Myten om de danske og vestlige værdier

Bertel Haarder tog 2016 initiativ til at kanonisere ‘danske værdier’. Ikke overraskende blev velfærdsstaten den absolutte topscorer. Velfærdsstaten har nu i to generationer sikret et vist socialt sikkerhedsnet for det store flertal i dette land. Men er det en dansk, eller endda vestlig værdi?

Nej, det er det ikke. På samme tid blev der også etableret grader af velfærdsstater i mange andre lande, og forsøg på at skabe en slags velfærdsstat er set mange gange i historien. Et eksempel på en slags ‘proto-velfærdsstater’ så man også i for eksempel lande som Irak og Syrien i løbet af 1970’erne. Selv om der også var tale om brutale, undertrykkende diktaturer under henholdsvis Saddam Hussein og Hafez al-Assadf, udviklede de sig alligevel som en slags velfærdstater for store dele af deres befolkninger.

“Mette Frederiksen og toppen af Socialdemokratiet er – siden de kom til magten i juni 2019 – gået all in på at snakke om “danskerne”, “danske værdier” og “Danmark”, hvilket retorisk bliver sat i skarp kontrast til såkaldt “ikke-vestlige” værdier”

Men også et land som Libyen udviklede under Gaddafi et langt mere udbredt socialt sikkerhedsnet end tidligere. Det er nok nyt for mange, der i dag forbinder de lande med nutidens mere kaotiske situation. Kigger man på et land som USA, er der også markant forskel på, hvor stort det sociale sikkerhedsnet var før og efter Franklin Roosevelts “New Deal” i 1930’erne, og i Venezuela brugte Hugo Chavez mange af statens oliemilliarder i starten af 00’erne på at sikre landets indbyggere føde, tag over hovedet, sundhedsvæsen og bedre uddannelse – altså mange af de ting, vi forbinder med en ‘velfærdsstat’.

De mange forskellige eksempler tjener til at pointere, at “den danske værdi velfærdsstaten” hverken er dansk eller særegent vestlig. Den er først og fremmest et produkt af en bestemt historisk epoke, hvor den organiserede arbejderbevægelse og venstrefløjen kæmpede for lige rettigheder, muligheder og social retfærdighed. Borgerlige politikere kæmpede imod med næb og klør, indtil de måtte bøje sig for det socialdemokratiske argument om, at hvis ikke de gik med til reformer, så ville de få oprør og revolution.

Velfærdsstaten er med andre ord ikke hugget i sten, selv om den er blevet kanoniseret af Haarder. Den har også længe været under afvikling gennem “nødvendighedens politik”. Grotesk nok er bevarelsen af velfærdsstaten ofte det centrale argument for at forringe den.

Kanonisering sikrer den herskende klasses interesse

“Danske eller nationale værdier” er ikke kun et retorisk kneb for politikere, som ønsker at booste deres popularitet. De er også den moralske cement, som holder samfundet sammen om den herskende klasses interesser og fortælling om, at vi alle er i samme båd.

I 00érne strammede Fogh-Rasmussens regering op om denne fortælling og indførte en historie-kanon, så man kunne styre, hvad elever i folkeskolen skulle lære i historie. Siden fik danskfaget også en kanon, og dermed blev det også centralt styret hvilken litteratur, eleverne skulle introduceres tilfor. Her bliver den historie og litteratur, som sætter den herskende klasse i et positivt lys, udvalgt og ophøjet til evig sandhed – præcis som når den katolske kirke ophøjer en afdød person til helgen. Derfor er de oprindelige befolkninger i Grønland, Afrika og Vestindien, som det imperialistiske Danmark udbyttede og undertrykte, skrevet ud af historien. Heller ikke en af danmarkshistoriens største arbejderopstande, som brød ud på St. Croix i oktober 1878, lærer man om i skolen.

Derimod vakte det et voldsomt ramaskrig, da Ole Bornedals TV-serie “1864” blev sendt i 2014, 150 år efter nederlaget ved Dybbøl. Her blev de nationalromantiske politikere afsløret som ansvarlige for “Slagtebænk Dybbøl”. Serien pillede ved den nationale stolthed og fortælling og afslørede den herskende klasses gemene, nationalchauvinistiske handlinger.

“Vestlige værdier” begrunder imperialistiske krige og islamofobi

Med angrebet på World Trade Center i 2001 og den efterfølgende “krig mod terror” blev islam den absolutte fjende af såkaldte “danske og vestlige værdier”. Krigen mod terror kanoniserede sandheden og tvang alle til at vælge: Er du med os i Vesten, eller er du med terroristerne, sådan som George W. Bush udtrykte det?

Med ét blev alle muslimer potentielle terrorister, hvis lande man kunne bombe sønder og sammen, og som man kunne fængsle og torturere. Alt sammen i en højere sags tjeneste: “de vestlige værdier” om demokrati og frihed. Selvom krigene byggede på løgne, som senere blev afsløret, og selvom Vesten overhovedet ikke kunne leve op til sine egne påståede værdier, så er islam og muslimerne stadig deres foretrukne fjendebillede, som konstant bliver stillet op som modsætning til “danske eller vestlige værdier”.

Nationale eller internationale værdier?

Man kunne let få den opfattelse, at “danske værdier” er mange tusinde år gamle. Men det var først i forbindelse med nationalstaternes dannelse og de borgerlige revolutioner i Europa i midten af 1800-tallet, at de nationale, herskende klasser forsøgte at skabe en national identitet og samling omkring “danske værdier”. Den nationale identitet var en drivkraft for bønder, håndværkere og senere også arbejderklassen, der samtidig krævede at få flere rettigheder og en større del af kagen.

Den var og er stadigvæk en drivkraft for mange undertrykte folk og mindretals kamp for frihed og selvbestemmelse over alt på kloden. Det viser, at de såkaldte “danske og vestlige værdier” er universelle. De kan ikke nationaliseres. Men den herskende klasse i alle lande forsøger at bruge de “nationale værdier” til at sikre samling omkring de bestående vilkår, og islamofobien til at splitte folk med.

Socialister bygger på en anden tradition. Den er solidarisk og international. Helt frem til 1914 var det Socialistisk Internationales politik – hvor også det danske Socialdemokrati var medlem – at man ville stoppe den truende krig i Europa med en international generalstrejke. Den internationale værdi – arbejdersolidaritet – stod over for den “nationale værdi” – forsvar for fædrelandet. Kun socialdemokraterne i Rusland, og enkelte andre socialdemokrater som f.eks. Rosa Luxemburg, fastholdt en solidarisk og internationalistisk linje. Resten sprang i målet – og 1. verdenskrig startede.

Mette Frederiksen og toppen af Socialdemokratiet er – siden de kom til magten i juni 2019 – gået all in på at snakke om “danskerne”, “danske værdier” og “Danmark”, hvilket retorisk bliver sat i skarp kontrast til såkaldt “ikke-vestlige” værdier.

Vores svar må være: Danske og vestlige værdier – ellers tak. International solidaritet, ja tak.