Nye afsløringer viser, hvordan mørke penge fik abortmodstanderen Amy Coney Barret indsat i USA’s højesteret
Under sin indsættelseshøring lod Amy Coney Barrett som om hun ikke kendte til de hemmelige penge, der støttede hende. Men hun burde vide alt om dem: Nye afsløringer viser, at mørke penge finansierede hendes vej til USA’s Højesteret.
En hemmelig konservativ pengetank – med ekspræsident Donald Trump’s juridiske rådgiver, Leonard Leo i spidsen – finansierede Amy Coney Barrett’s kampagne for at blive godkendt til den amerikanske højesteret. Knap 145 millioner kr. i anonym støtte blev givet ad den vej, mens en anden af Leo’s organisationer rejste penge i vildskab og forgyldte en række andre organisationer, der støttede Barrett’s kandidatur. Det viser en række skatteopgørelser, vi er kommet i besiddelse af.
“I løbet af Barrett’s første år som højesteretsdommer har hun allerede taget de store virksomheders parti i en afgørende klima-retssag, der involverede en kæmpe olievirksomhed, hvor hendes far arbejdede i årtier.”
De nyligt afdækkede skattepapirer kaster lys over, hvordan Barrett’s bekræftelse lige inden lukketid blev støttet af en enorm pengestrøm. Det viser samtidig, hvordan Leo’s i forvejen succesfulde netværk af mørke penge er vokset eksplosivt, og har strakt sine fangarme langt ind i de bredere lag af amerikansk konservativ politik.
Virksomheder med adgang til ubegrænsede midler har stor interesse i at skubbe domstolen til højre: De seneste år har den nemlig spillet en afgørende rolle i USA, ikke bare når det gælder socialområdet, men også på den økonomiske politik og mindre regulering af erhvervslivet. I løbet af Barrett’s første år som højesteretsdommer har hun allerede taget de store virksomheders parti i en afgørende klima-retssag, der involverede en kæmpe olievirksomhed, hvor hendes far arbejdede i årtier. Barrett nægtede også at erklære sig inhabil i en sag om donor-åbenhed, som havde klar forbindelse til en af de fonde, der gennem mørke penge støttede hendes indsættelse.
“Det kender jeg ikke noget til”
Leonard Leo er mangeårigt medlem af The Federalist Society, en organisation af ultrakonservative amerikanske advokater. Han oprettede også den såkaldte Rule of Law Trust (RLT) i 2018, hvor der lynhurtigt blev indsamlet over 500 millioner kroner. RLT begyndte at bruge af den enorme pengekasse i 2020, hvor man donerede 150 millioner kr. til Judicial Crisis Network (JCN) – endnu en af Leo’s grupper. Den spillede en afgørende rolle i Republikanernes forsøg på at få et absolut konservativt flertal i landets højesteret.
JCN brugte millioner på at presse republikanske senatorer til at blokere for Barack Obama’s valg til Højesteretten, Merrick Garland, og kanaliserede efterfølgende millioner over i at få valgt Donald Trump’s kandidater – Neil Gorsuch, Brett Kavanaugh og Barrett – alt imens Leo sad som juridisk rådgiver for Trump.
Da Amy Coney Barrett i 2017 blev indstillet til at sidde i den øverste amerikanske appeldomstol (Seventh Circuit Court of Appeals, dækker staterne Illinois, Indiana og Wisconsin, red.), spurgte den Demokratiske senator fra Illinois, Dick Durbin hende: “Synes du interesseorganisationer og lobbyvirksomheder udefra skal have lov til at give anonyme donationer til facadeorganisationer som Judicial Crisis Network, der støtter din indstilling?”
Barrett svarede: Jeg er ikke bekendt med, at nogle interesseorganisationer eller lobbyvirksomheder har givet penge til min kampagne. Jeg har ikke opsøgt penge fra nogen, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Det ville faktisk være i strid med mit etiske ansvar som dommer-kandidat.
Da Durbin efterfølgende spurgte hende, om hun ville “fraråde bidragsydere at give den slags anonyme bidrag”, eller “opfordre dem til at offentliggøre deres bidrag”, henviste Barrett blot til sit tidligere svar.
Millioner til klimabenægtere, kristne fundamentalister og organisationer der vil sætte folk på gaden
Blandt Leonard Leo’s andre projekter finder man 85-Fonden, på papiret en velgørenhedsorganisation, som bliver brugt til at give penge til en række konservative nonprofit-organisationer, herunder Judicial Education Project. Organisationen har længe været en forlænget arm for JCN.
“85-Fonden gav sidste år store pengebeløb til en række grupper, som støttede nomineringen af Barrett.”
85-Fonden skrabede ifølge sine seneste skatteopgørelser 430 millioner kr. sammen alene i 2020. Det er en kæmpe stigning set i forhold til de cirka 80 millioner kr. man indsamlede i 2019, viser opgørelser fra OpenSecrets. Ifølge deres afsløringer kom størstedelen af 85-Fondens penge fra Donors Trust, der er kendt som ‘en hæveautomat for mørke penge’, og en slags vaskemaskine for de store summer.
85-Fonden gav sidste år store pengebeløb til en række grupper, som støttede nomineringen af Barrett, herunder: Turning Point USA (20 millioner kr.), Job Creators Network (4 millioner kr.), Independent Women’s Forum (2 millioner kr.), Susan B. Anthony List (1 million kr.), Concerned Women for America (600.000 kr.), Faith and Freedom Coalition (600.000 kr.), og Heritage Action for America (350.000 kr.).
85-Fonden fremlagde også donationer til knap 50 forskellige konservative grupper i 2020. Organisationen gav desuden en betragtelig pose penge – 37 millioner kr. – til The Federalist Society, hvor Leo er medformand.
Organisationen gav 6,5 millioner kr. til New Civil Liberties Alliance, der som organisation kæmper for at få ophævet Joe Biden-regeringens forbud mod at sætte folk på gaden under corona-pandemien. Derudover gav organisationen yderligere 6,5 millioner kr. til Passages Israel, der arbejder for “den kristne fødselsret” til Israel, og som hvert år sender kristne amerikanske studerende på studieture til Israel.
85-Fonden donerede også ca. 5 millioner kr. til RealClearFoundation; en konservativ nonprofit-fond med forbindelse til den politiske nyhedsside RealClearPolitics. Endeligt gav man også lidt under en million kr. til CO2 Coalition, der er en konservativ klimanægter-gruppe.
Første gang bragt i Jacobin 20. december 2021: How Dark Money Bought Amy Coney Barrett’s Supreme Court Seat. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER