Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. august. 2022

Nye tal viser, at sanktionerne mod Rusland virker – men om de rykker ved Putins magt er usikkert

Den seneste opgørelse fra den russiske centralbank understreger, at landets økonomi er i dyb krise. De voldsomme sanktioner giver udsigt til årelang recession – men om de også kan medføre sociale forandringer er et helt andet spørgsmål.

“Sanktioner skader kun Vesten selv”, har Ruslands præsident Putin hævdet gentagne gange. Men nye tal fra hans egen centralbank viser en skarp økonomisk nedgang og udsigt til flere års recession. Foto: Mikhail Klimentyev/Kremlin

Virker sanktionerne mod Rusland? Det spørgsmål optager for mange, men konklusionerne er vidt forskellige. En gruppe forskere ved Yale University fremlagde for nyligt et studie, hvor svaret pegede entydigt i en retning: Ja, sanktionerne er ødelæggende for den russiske økonomi. På samme tid hævder Rusland, at sanktionerne ikke har rokket ved hverken landets økonomiske fundament, eller dets ambitioner om at annektere Ukraine.

Nu viser nye tal fra den russiske centralbank (CBR) imidlertid, at det står slemt til for den russiske økonomi. Ifølge de senest offentliggjorte tal fra banken, skrumper den russiske økonomi omkring 4 % i andet kvartal af 2022. Eftersom den russiske regering under Putin lever af misinformation – og eftersom Kreml har mørklagt de fleste økonomiske nøgletal siden april – er det svært at vurdere, hvor langt tallet er fra sandheden. Da opgørelsen kommer fra det russiske statsapparat selv, må man dog gå ud fra, at der er tale om et minimumstal. Det reelle tal kan vise sig at være højere, men det er foreløbigt kun spekulationer.

CBR oplyser også, at banken forventer negativ vækst frem til 2025 ud fra de aktuelle fremskrivninger. Også her må man tage de officielle tal fra Rusland med et gran salt, da de ikke længere kan verificeres uafhængigt. Ikke desto mindre kan man konstatere, at der fra centralt hold forventes mindst 2,5 års recession.

Importsanktioner kvæler produktiviteten

Dykker man ned i nogle af de konkrete hjul, der holder gang i den russiske økonomi, kan man se en række konkrete eksempler på, hvordan sanktionerne langsomt kvæler den russiske produktivitet. For godt nok er den russiske økonomi verdens 11.-største, på niveau med lande som Spanien, Sydkorea og Australien, men i modsætning til disse lande, hviler den i høj grad på nogle brancher, der er sårbare over for sanktioner.

Den russiske forsvarsindustri er arbejdsgiver for omkring 2,5 millioner mennesker, eller 20 % af den samlede fremstillingsindustri i Rusland. Men landets militærindustrielle kompleks bliver hårdt ramt af sanktioner, da det – som enhver teknologisk avanceret branche – er afhængig af at importere komponenter fra andre dele af verden.

“Har man ikke adgang til det globale marked, bliver det nærmest umuligt på lang sigt at holde specialiserede brancher i live.”

Da Taiwan sluttede sig til sanktionerne, betød det for eksempel, at man blev afskåret fra at importere semiconductors fra verdens førende producent, TSMC. Resten af markedet domineres af virksomheder fra USA, Sydkorea, Japan og Nederlandene, som alle har sluttet sig til sanktionerne. Det gør det svært at skaffe de nødvendige komponenter til satellitter, kampfly og langtrækkende krydsermissiler.

Også en lang række brancher uden for militærindustrien rammes hårdt af sanktionerne på semiconductors (halvledere), mikrochips og andre hi-tech komponenter. For eksempel er landets computer-industri nu gået i stå, mens et af Ruslands største skibsværfter i Vladivostok allerede i april holdt op med at bygge nye skibe.

Ruslands største flyvirksomhed, Aeroflot, er nu tvunget til at kannibalisere dele fra sine fly for at holde andre på vingerne. Værst ser det dog ud for den russiske bilindustri, der er decideret kollapset. Produktionen faldt i foråret med 97 % sammenlignet med sidste år, viser en opgørelse fra Moscow Times, der også viser et fald på 84 % i salget af Ladaer, den mest populære bil på det hjemlige marked. Det er på den baggrund logisk, at den russiske regering allerede i april annoncerede, at man nu ville opbygge sin egen halvleder-industri. Her satser man på at investere 280 milliarder kr. inden 2030 – en ambitiøs udmelding, der dog skal realiseres først. I mellemtiden må mange russere indstille sig på, at en ny Lada kan have lange udsigter.

I virkeligheden er Ruslands halvleder-problem et prisme på en problemstilling, der kan overføres til alle lande – og de fleste brancher – i en moderne, kapitalistisk verdensøkonomi: Har man ikke adgang til det globale marked, bliver det nærmest umuligt på lang sigt at holde specialiserede brancher i live.

Den russiske bilindustri er blevet massivt ramt af de økonomiske sanktioner og faldt i foråret med 97 %. Lada har annonceret, at man nu vil genoptage produktionen, men at man grundet sanktioner har måttet droppe airbags, radioer og andet ‘luksusudstyr’ i de nye biler. Foto: Lada

Energieksporten holder Rusland oven vande

Et af de mest omdiskuterede emner efter Putins invasion har været den fortsatte europæiske import af russisk olie og naturgas. Det kan virke paradoksalt, at de europæiske lande på den ene side indfører hårde sanktioner, og sender tonsvis af militærbistand til Ukraine, mens man på den anden side fortsat sender milliarder i den russiske statskasse ved at købe kul, naturgas og olie.

Europa har bundet sig til russisk energi-samhandel igennem årtier, og gjort sig afhængige på en måde, der ikke kan afvænnes fra den ene dag til den anden. Fra dansk side var det Lars Løkke Rasmussen, der i sin tid begik en klima- og geopolitisk bommert af rang, da han i 2009 gav tilladelse til den store gasrørledning i Østersøen, Nordstream. Da dens efterfølger, Nordstream 2 skulle godkendes, var Løkke dog blevet noget mere vægelsindet, og sendte beslutningen videre til resten af EU.

Den tyske kansler Scholz reagerede på den russiske invasion ved at suspendere alle godkendelser af Nord Stream 2, og selv om hans forgænger på posten, Gerhard Schröder har forsøgt at lobbye hårdt for at få genoptaget forbindelsen, virker det komplet urealistisk i det nuværende politiske klima. Tværtimod er også gassen fra den første gasledning næsten stoppet, da Rusland med en tynd undskyldning om ‘tekniske problemer’ i juli måned reducerede flowet til 20 % af gasrørets kapacitet.

Nord Stream står nu til at blive lukket helt ned, hvilket Putin forsøger at bruge som en forhandlingsbrik, når vinteren nærmer sig, og varmebehovet stiger. 40 % af det europæiske gasforbrug kommer fra Rusland, og i Tyskland er tallet hele 65 %. Her er prisen på gas fordoblet siden starten af året, og EU-landene arbejder derfor på højtryk for at sikre gas fra andre kilder og at få bygget reserverne op. Man har indgået aftaler om at importere markant mere flydende naturgas (LNG) fra USA og Norge, men vil formentlig ikke kunne undgå at blive ramt af energimangel på kort sigt. Til gengæld vil gashandlen med Rusland formentlig forsvinde permanent.

“Europa har bundet sig til russisk energi-samhandel igennem årtier, og gjort sig afhængige på en måde, der ikke kan afvænnes fra den ene dag til den anden.”

Fra et russisk perspektiv betyder gaslukningen et stort slag for eksporten. Selv om man har afbødet noget af det slag ved at finde nye købere, tager nye handelsmønstre tid at etablere.

Hvad angår olieeksporten, har man i et vist omfang kunnet sælge den overskydende olie til Indien og Kina, der til gengæld har fået den billigt. Inden man beskylder Indien for kynisme bør man dog have med til billedet, at EU-landenes samlede olieimport fra Rusland stadig ligger på omkring 1,8 millioner tønder om dagen, mens Indien aftager cirka 600.000 tønder dagligt. Kinas olieimport fra Rusland ligger omkring 1 million tønder pr dag.

Når det kommer til gassen, er det straks sværere for Rusland at omdirigere sin eksport. Det er pt. ikke logistisk muligt for Rusland at eksportere dets naturgas, der udgør 8 % af landets samlede eksport, til andre lande. For at kunne sende naturgassen andre steder hen, vil det først kræve massive investeringer i LNG-teknologi. På linje med planerne om selvstændig halvleder-produktion, har Rusland også her annonceret et megaprojekt, der skal gøre landet til eksportør af 20 % af verdens LNG i 2030. Også her er sanktionerne et stort problem for udviklingen af branchen, da de vestlige importforbud er skræddersyet til at ramme netop den type projekter, så lige nu ser LNG-ambitionerne ud til at være endnu en fugl på taget.

Kan Rusland ikke sælge gassen flydende, kan man i stedet bygge nye rørledninger til mere venligtsindede lande. Rusland har i samarbejde med den kinesiske regering opført “Power of Siberia”-ledningen, som lige nu kan aftage cirka 10 % af gassen til Europa, hvilket stiger til 30 %, når den er endeligt færdig i 2025. Foreløbig har den russiske gaseksport til Kina ikke givet noget stort afkast. Mens Rusland har investeret 400 milliarder kr. i projektet, har man foreløbigt kun solgt for 27 milliarder kr. siden projektets begyndelse i 2019.

Udsigterne gør heller ikke noget for det aktuelle problem med at sælge gas, og mens eksporten til Kina kan øges, falder interessen samtidig fra lande som Japan, Sydkorea og Taiwan, der lige nu importerer gas i begrænset omfang gennem Sakhalin 2-røret. Samtidig stiller det på lang sigt Kina i en forhandlingsmæssig fordelagtig position, hvor man formentlig vil kræve en klækkelig rabat, ganske som man har gjort med olien.

Der var store smil og personlig takketale, da Lars Løkke Rasmussen i 2009 sikrede Vladimir Putin stabile gasleverancer gennem rørledningen Nordstream. Foto: Sergei Karpukhin / Kreml.ru

Krise i udsigt

Selv om den russiske økonomi fortsat bliver holdt oppe af såvel europæisk som asiatisk energi-eksport, taler udmeldingerne fra den russiske centralbank sit eget tydelige sprog: Den russiske økonomi er i krise.

Den russiske informations-nedlukning kan muligvis tilsløre krisens faktiske omfang, men kigger man på en række andre nøgletal, står det klar, at økonomien bliver ramt hårdt. Detailsalget er faldet med 10 % siden nytår, og inflationen er vokset til 13,5 %.

En række effekter ved den økonomiske embargo tager desuden tid for at manifestere sig, men har til gengæld langtrækkende konsekvenser. For eksempel er virksomheder som H&M og IKEA først nu ved at afsætte de sidste varelagre, inden man endegyldigt forlader Rusland, så vareknapheden er derfor ikke for alvor slået igennem – endnu.

Andre konsekvenser ved det store virksomheds-exit har heller ikke vist sit fulde omfang endnu, som eksemplet McDonald’s kan illustrere: Den store fastfood-kæde har allerede lukket sine 850 restauranter i Rusland, men har meddelt, at man vil udbetale løn til de 62.000 ansatte, indtil man har færdiggjort salget. Når den indkomst på et tidspunkt stopper, bliver det straks værre.

“De lande, Rusland gerne vil handle med, har hidtil udgjort en meget lille del af markedet. 90 % af al udenlandsk investering kom sidste år fra lande, der nu er blevet erklæret ‘uvenlige’.”

En yndet russisk talking point har det seneste halve år været, at rublen på tilsyneladende mirakuløs vis har formået at fastholde sin værdi. Kradser man i det russiske narrativ om den uovervindelige russiske valuta, finder man dog hurtigt ud af, at dens kurs er resultatet af en benhård politik fra den russiske stat.

Den 28. februar hævede RCB renten fra 10 til 20 %; et tal, som sætter den europæiske centralbanks beslutning om at hæve renten med 0,5% i relief. Det har givet almindelige russere et kraftigt incitament til at spare op, hvilket har lettet trykket på salg af rubler. Samtidig har staten forbudt salg af udenlandske værdipapirer, og lukket ned for børsen i Moskva.

På kort sigt styrker det rublen, at penge på den måde bliver forhindret i at sive ud af landet. Til gengæld får det store konsekvenser på sigt, at der ikke bliver investeret penge ind i landet. Dagens beslutning om at genåbne Moskva-børsen for “ikke-fjendtlige lande” kan ses som et forsøg på at tiltrække en smule udenlandsk kapital.

Desværre for Rusland afspejler muligheden for kapitalinvesteringer samme problem som energi-eksporten, hvor de lande, man gerne vil handle med, hidtil har udgjort en meget lille del af markedet. 90 % af al udenlandsk investering kom sidste år fra lande, der nu er blevet erklæret ‘uvenlige’. Konsekvenserne af et så stort fald i potentielle udenlandske investorer kommer til at grave Ruslands økonomi længere ned på lang sigt, og selv udmeldingen fra den russiske centralbank om en forventet sammentrækning af økonomien på 7 % i tredje kvartal, kan vise sig at være optimistisk.

McDonald’s – for mange et symbol på vestlig kultur – har siden krigens udbrud været lukket i Ukraine. Virksomheden planlægger dog snart at åbne igen i Kyiv, og er samtidig ved at trække sig endeligt ud af Rusland. Foto: Nolan Peterson

Sanktionerne virker – men konsekvenserne er tvivlsomme

Sanktionerne kan kort sagt siges at virke i den forstand, at Ruslands økonomi er ved at smuldre. I et globalt-kapitalistisk markedssystem ville alt andet nærmest også være forunderligt; når 19 af verdens 30 største økonomier, herunder de økonomiske supermagter USA og EU, beslutter sig for at ramme et land, så falder hammeren selvfølgelig, uanset at Rusland har forsøgt at ‘polstre sig’.

“Sanktionerne virker. Hvad man til gengæld ikke kan konkludere er, at de vil føre til et internt oprør, sådan som mange i Vesten nok håber.”

Hvad man til gengæld ikke kan konkludere er, at sanktionerne vil føre til et internt oprør, sådan som mange i Vesten nok håber. Tværtimod er der masser af eksempler på, at lande har levet med hårde sanktioner i årtier, uden det har medført et regimeskifte: Nordkorea, Iran, Cuba og Venezuela er alle eksempler herpå.

Snarere kan de vestlige sanktioner have den modsatte effekt, særligt i et totalitært land som Rusland, hvor graden af informationsfrihed er lav. Ifølge Pressefrihedsindekset befinder landet sig i 2022 længere nede end selv en række formelle diktaturer. Det er på en 155.-plads omgivet af lande som Afghanistan og Belarus. Derfor har de statsstyrede medier nemmere ved at vende de forringede vilkår, som den årelange recession stiller i udsigt, til had mod de sanktionerende lande.

Kort sagt: Ja, sanktionerne virker – men om de stopper krigen og/eller vælter Putin er tvivlsomt. Dét spørgsmål kan kun den russiske befolkning besvare.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER