Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. september. 2021

Pandemien i perspektiv: Hvad er venstrefløjens muligheder?

Coronakrisen har forstærket de mange kriser, verden befinder sig i. Hvordan kan venstrefløjen bygge et modsvar til den stadig dominerende neoliberale tankegang?

Illustration: Sam Whitney / Shutterstock

I kølvandet på finanskrisen opstod en række forholdsvist radikale venstrebevægelser. I Spanien kom Indignados, der senere blev til Podemos, i Grækenland kom Syriza, mens Italien fik en Femstjernebevægelse, der krydsede grænserne mellem venstre og højre. Spontane bevægelser inkluderer Occupy Wall Street, der med udgangspunkt i USA kastede sig over kritikken af de 1% mest velhavende, der har en uforholdsmæssigt stor – og stadig større – del af formuerne.

Endelig har vi også fået socialistisk-lydende politikere eller venstresocialdemokrater på banen i både Storbritannien og USA, anført af Jeremy Corbyn og Bernie Sanders. Den første faldt i Brexit, mens Sanders stadig har en plads i amerikansk politisk liv, bl.a. som formand for Finansudvalget i Senatet.

Alt i alt førte finanskrisen imidlertid ikke til en styrkelse af venstrefløjen. Den bliver i mange kredse beskyldt for et skifte i retning af ’identitetspolitik’. Men kampen for at gøre op med racisme, sexisme og sexchikane, der vitterlig er blevet styrket, rækker langt ud over venstrefløjen og ind i det liberale centrum. Den identitetspolitiske tankemåde er faktisk snarere højreorienteret – identitær – idet den fokuserer på kulturforskelle (læs race, religion eller etnicitet) og nationalitet, der ses som indbyggede egenskaber. Venstreorienterede støtter naturligvis op om bekæmpelse af enhver form for diskrimination og marginalisering, som de analyserer i lyset af fortidens lange skygger af slaveri og undertrykkelse.

Nationalismens spøgelse

Midt i alt dette ser man antydninger af en genopblussen af klassekampe. Ikke bare er det blevet på mode at lave klasseanalyser, men strejker og arbejdskampe har taget til. Organisationsgraden går op. Fagbevægelsen har imidlertid svært ved at forholde sig til ’gig’- eller platformsøkonomien, selv hvor det er tydeligt, at portalvirksomheder udnytter ’selvstændige’ til at arbejde under nærmest slavelignende forhold. Jeff Bezos fra Amazon har tjent flere penge end mange mellemstore lande tilsammen under coronaen og har fejret det med fire vægtløse minutter i rummet.

“Fagbevægelsen har svært ved at forholde sig til ’gig’- eller platformsøkonomien, selv hvor det er tydeligt, at portalvirksomheder udnytter ’selvstændige’ til at arbejde under nærmest slavelignende forhold.”

På den parlamentarisk-politiske bane står venstrefløjen svagt. I Tyskland var der en forestilling om, at midterpartiet De Grønne kunne blive største parti ved valget i efteråret, men trods dumheder og svagheder i både det konservative CDU og socialdemokraterne i SPD, er der ikke noget, der tyder på, at De Grønne kan vinde meget terræn, også fordi lederen har gjort sig upopulær. Die Linke har tilsyneladende heller ikke formået at slå mønt på de andres fejl, og i tomrummet er SPD pludselig gået så meget frem i meningsmålingerne, at det er næsten sikkert, at Olaf Scholz bliver den næste forbundskansler.

Spøgelset er arbejderklasse-nationalisme eller nationalkonservatisme. Hvordan Labour i UK har tabt til de konservative i dets gamle højborge, hvordan det var de nordlige arbejderklasseområder, der stemte for Brexit, og hvordan Trump var i stand til at få fat i den amerikanske rustbæltebefolkning. Nu synes fronten at have flyttet sig til mindre identificerbare grupper, der udspyr mærkelige konspirationsteorier, men som ikke har en klar klasseprofil. Et afgørende slag vil blive slået i Frankrig, hvor det ventes at Emmanuel Macron kommer i slutkamp mod Marine Le Pen til præsidentvalget i 2022. Heller ikke det er dog sikkert, de mere traditionelle højreorienterede, republikanerne, vinder frem. I hvert fald ikke venstrefløjen. Arbejderklassen er i den almindelige forståelse blevet utilfredse, gule veste.

Et stort problem er en mangel på grænseoverskridende platforme for arbejderbevægelsen og venstrefløjen. Naturligvis er der tiltag, men de når ikke langt omkring. Her har uenighederne om holdningen til EU uden tvivl vanskeliggjort netop et sådant samarbejde. Corbyns Brexit-politik skadede ikke bare Labour, hans eget parti, men også dannelsen af paneuropæisk solidaritet.

Grønne tiltag, fattigdomsreduktion og beskatning af de multinationale

Coronakrisens massive regerings-investeringer og større offentlige forbrug for at begrænse covid-19 krisen har midlertidigt hævet levevilkårene for de dårligst stillede. Især i USA er de fattiges vilkår blevet forbedret, og fattigdommen er direkte reduceret gennem de store, kontante tilskud. De udløber imidlertid, og enigheden om langsigtede programmer fortaber sig i den store pakke af social- og miljø-politiske tiltag – klimaet, bedre undervisning, barsel og sygeorlov, vuggestuer, børnehaver og ældrepleje – for 3,5 billioner dollars, som Biden-regeringen foreslår. De kommer oven i infrastrukturinvesteringer til 1 billion dollars, der er vedtaget i Senatet, men afventer Repræsentanternes Hus

Der har været forsøg på at lægge international beskatning på multinationale virksomheder, ikke mindst tech-giganterne. Forslagene er godkendt i et forum af finansministre, men derfra er der lang vej til endelig vedtagelse og gennemførelse. Der kan komme mange ændringer undervejs. Ideen er at ingen skal kunne unddrage sig skat ved at indregistrere ejerskabet i et skattely og trække gevinsterne fra datterselskaber ind i skattely. Et alternativ er skat på f.eks. tech-gigantenes omsætning.

Den grønne agenda har fået et skub med FNs Klimapanel IPCCs sjette rapport, der faktisk slår fast, at det bliver umuligt at nå 1,5 graders målet. Det er også tvivlsomt, om temperaturerne i gennemsnit vil holde sig under 2 grader, også selvom klimapolitikkerne forbedres en smule. Der er for mange lande, der ikke rigtig yder noget – men selv hvor de gør, yder de for lidt og er bange for drastiske omlægninger af levemåde og produktion. Kina skal massivt-masseres til for alvor at deltage i de internationale reduktionsmål.

Mest optimistisk er det måske, at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. Det øger arbejdernes selvtillid og gør dem mere interesserede i at mobilisere for forbedrede vilkår og udvise solidaritet over grænserne. Samtidig sker der en nedklassificering af den højere uddannelse, der skal være mere ’effektiv’, dvs. koste mindre per færdiguddannet. Det mobiliserer universitetsstuderende.

Der er imidlertid kraftige modbevægelser. Efter valget i USA er der kommet nye delstatslove, der vil gøre det vanskeligere for sorte at stemme. Og selvom ingen vil erklære sig som racister, finder republikansk-dominerede delstater på fiffige retfærdiggørelser af, at de fattige er fattige af gode grunde, og derfor er de grupper, der er fattige, selv skyld i det. Underforstået, at de er for dovne eller måske kulturelt disponerede til ikke  at yde en indsats.

En række omfattende love i amerikanske delstater har været Republikanernes svar på at tabe præsidentembedet. Illustration: Sara Wadford

Marx på mode

Med stigende ulighed, ufred i verden, udstilling af vestlig svaghed, utilstrækkelige klimatiltag og flere naturkatastrofer samt magtesløshed hos dem der skulle være magtfulde, er det klart, at venstrefløjens krise skal og kan vendes. Alle arenaer skal bruges, parlamenter og valg, gaden og ikke mindst arbejdspladser. Men på hvilken måde skal man artikulere sig: som krav til et impotent politisk system for mere velfærd, uddannelse, flere grønne investeringer og mere og bedre offentlig transport? Eller drejer det sig om større reformer som mere demokratisk ejerskab, nationaliseringer og basisindkomst?

Hvis man skal gå på to ben, kræves der ikke kun reformforslag men også afsløringen af, hvorfor de sandsynligvis ikke bliver gennemført. Klimabevægelsen bliver ved med at klage over politikerne, men spørger ikke, hvorfor de ikke agerer, som de åbenlyst skulle. I stedet burde den spørge, hvad disse politikere er bundet af. Der mangler analyser og teoretisk forståelse. Marx er på mange måder på mode i humaniora, hvor han bliver taget til indtægt for nye komplekse teorier om undertrykkelse osv., men marxistisk økonomisk analyse er på den politiske venstrefløj (den danske, engelske og amerikanske) erstattet af en form for diffus keynesianisme, der blander traditionelle økonomiske begreber ind i deres forståelse, og dermed er med til at skabe uklarhed. Bevægelser, der ikke er teoretisk funderet, vil fejle, det har vi set gang på gang, men alle rynker på næsen af ’dogmatisk marxisme’.

Nogle har måske indtryk af, at politik igen er tilbage på sporet, som set i Bidens store reformforslag,. men muligheden for noget progressivt vejet op imod de energiske angreb fra trumpister. Hvad der sker i USA, gør, at det er svært at se tendensen er også højst usikkert. Men bortset fra den europæiske genopretningspakke, er Europa ikke kommet i reformhumør. Dvs. der er bestemt reformtakter såsom forslaget om lempelse på gældsbetingelserne fra Vækst- og Stabilitetspakken (højst 60% offentlig gæld i forhold til BNP og et statsunderskud begrænset til 0,5 % af BNP i det lange løb). Her er Danmark resolut blandt de 8 lande, der sætter sig imod en ændring. Hvad der sker i USA er også højst usikkert. Så der skal nok ikke fæstes for megen lid til ’politikken’. Venstrefløjen må imidlertid henvende sig paneuropæisk, og håndtere EU som en del af handlingsrummet.

Flere besparelser til en aldrende befolkning

Kapitalismen geråder i modsætninger, som hele tiden skal ophæves, løses eller leves med. I den nuværende situation opgiver regeringer deres modvilje mod at støtte ’den private sektor’. Det sker under dække af den grønne omstilling, hvor en uforholdsmæssig stor del går til at støtte virksomheder i stedet for at lade dem betale for deres synder. Tidligere var statsstøtte ikke bare et fyord, men direkte forbudt i internationale handelsaftaler og på EU’s indre marked.

“En større del af befolkningerne i den rige del af verden bliver ældre, hvilket kræver flere ressourcer og lægger mere pres på den øvrige del af befolkningens ydeevne.”

Når nogle debattører påstår, at neoliberalismen er afgået ved døden, fordi staten er blevet mere interventionistisk, er det lidt af en overdrivelse, da dens interventioner sker med henvisning til at rette på ’markedsfejl’ – et kerneneoliberalt begreb. Det frigør i øvrigt kapital til mere ekspansion i de fattige lande, hvortil offentlige hjælpeprogrammer skæres ned.  Således går Storbritanniens udenrigsøkonomiske politik ud på at kaste sig over afrikanske eventyr i offentligt-privat regi. Samtidig skærer det ned på traditionelle hjælpeprogrammer.  

Konsekvensen er, at omstillingen tager form af virksomhedernes interesser og bliver koncentreret på de stores hænder. Således forstærkes centraliseringen af kapitalens magt snarere end omstilling nedefra, f.eks. decentraliseret energiforsyning. For at overbevise klimaskeptikere i arbejderklassen argumenteres der for, at den grønne omstilling vil skabe arbejdspladser. Måske, men der vil også – igen – blive brugt flere ressourcer. Tænk på, at detDet er jo nu engang er en tendens i kapitalismen, at der skal bruges relativt færre hænder i forhold til kapitaludstyr. Derfor skal der hele tiden ekspansion til. I øvrigt er vVindmøller og solcelleparker  er ikke just arbejdskraftintensive i drift, kun i byggefasen. Derfor skal der hele tiden ekspansion til.

Også medicinalfirmaer har nydt godt af regeringsstøtte, først i form af støtte til forskningen, så til køb af deres vacciner. I forlængelse heraf er der en stigende modsætning mellem store og små virksomheder, både traditionelle mindre foretagender og start-ups.  

En større del af befolkningerne i den rige del af verden bliver ældre, hvilket kræver flere ressourcer og lægger mere pres på den øvrige del af befolkningens ydeevne. Det forstærker manglen på arbejdskraft, og unge opfordres til at få flere børn. På samme tid er der resolut modstand mod flygtninge og indvandrere fra ’ikke-vestlige lande’, mens vores østeuropæiske fæller bliver prist for at være hårdtarbejdende af det private erhvervsliv – så længe de ikke er for krævende. Dybest set er befolkningsvækst dog ikke i menneskehedens samlede interesse.

Nogle foreslåede klimaforslag blev trukket tilbage på grund af covid, såsom skat på flyrejser. Nu skal flyselskaberne på fode igen. Tør man ramme dem?

Begrænsninger på offentlig velfærd er bestemt ikke fortid. Sygeplejerskestrejken viser, hvor der skal spares. Der kræves mere af de offentligt ansatte, fordi der ikke er ’råd’ til at betale mere. Det står i grel kontrast til de investeringer, det offentlige støtter for at fremme innovation og teknologiudvikling i privat regi.

Endelig er der ’dilemmaet’ om Kina. Kina kan ikke ignoreres eller boykottes væk, for vestlige virksomheder er for afhængige af landet. Og hvis den grønne omstilling skal blive til noget, må Kina samarbejde, i første omgang stoppe nybygning af kulkraftværker både på hjemmebane og oversøisk.  Der er en stadig stigende spænding mellem kinesisk internationalisering og samarbejde vs. antagonisme.

Coronapandemien er landet i en verden
43 nye kulkraftværker forventes at blive opført i Kina inden for de næste år. Det bliver en udfordring at få Kina med på den grønne omstilling, skriver Karen Helveg Petersen. Foto: Qilai Shen

Strategisk smidighed

Progressive midterfolk indrømmer, at der kræves en ’massive rewiring of the global economy’, som tidligere guvernør i Bank of England Mark Carney har udtrykt, men hvis der syntes at vise sig åbninger for fundamentale forandringer i begyndelsen af pandemien, så lukkedes disse også hurtigt igen.  Kapitalen har en evne til at genopfinde sig selv på uventede måder.

“Vi ser ikke bare ’green washing’ men også ’green grabbing’ fra virksomheder, der køber jord op for tilsyneladende at gøre noget godt og klimavenligt ved den.”

Det må også med, at klimaforandringerne kræver mindre, snarere end mere fysisk produktion. Det står nemlig til troende, at CO2-udledninger ikke kan afkobles fra væksten. Sagt på en anden måde: Vi lever stadig under en ’produktivistisk’ kapitalisme, eller kapitalismen er slet og ret produktivistisk, uanset hvor megen immateriel produktion der tilsyneladende foregår.  Derfor må klimamodstanden rettes mod selve produktionsmåden, ikke kun mod de regeringspolitikker, der regulerer den. Også fordi det er sandsynligt, at temperaturerne skyder langt over mål. Det vil derfor dreje sig om tilpasning under en helt anden måde at leve og producere på.

Strategien må komme fra et udogmatisk blik på institutionerne, hvordan de kan bruges, hvordan man kan bekæmpe deres ’synergier’ med koncernerne. Pression af enhver art på politikere og private virksomheder. Selvom de er blevet ’gode borgere’, vil de uvægerligt give omstillingen en drejning der ikke er i den rigtige retning. De gør det jo kun, hvis de kan tjene penge på skidtet. Mange ting og fænomener, der så frigørende ud, viste sig at have en anden side, de sociale medier og tech-giganterne som helt aktuelle eksempler. Det ’frie’ internet? Not so much. Basisindkomst kan også gives en drejning i retning af mere kontrol.

Læs også: Pandemien i perspektiv: Fire kriser har afløst hinanden

Venstrefløjen falder for nemt i fælden med at tro på ting-i-sig-selv. Men der er meget lidt, der er et absolut gode. Vi ser ikke bare ’green washing’ men også ’green grabbing’ fra virksomheder, der køber jord op for tilsyneladende at gøre noget godt og klimavenligt ved den. Måske snupper de jordens ressourcer fra dem, der kunne bruge den på en anden og mere grøn måde. Store vindmølleparker, er det hvad vi ønsker? Kæmpe solcelleanlæg?

Der kræves mere refleksion over yderpunkterne og faremomenterne. Men først og fremmest skal der en mere smidig tilgang til. Reformisme er godt, hvis der vel at mærke er tale om gode reformer. Revisionisme, altså troen på, at man kommer let om ved afskaffelsen af kapitalismen og omstillingen til en form for socialisme, som vel er målet, er til gengæld illusionsmageri.


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere