Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
24. august. 2021

På kanten af afgrunden. Her er scenariet, FN’s klimapanel ikke har taget med

Fremskrivningerne i IPCC-rapporten antager, at vi får gennemført Parisaftalens mål. Men den barske virkelighed er, at vi lige nu befinder os på kanten af afgrunden – og at det sagtens kan ende meget værre end rapporten antyder, skriver den belgiske klima-aktivist Daniel Tanuro

Vi sidder på kanten af afgrunden. Det står klart, hvis man kigger på FN’s klimarapport, som ikke tager højde for et dystert men realistisk scenarie: At politikerne ikke kan leve op til deres løfter. Illustration: Mutany Chronicles
Denne artikel tager cirka 16 minutter at læse.

Arbejdsgruppen i FN’s klimapanel (IPCC) har fremlagt deres ”Physical Basis Report” som bidrag til den sjette vurderingsrapport om klimaforandringer. Rapporten og dens resume er skrevet i en særlig stil og med et sprogbrug, som kendetegner ’objektive’ videnskabelige udgivelser. Alligevel giver denne rapport, skrevet af klimaforandringseksperter, en hidtil uset fornemmelse af angst – ved at analysere fakta.

Forfærdelige udsigter

Angsten stammer først og fremmest fra sammenhængen: Forfærdelige oversvømmelser og brande, der spreder frygt, død og ødelæggelse i alle fire verdenshjørner, er netop, hvad FN’s klimaråd har advaret mod i mere end 30 år – og som regeringer har gjort enten intet eller meget lidt vedintet eller meget lidt ved.

Angsten stammer også fra det faktum – nævnt i rapporten – at selv hvis det til COP26 (der afholdes i Glasgow 1. – 12. november) besluttes at implementere de mest radikale stabiliseringsscenarier, klimaforskere har undersøgt – altså det, der forsikrer den højest mulige reduktion af CO2-udledning, og stopper den samlede globale udledning senest i 2060 – vil menneskeheden stadig stå over for forfærdelige udsigter.

“Selv hvis det til COP26 besluttes at implementere de mest radikale stabiliseringsscenarier, vil menneskeheden stadig stå over for forfærdelige udsigter.”

For at opsummere: Målsætningen fra Parisaftalen vil stadig blive overskredet. Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur vil sandsynligvis stige med 1,6°C (+/-0,4) mellem 2041 og 2060 (sammenlignet med den præindustrielle æra), og derefter falde til 1,4°C (+/-0,4), mellem 2081 og 2100. Bemærk, at disse blot er gennemsnit: det er næsten sikkert, at landtemperaturen vil stige hurtigere end temperaturen på havets overflade (sandsynligvis 1,4 til 1,7 gange hurtigere). Det er også stort set garanteret, at Arktis vil blive ved med at opvarmes hurtigere end det globale gennemsnit (højest sandsynligt mere end dobbelt så hurtigt).

Nogle middelbreddegrads-regioner og halvtørre regioner, samt monsun-regionerne i Sydamerika, vil opleve den højeste temperaturstigning på de varmeste dage (1,5 – 2 gange større end det globale gennemsnit), mens Arktis vil opleve den højeste temperaturstigning på de koldeste dage (3 gange så meget som det globale gennemsnit).

Flere hedebølger og mere opvarmning af havet

På landjorden vil hedebølger – der plejede at forekomme én gang hvert tiende år – fremadrettet forekomme fire gange hvert tiende år, og de hedebølger – der plejede at forekomme kun én gang hvert halvtredsindstyvende år – vil forekomme næsten 9 gange over den samme periode.

Det er meget sandsynligt, at yderligere opvarmning end den nuværende 1,1°C vil intensivere ekstrem nedbør og øge frekvensen af dette. Frekvensen og styrken af disse intense, tropiske cykloner i kategori 4- 5, vil også stige. Intens nedbør og relaterede oversvømmelser forventes at intensivere og forekomme oftere i de fleste dele af Afrika og Asien, Nordamerika og Europa.

Landbrugs- og miljømæssig tørke vil også forværres, og forekomme ofte i visse områder på samtlige kontinenter, med undtagelse af Asien, sammenlignet med 1850-1900. Det siger sig selv, at denne yderligere globale opvarmning fortsat vil styrke smeltningen af permafrost, og derigennem udledningen af metangas. Den positive tilbagekobling fra global opvarmning er endnu ikke fuldt integreret i modellen, der trods større kvalitet fortsat undervurderer virkeligheden.

Opvarmning af havet i resten af det 21. århundrede vil sandsynlighed blive 2-4 gange så kraftig som mellem 1971 – 2018. Hav-stratificering, forsuring, og iltsvind vil fortsat stige. Alle tre fænomener har negative konsekvenser for havvandenes liv. Det vil tage årtusinder at rette op på skaderne, og det er næsten garanteret, at gletsjere i bjergene og i Grønland fortsat vil smelte hen over de kommende årtier. Det er desuden sandsynligt, at smeltning også vil fortsætte i Antarktis.

Det er derudover også næsten sikkert, at vandstanden vil stige med 0,28 – 0,55 meter i det 21. århundrede, sammenlignet med 1995 – 2014. Over de næste 2000 år vil vandstanden sandsynligvis fortsætte med at stige med 2 – 3 meter, og derefter vil udviklingen fortsætte. Resultatet bliver, at exceptionelle tidevandshændelser – som før blev observeret én gang i hvert århundrede – nu vil blive observeret mindst én gang om året, hvilket hæver frekvensen af oversvømmelser i lavtliggende områder. Hændelser med lav sandsynlighed – men stor indvirkning – vil kunne forekomme på det globale og lokale niveau … selv hvis opvarmningen forbliver inden for den antagelige radius, der er blevet fremlagt i det radikale scenarie (+1.6° +/- 0.4°C).

Selv i 1,5 graders-scenariet kan man ikke udelukke pludselige reaktioner og vendepunkter, såsom smeltning ved Antarktis-isen og skovdød. Også sammenbruddet af den atlantiske længdegrads-baserede havvands-cirkulation (AMOC) er mulig, om end ikke sandsynlig. Den vil sandsynligvis blive svækket i løbet af det 21. århundrede, men omfanget af fænomenet er uvist. Et sammenbrud vil højst sandsynligt skabe pludselige skift i regionale vejrmønstre og vandcyklussen, såsom det sydlige skift i det tropiske regnbælte, svækkelsen af monsuner i Afrika og Asien, og styrkelsen af monsuner i den sydlige halvkugle, samt tørke i Europa.

Oversvømmelser som den, der ramte Tyskland i sommeren, vil blive stadig mere hyppige, i takt med at temperaturen stiger. Foto: Rhein-Erft-Kreis / AP

Når best case-scenariet møder den politiske virkelighed

FN-rapporten tvinger os til at anerkende realiteterne: Vi er vitterligt på kanten af udslettelse. Det er særligt, fordi vi gentager og insisterer på: 1) Fremskrivningerne for vandstandendes stigning  inkluderer ikke smeltningen af polerne som fænomen, hvilket er en ikke-lineær begivenhed, der derfor ikke kan udregnes og skabes som en model, og som endvidere har potentiale for meget hurtigt at kunne gøre en katastrofe til dommedag. 2) At det ovennævnte er dét, der ifølge FN’s klimapanel vil ske, hvis verdens regeringer beslutter sig for at implementere de mest radikale udlednings-reducerende scenarier, hvor det gældende scenarie sigter efter ikke at gå (for langt) over en temperaturstigning på 1,5°C.

“FN-rapporten tvinger os til at anerkende realiteterne: Vi er vitterligt på kanten af udslettelse.”

I ”alt-bliver-ved-det-gamle”- scenariet, vil en stigning på 2 meter i 2100 og 5 meter i 2150 ”ikke kunne udelukkes”. På længere sigt, over to tusind år, med en temperaturstigning på 5°C, vil havene uundgåeligt og uomtvisteligt stige (på den menneskelige tidslinje) med… 19 – 22 meter! Men lad os lige opsummere: At implementere de mest radikale scenarier er ikke det, regeringer lige nu foretager sig.

De nuværende klimaplaner fører os på nuværende tidspunkt i retning af en temperaturstigning på 3,5°C. Med mindre end 100 dage til COP26, har kun et fåtal af lande højnet deres ambitioner. Dog ikke nær nok til at nå de nødvendige niveauer af udledningsreduktioner. For eksempel har EU, ”klimakæmperen”, sat et mål om en 55% reduktion i 2030, når behovet til den tid er på 65%. Det er et simpelt spørgsmål om matematik og at drage politiske konklusioner på den baggrund.

Et spørgsmål om matematik

Greta Thunberg sagde engang, at ”klimaet og den miljømæssige krise kan ganske enkelt ikke løses under de nuværende politiske og økonomiske systemer. Det er ikke en holdning, det er ganske enkelt et spørgsmål om matematik”. Thunberg har fuldstændig ret, hvilket bekræftes af et hurtigt kig på tallene:

1) Verden udleder omkring 40 gigatons (GT) CO2 om året;

2) Kulstofbudgettet for 1,5°-målsætningen er kun 500GT, og det vil kun give os en 50% chance for succes. Skal succesraten op på 83%, skal tallet ned på 300GT)

3) Ifølge den specielle rapport fra FN’s klimaråd om 1,5°C, kræver dét at vi når i nul med CO2-udledningen i 2050, og at vi reducerer den globale udledning med 59 % før 2030. I de industrialiserede, kapitalistiske lande, er det tal oppe på 65 %, når man tager deres historiske ansvar i betragtning

4) 80 % af disse udledninger skyldes brugen af fossile brændstoffer, som – trods politisk() og mediemæssig hype om gennembruddet af vedvarende energi – i 2019 stadig udgjorde 84 % (!) af menneskers energiforbrug.

5) Der bygges fortsat infrastruktur til at transportere og udnytte fossile brændstoffer (miner, rørledninger, raffinaderier, gasterminaler, energistationer osv.), og opførelseerne bliver knapt nok sænket. I de største af disse faciliteter er der investeret kapital i omtrent 40 år. Deres ultracentraliserede netværk kan ikke blive omformet til vedvarende energi, der har brug for et andet, decentraliseret energisystem.

Selv om man véd, at 3 milliarder mennesker mangler livsnødvendige varer, og at de rigeste 10 % af verdens befolkning står for at udlede mere end 50 % af CO2 på globalt plan, er konklusionen uundgåelig: At ændre på energisystemet for at forblive under en temperaturstigning på 1,5°C, og samtidig at give de fattige lande mere energi, så de kan få opfyldt deres grundlæggende behov, er strengt uforeneligt med fortsat kapitalistisk akkumulation, der skaber miljømæssig ødelæggelse og voksende social ulighed.

Klimakatastrofen kan kun stoppes på en menneskeligt værdig måde, hvis vi både reducerer den globale produktion og fuldstændigt omfordeler den, så den tjener de egentlige menneskelige behov, og så størstedelen af menneskeheden har demokratisk medbestemmelse. Denne dobbelte bevægelse betyder også, at vi bliver nødt til at stoppe ubrugelig eller direkte skadelig produktion, og at de kapitalistiske monopoler skal eksproprieres – først og fremmest inden for energi-, finans-, og landbrugs-sektorerne. Den kræver også en drastisk reduktion i de riges ekstravagante forbrugskultur.

I virkeligheden er de to muligheder dramatisk enkle: Enten likviderer menneskeligheden kapitalisme, eller også likviderer kapitalismen millioner af uskyldige mennesker, ved at fortsætte dens barbariske kurs mod en lemlæstet – og måske ubeboelig – planet.

“Greta Thunberg sagde engang, at klimaet og den miljømæssige krise kan ganske enkelt ikke løses under de nuværende politiske og økonomiske systemer. Hun har fuldstændig ret.” Foto: Greta Thunberg / Facebook

Slynglerne stimler sammen i Glasgow

Det siger sig selv, at verdens magthavere ikke ønsker at ‘likvidere’ kapitalismen. Hvad har de så tænkt sig at gøre? Lad os glemme klimaforandrings-benægtere som Trump, eller de Malthus-følgere (Thomas Malthus (1766 – 1834); engelsk filosof, der var fortaler for at begrænse befolkningsvækst, red.), der satser på fossilbrændstofs-afledt neo-fascisme. De vil kaste os ud i en planetarisk barbarisk tilstand, der vil ramme de fattigste hårdest. Lad os ligeledes glemme Musk- og Bezos-typerne – uanstændige milliardærer, der drømmer om at forlade den synkende skude Jorden, efter de grådige, kapitalistiske parasitter selv har gjort den ubeboelig.

Lad os i stedet kigge på nogle andre, mere snu individer, som Emmanuel Macron, Joe Biden, Ursula von der Leyen eller Xi Jinping, der vil vise deres sande ansigt som den flok slyngler, de er, ved forhandlingerne i Glasgow. Her vil de kæmpe for at skaffe sig selv en fordel over deres konkurrenter – og samtidig stå og holde sammen foran medierne, så de kan forsøge at overbevise os om, at ”alting er under kontrolat overbevise os om, at ”alting er under kontrol”.

Hvad foreslår disse statsledere så vi skal gøre, for at undslippe undergangs-scenariet? Først og fremmest vil de give forbrugere skyldfølelse, og bede dem om at ”ændre deres købeadfærd”, med truslen om sanktioner. Dernæst vil vi se en række tricks, hvoraf nogle er decideret ufine. For eksempel undgår de at inkludere udledning fra international luft- og havtransport. Andre vil være mere diskrete; for eksempel vil vi høre påstanden om, at plantning af træer i Det Globale Syd vil gøre det muligt at absorbere nok kulstof til bæredygtigt at kompensere for Det Globale Nords udledning af fossile brændstoffer.

“Klimakatastrofen kan kun stoppes på en menneskeligt værdig måde, hvis vi både reducerer den globale produktion og fuldstændigt omfordeler den, så den tjener de egentlige menneskelige behov.”

Ud over den slags tricks tror de politiske ledere også på en fiks løsning – eller også foregiver de at tro på den – nemlig udviklingen af ”lavkulstof-teknologier”. Det er et kodeord for mere atomkraft, især ”mikro-atomkraftværker”. Mere end noget andet sætter politikerne deres lid til implementeringen af såkaldte ”negativudlednings-teknologier”, som skal forestille at nedkøle klimaet ved at fjerne store mængder CO2 fra atmosfæren, og opbevare det i undergrunden. Det er den såkaldt “midlertidige overskridelse af den farlige tærskel” ved 1,5°C.

Der er ingen grund til at dvæle ved idéen om atomenergi efter Fukushima-hændelsen. Angående “negativudlednings-teknologier” er de fleste  kun på prototype- eller demonstrations-stadiet, og deres sociale og miljømæssige effekter lover ildevarslende. Alligevel ledes vi til at tro, at de vil redde forbruger-systemet, samt at det frie marked vil sørge for at implementere teknologierne. I virkeligheden er dette science fiction-scenarie ikke til for primært at redde planeten: Det er primært til for at redde guldkalven – kapitalistisk vækst – samt at beskytte dem, der bærer det største ansvar for vores misere: Multinationale olie- , kul-, gas-, og landbrugs-firmaer.

FN’s klimaråd – mellem videnskab og ideologi

Hvad tænker FN’s klimaråd så om galskaben? Tilpasnings- og afbødnings-strategier er ikke en del af arbejdgruppe 1’s opgave (det ledende organ i udgivelsen af IPCC-rapporten, red.). Til gengæld tager arbejdsgruppen forbehold for videnskabelige overvejelser, der burde tages i betragtning af de andre arbejdsgrupper. Når det omhandler ”negativudlednings-teknologier”, er det vigtigt ikke at skynde sig ud til kanten. Opsummeringen for Lovgivere (The Summary for Policymakers, SPM red.) lyder: “Menneskeskabt fjernelse af CO2 (CDR) har potentialet til at fjerne CO2 fra atmosfæren, og at gøre det holdbart at opbevare den i reservoirer.” I teksten siges der efterfølgende, at “CDR søger at kompensere for overskydende udledning, således at man når nul CO2– eller drivhusgas-udledning, eller – hvis det bliver implementeret således, at menneskeskabt fjernelse overgår menneskeskabt udledning – at sænke overfladetemperatur- at sænke overfladetemperatur.”

SPM-redegørelsen taler altså for, at ”negativudlednings-teknologier” ikke kun kan anvendes til at fange “overskydende udledning” fra områder, hvor dekarbonisering er teknisk udfordrende (fx luftfart): de kan også implementeres på en massiv skala, der skal kompensere for det faktum, at den globale kapitalisme –  af profitdrevne og dermed ikke teknologiske årsager – nægter at give afkald på fossilebrændstoffer. Teksten fortsætter med at lovprise fordelene ved at bruge det værktøj på den helt store skala, og dermed opnå net negativ udledning i den anden halvdel af århundredet: “Menneskeskabt fjernelse af CO2 (CDR), der fører til global netto-negativ udledning, vil sænke den atmosfæriske koncentration af CO2, og vende havenes forsuring om”. Opsummeringen tager ét forbehold, om end et kryptisk af slagsen: “CDR-teknologier kan muligvis have en udbredt virkning på biokemiske cyklusser og klimaer, hvilket enten kan svække eller styrke potentialet ved den type CO2-fjernelsesmetoder, og reducere opvarmning, og kan også have indflydelse på vandtilgængelighed og vandkvalitet, madproduktion, og biodiversitet”.

Selvfølgelig er det ikke klart, at alle ”negativudlednings-teknologier” er lige effektive, eftersom nogle “effekter” kan “svække potentialet for at fjerne CO2“. Den sidste del af denne sætning refererer til sociale og miljømæssige indvirkninger: Bioenergi, der opfanger og  bevarer kulstof (BECCS, den mest veludviklede ”negativudlednings-teknologi” til dato) kan kun betydeligt reducere atmosfæriske koncentration af CO2, hvis et område svarende til mere end en fjerdedel af det permanent opdyrkede land blev brugt til at producere biomasse – på bekostning af vandtilgængelighed, biodiversitet, og/eller at brødføde verdensbefolkningen.

Carbon Dioxide Removal’ er teknologi, som kan fjerne kulstof fra atmosfæren. Den type teknologi er dog langt fra udviklet nok til, at det giver mening at satse verdens fremtid på, at den viser sig at være effektiv på sigt. I stedet skal vi gøre op med den kapitalistiske vækstmodel, skriver Daniel Tanuro. Illustration: Kiel Institute for the World Economy.

Byg bro mellem det sociale og klimaet

FN’s klimaråds arbejdsgruppe 1 bygger på den ene side på klimamæssige fysiklove og fortæller os, at vi er på kanten af afgrunden, at vi er tæt på et uomtvisteligt vendepunkt, og at vi er på vej mod en ubegribelig katastrofe. På den anden side, objektiviserer og trivialiserer arbejdsgruppen det politisk-teknologiske hovedkulds ræs, og hjælper dermed kapitalismen med endnu engang at udsætte den uforsonlige antagonisme mellem dens logik – ubegrænset profitakkumulation – og planetens begrænsninger.

“At ‘miljøgøre’ det sociale, og at socialisere det miljømæssige, er den eneste måde at stroppe katastrofen på, og at genoplive håbet om et bedre liv.”

“Alligevel giver denne rapport, skrevet af klimaforandringseksperter, en hidtil uset fornemmelse af angst, ved at analysere fakta,” skrev vi i begyndelsen af denne artikel. Aldrig før har sådan en rapport tegnet så klart et billede af en videnskabelig analyse, der anskuer naturen som mekanisk, og profitlove som fysiklove.

Rapporten bør derfor læses med en klar forståelse af, at den både indeholder de bedste og værste elementer. De bedste – fordi den giver en grundig diagnose, og på glimrende vis præsenterer argumenter for at anklage magthaverne og deres politiske repræsentanter. De værste – fordi den samtidig spreder frygt og magtesløshed, hvilket giver magthaverne fordelen, selv om det er dem, der er på anklagebænken!

Rapportens ‘scientistiske’ ideologi drukner den kritiske ånd i en overflod af “data”. Den afleder dermed opmærksomhed fra den systemiske årsag, altså kapitalismen. Det har to konsekvenser: For det første, at opmærksomheden bliver rettet mod ‘adfærdsmæssig forandring’ og andre individuelle handlinger – fulde af gode intentioner, men ynkeligt utilstrækkelige. For det andet, at man i stedet for at hjælpe med at bygge bro mellem miljømæssig og social bevidsthed fastholder en splittelse mellem de to. At ‘miljøgøre’ det sociale, og at socialisere det miljømæssige, er den eneste måde at stroppe katastrofen på, og at genoplive håbet om et bedre liv. Det er et liv, hvor der både tages hånd om menneskers velbefindende og økosystemers. Både nu og i det lange løb. Det kan være et enkelt, glædeligt og meningsfyldt liv. Et liv, som scenarierne i rapporten aldrig beskriver, hvor brugsværdien er bestemt ud fra, hvordan det tilfredsstiller rigtige behov, der er demokratisk besluttet, og som viser respekt for naturen, og som ikke tænker på vareproduktion og et fåtals profit.

Dette økosocialistiske alternative scenarie kommer ikke til at blive fremlagt af FN’s klimaråd. Det er rationelt og muligt, men kan kun vokse op i solidaritetens muldjord – og ved at støtte de udnyttede og undertrykte menneskers selvorganiserede kamp.


Artiklen er udgivet i samarbejde med Gauche Anticapitaliste. Første gang bragt 9. august: Au bord du gouffre, le scenario que le giec ne modélise pas. Oversat af Mathias Lenda for Solidaritet.

Om skribenten

Daniel Tanuro

Daniel Tanuro

Daniel Tanuro er jordbrugsingeniør, og har bl.a. skrevet bogen 'Green Capitalism: Why it Can't Work' (2014) Læs mere