Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
12. december. 2021

Nordisk Socialisme og teknokrati

Økonomiprofessor Gorm Winther går de næste tre søndage i dybden med Pelle Dragsteds Nordisk Socialisme. I første del undersøger han spørgsmålet om ejerformer, ledelse og teknokrati.

Illustration: Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Da Gert Petersen i 1966 skrev bogen ”Veje til Socialismen i vor tid”, var det med SF’s formand Aksel Larsens ord i SF-bladet en bog, der ville kunne ‘befrugte den danske arbejderklasse’. Petersens indføring i marxismens grundbegreber var en pædagogisk og let forståelig fremstilling af Marx/Engels tænkning; dog var det ikke med Petersens doktrinære sprogbrug en afvigelse, der forsøgte på at omskrive f.eks. den dialektiske og historiske materialisme til et tilgængeligt sprog.

Mange vil sikkert sige, at den slags er umuligt. Ikke desto mindre er Pelle Dragsteds monumentale værk Nordisk Socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi et eksempel på, at det kan lade sig gøre, uden at vulgarisere budskabet. Ikke siden Gert Petersens værk har vi set en så vægtig bog, der på én gang er informativ og tankevækkende – og samtidig en vigtig debatbog. Dragsteds læsværdige værk demonstrerer, at den historiske materialismes begreber om produktionsmåde og samfundsformation ikke skal forstås som stalinismens vulgærmarxistiske udlægning af begrebet. Her ses den historiske udvikling som en ”udviklingstrappe”, hvor samfundsformationerne successivt afløser hinanden.

Kampen mod det bestående

Et gennemgående tema i Dragsteds bog er en forkastelse af forestillingen om, ”at et samfund og en økonomi i sin totalitet (kun) udgør en produktionsmåde. Samfund og økonomier vil altid være hybrider – med flere sameksisterende produktionsmåder (side 327 – 28).” Det ligger i selve dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Når de gældende organisatoriske og ejendomsretlige forhold kommer i et modsætningsforhold til produktivkræfterne, vil der i det gamle samfund være nye ejer- og organisationsformer, der indvarsler en ny samfundsformation.

“Landboreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet i Danmark gik mere fredeligt for sig end stormen på Bastillen og den franske omvæltning.”

I den stænder-opdelte feudalisme tilhørte den kommende herskende klasse – kapitalisterne – en del af tredjestanden, der indeholdt vidt forskellige fraktioner. Det var her, man fandt den mere velhavende del – de rige borgere, der enten var jordejere, fabrikanter eller købmænd. Hertil kom håndværksmestre og handlende, der også tilhørte middelstanden. Det fattige landproletariat og by-proletariatet tilhørte den nederste del af tredje stand. Den spirende kapitalismes behov for menneskeligt arbejde, mobil arbejdskraft og kontraktfrihed fordrede tilstedeværelsen af en spirende arbejderklasse  bestående af ufaglærte arbejdere, håndværkere og butiksansatte.

Feudalistiske produktionsforhold, ikke mindst stavnsbåndet indebar, at landarbejderne var bundet til deres hjemstavn. Arbejdskraften som vare var derfor ikke frit bevægelig, hvilket skabte en modsætning mellem andenstanden – adelen – og den spirende klasse af kapitalister. Den intensiverede udbytning gennem hoveriet og arbejdet som daglejere skabte social utilfredshed i proletariatet. I landområderne og byerne var der en stor og voksende fattig arbejderklasse, som levede på et eksistensminimum – hvis ikke under. Når der var stærke sociale modsætninger, skyldtes det dels, at landarbejderne var utilfredse med de levevilkår, adelen påtvang dem. Dels var der også et modsætningsforhold mellem den spirende klasse af kapitalister og adelen; hertil kom at befolkningen var utilfredse med den gejstlige førstestand på grund af beskatningen og fattigdommen.

Den franske revolution under ledelse af borgerskabet gennemtvang den gryende kapitalisme og i begyndelsen en overbygning, hvor borgerskabet tog over. Senere kvalte Bonapartismen det spirende politiske demokrati – om end landboreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet i Danmark gik mere fredeligt for sig end stormen på Bastillen og den franske omvæltning.

Dragsted er på linje med den marxistiske økonom Branko Horvat, der i en tale til svenske arbejdsgivere først i 1970’erne, behandlede problematikken: Hvorfor har arbejderstyrede virksomheder ikke for længst udkonkurreret traditionelle kapitalistiske virksomheder inden for rammerne af en kapitalistisk produktionsmåde? Paradokset består i, at disse virksomheders tilsyneladende succes med vækst, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse og finansielle resultater står i modsætning til deres mangel på gennemslagskraft.

Arbejderkooperative virksomheder og medarbejderejede virksomheder fandtes, og de findes i dag; medarbejderstyre og den gryende demokratiske socialisme befinder sig imidlertid i samme situation, som den gryende kapitalisme gjorde det under feudalismen. Det er som en organisme, der får indopereret et fremmedlegeme, der bortstødes – eller endnu ikke har kunne tilpasse sig organismen. I virkeligheden vil den være mest effektiv med nye institutionelle rammer, der er gearede til de nye ejer- og organisationsformer.

Hvorfor har arbejderstyrede virksomheder ikke for længst udkonkurreret traditionelle kapitalistiske virksomheder? Det spørgsmål stillede den kroatiske økonom Branko Horvat i 1970’erne. Med Pelle Dragsteds nye bog, Nordisk Socialisme, er det igen blevet aktuelt, skriver Gorm Winther. Illustration: Emé Bentancur

Den demokratiske fællesskabsøkonomi

Dragsted demonstrerer et imponerende overblik i sin præsentation af demokratiske ejer- og organisationsformer. De fleste af venstrefløjens tænkere kan næppe undgå at føle sig ramt, når han rejser  spørgsmålet: Hvorfor vi alle havde ét eller flere lande, vi rejste til og så forelskede på – hvad enten det var Albanien, Nordkorea, Sovjet og Østeuropa, Kina, Cuba eller Vietnam. For mit eget vedkommende var det Jugoslavien, hvor man havde en arbejderselvforvaltning, der reelt var én stor, decentraliseret, kooperativ markedsøkonomi. Vi glemte at se på vores egne erfaringer med demokratisk forvaltning i fællesejede virksomheder, andelskasser, foreninger, fonde, selvejende institutioner, almennyttige boligselskaber, den offentlige sektor og offentlig produktion og service. Hvorfor lukkede vi så ofte øjnene for de lommer af socialisme og et formelt demokratisk ejerskab, der befandt sig lige udenfor vore egne vinduer?  

“Hvorfor lukkede vi så ofte øjnene for de lommer af socialisme og et formelt demokratisk ejerskab, der befandt sig lige udenfor vore egne vinduer?”

Den ikke-kapitalistiske demokratiske sektor inden for rammerne af dansk økonomi når i Dragsteds udlægning vidt omkring. Uden at skønmale demokratiet som en væsentlig produktivkraft får vi i bogens del 3 en omfattende gennemgang af fællesskabsøkonomien. Det fælles eje, den demokratisk forvaltede økonomi, er ikke en utopi men en realitet, der spænder over ejer- og styreformer udviklet over de seneste 150 år. Én af de væsentligste milepæle så man i 1866 i Thisted med Danmarks første forbrugerstyrede og -ejede kooperativ, inspireret af Rochdale-pionererne og Robert Owen’s kristne-socialistiske værdier. I Report to the County of Lanark plæderede Owen for et fremtidssamfund organiseret som en føderation af selvforsynende fællesskaber styret af producenter eller af velgørende jordejere og industrialister. Owen, der selv ledede et bomuldsspinderi, forbedrede sine medarbejderes boligforhold, organiserede skoler for børn, nedsatte arbejdstiden, afskaffede børnearbejde og indførte noget, der lignede nutidens arbejdsløshedsforsikring.

I Danmark blev det højskolebevægelsen og andelsbevægelsens leverandørkooperativer i form af andelsmejerier og -slagterier ved siden af brugsforeningerne, der markerede den gryende demokratisering. Disse virksomheder var styret efter princippet om, ”at man stemmer efter hoveder, ikke efter hvor mange høveder, man ejer”. Modsat et traditionelt aktieselskab skulle andelshaverne i forbruger- og leverandørkooperativer kun have en stemme på generalforsamlingen, og man praktiserede en overskudsdeling bestemt af samhandel med selskabet. Senere kom arbejderkooperationen til. Her rejser Pelle Dragsted imidlertid spørgsmålet, om der ikke er tale om en arbejderkooperation uden arbejderstyre, fordi de danske arbejderkooperativer ofte er ejet og styret af fagbevægelsen.

Teknokratiet tager over

Dragsted ved godt, at stordrift kan være gift for virksomhedsdemokratiet, fordi den hierarkiske organisation og afstanden mellem top og bund skaber et lag af ledere og nøglepersonnel, der besidder et vidensmonopol. I medarbejderstyrede virksomheder møder man derfor ofte et formelt demokrati fremfor et reelt demokrati.

Allerede økonomen Thorstein Veblen, der publicerede ”The Engineers and the Price System” i 1921, så teknokratiet som en organisationsform, hvor magtfordelingen mellem personalegrupper i en organisation er bestemt af ekspertise inden for de videnskabelige eller tekniske fag. På et makroniveau vil et sådant system, som set i dagens kinesiske og amerikanske økonomier, udgøre en modsætning til det parlamentariske demokrati, hvor det ikke er folkevalgte, der er de centrale beslutningstagere, men eksperter udpeget af partiet.

I USA ser man blandt andet det problem i det militærindustrielle kompleks og de store økonomiske IT-virksomheder. Disse kan gennem lobbyisme og politisk kontrol med sine omgivelser siges ofte at være de reelle ledere, og kan træffe socio-økonomiske og politiske beslutninger. Det er i den henseende ikke uinteressant, at Veblen, før en socialisme opstod, synes at have ment, at den teknologiske udvikling midlertidigt vil sætte en socialistisk produktionsmåde på dagsordenen. Den teknologiske udvikling indebar for Veblen en anden kapitalisme end den, en yngre Joseph Alois Schumpeter proklamerede, hvor den entreprenante, heroiske industrikaptajn stod i centrum.

Veblen mente, at socialisering var en mellemfase i en evolutionær proces, hvor forretningssystemerne ville blive erstattet af de teknologiske systemer domineret af ingeniører og økonomer. John Kenneth Galbraith præsenterede lignende tanker i ”Det Nye Industrisamfund” fra 1968. I virksomheder er det ikke ejere eller aktionærer, der træffer beslutningerne. I stedet er det en ny klasse af professionelle ledere og nøglepersonnel uddannet på universiteter og handelshøjskoler, der kun er interesseret i profitmaksimering, så længe den kan skabe økonomisk vækst og sikkerhed for koncernens operationer og overlevelse.

I et økonomisk magtperspektiv talte Galbraith senere om ‘faciliteret magtudøvelse’ – det store foretagende rækker sine fangarme ud i sine omgivelser og kontrollerer politik og samfund gennem lobbyisme, elitære netværksdannelser og økonomisk støtte til politikere og politiske partier. Overalt og på tværs af økonomiske systemer er tendensen den samme – en konvergens mod teknostrukturens hegemoni.

Bjørn Bisserup gik direkte fra arbejde som forsvarschef til ansættelse i lobby-firmaet Rud Pedersen, der arbejder for at fremme forsvarsindustriens interesser. De store virksomheder er ofte dagsordenssættende og i stand til at sætte dagsordenen udenom demokratiske interesser. Foto: Solidaritet

Automatiseringen åbner for nye ledelses-former

Selv i prototypen på den økonomi, såvel Dragsted som jeg selv ser som det mest effektive økonomiske system, er den ulige magtfordeling et problem, der sætter virksomhedsdemokratiet ud af kraft. Arnold Tannenbaums metode til analyse af magtfordeling viste i praksis en skæv magtfordeling i europæiske økonomier. Også i den jugoslaviske, arbejderstyrede økonomi så vi dette: det var topledelsen – ofte partimedlemmer og ledere på lavere niveauer – der blandt adspurgte medarbejdere opfattedes som dem, der have magten. IDE-projektet (Industrial Democracy in Europe) førte til lignende konklusioner.

Med decimeringen af den industrielle lønarbejderklasse forsvinder det traditionelle hierarki imidlertid. Det kan måske lede til en demokratisering. Fuldautomatiseringen og robotiseringen fører til, at arbejde erstattes med kapital. Dette fordrer viden; i den vidensbaserede organisation ser vi en ny lønarbejderklasse, der består af højt uddannede i besiddelse af en viden, som muliggør netværksorganisering, medarbejdereje gennem aktieaflønning og et demokratiseringspotentiale, frem for den traditionelle hierarkisering og det koncentrerede ejerskab.

Her skal man imidlertid ikke være blind for, at der fortsat er barrierer for en mere ligelig magtfordeling. Ledere bryder sig ikke i alle tilfælde om at miste magt til andre personalegrupper eller enkeltpersoner i nøglestillinger. Det kan forklares ud fra magtsøgende personlighedstræk, eller at ledelser har en anakronistisk forestilling om, at relationen ledelse vs. almindeligt ansatte kun kan være baseret på et herre-tjener eller boss-medarbejder forhold.

Én af svaghederne ved Dragsteds bog er, at der ikke gøres mere ud det teknostrukturelle problem. Når han skriver, at “borgere og andelshavere har kunnet øve indflydelse efter folkestyrets princip om en person – en stemme”, ligesom at det koncentrerede ejerskab ikke findes hos en herskende klasse med elitære træk, er det vel rosenrødt. Erfaringerne siger os, at demokratisk forvaltning af det økonomiske liv er en mulig udviklingsvej for økonomien. Sagen er nok snarere den, at vi med udviklingen af vidensbaserede organisationer, hvor teknokratiet og bureaukratiet tøjles, kan se ansatser til demokratiske flade hierarkier og netværksdannelser. Demokratiske organisationer fordrer imidlertid, at vi gennem ændrede principper i uddannelsen af ledere, giver de studerende en forståelse af, hvordan man leder demokratisk og coacher – fremfor at diktere i organisationer, der kun er demokratiske på papiret.  


Om skribenten

Gorm Winther

Gorm Winther

Ph.D.cand.oecon. Professor emeritus ved Aalborg Universitet. Har blandt andet forsket i medarbejderaktieplaner i USA, kooperative og medarbejderejede virksomheder. Læs mere