Farhiya Khalid: Muslimer er også politiske subjekter

Reduceringen af minoriteter med muslimsk baggrund til rene kulturelle størrelser er med til at nære den højrepopulistiske idé om en igangværende ‘kulturkamp’. Farhiya Khalid mener, at ‘muslimer’ skal ud af den kulturelle krukke, de fastholdes i, og i stedet betragtes som ligeværdige, politiske subjekter.

Af Farhiya Khalid

Hvad betyder det egentlig at have ‘muslimsk baggrund’? Skal man overhovedet være troende, eller er det nok, at ens oprindelsesland har en muslimsk majoritetsbefolkning? Hvad vil det sige at dyrke en muslimsk kultur? Og hvad ligger der i kategorien, når ordet tages i munden af danske politikere, journalister og kommentatorer?

I marts måned fik København besøg af forskeren Ferruh Yilmaz fra Tulane Universitet i New Orleans. På det tidligere Verdenskulturcenter på Nørrebro holdt forskeren oplæg om sin seneste bog How the Workers Became Muslim: Immigration, Culture, and Hegemonic Transformation in Europe (Hvordan arbejderne blev muslimer: Indvandring, kultur og hegemonisk transformation i Europa) fra 2016. Oplægget gjorde stort indtryk på mig, og Yilmaz’ bog bør være pligtlæsning for alle, der studerer eller arbejder med politik og medier. Især i denne tid, hvor valgkampen buldrer derudaf, og simplificerede kategorier præger den offentlige debat.

Med Danmark som casestudie diskuterer Ferruh Yilmaz, hvordan den populistiske højrefløj har været succesfuld i kapringen af den såkaldte indvandrerdebat. Hvor økonomien tidligere var centrum for den politiske kampplads, er politik i dag reduceret til kultur- og værdikamp. Og sammen med mediernes optagethed af historier om bl.a. æresdrab, massevoldtægt og kvindelig omskæring, skabes der konstant medialiserede moralske panikker, der præger den politiske diskurs

Yilmaz skriver: “Spørgsmålet om kultur var i 2001 ikke blot blevet nøglen til indvandring, men også til det sociale forestillingsunivers, hovedsageligt gennem betegneren “muslimsk indvandrer” – en forandring af fokus, der flyttede den sociale kamp fra klasse til kultur.“

Denne ‘muslimske indvandrer’ er kendetegnet ved ikke at have sociale eller økonomiske problemstillinger – hun er ren kultur. Og det er i denne sammenhæng, at Yilmaz anvender det brugbare begreb kulturificering. Hos Yilmaz er kulturificering den kulturelle framing af ellers økonomiske eller sociale problemstillinger – især når disse problemstillinger vedkommer etniske minoriteter med ‘muslimsk baggrund’. Denne gruppes sociale og økonomiske problemstillinger forankres i en essentiel kultur og kulturelle forklaringsmodeller, og selv gruppens indre logikker og handlemønstre gives kulturelle årsagsforklaringer.

Dette ses fx når politikere reducerer arbejdsløshed hos denne gruppe til et spørgsmål om dovenskab og en forankret krævementalitet. Det ses, når kriminalitet hos unge mænd med muslimsk baggrund forklares ud fra, at man i arabisk eller somalisk kultur “opdrager sønner som små prinser”. Det er når muslim absolut skal være på den ene side af bindestregen, selv når det handler om børnehaver eller skat. En essentialisering af ellers forskelligartede politiske subjekter i én samlebetegnelse. Men hvad er konsekvenserne af denne diskurs?

Kulturificering er barn af den højrepopulistiske diskurs, der har hersket de seneste årtier. Men grunden til, at den netop er herskende, er bl.a. fordi disse kulturelle forklaringsrammer i dag gennemsyrer dansk politik på tværs af det politiske spektrum. Venstrefløjen forfalder nemlig også til disse kulturelle forklaringer, når debattører og politikere fx beskriver feminisme hos minoritetskvinder som et tiltrængt opgør med deres kultur eller understreger, at muslimer sagtens kan være demokrater. En accept af den kulturelle prismes kategorier, hvor selv forsøget på at forsvare ‘de andre’ reproducerer højrepopulismens fantasiforestillinger.

Denne reducering af minoriteter med muslimsk baggrund til rene kulturelle størrelser – uden skyggen af politisk subjektivitet – er med til at nære den højrepopulistiske idé om en igangværende kulturkamp. For hvis muslimer tænker, handler og lever med udgangspunkt i kultur alene, må der selvsagt være en kamp, der skal kæmpes og vindes. Og det er her, at debatten om danskhed får sin næring.

Det er derfor vigtigt, at vi både lærer at identificere og udpege disse politiske og mediemæssige kulturificeringer. Og at vi – både minoriteter med muslimsk baggrund såvel som majoritetsbefolkningen – skal understrege overfor politikere og mediefolk, at ‘muslimer’ skal ud af den kulturelle krukke, som vi fastholdes i. Vi er politiske subjekter, der som alle andre har forskelligartede sociale og økonomiske problemstillinger, der skal og må adresseres.

Farhiya Khalid er somalisk-dansk journalist og historiker. Hun har som flygtning selv taget ruten gennem adskillige asylcentre, og hendes primære aktivitet på denne blog vil være en kritik af dansk asylpolitik og den højredrejning, der muliggør dens eksistens.