Påskeoprøret 1916

Første april 2016 var det 100-årsdagen for Påskeoprøret mod den britiske kolonimagt i Irland. Bag det stod en mindre gruppe af militante irske republikanere – stort set uden folkelig opbakning – men det fik vidtrækkende historisk betydning.

Af Inger V. Johansen

Påskeoprøret blev det første slag mod den britiske kolonimagt i Irland i en lang uafhængighedskrig. Det var det vigtigste oprør siden 1798, hvor den første republikanske bevægelse The United Irishmen – der inspireret af den franske revolution – greb til våben mod det britiske kolonistyre, men blev blodigt knust. Det blev Påskeoprøret også – men kolonimagten tog fejl, da briterne antog, at det også ville betyde afslutningen på den irske republikanske kamp. Tværtimod skabte de engelske repressalier stor vrede og modstand i den almindelige irske befolkning.

Oprøret fandt sted i Påsken 1916. Det var overvejende begrænset til Dublin. I oprøret deltog ca. 1.000 militante republikanere: To republikanske militser – dele af Irish Volunteers under ledelse af Pádraic Pearse, og arbejdermilitsen Irish Citizen Army under ledelse af fagforeningslederen James Connolly – samt 200 medlemmer af den republikanske kvindeorganisation Cumann na mBan.

De republikanske militser indtog nøglepositioner i Dublin, først og fremmest hovedpostkontoret. Men efter 6 dage, hvor det britiske militær havde hentet et krigsskib og andre forstærkninger udefra, overgav republikanerne sig. Centrale dele af Dublin var blevet skudt sønder og sammen. Det kostede 318 civile livet og over 2.600 sårede.

Ca. 3.500 blev fængslet, og af dem dømte militærdomstolen 90 mand til døden. 15 blev henrettet 2.-12. maj i Kilmainham-fængslet uden for Dublin. Bl.a. de syv, der havde underskrevet uafhængighedserklæringen for en irsk republik, som blev læst op af Pearse efter republikanernes besættelse af hovedpostkontoret. James Connolly blev henrettet – hårdt såret og bundet til en stol.

Fra oprør til uafhængighedskrig

At dømme ud fra det beskedne antal militante republikanere, der deltog i oprøret, og manglen på grundig planlægning, er det slående især, hvor stor en betydning, det fik efter det britiske kolonistyres blodige undertrykkelse af oprøret:

Det var bevidst fra oprørernes side at udnytte Storbritanniens deltagelse i 1. Verdenskrig til at åbne en ”ny front”, med det bevidste formål at rejse spørgsmålet om total irsk uafhængighed af Storbritannien – og skubbe det mere moderate mål om hjemmestyre ud på sidelinjen.

Oprøret skabte en folkelig opbakning til den republikanske bevægelse, som ikke tidligere var set.

Oprøret bragte også den militante ’republikanisme’ tilbage som en legitim og central del af den republikanske kamp.

Sinn Féin fik stor folkelige opbakning og vandt i december 1918 tre fjerdedele af de irske pladser i det britiske parlament. De nægtede at indtage deres pladser og oprettede i stedet et uafhængigt irsk parlament, Dáil Éireann, i Dublin og proklamerede den irske republik.

Påskeoprøret ledte således direkte til uafhængighedskrigen, der siden fulgte, og som fik sin foreløbige afslutning med Anglo-Irish Treaty indgået mellem de republikanske forhandlere og den britiske regering i december 1921. Her måtte de republikanske forhandlere acceptere en midlertidig deling af Irland. De 26 sydlige irske grevskaber opnåede irsk selvstændighed, men inden for det britiske Commonwealth og med krav om aflæggelse af ed til den britiske krone. Mens de 6 nordlige grevskaber forblev i den britiske Union.

IRA

Med Michael Collins i spidsen blev IRA, Óglaigh na hÉireann – den irske republikanske hær – dannet på resterne af militser fra Påskeoprøret. IRA aktiveredes først efter, at det britiske styre havde ulovliggjort det ny irske parlament – Dáil Éireann – i 1919. Det førte til en overordentlig barsk uafhængighedskrig – med omfattende terror – mellem IRA og den britiske kolonimagt, der først sluttede med indgåelsen af Anglo-Irish Treaty i december 1921. Dáil Éireann godkendte efterfølgende aftalen i januar 1922 med et lille flertal af parlamentsmedlemmerne, hvilket førte til en blodig borgerkrig 1922-23 mellem de to fløje. Den ene part accepterede aftalen med London og kæmpede for den nye Irske Fristat, mens den anden – IRA – kæmpede for fuld irsk uafhængighed.

Mærkeligt nok indgik det nordlige Irland kun meget lidt i overvejelserne bag borgerkrigen. Alle antog tilsyneladende, at de 6 nordlige grevskaber kun ville være på britiske hænder midlertidigt, som der stod nedfældet i aftalen. Der er nu gået snart 100 år. Forklaringen på det er i høj grad den
nære alliance mellem de britisk-sindede unionister i Irland (især i området omkring Belfast) og de britiske konservative. Allerede i årene inden 1. Verdenskrig, hvor en vedtagelse af irsk hjemmestyre var så tæt på, at det reelt blev vedtaget lige inden udbruddet af 1. Verdenskrig og derfor suspenderet, havde unionisterne mobiliseret først militser og siden en hær – Ulster Volunteer Force (UVF) – på op imod 100.000 mand. UVF fik støtte og forsyninger fra den britiske hær i Irland, der planlagde at bekæmpe hjemmestyret militært. De nationalistisk/republikanske militser var et modsvar på dette.

Michael Collins var revolutionær og republikansk, samt en blændende militærtaktiker, der som den første i verden udformede en guerillataktik, som siden kom til at inspirere andre anti-koloniale og anti-imperialistiske bevægelser. Når han accepterede Anglo-Irish Treaty, var det ud fra en bedømmelse af styrkeforholdene, samt også en tiltro til at Traktaten ville blive en ”stepping stone” til fuld irsk uafhængighed af Storbritannien. Det fik han ret i. I 1948 proklamerede den irske regering ensidigt den irske republik.

Da var Michael Collins, der modvilligt havde forhandlet aftalen med den britiske regering i London i 1921, for længst blevet myrdet i 1922.

Konflikten i Nordirland

IRA eksisterede fortsat efter nederlaget i 1923 og førte i kortere perioder væbnet kamp vendt mod den fortsatte deling af Irland og den britiske tilstedeværelse. Årtiers systematisk undertrykkelse af den irsk-katolske befolkningsgruppe i det, der nu kaldtes Northern Ireland – Nordirland – hvor der eksisterede et de-facto unionistisk/protestantisk et-partistyre fra 1921- 1972 – førte i 1960’ernes slutning til fremvæksten af en stor borgerretsbevægelse. Borgerretsbevægelsens krav var først og fremmest demokratiske krav som almindelig stemmeret, men også sociale krav.

Den borgerretsbevægelse blev forsøgt knust af det unionistiske styre – fra august 1969 med hjælp fra den britiske hær, der indsattes efter oprør og sammenstød i Belfast og Derry, hvor protestantiske, væbnede bander gik til angreb på de katolske arbejderkvarterer.

Det nye Provisoriske IRA blev dannet i 1970, og efter en voldsspiral frem til 1972 havde IRA opnået en omfattende opbakning i netop disse kvarterer. Især efter Bloody Sunday, hvor britiske soldater skød og dræbte 14 ubevæbnede demonstranter under en borgerretsdemonstration i Derry.

IRA var igennem mange årtier især baseret på støtten i landbefolkningen. Men fra 1970 var det hovedsageligt unge fra den irsk-katolske arbejderklasse i Nordirland, der rekrutteredes til det Provisoriske IRA. Det var imidlertid først med de republikanske fangers sultestrejke i 1980-81, at støtten til den republikanske bevægelse voksede sig så stærk, at det blev forudsætningen for, at det lille hensygnende republikanske parti Sinn Féin kunne opbygges som et stort og stærkt republikansk parti.

Det overvældende opsving for den republikanske bevægelse skyldtes generelt englændernes beskidte krig i Nordirland, og ikke mindst den britiske konservative regeringsleder Margaret Thatcher’s ubetænksomme taktik med at lade ti af de sultestrejkende dø. Næsten som en gentagelse af forløbet efter oprøret i 1916 udvikledes en omfattende folkelig modstand i den irsk-katolske befolkningsgruppe.

Siden Påskeoprøret og i løbet af det forrige århundrede var IRA overvejende traditionelt nationalistisk/republikansk og militant. Men med det nye IRA og Sinn Fein vendte man tilbage til rødderne for republikanismen, som man så i United Irishmen fra 1798 og Påskeoprøret. Ikke mindst blev fagforeningslederen og den revolutionære socialist James Connolly en inspiration.

Good Friday Agreement

Styrkelsen af Sinn Fein i 1980’erne og især 1990’erne blev forudsætningen for de fredsforhandlinger, som kom til at finde sted i 1990’erne mellem de fem største politiske partier i Nordirland, samt den britiske og den irske regering – og afsluttedes med the Good Friday Agreement eller Belfast-aftalen/fredsaftalen i 1998.

Hvor IRA tidligere havde været hovedkraften i den republikanske bevægelse, var det nu Sinn Féin med formanden Gerry Adams, der var centrale aktører. Netop det åbnede op for, at de kunne inddrages i forhandlinger og dermed for, at man kunne ”gribe øjeblikket”, hvor den britiske regering – i lighed med republikanerne – søgte en løsning, og en amerikansk præsident, Bill Clinton, støttede op og søgte at fremme processen.

På basis af aftalen oprettedes et Assembly i Nordirland med selvstyre (devolution) og baseret på magtdeling. Dvs. at alle de valgte politiske partier blev inddraget i regeringsmagten. Det tog adskillige år, før det kunne realiseres. IRA’s endelige våbennedlæggelse i 2005 lettede vejen.

Med det nordirske selvstyre er intet givet – der er konstant problemer med de fortsatte etniske spændinger mellem befolkningsgrupperne og partierne. Og devolution betyder, at selvstyret ikke har magten over alle områder. Udenrigspolitik og finans- og økonomisk politik hører under regeringen i London, hvilket medfører store problemer i et relativt fattigt område som Nordirland, når den konservative britiske regering, som nu, vil føre barsk nedskæringspolitik. Skønt der har været social fremgang, viser alle undersøgelser, at det stadig er den katolske befolkningsgruppe, som trækker det korteste strå økonomisk og socialt.

Sinn Féin har siden starten af 00’erne været det næststørste parti i Nordirland efter det Demokratiske Unionistparti (DUP), partiet der i sin tid blev opbygget af Ian Paisley. Sinn Féin har i dag opbygget et stort og stærkt parti i Syd med mange nye, unge medlemmer fra byerne og står til over 20 % i meningsmålingerne. Sinn Féin er i modsætning til andre irske politiske partier et ”all-Ireland party”, der arbejder på at opnå en genforening af Irland. Mens partiet med Martin McGuinness har 2. Første Minister posten i regeringen i Nord, stræber det efter at blive regeringsdueligt i Syd.

Sinn Féin befinder sig politisk i et spændingsfelt som et venstreorienteret, republikansk, overvejende anti-nyliberalistisk parti – men som spænder bredere end fx Enhedslisten og andre europæiske venstrepartier, som er de partier Sinn Féin har den tætteste kontakt med i Europa.

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nummer 7, april 2016

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.