Pensionskassernes spekulative bolig-udbytningsrolle i det kapitalistiske Danmark

Mange kommuneplaners hovedstruktur er i dag underlagt ejendomsudviklere og investorer. Disse selskaber er fritaget ethvert politisk eller samfundsmæssigt ansvar for de sociale og miljømæssige følger.

Markedsprisen for jord og ejendom er steget enormt, og pensionskassernes akkumulerede formuer spiller sammen andre store indenlandske og udenlandske kapitalfonde. I dette spil kan de almene boligselskaber ikke være med, da priser for jord og byggeri langt overskrider de fastlagte kvadratmeterpriser, der gælder for almene byggerier.

Det betyder, at mindrebemidlede afskæres fra at bo i storbyen; chauffører, HK’ere, pædagoger, lager- og rengøringsarbejdere m.v. Alle sammen mennesker som er absolut nødvendige for at holde byens hjul i gang.

Ejendomsspekulanterne øger klasseforskellene i byen

At den kommunale og regionale planlægning underlægges udviklingsselskaberne, øger de økonomiske og sociale klasseforskelle i byen.

Vi har været vidne til en neoliberal udvikling, hvor finanskapitalen over de seneste 40 år har overhalet produktionskapitalen, der i dag udgør ca. 75 procent af den samlede globale kapital, Man taler derfor om finansialiseringen af økonomien.

Kapital- og pensionsfonde består af enorme, fiktive kapitalformuer, der vokser gennem gæld, renter og spekulation – og dermed har vi pantsat vores fremtid til ågerkapital.

Danske pensionskasser har opsparet 4.000 milliarder kroner

Pensionskassernes opsparinger i Danmark har en værdi på ca. 4.000 milliarder kr., hvoraf 24 procent er placeret i ejendomme. Ifølge økonomen Jesper Jespersen er 40 procent af milliarderne imidlertid statens penge, da de udgøres af endnu ubetalte skatter.

Den lavtlønnede kan gennem et meget langt arbejdsliv måske spare en million kr. op, hvorimod den højtlønnede kan ende med langt mere end 8 millioner. Mange af dem har sikkert også opsparede private midler samt egen bolig.

Da forskellen mellem de udbetalte pensioner er meget stor, rækker manges folkepensionsmidler heller ikke til, at de får råd til at bo i deres pensionskassers dyre ejendomme. Det samme gælder for medlemmer, der har været ude og inde af arbejdslivet og derfor har endnu mindre på kontoen.

Kun en vellønnet middelklasse og borgerskabet kan betale huslejen i pensionskassernes nybyggerier, og deres ældre ejendomme renoveres gerne for at kunne sætte huslejen op. De er reelt ikke et hak bedre end kapitalfonde som Blackstone.

Skal pensionskasserne også bygge for mindre velstående pensionister?

Det er forargeligt, at mange af de 1,3 mio. danskere, der f. eks er medlemmer i PFA, ikke har råd til den husleje, som forlanges – til trods for at deres pensionsindbetalinger også indgår i pensionskassens spekulative byggerier.

I dag har ca. 40 procent over 65 år kun folkepensionens grundbeløb og tillægspensionen, som er på knap 4.000 kr. mdl. før skat. I betragtning af et stigende antal prekære ansættelser vil denne andel nok ikke falde synderligt i fremtiden.

Udviklingen i de seneste 30 år har indebåret en stigende økonomisk ulighed, både i formuer og i adgangsmuligheder på boligmarkedet. Foruden et stigende skel mellem ejere og lejere, mellem unge og ældre, dem på arbejdsmarkedet og dem som er uden for. Forskellen mellem rig og fattig vokser og vokser. 

Pensionskasserne skal tage ansvar

Pensionsformuerne må anses som samfundsskabte værdier – og skal derfor ses i et større samfundsmæssigt perspektiv i forhold til at tilvejebringe boliger for alle.

Det vedrører også ældreboliger og plejeboliger. Denne forpligtelse ligger hos de almene boligselskaber og kommunerne, der hverken har råd eller kan imødekomme efterspørgslen. Derfor er det selvindlysende, at pensionskasserne har et socialt ansvar for disse byggerier.

Især er der et stort behov for bofællesskaber. Det skal ses i lyset af, at vedvarende forringelser og besparelser rammer alle gamle og handicappede både med og uden pensionsordninger eller formue.

Når 40 procent af pensionskassernes milliarder er statens penge, er det da oplagt, at vi får en lovgivning, der pålægger pensionskasserne også at bygge for mindre bemidlede pensionister.

Pensionskasserne må ud over sociale, etiske og samfundsmæssige forpligtigelser også tage et ansvar for fremtidens klima og miljøkriser. Det spekulative, omfattende byggeboom, de og andre har bidraget til, har forværret klimaproblemerne – da byggeri og anlæg står for ca. 37 procent af verdens CO₂-udledninger og 40 procent af energiforbruget.

Situationens alvor taget i betragtning, må vi kræve en lovgivning

• der sikrer, at pensionskassernes penge bruges til CO₂-neutrale boliger for alle og ikke kun de rige
• samt støtter en udvikling der nedsætter energiforbruget, emissioner og det stigende CO₂ udslip, som er resultatet af en byudvikling, der speeder alle former for transporter op i byen.