Palæstina-arbejde kriminaliseres

Det franske tidsskrift Supernova har interviewet Le Collectif Palestine Vaincra (Kollektivet Palæstina vil sejre, red.) om situationen for solidaritetsbevægelsen i Frankrig på baggrund af folkemordet i Gaza.

Interviewet med originaltitlen ”Face au genocide a Gaza, construire un movement antiimperialiste” er oversat, lettere forkortet og redigeret af Irene Clausen.

Mobiliseringen for Palæstina har ført til stribevis af angreb fra regeringens side – herunder bøder og forslag om at forbyde de internationale og antiimperialistiske organisationer. Hvordan har I oplevet det?

Siden vores grundlæggelse i marts 2019 har Le Collectif Palestine Vaincra været udsat for en voksende undertrykkelse fra de franske myndigheders side i form af bøder, forbud og endda opløsning af vores organisation ved ministerielt dekret i marts 2022, udstedt af Gerald Damanin (daværende indenrigsminister, red.). Opløsningen blev dog suspenderet i maj 2022, men sagen er ikke endeligt afsluttet og kan blive genoptaget i de nærmeste uger og måneder. Intet er endnu afgjort.

Med angrebene på os vil regeringen ramme vores politiske mål, som er dannelsen af en bred antiimperialistisk og antizionistisk bevægelse, der som mål har at støtte den palæstinensiske modstandskamp, indtil flygtningene kan vende tilbage til Palæstina, og Palæstina – fra havet til Jordan-floden – bliver befriet.

Men det skal understreges, at disse angreb mod os desværre ikke er et isoleret tilfælde. Man oplever en øget kriminalisering af Palæstina-solidaritetsbevægelsen i Frankrig, der må ses som udtryk for den franske imperialismes politik i Mellemøsten.

Selv om Frankrig altid har støttet den zionistiske kolonisering af Palæstina, ser man en gradvis ændring, som mere og mere ensidigt støtter den israelske ekstreme højrefløj på baggrund af flere faktorer, især den franske imperialismes krise og sammenbruddet af det palæstinensiske og arabiske borgerskabs politik.

Kort sagt, denne repression rammer alle de personer, som er engageret i kampe mod de forskellige former for undertrykkelse. Og det er kun et enkelt aspekt af den franske regerings stadig mere autoritære styre.

Alle sektorer angribes: dem som er imod islamofobi, fascisme, for økologi, imod den asociale politik. Vi må alle sammen slutte os sammen for at konfrontere denne politik.

Folk med minoritetsbaggrund på gaden for Palæstina

Demonstrationerne og solidariteten med Palæstina har mobiliseret titusindvis af mennesker i Frankrig. I demonstrationerne har de unge fra de folkelige kvarterer udgjort en stor andel. Mener I, at der ikke kun er tale om et solidaritetsbånd mellem dem og palæstinenserne, men også om en materiel forbindelse mellem palæstinenserne, der er lukket inde i zionistiske ghettoer, og så de forhold som de unge proletarer lever under i de folkelige kvarterer?

Helt sikkert! Man oplever en massiv deltagelse af folk fra de folkelige kvarterer ved mobiliseringer for Palæstina. Men vi skal være mere præcise; for disse kvarterer er især immigrantkvarterer, og den massive deltagelse (i demonstrationerne) omfatter især arabisk-muslimske personer, og især unge og kvinder.

Det skyldes flere faktorer, men især at Palæstina-sagen også er en arabisk sag, som direkte vedrører personer, der stammer fra regionen. Man lægger især mærke til de mange flag fra arabiske lande (Marokko og Egypten).

Det er både en manifestation til støtte for Palæstina, men også en folkelig afvisning af den normaliseringspolitik med zioniststaten Israel, som de reaktionære arabiske regimer står for.

Et andet element er det historiske og politiske bånd, der eksisterer mellem immigranternes kampe og palæstinensernes kampe, som har erfaringer tilfælles med kampen mod racisme og kolonialisme. Det signaleres med sloganet ”Algeriet har sejret, Palæstina vil sejre”.

Fagforeninger med i boykot af Israel

Solidariteten med Palæstina har vist sig i forskellige former (demoer, boykot f.eks.). Vi har ligeledes set solidaritet fra arbejdernes side som eksempelvis havnearbejderne i Genova og Barcelona. De har nægtet at laste skibe med våben til Israel. De fleste fagforeninger har en ’pacifistisk’ holdning til Palæstina-konflikten. Men nogle fagforeninger (i Irland, Grækenland og Italien) har direkte givet udtryk for støtte til palæstinensernes kamp. Hvordan forholder den franske fagbevægelse sig til Palæstina-spørgsmålet?

Som resten af samfundet så repræsenterer fagbevægelsen forskellige politiske strømninger. De fagforeninger, som man kalder ’samfundsforandrende’, står traditionelt for en pro-palæstinensisk politik. Men de går desværre sjældent videre, end hvad PLO og Oslo-aftalerne foreskriver.

Ledelsen af disse fagforeninger opfordrer som regel til fred mellem israelere og palæstinensere. Eller til en to-statsløsning, selv om de seneste 30 år har vist, at denne ’løsning’ er en blindgyde. Der er tale om et forræderi mod det palæstinensiske folks forhåbninger om at komme til at leve et liv uden kolonialisme, og at bo i et Palæstina fra havet til floden.

Nogle fagforeninger har opfordret til strejke i solidaritet med det palæstinensiske folk og i protest mod den franske regerings støtte til Israels besættelse af Palæstina. Desuden har nogle faglige afdelinger i Toulouse opfordret hovedorganisationen til at afbryde relationer til den israelske fagbevægelse Histadrut, der er en arbejder-hjørnesten i koloniseringen af Palæstina.

Mobiliseringen af arbejderne bliver ekstra vigtig, når man tænker på, at Frankrig er Europas største eksportør af våben til Israel. Og at de største selskaber – som firmaet Thales – direkte samarbejder med den israelske våbenfabrikant Elbit Systems.

Anklager om antisemitisme

Palæstina-spørgsmålet har delt og polariseret debatten i Frankrig. De organisationer, som ikke tager afstand fra guerillagrupperne, beskyldes for ’antisemitisme’. De som forsøger at tage afstand fra zionismen anklages for ’antisemitisme’. De borgerlige medier sammenblander bevidst de to stempler. Hvor stor magt har zionismen i dag, og i hvilket omfang påvirker den Frankrigs politik?

Sammenblandingen af antizionisme og ’antisemitisme’ og nu også beskyldningerne om, at man lovpriser terrorisme, er redskaber, der skal tjene til at forbyde enhver form for protest mod den imperialistiske og koloniale orden.

Det er forholdsregler som blev sat i værk for årtier siden, men som nu intensiveres. Nemlig fordi det zionistiske projekt er blevet klædt af til skindet! Alt iværksættes for at garantere det zionistiske projekts stabilitet og varighed, men også dets politiske legitimitet. Især i de imperialistiske centre som er hovedleverandører af donationer til Israel.

Det er tydeligt, at zionismen står stærkt i Frankrig, men det er først og fremmest sammenfaldet af interesser mellem de imperialistiske kræfter og Israel, som er forklaringen på denne politik. Man må hele tiden huske på, at Israel kun er en forpost for den vestlige imperialisme i den arabiske verden.

Den fritagelse for skyld, som Israel nyder godt af, skyldes principielt denne dimension – i langt højere grad end den skyldes selve zionismens vægt og betydning som ideologi og bevægelse.