Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. oktober. 2021

Pablo Iglesias: Den spanske venstrefløj må bryde med højrefløjens kvælertag på staten

Spaniens centrum-venstre regering er ikke kun i konflikt med højrefløjen og erhvervslivet, men også dele af retsvæsenet og politiet. Det er på høje tid, at venstrefløjen giver modspil til den højreorienterede dominans af statsapparatet, skriver den tidligere Podemos-leder Pablo Iglesias.

Pablo Iglesias. Foto: Jesus Hellin / Getty Images

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Siden januar 2020, har Spanien haft sin første venstrefløjs-koalition i regering siden Borgerkrigen. Sammenslutningen har forenet socialdemokraterne i PSOE og Unidas Podemos.

Men selv om de to partier sammen med en række små, regionale partier har et snævert flertal i Kongressen, bliver de åbent modarbejdet af dele af regeringen, politiet og retsvæsnet, der aldrig er blevet fuldt demokratiseret efter afslutningen på Francisco Francos diktatur (1939 – 1975, red.). Den spanske højesterets afgørelse om, at coronavirus-nedlukningen var forfatningsstridig, er et af de tydeligste tegn på institutionernes modstand mod den valgte regering.


Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest, at staten grundlæggende set er et redskab til at forvalte borgerskabets interesser. Forestillingen om staten som et udtryk for en klasses økonomiske interesser stemte uden tvivl godt overens med den tids historiske virkelighed. Marx skrev senere, i en af sine mest betydningsfulde tekster, Louis Bonapartes Attende Brumaire, at man måtte skelne mellem poltisk magt, som for ham lå hos staten, og økonomisk magt. Selv hvis man tog den politiske magt, var det ingen garanti for at have økonomisk magt.

Under udviklingen af de europæiske velfærdsstater i anden halvdel af det 20. århundrede, begyndte mange marxister at forstå, at staten – selv om den bevarede mange af sine traditionelle, administrative og politiske funktioner – også var en politisk kampplads. Nicos Poulantzas er blandt de vigtigste af dem. For den græske tænker var den politiske succes, den italienske arbejderbevægelse havde opnået, perfekt opsummeret i arbejdstager-lovgivningen af 1970, og et bevis på at staten og dens love var én af de vigtigste arenaer for klassekampen og fremskridt for arbejderklassen. Lovgivnings-sejrene i Italien styrkede fagforeningerne på fabrikkerne, satte en stopper for ulovlige hjemsendelser, og sikrede deres forsamlingsret. Staten lod nærmest til at være endnu vigtigere end fabrikken, ikke bare som en klasse-kampplads, men også som et politisk, strategisk område.

Nyliberalismens fremkomst bekræftede kun dét paradoks. I mødet med de nyliberale økonomiske kræfters offensiv, har arbejderne i stigende grad brugt efterkrigstidens forfatninger og arbejdslove i velfærdsstaterne til at yde politisk modstand.

Den spanske stat er øverst på rangstigen

Ovenstående passage burde være børnelærdom, som sad på rygraden af enhver aktiv på venstrefløjen, der stod over for en strategisk overvejelse eller en taktisk handling. Det er blevet understreget af de katalanske og baskiske selvstændighedsbevægelser, selv om nøglen til at forstå diskussionen mellem Esquerra Republicana og Junts per Catalunya (Kataloniens to største uafhængighedspartier, red.) netop handler om forholdet til – og dialogen med – staten. Paradoksalt nok er det Junts – efterfølgeren til det centrum-højredrejede parti, Convergència i Unió – som lige nu har det mest omfattende program. Kigger man på den baskiske selvstændighedsbevægelse, har man også set en udvikling i retning af en mere pragmatisk tilgang de seneste år – uden tvivl en konsekvens af de historiske erfaringer, hvor man har lært, hvad det koster at gå imod statsmagten på den hårde måde.

“Statens mislykkede forsøg på at trække en enkelt nation ned over hovedet på området, er blevet opvejet af den styrke, hvormed staten har formået at skabe en stærk centraladministration.”

Men også på resten af venstrefløjen, herunder et regeringsparti som Unidas Podemos, bliver staten stadig betragtet som noget fremmed. Det er meget naturligt, når man kigger på den spanske stats historie, der strækker sig noget længere tilbage end landets demokrati. Statens mislykkede forsøg på at trække en enkelt nation ned over hovedet på området, er blevet opvejet af den styrke, hvormed staten har formået at skabe en stærk centraladministration. Den eksisterer i dag side om side med de selvstyrende forvaltninger i Spaniens minoritetsområder, men er samtidig juridisk klart placeret over dem på rangstigen.

Den krise, der er opstået i det såkaldte “to plus to”-partisystem, som blev etableret efter overgangen fra Francos diktatur – bestående af det konservative Partido Popular og centrum-venstre partiet PSOE, men også baskiske og katalanske nationalister – har gjort det helt klart, hvilke to kræfter den spanske højrefløj falder tilbage på. Den første er den måde, medierne er indrettet på, som giver konservative og højreradikale i Madrid en total kontrol med medierne i hele landet. Kun i Catalonien og Baskerlandet har man andre medier, hvilket har givet den catalanske selvstændighedsbevægelse mulighed for at fremføre sine synspunkter i så stor stil, at næsten halvdelen af regionens vælgere ønskede at løsrive sig, og at et klart flertal støttede retten til at vælge selv.

I Baskerlandet er de to største partier Det Baskiske Nationalistparti (Partido Nacionalista Vasco, PNV) og det venstreorienterede Euskal Herria Bildu (EH Bildu). I løbet af det sidste årti er den eneste strømning, der har kunnet udfordre partiernes hegemoni på landsplan Elkarrekin Podemos. Men at vinde kulturelle og ideologiske kampe, og at vinde valg er noget meget andet end en samfundsbevægelse, der bor inde i staten. Tværtimod har Unidas Podemos’ fremkomst, sammen med dens indtræden i regeringen – og uafhængighedsbevægelsens stærkere kulturelle ståsted, der udfordrer statsmagten – kun gjort højrefløjens dominans inden for statsapparatet endnu stærkere.

Normalisering af fascisme. Det højreradikale Vox bliver båret frem af medierne i Madrid, og har forbindelser til mange højstående personer i det spanske statsapparat, skriver Pablo Iglesias. Foto: Pablo Dominguez

Den dybe stat og arven fra Franco

Den samme stat talte klart og tydeligt, da man erklærede den catalonske folkeafstemning om uafhængighed “udenfor lov og demokrati”, hvilket mere var henvendt til retsvæsnet end befolkningen. I mødet med dét, man på forhånd havde betegnet en “ulovlig regering”, har højrefløjen og det yderste højres strategi været at bruge staten mod PSOE-Podemos regeringen. Partido Popular’s leder, Pablo Casado forklarede endda, at spanierne i hans øjne “har stemt på [Kong] Felipe VI, ikke på Garzon og Iglesias.” Bag den tilsyneladende idioti i det budskab finder man frem til, hvad højrefløjen i virkeligheden mener: Kongens magt er hævet over ethvert parlamentsmedlems.

Af samme grund mener højrefløjen og det yderste højre i Spanien heller ikke, at statens ret til at herske kommer fra parlamentet. Der er snarere tale om en helt unik læsning af Montesquieu (fransk forfatter, kendt som fortaler for magtens tredeling, red.), hvor den er helt og aldeles selvstændig størrelse, der ikke står til regnskab over for de andre dele af magten. De mener det samme når det kommer til Forfatningsdomstolen, som de betragter som et redskab til at rette op på eventuelle fejl begået af parlamenterne. Og her taler de ikke kun om det katalanske parlaments beslutninger. Forfatningsdomstolen har underkendt erklæringen af en undtagelsestilstand, trods en corona-pandemi af uset omfang, og har dermed afsløret visse håndlangeres egentlige holdning.

Som Pedro Vallín skriver i sin kommende bog, opstod Generalrådet for Domstolene (Consejo General del Poder Judicial, GCPJ) som et forsøg på at få demokratisk kontrol med det overvejende pro-Franco retssystem. Eftersom man ikke fjernede dommerne fra diktator-tiden, gav det mening i det mindste at holde øje med, hvor forpligtede de egentlig følte sig på, at overholde de nye, demokratiske spilleregler. Som Vallín beskriver det i en chokerende sandfærdig sætning: “Spændingerne mellem Kongressen og CGPJ er et udtryk for en kamp mellem befolkningens ønsker og den dybe stats formalistiske selvforsvar.”

Højreradikalitet i statsapparatet

I dag er de fleste enige om, at den største forskel på den spanske højrefløj og dens åndsfæller rundt om i Europa, er dens gennemgående reaktionære respons på den catalanske selvstændighedsbevægelse, og dens foreløbigt totale mangel på interesse for klassespørgsmål.

“De spanske højreradikale bygger i høj grad sine netværk blandt højtstående personer i statsapparatet, officerer i hæren og politifolk.”

Der er imidlertid også en anden forskel, som ikke bliver diskuteret i samme grad, nemlig at de spanske højreradikale bygger sine netværk blandt højtstående personer i statsapparatet, officerer i hæren og politifolk. I Vox’ (spansk fascistisk parti, red.) ledelse og blandt dets talspersoner finder man dommere, statsadvokater, militære officerer og professorer; altså folk, som trods deres nyliberale paroler, altid har fået deres penge fra statskassen, og tænker som statsansatte.

Med de ressourcer, både højrefløjen og det yderste har til rådighed – økonomisk, gennem adgangen til medierne og i statens eget apparat – er det ikke svært at forestille sig Spanien gennemgå en form for demokratisk skrumpekur, sådan som man har set i Polen eller Ungarn, hvis Partido Popular og Vox faktisk kom til at danne en koalitionsregering. Mange glemmer, at Weimar-republikken og de præ-fascistiske regeringer i Spanien og Italien banede vejen for fascisternes magtovertagelse. Der havde ikke været nogen Adolf Hitler uden Paul von Hindenburg og Franz von Papen, ingen Benito Mussolini uden de italienske monarkister, og ingen Franco uden den katolske kirke.

Det er derfor afgørende, at venstrefløjen forstår, at det kun er staten, der kan vinde, når den politiske kurs kommer i konflikt med dens ønsker. For det er inde i staten, at resultatet af konflikten bliver udkrystalliseret. Derfor er forskellige venstrefløjskræfter, som har set staten som noget udenforstående, i stedet blevet nødt til at begynde at tænke staten som en strategisk kampplads. I et parlament, hvor PSOE ikke har andre allierede, bliver selv samme venstrefløjskræfter nødt til at udnytte deres hidtil usete taktiske fordel, så man kan skubbe på for at gennemføre demokratiske reformer af staten.

Men der er også brug for mere bevidsthed på længere sigt om vigtigheden af, at få andre mennesker ind på den strategiske arena. Det er rigtigt, at adgang til dommerudnævnelser, udvælgelsen af diplomatiske delegationer osv. udgør en række klasse-barrierer. Men en anden barriere, der er lige så vigtig, er den historisk manglende interesse i at tage del i de roller fra venstrefløjens side.

Hvis bare der var en progressiv statstænkning, som kunne lære unge mennesker om demokratiske værdier og give dem uddannelseslegater – ville det måske ikke være de samme mennesker, der altid sad på de strategisk vigtige poster i samfundet.

Bragt i samarbejde med Jacobin Magazine. Første gang bragt i ctxt. 3. oktober: El Estado como zona estratégica. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.


Om skribenten

Pablo Iglesias

Pablo Iglesias

Spansk politiker og medstifter af Podemos. Tidligere medlem af koalitionsregeringen mellem Unidas Podemos og PSOE. Læs mere