NATOs medlemslande bør tilslutte sig FN’s forbud mod atomvåben

DA NATOs 31 medlemslande 11.-12. juli mødtes i Litauens hovedstad Vilnius, var mødets indhold forskelligt prioriteret. Forlængelsen af Jens Stoltenberg som generalsekretær, budgetdiskussioner og Sveriges forestående og Ukraines mulige medlemskab af NATO enhver diskussion af alliancens mål og strategi. I den efterfølgende næsten euforiske skåltale overgik præsident Joe Biden endog den værste koldkrigsretorik fra tidligere præsident Ronald Reagan.

Ruslands folkeretsstridige angreb på Ukraine i februar 2022 har medført, at faren for en atomkrig i dag er større end under Den Kolde Krig. Kløften mellem atomvåbenstater og stater uden atomvåben samt udviklingen i forholdet mellem verdens to største atommagter USA og Rusland er mildt sagt bekymrende.

I kølvandet på invasionen i Ukraine har Rusland påbegyndt en deployering af atomvåben til nabolandet Belarus. På samme måde har USA tidligere udstationeret atomvåben til flere vesteuropæiske allierede.

Hovedparten af de eksisterende atomvåbenaftaler er enten opsagt eller udløbet. I de seneste ti år er nedrustningen praktisk talt stagneret, og især de største atomvåbenmagter investerer igen i modernisering af atomvåben.

2000 atomsprænghoveder i højt beredskab

Ifølge det svenske Institut for Fredsforskning SIPRIs opgørelse fra juni råder verdens ni atommagter tilsammen over 12.512 atomsprænghoveder. Heraf tegner USA og Rusland sig for næsten 90 procent. 2000 atomsprænghoveder er i højt beredskab og er allerede monteret på missiler eller opbevares på baser med atombombefly.

Ifølge ICAN – den internationale kampagne for at afskaffe atomvåben – brugte de ni atombevæbnede lande i 2022 – året for den russiske invasion i Ukraine – 82,9 milliarder dollars på deres atomvåben. Det er en stigning på 2,5 milliarder dollars i det globale atomvåbenforbrug fra 2021. Den private sektor tjente mindst 29 milliarder dollars på atomoprustningen i 2022. USA brugte 43,7 milliarder dollars – mere end alle de øvrige otte lande tilsammen. Rusland brugte 9,6 og Kina 11,7 milliarder dollars.

Behovet for en global nedrustning af kernevåben er udtalt. Men atomvåbenmagterne og NATO som militær alliance modarbejder desværre aktivt et forbud mod atomvåben.

Som verdens to største atommagter har Rusland og USA et særligt ansvar for at nedruste. Det ansvar lever de ikke op til. USA og Ruslands svigt og manglende ansvar nødvendiggør, at ikke-atomvåbenstater – heriblandt Danmark – gør en aktiv indsats for at sikre fortsat fokus på nedrustning.

NATO-landene bakkede ikke op om FN’s traktat mod atomvåben

Mange vil mene, at FN eller OSCE er mere oplagte organisationer end NATO for at fremme nedrustning og imødegå truslen om en atomkrig. Venstrefløjen og andre fredselskende kræfter har af gode grunde en erfaringsbaseret principiel modstand mod NATO.

NATO præsenterer sig selv som en rent “defensiv alliance … der arbejder for fred, sikkerhed og frihed”. Virkeligheden er dog en helt anden. Bortset fra at dets mest magtfulde medlem og de facto leder, USA, har bombet flere lande end nogen anden nation, har Nato selv været involveret i mange militære konflikter. Det gælder især krigene i Afghanistan og Libyen, som ikke havde noget at gøre med at forsvare medlemmerne mod ydre overgreb. I disse tilfælde var NATO klart aggressoren.

Så længe Danmark er medlem, og der ikke er noget sikkerhedspolitisk alternativ, er det vigtigt, at NATO – i lighed med andre internationale fora – bruges til at fremme FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

En rapport udarbejdet af ICAN – The International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, som i 2017 modtog Nobels fredspris for sit arbejde for at få atomvåben forbudt – opridsede allerede for to år siden, hvorfor medlemmer af NATO bør gribe mulighederne i FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

ICAN-rapporten foreslår, at NATO tager skridt til at blive en “atomvåbenfri” eller en “ikke-nuklear” alliance i overensstemmelse med FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

7. juli 2017 vedtog 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – en banebrydende FN-traktat mod atomvåben. Desværre boykottede atomvåbenmagterne og NATO-landene forhandlingerne og deltog ikke i afstemningen, der vedtog traktaten.

Foreløbig har 92 stater underskrevet og 68 stater ratificeret FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

Traktaten stigmatiserer og forbyder al udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. Traktaten trådte i kraft i januar 2021 og har siden udfyldt et stort hul i Folkeretten.

ICAN-rapporten fremhæver, at der er en udbredt støtte til forbudstraktaten i mange NATO-lande. Det afspejles i meningsmålinger, parlamentariske beslutninger, erklæringer og udtalelser fra politiske partier samt nuværende og tidligere partiledere. Ligeledes er der et stigende pres i offentligheden affødt af den stigende trussel om atomkrig siden Ruslands krig i Ukraine.

Rapporten fremhæver, at der i Atlantpagten ikke er juridiske forhindringer for NATOs medlemmer ved at tiltræde forbudstraktaten. Alle NATO-medlemmer bør frit kunne tilslutte sig traktaten uden frygt for repressalier fra deres allierede, i særdeleshed fra atommagterne USA, Frankrig og Storbritannien.

Hvad skal NATOs medlemslande kræve?

I juni 2022 blev der i Wien afholdt en opfølgningskonference om traktaten. Trods stærk modvilje fra USA deltog Norge, Tyskland, Holland og Belgien samt de nye NATO-ansøgerlande Sverige og Finland som observatører i konferencen. Den danske regering valgte derimod at følge USA og nægtede at deltage i konferencen.

Selv om afskaffelsen af atomvåben har lange udsigter, viser deltagelsen af de nævnte NATO-lande, at de deler bekymringen om atomvåbnenes rolle i sikkerhedspolitikken. Ved at tilslutte sig FN-traktaten kan NATO’s medlemmer hjælpe med at forhindre spredning af atomvåben og åbne nye veje for nedrustning.

Selvom en fuldstændig afskaffelse af atomvåben måske forbliver et fjernt mål, bør arbejdet for at gøre NATO til en atomvåbenfri alliance begynde nu.

NATO bør styrke det globale forbud mod atomvåben ved at støtte FN-traktaten og engagere sig konstruktivt med forbudstraktat-stater for at tilskynde lande uden for NATO til også at tilslutte sig traktaten. Men først og fremmest bør de 28 ikke-atombevæbnede medlemmer af NATO selv tilslutte sig traktaten.

Ingen af disse skridt vil bringe NATO’s sikkerhed i fare. De er alle forenelige med Atlantpagten. Der er derfor ingen grund til at tøve med at tage de første skridt.

Næste år kan NATO markere sit 75-års jubilæum. Det er en god anledning til allerede nu at starte en åben diskussion og formulering af en vision om NATO som en atomvåbenfri alliance.