Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
17. september. 2021

Parlamentsvalg i Rusland set fra venstre

Weekendens valg til det russiske parlament ventes ikke at rykke afgørende ved Vladimir Putins greb om landet. Rusland-ekspert Aksel V. Carlsen tegner et billede af den politiske situation set fra venstre, hvor 14 partier stiller op.

De 450 pladser i Dumaen skal besættes i løbet af weekenden, hvor den russiske befolkning går til stemmeurnerne. Foto: Leonid Andronov / Shutterstock

Fra 17. til 19. september afholdes der valg i Rusland. Samtidig med valget til Stats-dumaen (parlamentet) afholdes også guvernørvalg i 12 (ud af landets i alt 85) regioner, samt 39 regionalrådsvalg og byrådsvalg.

Ved valget til Dumaen, hvor det regerende konservative parti Forenet Rusland i øjeblikket sidder på ¾ af pladserne, skal 450 mandater fordeles. I alt blev 14 partilister anerkendt. De dækker hele det politiske spektrum fra højre til venstre, inkl. to miljøpartier og tre partier på venstrefløjen. De kæmper dels om fordeling af 225 mandater efter et proportionelt system med en spærregrænse på 5 procent; og dels om 225 mandater, der fordeles ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Miljøaktivist, Afghanistan-ekspert og kommunist

…”Vi skal have genindført den hidtidige pensionsalder! Minimallønnen skal forhøjes til det tredobbelte! Rusland har ikke brug for en præsident – lad os kæmpe for en republik med folke-magt!” Den 47-årige Darja Mitina agiterer ivrigt for sine hjertesager under valgkampen på gader, i parker og lokal TV i Moskvas valgkreds nr. 197. Som uddannet etnolog har hun i øvrigt i flere år samarbejdet med nordiske miljøfolk imod forurening af Barentshavet og på sociale medier beretter hun flittigt om udviklingen i Afghanistan og om sit hjælpearbejde blandt afghanske flygtninge. 

“I Rusland findes snesevis af venstrefløjspartier. Kun tre er dog blevet erklæret opstillingsberettiget.”

Hun blev for 25 år siden indvalgt i Dumaen på en liste fra venstrefløjens største  parti Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (KPRF). Senere var hun blandt tusinder der i 2014 i utilfredshed med KPRF meldte sig ud og stiftede Det forenede kommunistiske parti (OKP), hvor hun nu er international sekretær. OKP er i dag et af flere venstrefløjspartier der ikke blev godkendt af myndighederne. Hun tog derfor imod et tilbud fra et andet parti, Ruslands kommunister (KR) og opstillede på deres liste – med eget program og under sit parti, OKPs logo.

Tre opstillingsberettigede partier på venstrefløjen

I år adskiller valgets kontekst sig fra de forrige valgs. På den ene side har den brede befolkning oplevet et markant fald i levestandarden oveni en corona-pandemi og en upopulær pensionsreform. Og på den anden side afholdes valget et år efter at Putin takket være ændringer af forfatningen nu får mulighed for flere år ved magten. Grundlaget for det autoritære styre blev dermed styrket og det har påvirket Ruslands venstrekræfter.

I Rusland findes snesevis af venstrefløjspartier. Kun tre er dog blevet erklæret opstillingsberettiget. Foruden Dumaens næststørste parti, KPRF (Den russiske føderations Kommunistiske Parti) er det partiet Ruslands kommunister (KR) og RPSS – partiet for frihed og retfærdighed. De er alle tre repræsenteret i forskellige folkevalgte forsamlinger: KPRF – i Dumaen og lokalt; de to andre har mandater i regionale parlamenter. Derfor skulle de ikke samle vælgererklæringer, som det kræves af andre partier. Alle tre appellerer til de positive ting fra den sovjetiske fortid, hvilket mange vælgere i Rusland stadig forholder sig til. Desuden fokuserer alle tre i deres agitation personligt på deres partiledere, Gennady Zyuganov, ”kammerat Surajkin” samt Maksim Shevtjenko.

Darja Mitina blev første gang indvalgt i Dumaen for 25 år siden. Hun kæmper bl.a. for en tredobling af mindstelønnen og afskaffelse af præsidentembedet. Privatfoto.

Gennady Zyuganovs KPRF: for bæredygtighed og folkeejede fabrikker

Det største russiske kommunistparti (KPRF) har 160.000 medlemmer i afdelinger over hele landet. Partiet formåede ved sidste valg både at besætte guvernørposten i tre (af Ruslands 85) regioner og erobre et par borgmesterposter.

KPRF’s valgprogram hedder ”Ti skridt på vej til folkemagt”. Det tager afsæt i et ambitiøst koncept for bæredygtig økonomisk og social udvikling af Rusland, som blev udviklet for et par år siden. Partiet fik for 20 år siden vedtaget et lovforslag om folkeejede fabrikker, men de steder, hvor det er ført ud i livet, bliver disse fabrikker kvalt af pengestærke kredse med opbakning i Forenet Rusland.

“Gennady Zyuganov’s offentlige taler indeholder en ærlig social indignation. I politiske krisesituationer optræder han dog pragmatisk og afbalanceret. KPRF har hvert år stemt for landets finanslov, hvad enten den er fremsat af konservative eller liberale magthavere.”

KPRF ønsker en samling af landets ”venstrepatriotiske kræfter”, herunder moderate nationalister og monarkister. I forhold til egentlige venstrefløjspartier har KPRFs holdning længe været, at aktionsenhed bør praktiseres ved, at de andre tilslutter sig KPRF. Den hidtidige topstyring er nu erstattet af større tillid til partiets regionale afdelinger, så i St. Petersborg praktiserer de i hverdagen et anderledes ligeværdigt samarbejde med andre venstrekræfter. Og i flere enkeltmandskredse har KPRF i år ladet medlemmer af andre kommunistiske partier optræde på KPRFs liste med egne programmer.

I Moskva er venstresocialister fra bevægelsen Venstre Front opstillet hos KPRF; i byen Irkutsk er Boris Kagarlitskij, international kendt sociolog blevet kampagnechef for KPRFs lokale topkandidat. I et par valgkredse har KPRF endda givet plads til trotskister på sin liste. Medvirkende til denne ændring har været en nøgtern analyse af den aktuelle situation samt positive erfaringer med de seneste års samarbejde med to udfarende organisationer, Venstre Front og Bevægelsen for en ny socialisme, der i flere byer har stået bag massemobilisering. Ikke mindst i protest mod ændringen af pensionsalderen.    

KPRF-ledernes retorik er ofte skarp over for landets regering, men kritiserer dog sjældent man landets præsident. De er integreret i et korporativt system og indgår i den kreds af toppolitikere, som Putin et par gange om året indkalder til samråd. KPRF-ledelsen sørger desuden for at forretningsfolk, herunder ganske rige personer, ved diverse valg placeres på partiets liste i sikre valgkredse. Gennady Zyuganov’s offentlige taler indeholder en ærlig social indignation. I politiske krisesituationer optræder han dog pragmatisk og afbalanceret. Under Zyuganov har KPRF hvert år stemt for landets finanslov, hvad enten den blev fremsat af konservative eller liberale magthavere.   

De ægte stalinister

Partiet Ruslands kommunister (KR) blev i 2012 stiftet af tidligere KPRF-medlemmer og en gruppe ungkommunister. De havde (som flere andre russiske kommunistiske partier) taget afstand fra KPRFs parlamentariske fixering og ideologiske tilnærmelse til den russiske ortodokse religions dyder. KRs stifter, der officielt tiltales som ”Kammerat Surajkin”, fik partiet til at betegne sig som ”ægte stalinistisk”, hvilket for mange russere lyder positivt.

En ny meningsmåling viser, at 60 pct. adspurgte russere nu ønsker oprettelse af et Stalin-center, som analog til det Jeltsin-center, der er åbnet i byen Jekaterinburg. Ved lokalvalg har KR-partiet erobret et par mandater. Ved seneste Dumavalg fik det knap 4 pct. af stemmerne, hvilket gjorde det til det største parti under spærregrænsen. Når andre kommunistiske partier lægger afstand til KR skyldes det bl.a. partiets solide økonomi. Der er en mistanke om lyssky sponsorer – måske endda med adresse i Kreml. I denne valgkamp har KR fokus på sociale og økonomiske problemer samt på visionen om dannelsen af en Union af tidligere sovjetrepublikker.

Når Gennady Zyuganov taler – som her til 1. Maj i Moskva – er den sociale indignation ofte i forgrunden. I praksis stemmer han sammen med resten af KPRF dog oftest for de borgerlige finanslove, og kritik af Putin er også sjælden. Foto: Shutterstock.

Maksim Shevtjenkos RPSS – for retfærdighed

Dette parti hed tidligere Det Kommunistiske Parti for Social Retfærdighed (KPSS). Det blev stiftet i 2012 og havde ingen succes. Der var tale om en døgnflue uden politisk indhold. Men nu er dette partiprojekt forsøgt genoplivet af en populær tv-journalist Maksim Shevtjenko. Han var tidligere knyttet til kredsen af Putins rådgivere og har samarbejdet med Zjuganovs KPRF. Sidste år fik han som markant blogger tilbud om at ”overtage” den omtalte døgnflue ”KPSS”.

Hans første beslutning som partileder var at erstatte ordet Kommunistisk i partinavnet med ordet Rusland – så det blev til Ruslands Parti for Frihed og Retfærdighed, RPSS. Blandt venstrekræfter er der delte meninger om dette projekt. Nogle ser det som endnu et Kreml-initiativ for at forvirre vælgerne. Andre er imponeret over Maksim Shevtjenkos bramfri angreb på magthavere, hans afsløringer af korruption og opfordringer til systemskifte. Ved regionalvalget i 2018 opnåede dette parti i et enkelt region (Vladimir region) 6 procent af stemmerne, hvilket gav dem et mandat. Ved det forestående valg kommer det dog næppe over spærregrænsen.

De frasorterede

Myndighederne har forhindret en række venstrekræfter i at deltage, hvilket ikke er noget nyt. I skrivende stund er juristen Sergej Udajltsov, ex-diplomaten Nikolaj Platoshkin og snesevis andre venstrefløjsledere enten i fængsel, i stuearrest eller på anden måde frataget retten til at deltage.

Blandt de partier der ikke har fået bekræftet deres partistatus, er det føromtalte kommunistiske parti, OKP. Det har nu besluttet – trods ideologisk uenighed både med Zjuganovs KPRF og med KR-partiet – alligevel at opfordre vælgerne til at stemme på disse to partiers kandidater for at reducere omfanget at den forventede valgsejr til regeringspartiet Forenet Rusland. Samme holdning har Ruslands to trotskistiske organisationer.

Ruslands Kommunistiske Arbejderparti (RKRP), der sammen med partiet ROT FRONT er aktive blandt alternative fagforeninger, kritiserer Zjuganovs KPRF for ikke at opstille arbejdere eller faglige aktivister i sikre valgkredse – kun partifunktionærer og forretningsfolk. RKRP opfordrer nu vælgerne til lokalt ”at støtte de enkelte kandidater, der taler arbejdernes sag”, fordi der ”blandt alle opstillede partier ikke er ét eneste, der repræsenterer arbejderklassens interesser”.

Legitimering af styret trods kritiske røster

Putins autoritære styre kombinerer en neoliberal økonomisk og social politik med statsmonopolistisk kapitalisme. Ideologisk står det for en blanding af russisk ortodoks traditionalisme med udbredt skepsis overfor Vesten. De valg der afholdes, er ikke fri eller fair, men anvendes til legitimere en sammenspist elites styre.

“Umiddelbart har valget politisk set næppe nogen væsentlig betydning Men på lokalt niveau sker der faktisk til tider dramatiske sammenstød, bl.a. om fordeling af budgetmidler.”

Umiddelbart har valget politisk set næppe nogen væsentlig betydning. Diverse love og dekreter kommer fra præsident Putin og hans magtfulde administration. Men implementeringen af disse love afhænger ofte af guvernører, regionale forsamlinger og byråd – og på lokalt niveau sker der faktisk til tider dramatiske sammenstød, bl.a. om fordeling af budgetmidler. Oppositionens byrådsmedlemmer har ved enkelte lejligheder formået at påvirke beslutninger.

Det er lykkedes flere steder at forhindre lukning af skoler, opførelse af parkeringshuse i parkanlæg eller anlæggelse af forbrændingsanstalt tæt på boligkvarter. Aleksandr Korovajnyj, medlem af det socialliberale parti Jabloko, beretter, at han som byrådsmedlem fik stoppet et forsøg på hæve brugerbetaling for varmeforsyning i hans by ved at true de byrådsmedlemmer fra Forenet Rusland, der stod bag det upopulære forslag, med at offentliggøre deres navne og adresser. Alene denne trussel fik byrådet til at skrotte forslaget. Før valget var han blevet fyret som skolelærer for deltagelse i en politisk demonstration, men han fik støtte fra vrede forældre. De bakkede ham op og fik han indvalgt i byrådet.    


Om skribenten

Aksel V. Carlsen

Aksel V. Carlsen

Ph.d. fra statskundskab i Aarhus og ph.d. i historie fra Moskva Universitet. Har blandt andet skrevet bogen “Ruslands sorte oktober” (2015), og har senest udgivet IMRD - min arbejdsplads i Moskva” (2021). Læs mere