Palæstina vil definere os i årevis

Afstemningen i Folketinget burde være enkel, hvis man anerkender og respekterer Den Internationale Domstols (ICJ) virke.

Men nej – et massivt flertal stemplede ikke ind i forsvaret for international ret. Regeringen og højrefløjen stemte forslaget ned (SF stemte hverken for eller i mod) i lige forlængelse af de seneste otte måneders udenrigspolitiske debatter, som har været en forstemmende padlen rundt i dobbeltstandarder og kiggen gennem fingre med de eklatante brud på international ret, som Israel og besættelseshæren begår til hele verdens skue.

Mens vi taler om drab på læger, sygeplejersker, ambulancefolk …

Til trods for at der er en retssag i gang ved ICJ.

I otte måneder har vi talt om den voksende humanitære katastrofe i Gaza. Om tusindvis af dræbte og sårede, smadret infrastruktur, massefordrivelse.

Om drab på nødhjælpsarbejdere. På læger, sygeplejersker, ambulancefolk, der gav deres liv for at redde andres. Om de journalister, der blev slået ihjel, mens – eller fordi – de var vores øjne på Gaza, på Rafah.

Om Israels brug af sult som våben mod palæstinenserne. Om nødvendigheden af at det internationale samfund – USA, EU, Danmark – bruger alle diplomatiske muskler til at få Israel til at lade mad og medicin komme ind.

Hvor Folketinget fra allerførste færd har været fuldstændig enig om at fordømme det afskyvækkende terrorangreb i Israel 7. oktober, ja så er vejene skiltes, når det kommer til at fordømme de meningsløse mord på civile palæstinensere og Israels uproportionale krigsførelse.

Det synes som om, at for nogen helliger målet midlet. At udslettelsen af Gaza og drab på titusindvis af uskyldige kan retfærdiggøres.

Det er som om, der gælder andre regler, når vi taler om et muligt folkedrab på lige præcis palæstinensere i de israelsk besatte områder.

Vi står ved en skillevej

Det burde være et enigt Folketing, der stillede sig bag den retsorden og de konventioner, vi har opbygget siden 2 verdenskrig – på ruinerne af ødelæggelse og udryddelse, af det Holocaust, hvor vi gav hinanden løftet om ALDRIG IGEN.

Et enigt Folketing, som stillede sig bag et massivt, entydigt og aktivt forsvar for og støtte til netop dén retsorden, der sikrer menneskerettigheder og folkeret.

I januar antog Den internationale Domstol Sydafrikas folkedrabssag mod Israel til realitetsbehandling. Fordi domstolen vurderer, at risikoen for folkedrab er til stede. Domstolen pålagde Israel at træffe øjeblikkelige og effektive foranstaltninger herunder at sikre nødhjælp og tillige at forhindre og straffe tilskyndelse til folkedrab,

I marts gentager Domstolen Israels ansvar for ikke at krænke folkedrabskonventionen.

Og i maj måtte Domstolen atter udstede midlertidige foranstaltninger – den beordrede Israel til at stoppe sin militære offensiv i Rafah og lade nødhjælp komme ind – med henvisning til at Israel skal efterleve sine forpligtelser under Folkedrabskonventionen.

I tillæg har chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol bedt om en arrestordre på Israels premierminister og forsvarsminister for mulige krigsforbrydelser.

Husk Palæstina

De internationale institutioner taler tydeligt. Alligevel viger USA, Danmark og andre vestlige lande tilbage.

Den globale retsorden er under massivt pres og har været det længe. Vi taler utrolig meget om geopolitiske spændinger, forrykkelser og kriser. Om at verden bryder op i måske nye blokke og at den globale retsorden forankret i FN netop er under pres, ikke mindst efter Ruslands imperialistiske angreb på Ukraine for to år siden. Og det er rigtigt.

Men det, der også sker, er, at vi – den vestlige verden – er ved at hælde dén retsorden ned i et stort hul, sammen med principper og værdier om menneskerettigheder, demokrati, ligeværd, folkeret.

Ganske enkelt, fordi man tøver over for at holde Israel fast på de samme spilleregler og principper.

Og derfor skal vi tale ikke alene om krigen i Gaza, men også om Palæstina.

Palæstina som historie og identitet. Palæstinenserne som folk. Palæstina som stat side om side med Israel. Som symbol på det 20. århundredes kolonialisme, racisme og apartheid, undertrykkelse og dobbeltstandarder.

Palæstina er i en kamp for at eksistere. Den kamp er meget større end Palæstina selv, og den kræver os alle. Det handler helt grundlæggende om den verden, vi gerne vil have og vil sikre for fremtidens generationer, der skal håndtere en klode med både stigende temperaturer og stigende konfliktniveau.

Retsordenen forsvarer man aktivt, respekterer og styrker. Uanset hvem der forbryder sig mod den. Uanset om det er ’fjender’ eller venner. Handelspartnere, allierede eller ikke. Eller også så bidrager man til dens afskaffelse.

Husk Palæstina – også i stemmeboksen

Det er en skillevej. Og det er ikke muligt at stå stille med lukkede øjne og bide sig i tungen.

Der skrives i disse måneder et kapitel mere i verdenshistorien. Og forholdet til Palæstina er definerende for det kapitel, for os – som mennesker og som land. For vores børn. Hvad er det, vi vil huskes for. Hvad skal de leve med.

Der er brug for handling og ikke flere hensigtserklæringer. Og lad os være præcise. Det er i særdeleshed USA, EU og det er Mette Frederiksens regering, der skal handle.

Som EU’s udenrigschef Borrell udtrykte det: EU må træffe et valg – og vælge mellem at støtte institutioner, der står vagt om folkeretten, eller at støtte Israel.

Det er ikke svært. Vi kan aldrig vælge side med bøllestater imod folkeretten.

I denne uge afgøres det, om Danmark kan indtræde som midlertidigt medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Det forpligter til at forsvare international lov og global fred og sikkerhed.

Men at et massivt flertal i Folketinget end ikke kan anerkende risikoen for folkedrab i Gaza viser, at civile liv ikke er lige meget værd. At nogle mennesker er værd at forsvare, men andre ikke. At folkeretten gælder for nogle men ikke for andre. Det er så uendeligt forstemmende.

Husk det, når du står i stemmeboksen på søndag den 9. juni.