Ninna kæmper for en by for de mange

12 min. læsetid

Foto: Jean Thierry

Det lå ikke i kortene, at Ninna Hedeager Olsen skulle ende som teknik- og miljøborgmester i København. Men i dag er hun øverste chef for tusindvis af ansatte, og har sat alt ind på at skabe en grøn by med boliger, der er til at betale.



Fortalt til Jeppe Rohde

Efter efterskolen mødte jeg nogle folk, som boede i kollektiv i Holstebro, og de var allesammen aktive i en nystartet afdeling af Internationale Socialister. Vi lavede en del aktivisme, fx spærrede vi en port til Holstebro Kaserne, hvor vi som de allerførste reagerede mod bombningerne af Serbien. Vi afholdt medlemsmøder hver uge, hvor vi skolede hinanden i profitratens tendens til fald og andre lidt nørdede emner. Og så lavede vi en del uddannelsespolitik, og talte om den nært forestående revolution.

Jeg tror den tid gav mig en klassekampsbevidsthed, som jeg stadig har på rygraden. Når jeg vurderer ting i dag, overvejer jeg, om det bidrager til den rigtige vej i klassekampen eller ej. Selvom det ligger langt tilbage, var det der, hvor jeg fik opbygget en grund-ideologisk holdning til, hvordan verden skal bevæge sig.

Da jeg flyttede til København, blev jeg aktiv i SiD Lager & Handel, hvor jeg organiserede min cykelbud-arbejdsplads sammen med gode kolleger. Senere blev jeg Palæstina-fredsvagt, hvor jeg deltog i ikke-voldelig direkte aktion i Palæstina mod besættelsen. Senere igen kom jeg ind i Enhedslisten på Nørrebro, hvor jeg blev aktiv i lokalpolitiske initiativer som Forsvar De Gamles By, Bevar Sjællandsgade Bad og Sikker Rantzausgade. Der var der, jeg begyndte at få øjnene op for kommunalpolitik. Pludselig var jeg involveret i en del aktiviteter, som var rettet mod rådhuset, og som kæmpede for nogle meget lokale forandringer.

Byrådskandidat


Derfor endte jeg med at stille op til den interne urafstemning om at blive byrådskandidat for Enhedslisten. Jeg fik et godt resultat og en god placering, og ved valget i 2013 blev jeg så valgt til Københavns Borgerrrepræsentation. Det var super mærkeligt pludseligt at komme ind på rådhuset. Efter at have været aktivist og bevægelsesaktiv i mange år, skulle jeg lige pludseligt tage stilling til utroligt mange, meget konkrete spørgsmål. Der er et helt apparat af virkeligt dygtige medlemssekretærer. Man føler sig meget privilegeret, og føler, at det arbejde, man laver er rigtigt vigtigt.

Jeg sad i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i det meste af sidste valgperiode. Noget af det første jeg arbejdede med var gensidig forsørgerpligt, som blev indført lige i starten af 2014. Da havde vi et fedt samarbejde med nogle arbejdsløse, som også var meget aktive på det her spørgsmål. Kommunen skulle bl.a. kontrollere, om de arbejdsløse kyssede med dem, de boede sammen med, for så skulle man også forsørge hinanden.

Det lykkedes os at få ændret kommunens praksis, sådan at der ikke blev sat nogen penge af til kontrol. Det var en fantastisk sejr, som både viste godt samarbejde på tværs af traditionelle partiskel og med en aktiv bevægelse uden for murene, der lagde pres på politikerne til at træffe den rigtige beslutning.

Når Ninna holder pause fra de grå gange på Rådhuset, er hun ofte at finde til metalkoncerter. Her til Copenhell-festivalen på Refshaleøen i 2018. Foto: privat.

Det var ikke min plan at blive borgmester. Men jeg fik et rigtigt godt valg til Enhedslistens interne urafstemning i København, og så ringede bestyrelsen og tilbød mig at blive at blive deres bud på en borgmesterkandidat. Jeg havde ikke umiddelbart lyst og var ret meget i tvivl, for jeg havde det rigtigt godt på min arbejdsplads. Jeg var også ret bange for den der magt. At jeg ville blive magtfuldkommen eller miste kontakten med alt det, der foregår udenfor rådhuset; for man sidder meget tæt med en forvaltning.

Det, der talte for var, at jeg havde en masse holdninger til Enhedslistens prioriteter og hvordan vi skulle bruge vores borgmesterpost. Og når man har en masse holdninger, må man også nogen gange slå til og gøre det selv. Og så var der også et kønsperspektiv. Fire år tidligere havde Signe Færch fået flest stemmer, men takkede nej og lod posten gå videre til Morten Kabell. Jeg havde også lidt lyst til at lade den gå videre til Ulrik Kohl, som var nr. 2, men flere veninder sagde til mig: Okay, igen er der en kvinde, der synes det er lidt nemmere, hvis det var en mand, der tager den. Og jeg kunne godt se, at det jo heller ikke burde være sådan. Så jeg lod mig overtale.

Aktivisme er en vigtig del af Ninnas liv. Det har ikke ændret sig med borgmesterposten, og hun er ikke bange for at vise sin holdning, når det kommer til konkrete sager. Her til protestaktion for bevarelse af ‘Stejlepladsen’ i Københavns Sydhavn. Foto: privat.

Lige efter valget var der meget postyr om vores valg af borgmesterpost. Det var sindssygt hårdt, for mange af dem, der var mest vrede over vores valg, var de syge og arbejdsløse, som var i den bevægelse, som jeg havde været med til at bygge op sammen med dem. Beskæftigelsesområdet er meget lovreguleret, men som borgmester ville jeg kunne præge forvaltningen til at udfordre lovgivningen noget mere.

Jeg er dog helt enig i partiets prioritering om at tage borgmesterposten inden for teknik og miljø, og jeg var helt overbevist om, at det stod lysende klart, at det var vores førsteprioritet. Alle partier ville tage den post uden at tøve, fordi det er der, hvor du kan gøre den største forskel for byen og lave varige forandringer. Det kom som et chok, at en del folk havde regnet med, at vi ville have prioriteret anderledes,og set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig have gjort det klart og tydeligt, hvad vores førsteprioritet var.


Når solen skinner, er det tid til fadøl og 2. divisionsfodbold. Teknik- og Miljøborgmesteren er ofte at finde på lægterne i Sydhavnen, hvor yndlingsklubben BK Frem slår sine folder. Lidt fraternisering med modstanderne er hun dog ikke for fin til. Foto: privat.

Muligheder og begrænsninger

I teknik og miljøudvalget laver vi lokalplaner, som fastlægger, hvor der skal være bolig, erhverv, institutioner, veje, cykelstier etc. Det er der, man beslutter, hvordan byen skal være indrettet – og så er der klima, miljø, affald og så videre. Det er et kæmpe område.

Det er udvalget, der bestemmer den overordnede politik og mig, der skal udføre den. Så på de store linjer er det ikke mine personlige holdninger, der bestemmer hvordan byen udvikler sig. Hvis et flertal beslutter et højhusbyggeri eller at der skal anlægges nogle parkeringspladser, så skal jeg sørge for, at forvaltningen udfører det. Også hvis de fx beslutter at lave den her kæmpe havnetunnel, som Enhedslisten er modstandere af.
Jeg synes nu godt jeg kan manøvrere rundt i det, for jeg har stadig min frihed til at sige hvad jeg mener om tingene. Derudover handler det selvfølgelig om at tage kampene i udvalget, og der har jeg en vis fordel, fordi jeg er fuldtidspolitiker og har et system, som kan forberede mig, kigge på alternativer til det foreslåede og så videre. Som oftest bliver der ført en nogenlunde progressiv politik i teknik og miljøudvalget, selvom Socialdemokraterne sommetider svinger over, og laver nogle dumme ting med de borgerlige.

Boliger til alle

Boligspørgsmålet er en af de allerstørste udfordringer for København lige nu. Hvordan skaber vi en by, hvor helt almindelige mennesker har råd til at bo? Vi mener i Enhedslisten, at den almene sektor er svaret på det. Nogen siger, at almene boliger skaber flere udsatte i byen, men det mener jeg ikke. Man kan sagtens skabe almene boliger, som er blandede og som er demokratisk styrede. Med regeringens ghettopakke vil de have revet tusindvis af billige boliger ned, men det er en helt central kamp, om vi kan rejse den almene bevægelse i en kamp mod nedrivninger. Jeg vil gøre mit yderste for at kæmpe for en by med boliger til alle og for den almene boligbevægelses overlevelse.

På tur til Botafogo i Brasilien, hvor hun sammen med bl.a. tidligere
Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell er taget til cykelkonference. Foto: Privat.

Højhuse er noget, der virkeligt deler Enhedslisten i København. Nogen er vildt glade for højhuse, men andre slet ikke ønsker dem i byen. Jeg er glad for, at der er blevet nedsat en byudviklingsgruppe i Københavnsbestyrelsen, der skal lave et ambitiøst stykke arbejde det næste års tid med konferencer, debatter, medlemsaktiviteter og komme til bunds i debatten.

Jeg håber vi kan komme frem til en gennemarbejdet og langtidsholdbar politik, der kan samle partiet. Jeg selv mener, at det er nødvendigt at vi får plads til flere i byen. Men vi skaber en bedre by ved at bygge karré-byggeri frem for højhuse, og man kan godt byfortætte uden at bygge 20 eller 30 etager. Karré-byggeri er faktisk ret kvadratmeter-effektivt, og skaber samtidig nogle rigtigt gode byrum, som folk har lyst til at bruge. Der er steder i byen, hvor man kan byfortætte på en måde, der passer ind i den eksisterende by og faktisk er med til at gøre byrummene tryggere og bedre.
Men selvfølgelig er der også grænser for, hvor meget vi kan og skal bygge. Så vi må også kigge på, hvordan vi kan gøre den eksisterende boligmasse billigere. Vi skal arbejde for at gøre en del af de private boliger almene, og så skal vi have indført bopælspligt. Der er nemlig mange firmaer, der har masser af fancy lånelejligheder til udenlandske gæster, og det synes jeg ikke er rimeligt.

Bilerne ud af byen

På trafikområdet er der et rimeligt komfortabelt flertal for, at vi er nødt til at satse på cyklisme og offentlig transport, hvis vi skal have plads til at alle kan transportere sig. Hvis alle skulle have hver sin bil, ville det sande fuldstændigt til, og det er langt de fleste partier enige om.

Jeg har lige været fremme med et forslag om at mangedoble prisen for en beboerlicens til parkering. Det er ikke rimeligt, at man kan leje en plads midt i byen til sin bil for ned til 27 øre i døgnet. En plads, hvor der lige så godt kunne være et grønt område eller noget andet rart. Det er en kamp om byen. En parkeringsplads er privat ejendom, der står og fylder i det offentlige rum, som vi er fælles om. Jeg synes ikke det er rimeligt over for fællesskabet, at det skal være næsten gratis at have sin bil til at stå og fylde.
En borgmesterpost er jo også en talerstol, og ved at komme med et forslag som det her, kan jeg forhåbentligt være med til at påvirke nogle dagsordener. Jeg tror ikke beboerlicenserne bliver sat op til 10.000 kroner i morgen, men når man kigger på andre europæiske storbyer, har de faktisk hævet priserne til et lignende niveau, og det er også en debat vi er nødt til at have i København; om ikke det skal være dyrere at have sin bil inde i byen.

Jeg har næsten lige været til transportkonference i Cannes, hvor jeg mødte teknik- og miljøborgmestre fra storbyer i hele Europa. Det var enormt inspirerende. I Oslo er de ved at nedlægge alle P-pladser inde i bykernen. I Paris har de nedlagt de mangesporede veje, som de havde langs Seinen, og har lavet kæmpe cykelstier og promenade. De tager nogle ret drastiske beslutninger rundt omkring i Europa lige nu for at få bilerne ud af byen og få luftforureningen ned.

Nej til Budgetloven! Til KLs topmøde sammen med resten af Enhedslistens repræsentanter. Foto: Jesper Yde

Københavns fremtid

Det overordnede projekt handler om at skubbe dagsordenen på rådhuset i en mere lige og grøn retning, så vi får en by, der er til at bo i for almindelige mennesker, og hvor vi får udlignet de sociale forskelle mellem bydelene. På Nørrebro dør folk i dag syv år tidligere end de gør i Indre By og på Østerbro, og det er jo helt vildt, at vi har så store interne forskelle i en by af vores størrelse. Jeg håber vi kan få rykket den dagsorden. Vi skal have flere grønne områder på Nørrebro og flere almene boliger i Indre By, Østerbro og andre steder, hvor de virkeligt mangler billige boliger.

Det er generelt en svær udfordring for København at regeringen tager mange penge ud af kommunen med deres udligningsreform, selvom vi har mange sociale udfordringer. Jeg er rigtig bekymret for psykiatrien, socialområdet, handicapområdet og jobcentrene. Enhedslisten har stået ret alene med at kæmpe for de syge og de arbejdsløse, og den kamp bliver ikke lettere nu, hvor vi mister en hel del penge i kommunen.

Enhedslisten er byens næststørste parti med næsten tyve procent af stemmerne, og jeg tror ikke det er urealistisk at vi kan blive større end Socialdemokraterne. Om vi i så fald skal gå efter overborgmesterposten må man diskutere, hvis det bliver aktuelt, men jeg er ikke sikker på, at det er en god idé med mindre vi også har flertal for de grundlæggende elementer i vores politik. Det afgørende er ikke hvem, der har posten, men hvilken politik, der bliver ført. ■


Hør Radioaktivs udsendelse med Ninna her