På dannelsesrejse med De Gule Veste

20-årige Clara Trier har rejst Europa tyndt, i hælene på De Gule Veste, og har tegnet et portræt af bevægelsen til Solidaritets Gitte Velling. Her er hendes fortælling om sin dannelsesrejse med den franske del af protestbevægelsen.

Af Gitte Velling

De er ikke særlig mange mennesker på Place de L’Etoile, i det centrale Paris. Klokken er 11:00. Folk begynder at snakke om, at det er en joke. Der kommer ikke nogen i dag. Dem som er kommet, begynder at tage sine gule veste op af lommer og tasker, og tage dem udenpå jakkerne. Én tænder en smøg. Men lige pludselig går smøgen ud.

”De har søgt ly for tåregassen. Politiet – går jeg ud fra – kaster en tåregasgranat ind i parkeringshuset. Der bliver fyldt med gas. Det svier. Jeg forsøger at komme ud. Min hals snører sig helt sammen. Det er fuldstændigt umuligt at orientere sig. Det er rent kaos.”

Den 20-årige Clara Trier husker hver detalje fra demonstrationen d. 16 marts.
”Der er en hvid vandkanonvogn, der er kørt op lige ved siden af os. Den sprøjter vand på os. Jeg ved ikke hvorfor, altså hvorfor de gjorde det, lige der. Jeg bliver væk fra gruppen af demonstranter, som jeg havde mødt i metroen. Det hele bevæger sig i bølger. Man bliver ligesom skubbet med. Lige pludselig er der tåregas over det hele. Situationen ændrede sig virkelig hurtigt. I løbet af en halv time er det blevet som en krigszone. Vandkanonen har ramt mig på siden. Det gør virkelig, virkelig ondt. Det er sådan en intens stråle. Jeg filmer en fyr, der river et trafikskilt ned. Han kaster det, og det lander foran mig. Jeg tænker, at jeg slet ikke er forberedt godt nok til det her. Jeg havde taget en halsedisse med, fordi jeg tænkte, at der nok ville være tåregas.

Jeg løber ind i et parkeringshus for at tørre mit kamera og batteri. Og så ser jeg folk, der ligger på gulvet i parkeringskælderen. Det ligner nærmest et religiøst maleri. De ligger og holder sig for øjnene.” siger Clara. Hun tager hænderne for øjnene for at vise det.

Clara Trier er 20 år. Mens mange andre unge, der har penge at gøre godt med, tager på interrail til Europas storbyer, rejser til Nepal for at hjælpe på et børnehjem, eller udforsker Sydamerika, er Clara taget ud på en dannelsesrejse med De Gule Veste gennem Europa.

Opslag i Politiken

”For tre uger siden tænkte jeg; hvad skal jeg lave med mit liv? Jeg havde en lille bitte børneopsparing og nogle penge jeg selv havde sparet op. Jeg kom ikke ind på den uddannelse, jeg havde søgt. Så jeg kunne jo lige så godt tage af sted. Derfra gik der 5 dage, og så stod jeg i Paris. ”

For Clara var det ikke en lang proces med planlægning og mange valg og fravalg. Hun fortæller at valg ikke er noget hun gør så meget i.

”Jeg slog op i Politiken og lovede mig selv: det første emne jeg falder over – det går jeg ind i. Der fandt jeg en historie om nogen fra De Gule Veste, der havde forfulgt nogle jøder. Jeg tænkte de måtte være højreorienterede og antisemitter. Og jeg havde læst, at de var voldelige ” siger hun. 

”Jeg prøver at forholde mig åbent. Selvom det er nogle ekstreme mennesker med ekstreme holdninger, som provokerer mig. Så forholder jeg mig åbent og undersøgende. Jeg tænkte, at det var spændende, fordi jeg var uenig med dem”.

Når Clara Trier skal beskrive sig selv, er det som fortæller, billedkunstner og filmskaber. Hun har ingen uddannelse, men uddanner sig selv både hjemme, og i sin søgen efter at forstå De Gule Veste. Hendes mission er at lære, at undersøge og at formidle det hun lærer, til sine følgere hjemme i Danmark. Med hendes egne ord:

På den korte tid Clara Trier har fulgt De Gule Veste, først i Frankrig, og nu i Tyskland, har hun lært meget om protestbevægelsen. Først og fremmest er hun ikke længere uenig med demonstranterne:

Politibrutalitet

»Det er svært at være uenig med De Gule Veste, og det er svært at være helt enig med dem. De repræsenterer ikke én ting, men mange. De har ingen leder. De er ikke organiseret. De opstod via de sociale medier. Det eneste de er fælles om i Frankrig, er at komme af med præsidenten, Emmanuel Macron. De fleste i demonstrationerne er enige om, at benzinprisen skal ned, mindstelønnen skal op, og at man skal genindføre skatterne på aktier. Det bærer modstanden. De vil bare gerne af med det, der er. Det er ikke en særlig konstruktiv bevægelse. Men måske er det der, skal til for at få politikerne til at lytte. Jeg ved det ikke«

Clara Trier er også blevet overrasket. Over hvor hårdt politiet slår ned på demonstranterne og over modet,der skal til for at deltage i demonstrationerne – og over hvor mange venstreorienterede, der deltager i dem. Og så er Clara Trier blevet overrasket, eller snarere provokeret, af måden fortællingen om De Gule Veste formidles på i medierne. Medierne burde være mere kritiske overfor de tal politiet offentliggør fra demonstrationerne: De er nemlig både over- og underdrevet. I følge Clara Trier er der langt flere mennesker end politiet siger, og der er langt færre voldelige, end der bliver sagt.

Ved demonstrationen på Place de L’Etoile var stemningen i yderkanten afslappet. Folk gik og snakkede og spillede musik, og gav gratis kram. Der var en modbevægelse. Folk ville nemlig vise, at demonstrationerne ikke bare var den vold, som medierne dækker. Altså indtil politiet gik til angreb.

»Jeg så demonstranter, der overfaldt politiet,« fortæller Clara Trier. »Jeg så politiet sparke folk, der lå på jorden. Der stod en fyr foran mig, og der lød et brag, fordi der sprang en granat. Jeg tror, han mistede hånden. Jeg kunne ikke se nogen hånd, og han holdt på den, og skreg. Han havde handsker på. Dem, der har handsker på er dem, der kaster granaterne tilbage«.

Clara Trier fortæller at politiet har sprængstof i tåregasgranaterne i Frankrig. Så granaterne springer i hænderne på dem, der forsøger at samle dem op for at kaste dem tilbage.

Privilegier og rødbedefarvet pas

Den mest voldsomme demonstration, som Clara Trier havde deltaget i før demonstrationen i Paris, var en Anti-PEGIDA demonstration i København for et par år siden. Hun har aldrig før deltaget i en demonstration, hvor der er blevet brugt tåregas, gummikugler og vandkanoner. Hun anerkender, at hendes mission om at lære og forstå bevægelsen er egoistisk. Men hun er ikke turist.

»Dark turisme er ulækkert. Der er noget ulækkert over, at skulle komme som hvid dansker for at se fattigdom og lidelse og oprør. Eller over at hjælpe og forvente taknemmelighed tilbage. Man skal være bevist om sine privilegier, når man rejser ud. Det er en privilegeret situation jeg er i. Jeg kunne jo gå fra demonstrationen, når jeg ville. Det er jo ikke mine problemer, for jeg er ikke fransk statsborger. Det er med andre ord ikke min krig. Jeg vil altid kunne tage hjem. Og jeg vil aldrig helt kunne forstå det heller, for jeg er ikke fransk, og jeg skal ikke leve i det. Men der må man tænke lidt utilitaristisk – altså gør det en forskel, at jeg ligger i min seng og ser Netflix? Det kan godt være, at jeg gør det som dansker, og at jeg gør det fra en privilegeret position, men jeg gør noget. Jeg er der og prøver at forstå. Og jeg skal udnytte, at jeg har et rødbedefarvet pas. Hvordan udnytter jeg alt det, jeg kan – og alt det jeg har«.

Den unge omrejsende dansker er ikke blevet afskrækket fra at rejse videre. Hun erkender dog, at hun har været lidt i chok. Det tog hende fire dage at komme sig ovenpå demonstrationen i Paris.
»Men jeg har indset, hvor vigtigt det er. Det at forstå hvor stor forskel, der er mellem mediernes dækning og virkeligheden, har virkelig provokeret mig. Og jeg ved, at de venner og bekendte, der læser mine ting, og ser mine reportager, tager det ind på en anden måde, end hvis de læste det i Politiken eller Information. De lytter, når det er mig, der har oplevet det«.

I dag er Clara Trier i Berlin. Hun bor hos en musiker, der har klassisk musik på anlægget. De Gule Veste er en mindre bevægelse i Tyskland, og demonstrationerne er mere fredelige. Det tænker hun er godt. At være i lidt mere afslappede omgivelser inden hendes rejse fører hende videre. Planen er at tage til enten Holland, Belgien eller England. Men hun er også fristet til at tage til Balkan-landene, for der er den samme type konflikter, selv om de ikke bruger de gule veste som symbol. »Men situationen i Serbien for journalister og aktivister er mere… alvorlig,« som hun siger.