Nazistisk propaganda på det store lærred – Anmeldelse af “Føreren og forføreren”

18. februar 1943 trådte den 40-årige minister for propaganda, Joseph Goebbels, frem på scenen i Sportpalast i Berlin. Han skulle levere en tale, som kunne sikre opbakning til den nazistiske krigsmaskine, og opbakning var der brug for.

Den tyske offensiv mod øst var gået i stå. Russerne havde knækket ryggen på nazisterne og havde udslettet den sjette arme i slaget ved Stalingrad. Et afgørende vendepunkt i krigen. Fra kun at have oplevet fremgang på Europas krigsskuepladser var de tyske styrker på tilbagetog, og allierede flyvere bombede Berlin. Krigslykken var vendt.

Talen den 18. februar var en succes for ministeren og et vellykket propagandanummer, som siden har været med til at cementere opfattelsen af Goebbels som en mester i masseforførelse. Goebbels havde salen i sin hule hånd, og i løbet af sin tale på mere end halvanden time stillede han tilhørerne ti spørgsmål, hvoraf især det ene er gået over i historien: “Vil I den totale krig?”

Den dag i dag kan vi på autentiske lydoptagelser fortsat høre mængdens begejstrede tilråb, og ekkoet fra talen i 1943 kan stadigvæk sende en isnen ned ad ryggen på de fleste. Propagandaen virkede. På den baggrund giver det mening at gøre hovedmanden for nazismens udtryksformer til hovedpersonen i en film, hvis man ønsker at forstå, hvordan det lykkes det totalitære regime at opnå opbakning i den tyske befolkning. 

En film med en klar advarsel

Den tyske instruktør Joachim Lang har gjort propagandaministeren til omdrejningspunktet for sin film “Føreren og forføreren” som netop har haft premiere i Danmark. Som seere bliver vi taget med ned i det nazistiske maskinrum, dér hvor propagandaen blev til.

Det gør han på mange stræk godt. Instruktøren slår fast fra begyndelsen, at formålet er at skabe en film, som kan tjene som en advarsel mod, at “vor tids folkeforførere” får rodfæste. Der er ikke nogen adresse på, så man må selv tænke sig til, hvem instruktøren har in mente.

 I “Føreren og forføreren” følger vi Joseph Goebbels både som privatperson og som chef for den nazistiske propaganda og kommer således tæt på toppen af det nazistiske hierarki, som omgav føreren Adolf Hitler.

Titlen er en god beskrivelse af hovedpersonens karakter. En masseforfører og mester ud i propagandaen men også i sit privatliv, hvor Goebbels var konstant utro og ikke ville være i nærheden af at kunne overleve en moderne MeToo-sag. Hans affære med den tjekkiske skuespillerinde Lida Baarova fylder en del af filmen, ligesom hans problemfyldte ægteskab med Magda og de tos forhold til Hitler er i centrum.

Dertil får vi et godt indblik i topnazistens professionelle virke, som mere end noget andet har gjort Goebbels berygtet – produktionen af nazistisk propaganda.

Det er denne del af filmen, som fungerer bedst, for det er interessant at komme med ind bag kulisserne og se troldmanden i aktion. Vi følger Goebbels på arbejde i ministeriet og “on-set” med skuespillere i produktionen af anti-semitiske film og møder også den omdiskuterede filmskaber Leni Riefenstahl, som stod bag nogle af nazisternes visuelt mest imponerede film.

Hvis vi i dag får bestemte billeder på nethinden, når vi tænker på den historiske nazisme, så er det i høj grad Joseph Goebbels fortjeneste. Joachim Lang giver gode bud på, hvilke tanker topnazisten havde for udførelsen af de mest kendte nazistiske propaganda-stunts. Det virker godt.

Usædvanligt og kontroversielt kunstnerisk greb

I filmen benytter instruktøren et greb, som uden tvivl vil skille vandene, for han sætter skuespillet og scenerne op over for autentiske filmklip fra anden verdenskrig. Derfor ser man først propagandaen “i tegnestuen”, hvorefter instruktøren har brugt hårrejsende autentiske optagelser.

Således ser vi både virkelige henrettelser af polske partisaner og nedskydningen af jødiske mænd på østfronten. Virkelige henrettelser.

Det greb er tvivlsomt. Som historiker har jeg set mange af de klip før, men det virker voldsomt at klippe dem ind i en kunstnerisk bearbejdning og fremstilling af historiske begivenheder. Intentionen om at vise propagandaens konsekvenser er bestemt prisværdig, men det er et greb, som jeg ikke er udelt begejstret for. Det bryder med formatet og gør filmen til en form for reenactment, som ikke er helt vellykket.

En tour de force i nazismens historie

Filmen foregår i perioden fra 1938 med Anschluss (den tyske anneksion af Østrig) som udgangspunkt og følger de mest væsentlige begivenheder i Det Tredje Riges historie frem til den endelige undergang i maj 1945.

Uanset om det er Krystalnatten 9. november 1938, hvor tyske jøder og forretninger blev udsat for overgreb fra nazisternes side, angrebet på Polen, sejren over Frankrig eller andre store begivenheder, så havde regimet brug for, at propagandamaskinen drejede nyhederne, så de passede ind i nazi-toppens planer. Eller som Goebbels bliver citeret for at sige: “Vi taler så sandt, som det passer os”.

Propagandaministeren stod i spidsen for det hele og opnåede en stærk fortrolighed med Hitler helt frem til dennes selvmord 30. april 1945. Som biografgængere er vi med hele vejen.

Ujævnt skuespil og mindeværdige scener

Hvad motiverede egentlig Goebbels til at gøre, som han gjorde? Det spørgsmål står og blinker efter 2 timer og 15 minutter i selskab med nogle af de værste forbrydere i det 21. århundrede. Desværre får vi aldrig et rigtig troværdigt bud.

Filmens skuespilpræstationer er sine steder ujævne, men som den bedste bør fremhæves østrigske Franziska Weisz i rollen som Magda Goebbels. Hun gestalter sin rolle som forsmået nazistisk husmor, der beundrer Hitler, ganske udmærket.

Til gengæld falder to af de mest væsentlige roller sine steder igennem. Det gælder eks. Fritz Karl (ligeledes østriger), som har fået den utaknemmelige rolle at spille Adolf Hitler. I moderne tid har ingen skuespiller taget den rolle på sig, som Bruno Ganz gjorde det i Oliver Hierschbiegels Der Untergang (2004), og derfor vil enhver tysk skuespiller, som får netop den rolle, skulle spille op mod Ganz’ præstation. Et vanskeligt job.

Hovedrollen som Joseph Goebbels gestaltes af Robert Stadlober, og det lykkes ikke Stadlober at gøre Goebbels figur rigtig levende. Vi får kun et overfladisk indblik i hans bevæggrunde. Måske skyldes det, at instruktøren ønsker at holde sig tæt op ad historiske kilder?

Det er ikke helt klart, men her mangler filmen noget, for den historiske Goebbels sad helt i top af det nazistiske hierarki, og den historie er helt sikkert interessant. Det ændrer ikke på, at filmen har gode scener, hvor instruktøren formår at give Stadlober plads, ikke mindst når Goebbels står på talerstolen eller øver foran spejlet.

Ligeledes er der decideret gribende scener, hvor vi ser konsekvenserne af den propaganda som Goebbels stod bag. Det gælder ikke mindst en særlig mindeværdig scene, hvor vi følger skuespilleren Joachim Gottschalk, som var gift med den jødiske skuespillerinde Meta Wolff. Sammen havde de sønnen Michael, og deres skæbne skal ikke afsløres her, men da den åbenbares i filmen, var det svært ikke at få en tåre i øjenkrogen. Deres historie fortjener sin egen film.

Derfor skal man se filmen, hvis man er historieinteresseret og ønsker et indblik i, hvordan den nazistiske propaganda blev skruet sammen. Filmen er seværdig, ikke mindst fordi der har stået en dygtig scenograf bag, selv om skuespillet til tider halter. God tur i biografen.