Oprør i Palæstina

I december 1987 brød en ny intifada ud i Palæstina, som rystede både Israel og eliterne i den arabiske verden. Et par uger senere skrev den store gamle syriske digter Nizar Qabbani ‘The Trilogy of the Children of Stones’, (Stenbørnenes triologi) hvori han fordømte den ældre generation af palæstinensiske ledere – som i dag repræsenteres af den korrupte, samarbejdende Palæstina (ikke-)Myndighed. Den blev sunget og reciteret på mange palæstinensiske caféer:

Stenens børn
har spredt vores papirer,
spildt blæk på vores tøj
hånede banaliteten i gamle tekster …
O Børn i Gaza
Pyt med vores udsendelser
Lyt ikke til os
Vi er den kolde beregnings folk
Af addition, af subtraktion
Før jeres krige og lad os være i fred
Vi er døde og gravløse
Forældreløse børn uden øjne.
Børn i Gaza
Henvis ikke til vores skrifter
Vær ikke som os.
Vi er dine idoler
Tilbed os ikke.
O gale mennesker i Gaza,
Tusind hilsner til de gale
Den politiske fornufts tidsalder er længe gået bort
Så lær os galskab…

Siden da har det palæstinensiske folk forsøgt sig med alle metoder for at opnå en eller anden form for meningsfuld selvbestemmelse. “Afstå fra vold”, fik de at vide. Det gjorde de, bortset fra lejlighedsvise gengældelsesaktioner efter en israelsk grusomhed.

Blandt palæstinensere hjemme og i diasporaen var der massiv støtte til Boycott, Divestment and Sanctions (BDS): en fredelig bevægelse par excellence, som begyndte at vinde indpas verden over blandt kunstnere, akademikere, fagforeninger og lejlighedsvis regeringer.

USA og dets NATO-familie reagerede ved at forsøge at kriminalisere BDS i hele Europa og Nordamerika. Med hjælp fra zionistiske lobbygrupper hævdede de, at boykot af Israel var “antisemitisk”.

Dette har i vid udstrækning vist sig at være effektivt. I Storbritannien har Keir Starmers Labour Party forbudt enhver omtale af “israelsk apartheid” på sin kommende nationale konference. Labours venstrefløj, der er bange for at blive ekskluderet, er blevet tavs om dette spørgsmål. Sådan er den sørgelig tilstand i øjeblikket.

I mellemtiden har de fleste arabiske stater sluttet sig til Tyrkiet og Egypten og kapituleret til Washington. Saudi Arabien er i øjeblikket i forhandlinger, formidlet af Det Hvide Hus, om officielt at anerkende Israel. Det palæstinensiske folks internationale isolation ser ud til at blive større. Den fredelige modstand er ikke kommet nogen vegne.

Alt imens har Israels hær angrebet og dræbt palæstinensere i ro og mag, mens skiftende israelske regeringer har arbejdet på at sabotere ethvert håb om en stat. For nylig har en håndfuld tidligere israelske generaler og Mossad-agenter indrømmet, at det, der gøres i Palæstina, er “krigforbrydelser”.

Men de tog først mod til sig og sagde dette, efter de var gået på pension. Mens de stadig tjente, støttede de fuldt ud de fascistiske bosættere i de besatte områder, mens de så til, mens de brændte huse, ødelagde olivenplantager, hældte cement i brønde, angreb palæstinensere og drev dem fra deres hjem, mens de råbte “Død over araberne”. Det samme gjorde vestlige ledere – som lod alt dette udfolde sig, uden selv den mindste protest. Den politiske fornufts tidsalder var for længst forbi, som Qabbani ville sige.

Så en dag begyndte den valgte ledelse i Gaza at slå tilbage. De brød ud af deres friluftsfængsel, krydsede Israels sydlige grænse og angreb militære mål og bosætterbefolkninger.

Palæstinenserne står pludselig øverst på de internationale overskrifter. Vestlige journalister er chokerede og forfærdede over, at de rent faktisk gør modstand. Men hvorfor skulle de ikke det? De ved bedre end alle andre, at den højreekstremistiske regering i Israel vil gøre ondskabsfuld gengæld, støttet af USA og et mumlende EU.

Men alligevel er de uvillige til at se passivt til, at Netanyahu og de kriminelle i hans kabinet udviser eller gradvist dræber størstedelen af deres befolkning. De ved, at de fascistiske elementer i den israelske stat ikke vil have nogen skrupler over at sanktionere massemordet på arabere. Og de ved, at dette må modstås med alle nødvendige midler.

Tidligere i år så palæstinenserne demonstrationerne i Tel Aviv og forstod, at de, der marcherede for at “forsvare borgerrettighederne”, var ligeglade med deres besatte naboers rettigheder. De besluttede at tage sagen i egen hånd.

Har palæstinenserne ret til at modstå den uafbrudte aggression, som de udsættes for? Absolut. Der er ingen moralsk, politisk eller militær ækvivalens mellem de to parter. Israel er en atomstat, bevæbnet til tænderne af USA. Dens eksistens er ikke truet. Det er palæstinenserne, deres land, deres liv, som er det. Den vestlige civilisation synes villig til at se til, mens de bliver udryddet. Palæstinenserne rejser sig derimod mod kolonisterne.

Teksten er først bragt i New Left Review. Den er oversat til dansk af Michael Schølardt med tilladelse fra forfatteren.