Palæstina mellem en hammer og en ambolt

For forståelsen af denne tekst vil jeg præcisere to ting.

For det første er Holocaust en forbrydelse, der i sit formål, udførelse og omfang er usammenlignelig med noget andet. Derfor er Israels behandling af palæstinenserne på ingen måde sammenligneligt med Holocaust – på trods af de ulovlige bosættelser og forvandlingen af Gaza til et åbent fængsel.

For det andet er Hamas grundlæggende en terrorbevægelse, der har kidnappet Gaza. Der har været afholdt et eneste valg i Gaza. Det første, Hamas gjorde oven på valgsejren, var at umuliggøre enhver form for opposition og demokrati i øvrigt. Hamas´ handlinger 7. oktober var rendyrket terror, og hvis det var en krig – som Hamas påstår – så var det mindst en krigsforbrydelse på niveau med massakren i Srebrenica i 1995.

Men hvorfor er det aldrig lykkedes at få skabt en fornuftig aftale? Hvorfor er palæstinenserne og israelerne er fastlåst i en dødedans, der formentlig vil ende med at ødelægge dem begge?

Holocaust som baggrund

Vi kan lære noget af Europas historie i årene fra 1918-1945. Her blev det muligt at frakende folk borgerrettigheder, ejendomsret og i sidste instans retten til overhovedet at leve.

For at forstå det skal vi ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder se på det område, hvor Holocaust foregik.

Langt hovedparten af holocaust foregik i det område, som Timothy Snyder har kaldt The Bloodlands – området mellem Berlin og Moskva og mellem Østersøen og Sortehavet. Timothy Snyder fremsætter den teori, at det kun kunne lade sig gøre, fordi enhver samfundsstruktur var blevet opløst af den nazistiske besættelse, og at alt, der normalt var utænkeligt i et samfund, pludseligt var muligt.

Hvorfor har det noget med Israel og Palæstina at gøre?

Det har det, fordi den grundlæggende asymmetri mellem israelere og palæstinensere ikke så meget er militær, men organisatorisk og kulturel. Israel er organiseret som et klassisk vestligt samfund, fordi hovedparten af de ledende zionister kom fra vestlige samfund.

En meget stor del af de bestemmende grupper ved dannelsen af Israel var opdraget i en vestlig politisk tradition med en stærk statsmagt, retsstat, demokrati og magtens tredeling, uddannelsessystem og militær organisering.

Palæstinenserne derimod var organiseret som et ansigt-til-ansigt-samfund, hvor familiebånd og uformelle strukturer spillede en langt større rolle. Hvor den kraft, der kunne fungere som et nationalt politisk parti, blev saboteret af briterne, og hvor loyaliteten derfor forblev lokal, personrettet og familieorienteret. Alt det får stadig en række israelere og andre til at hævde, at der ikke findes et palæstinensisk folk.

De stats- og retsløse palæstinensere

Palæstina havde i årene mellem første verdenskrigs afslutning og dannelsen af staten Israel i 1948 hørt under det britiske imperium.

Da der ikke var nogen palæstinensisk regering eller parlament i årene op til 1948 og dermed ingen palæstinensisk stat, havde palæstinenserne ikke nogen reel mulighed for at varetage deres egne interesser. Briterne gav derimod jødiske immigranter palæstinensisk borgerskab og var samtidig med til at kolportere myten om et land uden folk til et folk uden land.

De arabiske lande i området startede en krig mod den nye israelske stat – uden andet end at orientere palæstinenserne om det. Den resulterede i, at der ikke mere var noget palæstinensisk område tilbage. Negev og området vest for Jordanfloden på nær Vestbredden var i det store og hele blevet erobret af Israel, Vestbredden var blevet erobret af Jordan og Gazastriben af Egypten.

De palæstinensere, der var flygtet fra krigen, fik ikke nogen mulighed for at vende tilbage, og deres ejendom blev konfiskeret uden nogen form for erstatning.

Men palæstinenserne havde hverken været med til at træffe beslutning om delingen eller om den krig, der kom i 1948. De havde mindre indflydelse på deres liv, end de havde haft nogensinde før. De havde ikke nogen stat, og derfor var de retsløse.

Det betød, at deres land og øvrige ejendom uden videre kunne konfiskeres, og at de kunne blive dræbt, uden at det fik nævneværdige retslige følger for drabsmændene. Det betød også, at de kunne behandles som ikke-borgere med kollektive straffeaktioner.

Mellem en hammer og en ambolt

Ulykkelighederne fortsætter i dag i Gaza og på Vestbredden, hvor et af hovedargumenterne for de israelske bosættere netop er, at der ikke er nogen palæstinensisk stat og aldrig har været det. Der er derfor ikke noget palæstinensisk folk, men bare nogle indfødte arabere, som ”bare” kan tage hen til et andet arabisk land.

Palæstinenserne er altså fanget mellem en hammer og en ambolt.

På den ene side et Israel, hvor betydelige dele af det politiske establishment ikke mener, at der findes et palæstinensisk folk, og dermed ingen mulighed for en palæstinensisk stat, og som helst så, at palæstinenserne sivede ud i den øvrige arabiske verden og overlod hele Palæstina til Israel. På den anden side en arabisk verden, der ikke ønsker at overtage en forbitret og fordrevet befolkning, men som hellere end gerne vil fastholde palæstinenserne i deres elendighed for at bruge dem som et våben mod Israel.

Dertil kommer et USA, som støtter Israel, og et Europa, der af politiske og historiske grunde – og fordi en del af befolkningen har sympati for Israel af forskellige årsager – især Holocaust – har en forståelse for dannelsen af Israel, men som samtidig i sympati for palæstinensernes situation har forsøgt at opbygge et fungerende Palæstina. Samtidig fisker Rusland i rørte vande for at aflede fra andre konflikter.

Det stiller samlet set de palæstinensere, der ikke er borgere i Israel, i den mest ulykkelige situation. De bliver ikke anerkendt som en egentlig stat, for hele det apparat, der er nødvendigt for at gøre dette, er ikke til stede. Deres ”venner” støtter dem nok til at sikre deres fysiske overlevelse, men ikke med en vej ud af deres klientgørelse. Deres fjender ønsker dem hen, hvor peberet gror, og gør deres bedste til, at det bliver virkelighed.

Palæstinenserne er ikke borgere noget sted, men retsløse objekter, der kan behandles nærmest efter forgodtbefindende og tvangsforflyttes uden videre, hvis det skønnes ønskeligt. Deres situation kan nok bedst sammenlignes med USA’s oprindelige indbyggeres i sidste halvdel af det 19. århundrede, men er på nogle områder endnu ringere.

Når man er udsat for et sådant pres, og man samtidig bliver frataget håbet om, at det nogensinde bliver bedre, og at man selv kan gøre noget for at forhindre en stadig mere brutal marginalisering, så bliver en eller anden form for eksplosion nærmest uundgåelig. Og det er lige så uundgåeligt, at de mest yderligtgående kræfter bliver styrket samtidig med, at enhver form for moderation forsvinder sammen med håbet om en bedre fremtid.

Løsninger for fred

Hvad betyder det så for os i dag?

For det første er vi alle – os på venstrefløjen og de stridende parter – nødt til at acceptere, at Israel er en realitet inden for grænserne fra før 1967. Vi kan ikke lave om på historien.

For det andet må vi finde en erstatningsløsning for den ejendom, der blev konfiskeret i 1948, så vi en gang for alle kan få lukket den.

For det tredje må der opbygges en egentlig palæstinensisk statsdannelse, der vil være i stand til at matche den israelske stat på lige fod. Det er et nødvendigt skridt, før vi kan få etableret en egentlig fredsslutning, for ellers er der ikke rigtig nogen at forhandle med.

Faktisk er det tre emner, der skal håndteres samtidig.

Det første og det andet kræver, at grænserne fra før 1967 respekteres af begge parter. Palæstinenserne skal acceptere, at der kan betales erstatninger for den ejendom, deres familier fik konfiskeret i 1948. Israel skal acceptere, at der skal findes en løsning på de ulovlige bosættelser, som palæstinenserne kan acceptere, og på Jerusalems status.

Det kan betyde, at en stor del af bosættelserne må opgives, og at beboerne i de tilbageværende får dobbelt statsborgerskab – og altså også er borgere i en fremtidig palæstinensisk stat.

Pengene til erstatningerne for den tabte ejendom i 1948 må kunne skaffes, for det beløb vil være peanuts i forhold til de enorme summer, der bruges og er blevet brugt på krigsførelse.

Det tredje er langt mere kompliceret, men det er nødvendigt for at kunne få stillet palæstinenserne og israelerne nogenlunde lige. Palæstinenserne kan ikke alene med baggrund i de bevægelser, der er vokset frem under konflikten, skabe en moderne funktionel stat med demokrati, retsstat og individuel frihed, som samtidig har den nødvendige power til at matche Israel. Det har i hvert fald ikke kunnet lade sig gøre indtil nu.

Hvad kan vi så gøre for at komme ud af dette dødvande?

Vi har faktisk en institution, hvor man har et system til at skabe moderne fungerende stater med retssamfund, ukorrupte institutioner, demokrati, ligestilling og sociale, arbejdsmarkedsmæssige og økonomisk fungerende systemer. Det redskab er EU, som tidligere har hjulpet Spanien, Grækenland og Portugal i deres omstilling fra fascistiske diktaturstater til demokratier.

Måske skulle vi overveje at bruge vores styrkesider til at få skabt en palæstinensisk statsstruktur, der er i stand til at stille palæstinenserne lige i deres kamp. De muligheder, de har i den nuværende situation, vil aldrig føre til en ligeværdig stilling i området.

Om det er en farbar vej, er ikke til at sige, men vi er nødt til at gøre noget for at komme videre. Vold er ingen løsning og sejr – hvad det så end måtte betyde – er ikke en mulighed.

Begge parter må acceptere, som vi i Europa har gjort siden anden verdenskrig, at alle grænser er uretfærdige, at der findes nationale mindretal i alle lande, men at vi er nødt til at trække en streg i sandet for at komme videre.

Vi er nødt til at skabe et håb for begge parter i konflikten, hvis vi nogensinde skal ud af den konstante voldsspiral, inden begge samfund rives i stykker, for som Einstein siger, så kan vi ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem.