Mure og modtagelsescentre fjerner ikke årsagerne til migration

Tanken om fraværet af blikket for den sociale side af migrationen slog mig, da jeg forleden blev færdig med Tom Buk-Swientys glimrende bog Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. Den handler om tømreren og den senere graverjournalist og socialreformator Jacob A. Riis’ udvandring til det forjættede land Amerika med ulykkelig kærlighed og ambitioner om at ville gøre en forskel i bagagen.

Riis ankom til New York i 1870 som en del af verdenshistoriens indtil da største folkevandring. De næste godt 30 år ankom 50 millioner migranter alene fra Europa til landet – drevet af drømmen om ved egen kraft at kunne skabe en ny og bedre tilværelse i dette kæmpestore land med den relativt lille befolkning.

Allerede da Riis ankom, var mere end halvdelen af New Yorks indbyggere født uden for USA og boede typisk i byens mere end 15.000 lejekaserners overbefolkede og sundhedsfarlige slum, opført af skruppelløse ejendomsspekulanter.

Slummen var på det tidspunkt verdens tættest befolkede område. Og den eksplosive udvikling fortsatte. De 15.000 lejekaserner blev på tyve år til 37.000.

Som i Sydafrika efter apartheidsystemets sammenbrud flyttede de velstillede og rigeste sammen i egne ghettoer længere og længere væk fra sult, nød og sygdom.

Til sidst fandt Riis frem til sin vej til at gøre en forskel ved at trække forholdene i slummen frem i dagslyset og konfrontere middelklassen og de rigeste med virkeligheden, som den så ud i de dele af New York, hvor solstråler aldrig nåede ind. Det blev til artikler, politireportager, bøger og billedforedrag, der rystede den amerikanske befolkning.

Den rå kapitalisme øger uligheden – dengang som nu

Riis’ udvandring til USA fandt sted i en verden præget af stor og voksende ulighed.

Samtidig med hans udrejse lagde stiftelsen af den danske arbejderbevægelse grunden til en senere delvis tæmning af den danske ulighed gennem et arbejdsmarked, der løftede arbejdernes levevilkår, og delvist regulerede de frie markedskræfter. Og den danske arbejdsmarkedsmodel blev forudsætningen for den danske eller nordiske skattefinansierede velfærdsmodel, der adskiller sig så markant fra den amerikanske samfundsmodel, som Riis oplevede i sin mest rå form.

I hans nye hjemland blev uligheden i virkeligheden dyrket som essensen af “den amerikanske drøm” om alles mulighed for gennem hårdt arbejde ved egen hjælp at kravle op til samfundets top – og den ganske stærke modvilje mod statslig regulering og skatteopkrævning.

I de seneste årtier i vor tid er uligheden på verdensplan faldet i kraft af indkomstudviklingen i de store, tidligere udviklingslande. Samtidig er forskellen til gengæld steget inden for en række lande – og globalt er forskellen mellem de allerrigeste og de mest fattige både målt som indkomst og opbygning af formue steget til astronomiske højder.

Den rigeste ene procent i verden får næsten dobbelt så stor en del af væksten i verdens samlede formuer, som resten af klodens beboere tilsammen. Og dermed kaprer de allerrigeste i eksprestempo en stadig større andel af verdens velstand. Alene på de seneste ti år har de allerrigeste fordoblet deres formuer.

Den stigende ulighed skaber stadig mere tydelige forskelle. Det skaber migranter, når forskellene i livsvilkår på to sider af grænsebommene bliver større og større. Den udvikling kan ikke bremses med mure eller voldgrave mod og udenlandske modtagelsescentre for migranter.

Tværtimod.

Man kan spærre mennesker ude, men man kan ikke fratage dem drømmen om, at de og deres familie kunne have et bedre liv, hvis de fik muligheden for at passere grænsebommen.

De udenlandske modtagelsescentre er endnu ikke en realitet. Men Trumps mur mod Mexico står der, og vi er som land involveret i at opretholde en voldgrav mod migranter i Middelhavet, hvor vi indgår i EU-samarbejdet Frontex om bevogtning af EU’s ydre grænser.

I dette område af EU’s ydre grænser har de danske patruljebåde Stella Polaris og Vikar med politifolk og personel fra marinen og senest suppleret med et specialkøretøj siden 2019 været udstationeret på den græske ø Symi for at bistå de græske myndigheder med at patruljere i EU-voldgraven. Patruljebådene blev dog i sommer flyttet til italienske Lampedusa.

Under de store flygtninge- og migrantstrømme i 2015 var hele havnen på Symi fyldt med telte og presenninger.

Det var netop på Symi, jeg sad og læste bogen om Jacob A. Riis. Imens var terrassen på øens lille politistation ”som sædvanligt” fyldt med flygtninge og migranter, som var blevet samlet op i den græske del af Middelhavet eller sat i land af menneskesmuglere på afsidesliggende dele af øen.

Fra iagttager til samfundskritiker og reformator

Riis var som den aktuelle præsidentkandidat Donald Trump republikaner, men blev senere under sit arbejde i slummen til en republikansk samfundskritiker og social reformator. Det sidste kan man ikke beskylde Trump for at være. Endda på ingen måde.

Riis fortæller i sine dagbøger, at da han i 1872 arbejdede som skibstømrer i Buffalo, “kom en international vrøvler op på vores skib i middagsstunden og forsøgte at vrøvle arbejderne ørerne fuld af kommunisme, men til alles latter tog jeg ham fat og rakkede de internationale så syndigt ned, at han sørgmodigt slog retræte med alle sine skjønne hensigter og forhåbninger. Skulle nogensinde en sådan forsamling finde sted her i Buffalo, tror jeg virkeligt, at jeg ville træde op for første gang som taler på engelsk mod den forrykte ide, som jeg hader.”

Han brugte risikoen for, at slummen kunne skabe grobund for “internationale vrøvlere” som argument over for det bedre borgerskab om, at de elendige lejekaserner kunne skabe grobund for revolution og anarki, der kunne brede sig til resten af samfundet.

Han respekterede imidlertid de fattiges offervillighed, solidaritet og vilje til at dele med andre i samme situation eller med endnu mindre: “De fattiges villighed til at dele det lidt, de har, med dem, som har endnu mindre, er en af de få moralske dyder i lejekasernerne,” skrev han i bogen How the other half lives, der gav ham hans helt store nationale gennembrud i USA, men som desværre ikke er oversat til dansk.

I samarbejdet med andre reformister skiftede Riis efterhånden syn på slummens indbyggere og ”begyndte at se på beboerne i lejekasernerne som ”sjæle”. Det er en milesten i New Yorks historie … lejerne i lejekasernerne var bedre end deres boliger”.

Tyve år senere var næsten 1 million ud af de 1,6 millioner indbyggere i New York bosat eller overnattede i lejekasernerne.

Riis var selv i de vanskeligste situationer stærkt optaget af at man skulle kunne klare sig selv. Så optaget, at han, da han selv endte i slummen og var på nippet til at måtte overleve som tigger, brændte ”de anbefalinger, han havde med hjemmefra, for ikke at blive fristet til at prøve at overleve på andres nåde”.

Holdningen giver mindelser om Liberal Alliances aktuelle kampagne om, at mennesker må tage ansvar for eget liv under overskriften ”Du kan godt”. Og måske udtrykte Riis lidt af samme ultraliberale tankegods som Alex Vanopslagh, da han 25 år senere som kendt og respekteret i vide kredse skrev i et brev, hvor han valgte at holde fast i journalistikken som sin primære beskæftigelse: ”Den faste, sikre løn gør os alle til kujoner.”

I modsætning til ultraliberalisternes blinde sociale vinkel havde han opnået et skarpt blik for sociale forhold, som han samtidig holdt fast i resten af livet.

Gå på to ben

I nutidens migrantdebat er det åbenbart, at Danmark og de øvrige vestlige lande ikke kan rumme en strøm af migranter, der minder om udvandringerne fra de vestlige lande for mere end hundrede år siden.

Men alternativet er ikke at bygge mure. Et Europa bag mure vil blive et Europa, som på sigt vil have stor risiko for at blive løbet over ende. Trump-pigtråd skaber ikke langsigtede løsninger.

Den vestlige verden må i stedet gå på to ben.

Holdbare langsigtede løsninger handler om at give en hånd til at løfte de fattigste lande op på et velstandsniveau, der giver den enkelte tro på muligheden for at skabe en tilværelse med det gode liv. Og bidrage med både økonomisk støtte, investeringer, teknologi, uddannelse og bæredygtig samhandel. Og sikkert meget mere.

Det andet mindst lige så vigtige ben er skabelse eller genskabelse af den sociale samvittighed overfor andre dårligere stillede. Både den individuelle og kollektive sociale samvittighed. Den samvittighed som Jacob A. Riis erhvervede i New Yorks slumkvarterer.