europas relationer til så godt som alle koloniserede områder: de, der gik til modstand, blev opfattet som ’vilde’ eller ’terrorister’; de, der ikke gjorde, fik ikke borgerlige og politiske rettigheder, men alene, fra tid til anden, det privilegium at blive tortureret eller henrettet uden rettergang.

Gaza: Modstandens hjerte

For at forstå Muqawama i en palæstinensisk kontekst, er det nødvendigt at se på Gaza som det historiske centrum for palæstinensisk modstand. Muqawama i ord og handling er ikke en følge af den geografiske placering, men af de kollektive erfaringer og identiteten hos dem, der bor klemt inde på de 365 kvadratkilometer, som udgør Gaza.

70 procent af Gazas befolkning er flygtninge. De blev etnisk udrenset sammen med næsten 800.000 andre palæstinensere fra det historiske Palæstina under Nakba, den katastrofale ødelæggelse og etniske udrensning af Palæstina og dets befolkning i 1948. De er overlevende fra massakrer, der indgik i en militæroperation, hvor hele landsbyer, byer og lokalsamfund blev lagt i ruiner eller tømt.

På grund af det beskedne areal, som Gaza udgør, og dets topografi – et fladt land med meget få ressourcer – var lidelserne for især flygtningene i Gaza ekstreme.

Spærret inde mellem den dødvægt, som fortidens tab, lidelser og rettigheder lægger på tanker og følelser, og den permanente belejringstilstand og den evigt gnavende fattigdom, gav det sig selv, at Gaza blev den palæstinensiske modstands fortrop.

Det var ofte den israelske brutalitets omfang og karakter, der var bestemmende for, hvordan palæstinenserne reagerede, fordi vold avler vold, og dødbringende belejringer og folkemordskrige avler modstandsoperationer af den slags, som Al-Aqsa-stormen 7. oktober 2023 var udtryk for.

Selv om generalstrejker og andre former for civil ulydighed flittigt er blevet brugt af Gazas kæmpende befolkning – især i perioden mellem den israelske besættelse i 1967 og den såkaldte ’overflytning’ i 2005 – har væbnet modstand altid været en vigtig komponent i palæstinensisk Muqawama.

Trods en geografisk isolation – også forud for den israelske belejring, der blev påført Gaza-striben i 2007 – så har den latente oprørskhed i Gazas befolkning og dets politiske udtryk altid opfattet sig selv som en del af en større og sammenhængende palæstinensisk helhed.

En af årsagerne er, at den kollektive palæstinensiske hukommelse fungerer som bindeled mellem generationerne, der fastholder de palæstinensiske lokalsamfunds tilknytning til Palæstina – som en håndgribelig virkelighed og som idé.

En anden grund handler om den relation, som Gaza har haft til Egypten, Gaza-stribens tidligere militære administrator og befrier.

Selv om Egypten administrerede Gaza mellem 1949 og 1967 – med få måneders undtagelse under krigen i 1956 – opfattede regeringen i Kairo ikke Gaza som en permanent territorial eller politisk udvidelse af landet.

Den egyptiske præsident Jamal Abdul Nasser var nok ”opsynsmand” med Gaza og forsøgte at udforme dets politiske institutioner, endda den væbnede modstand – for eksempel den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO, 1964) og den Palæstinensiske Befrielseshær (PLA, 1964).

Men Gazas lokale ledelser og politiske eliter opfattede i det store hele Egypten som en strategisk basis, ikke en alternativ ledelse, endsige et hjemland. Ved uklarheder blev sagerne gensidigt afklaret – indtil det ydmygende nederlag for de arabiske hære i juni-krigen i 1967, kendt som Naksa eller ’tilbageslaget’.

Selv om PLO siden i overvejende grad er blevet ved med at være afhængig af arabisk støtte, blev organisationen samtidig mere palæstinensisk i forhold til at træffe beslutninger. PLA, som kun opererede under andre arabiske hæres auspicier, blev marginaliseret, hvis den overhovedet længere betød noget.

Men selv om araberne blev parkeret på sidelinjen og PLA marginaliseret, blev palæstinenserne ved med at gøre modstand. Den nye modstand blev udformet med afsæt i deres historiske erfaringer. Modstandens historie er rig på eksempler fra tiden, før Israel blev oprettet på ruinerne af Palæstina, og fortsatte efter Nakba med opkomsten af Fedayeen-bevægelsen, hvis rødder kan spores tilbage til Gaza.

Da Gaza kom under israelsk militær besættelse i 1967, gjorde Vestbredden det også. Selv om hele det historiske Palæstina nu var helt besat af Israel og underlagt totalitær zionisme, så fremmede besættelsen en selvstændig palæstinensisk identitet, der ikke havde meget til fælles med regionale arabiske prioriteringer – jordanske på Vestbredden, egyptiske i Gaza.

Det var en ny virkelighed, der ikke ophævede den historiske kontakt mellem Palæstina og den arabiske verden. Men den pointerede en voksende følelse af arabisk politisk provinsialisme og palæstinensisk nationalisme, der begyndte at udvikle nye diskussioner for, hvad der var vigtigt i den aktuelle situation.

Paradoksalt nok så blev den palæstinensiske modstand, der udviklede sig uden for de arabiske regeringer og hæres områder, stærkere efter Naksa. Det gjaldt den Jordan- og Libanon-baserede modstand. Denne tilsyneladende modsætning har efter 7. oktober også manifesteret sig i Gaza, mere end på noget andet tidspunkt eller sted i fortiden.

Palæstinensisk modstand i Gaza har lammet den israelske hær så meget, at den må se i øjnene, at den har lidt fiasko med hensyn til de militære og strategiske mål i krigen mod palæstinenserne. Og de, der kæmper i Gaza – som selv har fremstillet de fleste af deres våben – har måske anrettet mere skade på den israelske hær end samtlige arabiske hære i tidligere krige.

Det vil tage mange år, før de psykologiske effekter af krigen fuldt ud kan gøres op. Mange taler allerede nu om, at det samlede billede er ved at ændres. Over 70 procent af palæstinenserne mener nu, at væbnet modstand er vejen frem.

Det er en direkte og afgørende udfordring af de holdninger, der vandt indpas efter Oslo-aftalerne og i den tidlige fase af den såkaldte fredsproces. Dengang troede mange palæstinensere oprigtigt, at en forhandlingsløsning var den korteste vej til en palæstinensisk stat.

Det er muligt, at den væbnede modstand bliver ved med at vokse, ikke kun i Gaza, men også på Vestbredden. En væbnet bevægelse kan sandsynligvis udvikle sig yderligere og vil, hvor det er muligt, tage form efter ideer, strategier og værdier i Gazas modstand. Det vil tegne en helt anderledes form for palæstinensisk enhed.

Standpunkter under forandring

Men er det så slut med at lede efter arabiske befriere?

I en erklæring 28. oktober 2023 udtalte en militær talsmand for Al-Qassam-brigaderne – Hamas’ militære fløj – nogle ord, der ikke kun skulle forstås bogstaveligt: ”Vi beder jer ikke om at forsvare Gazas børn med jeres hære og jeres tanks. Gud forbyde det,” sagde Abu Obeida.

Det var et sarkastisk budskab til de arabiske regeringer. Ordene er nogle af de mest analyserede bemærkninger fra Abu Obeida, hvis popularitet i den arabiske verden har været stigende siden 7. oktober – ligesom Hamas’ og andre palæstinensiske bevægelsers popularitet i Gaza.

Selv om Abu Obeidas sprog er tæt forbundet med religiøse, kulturelle og sociale værdier, som er fælles for arabiske og muslimske nationer, placerer den maskerede kæmpers udtalelse sig overvejende inden for en palæstinensisk diskurs.

Hans erklæring er en åbenlys afvigelse fra Hamas’ egen opfattelse af især arabiske, men også andre muslimske regeringers, forpligtelser over for Palæstina. Hamas’ charter går lige så meget ud på at mobilisere alle arabere, som på specifikt at mobilisere palæstinenserne.

”Ya ummatuna al-Alarabiya” og ”ya ummatuna al-Islamiyah” er standardtermer, som Al-Qassam-brigader og andre palæstinensiske modstandsgrupper bruger, når de henvender sig til arabere og muslimer. Men da flere ikke-arabiske og ikke-muslimske lande sætter sig op imod Israels folkemord i Gaza, er en tredje term nu næsten altid at finde i disse erklæringer: ”Ya ahrar al-alem” – en opfordring til ’verdens frie folk’.

Sidestillingen af arabere og andre nationer i verden, og den kyniske reference til arabiske hære – for slet ikke at tale om det næsten totale fravær af ethvert krav fra palæstinensiske grupperinger om arabisk militær indgriben – signalerer en ændring af den palæstinensiske modstands indstilling.

Gaza, modstandens hjerte, sender nu det budskab, at befrielse kun kan komme fra Palæstina selv.

Det er et nyt fænomen.

Tilbage til start

En af de tidligste og stærkeste opfordringer til modstand (dengang refereret til som Jihad) blev ikke fremsat af en palæstinenser, men af en syrisk prædikant ved en religiøs handling i al-Istiqlal-moskeen i Haifa 9. november 1935. Palæstinenserne havde gjort modstand i årevis. Men det, der gjorde opfordringen fra Izz Al-Dim Al-Qassam til noget helt særligt, er, at den bidrog til det tre år lange oprør mod britisk og zionistisk kolonialisme, der fulgte efter strejken i 1936.

Al-Qassams tanker er sikkert modnet i Palæstina, men udviklet i Syrien og Egypten. Al-Qassam var flygtet fra fransk kolonialisme i 1920 for derefter at kaste sig ud i en anden antikolonial kamp, nu mod briterne og deres zionistiske allierede i Palæstina.

”Jeg har lært jer det, der er det vigtigste i jeres religion,” sagde han i sin sidste optræden i moskéen, da det britiske politi var i hælene på ham. ”Jeg har lært jer om jeres hjemlands anliggender,” fortsatte han, før han hævede stemmen i lidenskabelig bøn: ”Til Jihad, oh muslimer. Til Jihad.”

At en syrisk prædikant tilskyndede muslimer fra en palæstinensisk by til at deltage i en hellig kamp var dengang helt acceptabelt. Det blev opfattet som sund fornuft. Den identitet er siden blevet fragmenteret og har skabt alternative identiteter – og dermed relationer.

Al-Qassam blev dræbt sammen med en lille gruppe palæstinensiske følgere i Ya’bads frugthaver, kort efter at han havde forladt Haifa for at forberede en landsdækkende revolte. Den fandt først sted efter hans død.

Da Al-Qassam-brigaderne officielt blev oprettet i Gaza i 1991, forsøgte de vel at forme sig som de al-qassamitiske grupper fra fortiden. Men manglen på penge, Israels snigmord og restriktionerne og de brutale metoder, som blev anvendt af den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (der styrede Gaza indtil konflikten mellem Hamas og Fatah i 2007) gjorde det svært for en hær at eksistere.

Det lykkedes til sidst at opnå det, Al-Qassam ikke selv kunne: at danne en modstandshær bestående af små enheder af kæmpere, der var i stand til at kæmpe og fastholde en befrielseskrig ved at anvende guerilla-taktik.

I modsætning til Al-Qassams laser-og-pjalter hær af dårligt forberedte kæmpere, er de nye qassamiter veltrænede, laver deres egne våben og har opnået det, de har sat sig for – mens de stående arabiske hære og traditionel krigsførelse har spillet fallit. Den samme konklusion kan udledes om Quds-brigaderne, den militære gren af Islamisk Jihad i Palæstina (IJP).

Men veltrænede og veludstyrede kæmpere kan ikke kæmpe imod, endsige overleve, den israelske ildkraft, der har lagt det meste af Gaza i ruiner. Ifølge Washington Post er antallet af bomber, der blev kastet over Gaza på en enkelt uge – mellem 7. og 14. oktober – estimeret til 6.000, det er næsten lige så mange, som USA kastede ned over Afghanistan i løbet af et år.

Hvordan har den palæstinensiske modstand overlevet?

Svaret har mindre at gøre med militær teknologi eller taktik end med værdier af mere uhåndgribelig karakter. Stilles spørgsmålet i Gaza vil svaret højst sandsynligt lyde: ”ruh muqawama” – modstandens ånd eller sjæl.

Selv om den slags begreber er svære at kvalificere, for ikke at tale om at kvantificere, i forhold til vestlige akademiske standarder, så er sandheden, at den væbnede modstand i Palæstina ikke kunne overleve den israelske udryddelseskrig uden det palæstinensiske folks ”sumud”, standhaftighed.

Med andre ord: uden den palæstinensiske befolkning selv, så ville ingen palæstinensiske modstandskæmpere, uanset hvor veltrænede og velforberedte de var, kunne bekæmpe den israelske krigsmaskine, der er bakket op af Washington og andre vestlige partnere.’

Muqawama er for palæstinenserne ikke en intellektuel konversation eller en akademisk teori. Det er heller ikke resultatet af politisk strategi. Med Frantz Fanons ord: ”Vi gør oprør af den simple grund, at vi ikke kan trække vejret længere.” Palæstinensisk oprør og modstand er direkte følger af den palæstinensiske befolknings afvisning af bosætter-kolonialismens uretfærdigheder, militære besættelse, langvarige belejringer og nægtelse af grundlæggende politiske rettigheder.

Muqawama er et unikt palæstinensisk fænomen, som ikke kan frakobles historien; det kan heller ikke adskilles fra den betydning – Al-Hadina al-Sh’biyah al-Filinstinyah – som det tillægges af det palæstinensiske folk som den oprindelig kilde og vigtigste beskytter af palæstinensisk modstand i alle dens former.

Teksten blev først udgivet 21. juni 2024 på Middle East Monitor. Den er oversat af Niels Overgaard.