Nu kommer der ikke mere fra Ulla Jessing

Det var måske ikke mig, der skulle skrive mindeord om journalisten og antifascisten Ulla Jessing, der døde 24. januar 99 år gammel. For jeg har kun mødt Ulla Jessing personligt en enkelt gang – nemlig til et fredagstræf på Modkraft i anden halvdel af 2010’erne. Men som redaktør fik jeg gennem ti år jævnlige telefonopkald fra hende  – med den næsten altid enslydende besked: “Jeg har sendt noget”. Underforstået: En mail med tekst til offentliggørelse på Modkraft. 

Ulla Jessing var den eneste blogger på Modkraft, hvis indlæg blev redigeret. For hendes dansk var stærkt præget af hendes tyske syntaks – og skulle ofte brydes om for at blive flydende dansk. 

Hendes indlæg var ikke storslåede og ekvilibristiske. Det var tit læserbreve, der også blev sendt til Politiken (nogle gange optaget, andre ikke). 

Ikke desto mindre var Ulla Jessing en af de mest markante bloggere på Modkraft. Fordi hendes personlige historie og stemme var vigtig: Hun voksede op som jøde i Hitler-Tyskland, oplevede krystalnatten som 13-årig og undgik kun Holocaust, fordi det lykkedes hendes forældre at få hende med ud af Tyskland på en af de sidste børnetransporter til England. Forældrene overlevede ikke Auschwitz.

Hendes stærkeste indlæg var personlige beretninger om livet i Nazi-Tyskland: De skabte en uafviselig forbindelse mellem fortiden og nutiden i kraft af hendes levede liv. 

Men de fleste af hende indlæg handlede om nutiden. Især om internationale konflikter. Ulla Jessing var eksempelvis en skarp kritiker af Israels menneskeretskrænkelser og overgreb mod palæstinenserne. Hun var samtidig indigneret over forholdene for udsatte mennesker i Danmark.

Da Inger Støjberg i midten af 2010’erne som integrationsminister ville fratage syriske flygtninge værdier som smykker, kunne Ulla Jessing fortælle, hvordan hun som 13-årig ved den britiske grænsekontrol i 1939 fik frataget et armbåndsur, som hun havde fået som en sidste gave af sine forældre. 

Ulla Jessing blev politisk aktiv som teenager i London. Hun vendte i 1947 tilbage til den sovjetisk besatte del af Tyskland, der senere blev DDR – briterne nægtede hende indrejse i hendes fødeegn, fordi hun var kommunist. 

Hun kom til Danmark, efter at hun i 1951 på en østtysk studenterfestival havde mødt den danske mand, som hun giftede sig med. I Danmark arbejdede hun i en menneskealder som journalist for det østtyske nyhedsbureau ARD.

I perioder måtte vi af den årsag som redaktion på Modkraft beskytte Ulla Jessing og hendes blog mod moralistiske koldkrigere, der forsøgte at miskreditere hendes engagement i nutiden med hendes kommunistiske fortid. 

Da jeg mødte Ulla Jessing var det mest som en alderdomssvækket stemme i telefonen, der kortfattet ville sikre, at hendes mails var noget frem. Men indimellem var der også tid til længere samtaler om personlige forhold – og verdenssituationen. Det var også vigtigt for Ulla Jessing. For hun lagde her ikke skjul på, at hun som gammel følte sig isoleret og ensom: ”Der er ikke nogen tilbage,” kunne hun sige. 

Ulla Jessing kæmpede i hele sit liv for en bedre verden. I hendes dødsannonce tituleres hun helt rigtigt som ”antifascist og journalist.” Også efter hendes død bidrager hun til en bedre fremtid: Ved hendes bisættelse opfordres folk til at støtte Læger uden Grænser i stedet for at sende blomster.

Læs også Bjørn Meidells portræt af Ulla Jessing, da hun fyldte 90 år i 2014, på Modkraft.dk